Berører problemet os alle?
BERØRER forureningsproblemet virkelig os alle personligt? Én ting er sikker. Ingen af os kan undvære at indånde luft, drikke vand og indtage føde. Og mon ikke vi alle er interesseret i at være så sunde og raske som muligt?
Vi berøres allerede nu af forureningen hvad enten vi tænker over det eller ej. Det gælder uanset hvor man bor. Jo, ganske vist er det værre i byerne end på landet. Men forureningen er nu så udbredt at den i større eller mindre grad gør sig gældende overalt.
Det der gør forureningen til et verdensomspændende problem er at den ikke respekterer landegrænser men sætter over dem uden besvær. Den luft vi indånder i dag har måske været brugt i et andet land i sidste uge eller forrige måned. Vandet løber fra floder og søer ud i verdenshavene og føres med havstrømmene til fjerne egne.
Rapporter fra flere lande peger på at vi snart har nået det punkt hvor både menneskelivet og mange andre former for liv er i fare. Således siger økologen dr. Barry Commoner: „Vi er nået til et vendepunkt med hensyn til menneskets beboelse af jorden. . . . Jeg er overbevist om at den fortsatte forurening af jorden, hvis den ikke begrænses, vil ende med at gøre denne klode uegnet til at bebos af mennesket.“
Over 2000 biologer fra alverdens lande udsendte for nylig den såkaldte „Menton-erklæring“, hvori ’den fremadskridende ødelæggelse af menneskets omgivelser’ står øverst på listen over menneskehedens største problemer. Berlingske Tidende fortalte om det under overskriften: „Frels vor klode fra undergang.“
Hvor lang tid har vi igen?
Taler disse mennesker om noget der muligvis vil ske engang om mange hundrede år? Hvor mange år giver de os?
I 1970 aflagde Landsplanudvalgets sekretariat en rapport om forureningsproblemerne i Danmark. Det fremgik heraf at „hvis udviklingen får lov til at fortsætte som hidtil, vil trafikstøjen og forureningen af vand, jord og luft inden 1985 mange steder have overskredet grænserne for, hvad der kan accepteres af hensyn til menneskers sundhed og trivsel“. — Kristeligt Dagblad, 30. april 1970.
Bladet The Canadian Magazine skrev den 4. april 1970: „Det smukke Canada vil være dødt om ti år. Medmindre vi begynder at frelse det i dag.“
Det engelske blad The Guardian erklærer: „Inden for de to næste årtier vil livet på vor planet vise de første tegn på at det bukker under for industriforurening. Atmosfæren vil blive umulig at indånde for mennesker og dyr, alt liv vil ophøre i floder og søer, planter vil visne af forgiftning.“ Amerikaneren Daniel Moynihan, der tidligere var rådgiver for U.S.A.s præsident, anslår at mennesket har mindre end halvtreds procents chance for at overleve indtil 1980.
Er disse mennesker kun pessimistiske ulykkesprofeter? Nej. Mange af dem var optimister for få år siden. Så sent som i 1962 blev forfatterinden Rachel Carson latterliggjort af en stor del af pressen og den videnskabelige verden, da hun skrev sin bog Det tavse forår (På dansk i 1963), hvori hun forudsagde de sørgelige konsekvenser af den bestandige forurening.
Nu ler de ikke ad hende mere. De fleste af hendes forudsigelser er blevet opfyldt. De hårde og ubarmhjertige kendsgerninger har tvunget videnskaben og pressen til at erkende sandheden om hvad der er ved at ske. Mennesket er drejet ind på en kurs der kan føre til dets egen udslettelse.
Biosfæren — en tynd kappe
De fleste mennesker har stadig en fornemmelse af at jorden er temmelig stor. Den måler omkring 40.000 kilometer i omkreds, og dens atmosfære strækker sig omtrent 1000 kilometer ud i rummet. I de store verdenshave findes der kløfter som når helt ned til elleve kilometer under havoverfladen.
Det er ganske vist et stort område. Men i virkeligheden befinder mennesker, dyr og planter sig inden for en meget tynd „kappe“ som omgiver jorden. Denne tynde kappe kaldes „biosfæren“ fordi alle kendte former for jordisk liv findes inden for dette rum.
Der er god grund til at kalde den „meget tynd“. Bortset fra nogle få svævende sporer og bakterier findes der kun liv inden for de første otte kilometer af jordens tusind kilometer tykke atmosfære. I virkeligheden findes langt størstedelen af alt hvad der ånder luft — mennesker, dyr og planter — inden for de første tre tusind meter over havoverfladen.
Der findes naturligvis også visse former for liv på havbunden i elleve kilometers dybde. Men langt den overvejende del af livet i havet hører til i et lag der kun når et hundrede og halvtreds meter ned under overfladen. Desuden er den største rigdom af liv i havet koncentreret omkring „fastlandssoklerne“, de områder med forholdsvis lavt vand som omgiver kontinenterne, og i det lave vand rundt om øer.
Biosfæren er altså et cirka nitten kilometer tykt lag der omgiver hele vor klode. I sandhed et tyndt lag. Men i realiteten findes 95 procent af alt liv på jorden inden for et langt tyndere lag, et lag der kun er cirka tre kilometer tykt. Inden for denne overraskende tynde „kappe“ cirkulerer den luft og det vand som jordens levende skabninger benytter igen og igen. Lad os nu se nærmere på hvad det er der er ved at ske med luften, vandet og jorden.
[Diagram på side 5]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Næsten alt liv der er afhængigt af luft findes inden for de første tre tusind meter over havoverfladen. Det meste af livet i havet findes i de øverste et hundrede og halvtreds meter under havoverfladen
3000 meter
Livets tynde lag
Havoverfladen
÷ 150 meter
[Illustration på side 4]
Ifølge FNs generalsekretaer, U Thant, er forureningen af vore omgivelser nu så alvorlig at „medmindre der straks skrides ind, er det tvivlsomt om vor klode vil være i stand til at give mennesket de nødvendige livsbetingelser“