Er der ikke masser af luft?

ER DER nogen grund til at være bekymret for luften? Der er jo tilsyneladende nok af den.

Ja, tilsyneladende. Men husk at astronauterne har været nødt til at medbringe deres egen forsyning af luft når de har forladt jorden. I et jetfly må man vedligeholde kabinens tryk på kunstig vis.

Dette fortæller os noget bestemt, nemlig at der blot nogle få kilometer oppe ikke er tilstrækkeligt med brugbar luft. Den luft vi kan indånde findes kun i et forholdsvis tyndt lag over jorden. Det indeholder den ilt der er så livsvigtig for alle mennesker og dyr. Dette tynde lag af brugbar luft er nu i stor fare.

Hvordan luften renser sig selv

Jordens atmosfære har en vidunderlig, indbygget evne til at rense sig selv. Luften er som et hav der har sine strømninger og tidevandsbevægelser i form af vinde og bevægelser i luftmasserne. For eksempel kan røgen fra et par skovbrande hurtigt spredes og forsvinde. De små faste partikler fra røgen falder med tiden ned sammen med regn og sne. Men hvad med luftarterne?

Selve vor planets atmosfære er naturligvis en blanding af forskellige luftarter. Omkring 78 procent af den består af kvælstof, cirka 21 procent af den er ilt, og resten er sammensat af minimale mængder af blandt andet argon, kuldioxyd og helium. Der findes bestemte, forbløffende processer der sørger for at bevare dette blandingsforhold uændret.

Det er som bladet Time skriver: „Med pinlig nøjagtighed opretholdes dette blandingsforhold af planterne, dyrene og bakterierne,“ som forbruger og i tilsvarende omfang afgiver luftarter. „Resultatet er et lukket kredsløb, en stabil cyklus hvori intet går til spilde og alt tæller.“

Denne præcision er beundringsværdig. For eksempel udgør kuldioxyd i rumfang kun en tretusindedel af den atmosfæriske luft. Når mennesker og dyr indånder luft forbruger de ilt og udånder kuldioxyd, mens planterne gør det modsatte. De bruger kuldioxyd og afgiver ilt, og således bliver den rette ligevægt bevaret.

Når lynene farer gennem luften dannes der en særlig kvælstofforbindelse som regndråberne tager med ned til jorden. Dér bliver den brugt til at give planterne grokraft. Planterne bliver dernæst spist af dyr, eller også dør de og går i forrådnelse. Bakterier der tager rådnende plantedele og dyregødning under behandling udløser kvælstoffet, som vender tilbage til luften. Ringen er sluttet.

Visse luftarter som naturen selv udløser, kan i større mængder være farlige — som for eksempel den ozon man kan lugte lige efter et tordenvejr. Men dem skaffer luftens selvrensningssystem af vejen, ofte på nogle få timer eller dage. De bliver „skyllet ned“ sammen med regn og sne, de bliver optaget af planterne, eller også falder de simpelt hen til jorden ganske langsomt.

Men er der så i det hele taget noget at være bange for? Ja, meget!

Hvordan det har ændret sig

Alt tyder på at mennesket er i færd med at foretage alvorlige indgreb i denne beundringsværdige balance. Før i tiden kunne atmosfærens selvrensningssystem let holde forureningen nede og bevare luften ren.

Men forholdet er nu det at luftforureningen foregår hurtigere end luftens renselse. Luften over Danmark og andre lande — men især over De forenede Stater, Japan og Vesttyskland — bliver konstant tilført forurening i form af luftarter og partikler, så luften nu er overfyldt. Naturens egne kredsløb bliver belastet mere end de kan tåle.

I De forenede Stater er det sådan at luften overalt betragtes som mere eller mindre forurenet. Bemærk hvad en gruppe videnskabsmænd har offentliggjort i bladet New Haven Register: „Den sidste rest af ren luft som instituttet har fundet i De forenede Stater, fandtes i nærheden af Flagstaff i Arizona, men den forsvandt for seks år siden da . . . luftforurening fra Californiens kyst nåede frem til denne by i det nordlige Arizona.“

Om den gennemsnitlige forureningsgrad i Tyskland fortæller bladet Der Spiegel: „Luftforureningen i Forbundsrepublikken er allerede syv gange så slem som i U.S.A.“

I Japan må Tokyos færdselsbetjente nøjes med at gøre tjeneste nogle få timer ad gangen. Så må de vende tilbage til bestemte steder for at indånde ren luft. I cafeer og butiksgader i Tokyo er der opstillet møntautomater hvor kunderne kan „trække“ en mundfuld ren luft.

Dette kan også meget nemt blive tilfældet i Danmark. Luften herhjemme er langtfra ren; sidste år beregnede man at der hvert år nedfalder 250.000 tons svovl fra luften over Danmark, og det er kun ét udtryk for forureningen.

Så alvorlig er situationen at videnskabsmænd ved et institut for atmosfærisk forskning i De forenede Stater forudsiger følgende om hvordan fremtiden vil blive, med det nuværende forureningstempo: „Om ti til femten år fra nu af vil hver mand, hver kvinde og hvert barn på denne halvkugle være nødt til at iføre sig en slags gasmasker for at kunne færdes udendørs. Gaderne vil være praktisk talt øde. Størstedelen af dyrelivet og en del af plantelivet vil uddø.“

„Jeg kan ikke se nogen forurening“

Meget af luftforureningen forekommer i form af partikler — sod og støv. Det kan husmoderen der tørrer vindueskarmen af og manden der vasker sin bil, tale med om.

Men De bor måske et sted hvor himmelen næsten altid er blå. Det er måske meget lidt sod der samler sig på Deres vindueskarm og Deres bil. Så De føler Dem måske ikke særlig generet af luftforureningen.

Man må imidlertid huske at det meste af luftforureningen er usynlig. Man kan ikke se den, og man kan for det meste heller ikke lugte den. Men tag endelig ikke fejl — forureningen er der sikkert alligevel, i form af usynlige luftarter, hvoraf nogle er dødbringende gifte hvis man får dem i tilstrækkelig mængde. Og selv om det kun er i små mængder bliver man bestemt ikke sundere af at indånde disse luftarter.

En af de usynlige gifte er kulilte. Den er uden farve, lugt og smag — og den er dødbringende. Hvis De lader Deres bilmotor køre i en lukket garage, vil kulilten trænge ind i Deres lunger og blodkredsløb og hæmme de røde blodlegemers evne til at transportere ilt. Resultatet er at De vil dø af iltmangel

I dag er der millioner af mennesker i mange byer som allerede nu lider af ’underernæring’ hvad angår ilt, hvilket for det meste skyldes det stærkt stigende antal biler. Man har beregnet at benzinkøretøjerne i Storkøbenhavn alene hvert år udstøder 170.000 tons kulilte. Ifølge en anden kilde udspyr automobilerne i blot ti byområder i De forenede Stater omkring 23 millioner tons usynlig kulilte hvert år.

Atmosfæren indeholder normalt en smule svovl fra havet og fra vulkaner. Men videnkabsmænd anslår at biler, kraftværker og fyringsanlæg nu sender omkring 66 millioner tons svovlilte ud i luften hvert år. Når der er fugtighed i luften bliver dette til ganske små dråber af svovlsyre, der tærer på metal, sten og marmor, gør søer og floder mere syreholdige og ødelægger folks lunger.

Bladet Scientific American skriver at røgtåge sammen med de kulbrinter der vælder ud af biler og fabrikker — og som normalt er uskadelige — delvis iltes således at der dannes „peroxyder“ og „ozonider“, under påvirkning af solens lys og luftens katalytiske kvælstofilter. Bladet tilføjer: „Disse sammensætninger er de giftigste former for luftforurening man kender. De kan skade planterne i en koncentration så ringe som én del i ti millioner dele luft.“

Det er ikke så mærkeligt at bronkitis, astma og alle slags åndedrætslidelser er i hastig stigning. Emfysem er den hurtigst voksende dødsårsag i De forenede Stater; i byen New York er den gået 500 procent fremad i de sidste ti år.

Hvad kan man da gøre? Flytte til Hawaii hvor der er gyldent solskin og blå himmel? Hawaii melder nu at tilfældene af åndedrætssygdomme er fordoblet i løbet af de sidste få år. Hvad er grunden? Luftforurening.

Men der må da være et eller andet hjælpemiddel. I tusinder af år blev luften bevaret ren med „pinlig nøjagtighed“. Hvem sørgede for det? Mon ikke den samme kunne løse problemet?

Men foruden luft må vi også have vand for at leve. Hvordan står det til med vandet?

[Diagram på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Iltkredsløbet

Planter indtager kuldioxyd, afgiver ilt

Dyr og mennesker indtager ilt, afgiver kuldioxyd

Kvælstofkredsløbet

Lyn forbinder kvælstof med ilt. Det bringes ned med regnen

Grønne planter giver dyr og mennesker føde

Bakterier henter kvælstof fra luften til brug for planter

Bakterier nedbryder planter og dyregødning; de frigør kvælstof, som igen tilføres luften. Andre bakterier producerer planteføde