Vand er der nok af — men hvor rent er det?
HALVFJERDS procent af jordens overflade er dækket af vand. Man kunne tro at der her findes et uudtømmeligt forråd som det er umuligt at tilføje alvorlig skade.
Men husk at kun 3 procent af det er ferskvand. Deraf kan mindre end 1 procent bruges som drikkevand, til madlavning, badning, kunstvanding og andet. Resten af vandet er fastlåst i de salte verdenshave, i ismassiver og i underjordiske søer.
Hvordan står det til med jordens livsvigtige forråd af ferskvand? Har De betragtet en å eller en sø på nærmere hold for nylig? Man kan nemt blive chokeret over det man får at se.
Hvad sker der med vores vandbeholdning?
Man har anslået at der hver dag hældes omkring 662.000.000.000 liter kloakaffald og spildevand ud i vandløbene i De forenede Stater. Over 50 procent af det får kun „førstetrinsrensning“, hvilket ikke fjerner ret mange af de forurenende stoffer.
Dr. Jack Gregman fra det amerikanske indenrigsministerium siger: „Næsten hvert eneste vandløb her i landet er forurenet i nogen grad. Nogle af dem er nu ude af stand til at klare affaldsstofferne.“ I juli 1969 blev Cuyahogafloden i Ohio så overfyldt med olie og affald at der simpelt hen gik ild i den, hvorved to broer blev ødelagt!
Floder og åer i andre industrilande er i samme forfatning som i Amerika. Måske ser De for Deres indre øje turistplakaternes billeder af Rhinen, den skønne flod i Tyskland. I dag erkender man at Rhinen på en stor del af sit løb ikke er meget andet end en åben kloak. Bladet Der Spiegel siger om den forurening man tilfører den: „Hvis alle disse stoffer skulle transporteres med jernbane, så ville man få brug for over 3000 godsvogne“ — om dagen!
En bemærkelsesværdig selvrensningsevne
Det er ikke først for nylig at mennesket er begyndt at skylle affald ud i vandløbene. Men indtil for kort tid siden har det aldrig skabt noget stort problem. Vand i bevægelse har en forbløffende evne til at rense sig selv.
Når organiske affaldsstoffer tømmes ud i en flod bliver kloakindholdet skilt ad og fortyndet ved vandets bevægelse. Derefter kan floden ’fordøje’ de tilbageværende partikler ved iltning og ved hjælp af bakterier der forbruger organiske affaldsstoffer, som derved bliver omdannet til uskadelige, lugtfrie sammensætninger. En å der er stærkt forurenet i nærheden af en lille by, kan således være fuldstændig ren blot nogle få kilometer længere nede ad strømmen.
I dag er der imidlertid flere og flere af jordens vandløb der lider af ’forstoppelse’ — de er blevet grumsede, ildelugtende og dækket af sæbeskum. Hvorfor? De er blevet belastet ud over deres evne til at rense sig selv.
Udseendet kan være vildledende
Det er med vandet som med luften: man kan ikke udelukkende på grundlag af udseendet bedømme hvor rent det er. Den nærmeste å eller sø De kender er måske både klar og dejligt blå. Men den kan alligevel godt være ved at dø. Hvordan?
Dette skyldes en proces der kaldes „eutrofikation“. Det betyder simpelt hen „overernæring“. Der sker følgende:
I dag benyttes der i tonsvis af stærkt nitratholdig kunstgødning i landbruget. En stor del af dette bliver til sidst skyllet ud i vandløbene. Husmødrene bruger sæbemidler med masser af fosfater. Disse ender også i søer og åer. Hvad sker der så?
Denne overdosis af næringsstoffer giver anledning til en eksplosiv vækst af alger og andre små vandplanter. Når algerne mangedobles kan sollyset vanskeligere gennemtrænge vandet. De alger der befinder sig længere nede, dør. Alt det der går i forrådnelse forbruger nu mere og mere af ilten i vandet. Fiskene bliver syge og dør. Med tiden bliver søen eller åen praktisk talt livløs.
Dette findes der flere eksempler på i Danmark. I 1969 viste en undersøgelse at fosfatindholdet i Søllerød Sø og Vejle Sø på Sjælland var så stort at søerne måtte betragtes som totalt ødelagte. Med hensyn til Furesøen viste undersøgelsen at det ville vare 80 år før dens fosfatindhold var nede på samme punkt som blot syv år tidligere — og det endda kun hvis man førte alt spildevand uden om søen.
Eriesøen i Amerika har lidt kvælningsdøden. Det rene vand er næsten forsvundet, der er næsten ingen spiselige fisk, og søen er uegnet til at bade i. Det er blevet oplyst at over 40 større søer i Europa og De forenede Stater er bukket under for eutrofikation eller ’overernæring’.
„Men i Schweiz er alt ved det gamle,“ siger De måske. „Dér kan man stadig finde søer der er rene og sunde, og som ikke er påvirket af menneskers uforsigtighed.“ Ja, de fleste mennesker synes måske at søerne stadig er klare og betagende at se på. Men schweizerne kan se dem forandre sig og langsomt miste deres krystalklare renhed. De smukke søer ved Zürich, Genève og Neuchâtel er så alvorligt ’overernærede’ at de hører med til jordens ’syge’ søer. En meddelelse fra Tyskland fortæller at Bodensøen „sammen med den amerikanske Erie Sø, Lago Maggiore [mellem Italien og Schweiz] og den norske Oslo Fjord må regnes for at være døende“.
Den endelige losseplads
De fleste floder og søer udtømmes til sidst i havet. Man kunne tro at havene rummer så stort et forråd af vand at de umuligt kan bringes i alvorlig fare. Men sandheden er at verdenshavene hastigt er ved at blive forurenet, idet de repræsenterer den endelige losseplads.
I december sidste år indbød De forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisation fire hundrede videnskabsmænd fra fyrre nationer til at drøfte dette problem. Videnskabsmændene udtrykte dér deres bekymring for Middelhavet. Ikke alene tilsvines strandene „fra Tel Aviv til Triest“ af kloakaffald, fortalte de, men havets evne til selvrensning kan ikke længere hamle op med alt det snavs der hældes ud i det. Disse videnskabsmænd konkluderede: „Middelhavet iler mod total forurening.“ Med Østersøen ser det ikke meget bedre ud. Østersøen har en langsom vandudveksling idet en vandmasse bliver der i cirka 25 år. Derfor kan forureningen hurtigt opsamles i dette hav. Det er ikke mærkeligt at mange ser med bekymring på udviklingen i Østersøen.
I 1970 rejste Thor Heyerdahl og hans mandskab tværs over Atlanten på en papyrusflåde. De var forbløffede over hvad de fandt midt ude i havet. Kæmpestore områder var dækket med olieklumper, skum, slim og flydende forurening. Visse dage var havet så snavset at de kviede sig ved at bade i det.
Ifølge U.S. News & World Report har økologer derfor advaret om at „medmindre regeringerne skynder sig mere med at standse forureningen vil verdenshavene i 1980 være lige så døde som Eriesøen“.
Hvordan det indvirker på det levende
Det sker nu så ofte at store mængder fisk i floder, søer og have omkommer, at det mange gange slet ikke bliver bemærket i pressen.
Omkring 90 procent af fiskene i havene lever omkring kysterne. Netop dér er forureningen værst, på grund af udtømning fra forgiftede floder (hvoraf nogle indeholder kviksølv) og på grund af at skibe med vilje eller ved uheld tømmer olie ud i havet. Dr. Max Blumer fra det oceanografiske institut ved Woods Hole siger at „mennesket tømmer mindst tre millioner tons olie ud i havene hvert år. Måske ligger den samlede årlige mængde helt oppe på ti millioner tons“.
På et lille område ud for Pensacola i Florida skete der inden for tre måneder af 1970 over tredive massedødsfald af fisk; millioner af fisk døde. I Nordsøen fandt man for nylig et stort lag døde fisk. Det var flere meter tykt og omkring 130 kilometer langt. Fiskene var omkommet på grund af forurening fra Europas floder.
Insektmidler eller pesticider som DDT, der kan føres med af vinden eller skylles ud i floderne, ender i søer og have. Mange af disse pesticider bevarer deres giftvirkning i årevis. Små organismer i havet indtager pesticiderne. Større fisk spiser små fisk som har spist de forgiftede organismer. Til sidst bliver fiskene spist af fugle. På hvert trin i denne ’fødekæde’ koncentreres de uopløselige pesticider. Resultatet er at mange arter, især fuglearter, nu er ved at uddø. På det findes der et eksempel på Anacapaøerne ved Californien. Af 500 ynglende par af brune pelikaner blev der sidste sommer kun udklækket én unge, fordi pesticiderne har grebet ind i pelikanernes forplantningssystem.
Og husk at man har fundet disse pesticider fra pol til pol, i de arktiske sæler såvel som i de antarktiske pingviner!
Er iltforsyningen i fare?
Når man forgifter havene sætter man også planternes liv på spil. Man mener at havets planter, og især det plankton der kaldes diatomeer eller kiselalger, producerer en stor del af jordens iltforsyning — nogle mener at det drejer sig om helt op til 70 procent. Foruden at der gøres indhug i den ilt vi får fra planterne på landjorden, kan det altså godt se ud til at vor iltforsyning fra havet nu også er i fare.
Det er et kolossalt problem. Men der er trods alt også kræfter der arbejder til menneskets bedste. Solen drager næsten 15.000.000 tons ferskvand op fra blandt andet de salte have hvert sekund, og regnskyerne lader cirka lige så meget øse ned over jorden. Det er ganske klart at det er en langt større Kraftkilde der har sat disse kræfter og kredsløb i gang. Det vil være klogt af os at søge hjælp hos denne Kilde.
[Diagram på side 8]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Den sunde sø
1 Ved hjælp af solenergi omdanner planterne forskellige substanser til føde
2 Mikroskopiske planter forbruger fødeelementerne og afgiver ilt
3 Mikroskopiske dyr æder planterne
4 Større dyr æder mindre dyr, og dør til sidst
5 Ådseldyr lever af rester der er gået i forrådnelse
6 Bakterier tager sig af det tilbageblevne
7 Fødeelementerne frigøres af bakterier