Denne verdens ’luft’ er dødbringende!
„Jer gjorde Gud levende skønt I var døde i jeres overtrædelser og synder, i hvilke I tidligere vandrede . . . i overensstemmelse med herskeren over luftens myndighed.“ — Efeserne 2:1, 2.
1. Hvorfor er luften nogle steder dødbringende?
HVIS man længe har opholdt sig i et beklumret værelse, er det skønt at få en mundfuld frisk luft. Men frisk luft er en mangelvare. Selv langt borte fra al bebyggelse er forureningen i dag et alvorligt problem. I mange lande ledes en foruroligende mængde giftstoffer ud i atmosfæren. Giftig røg, radioaktivt støv, sygdomsfremkaldende bakterier og visse former for virus forurener luften. På grund af menneskets begærlighed og ligegyldighed bliver den livsopretholdende luft vor kærlige Skaber så gavmildt har skænket os, mere og mere dødbringende.
2. Hvilken ’luft’ er endnu mere dødbringende end den forurenede luft vi måske indånder?
2 Men skønt den bogstavelige luft efterhånden kan være farlig at indånde, findes der en endnu mere dødbringende form for forurenet ’luft’. Vi hentyder ikke til den radioaktive luft fra kernekraftulykken i Tjernobyl eller den røgfyldte luft i storbyer som Los Angeles. Nej, vi er i fare for at indånde en langt mere dødbringende ’luft’. Apostelen Paulus omtalte denne ’luft’ da han skrev til sine medkristne: „Jer gjorde Gud levende skønt I var døde i jeres overtrædelser og synder, i hvilke I tidligere vandrede i overensstemmelse med tingenes ordning i denne verden, i overensstemmelse med herskeren over luftens myndighed, den ånd som nu er virksom i ulydighedens sønner.“ — Efeserne 2:1, 2.
3, 4. (a) Hvem er „herskeren over luftens myndighed“? (b) Hvorfor er den ’luft’ der omtales i Efeserbrevet 2:1, 2 ikke dæmonernes bolig?
3 Hvad er denne ’luft’? Ifølge Paulus’ ord er den i besiddelse af „myndighed“ eller magt, og der er en som ’hersker’ over den. Der kan ikke være tvivl om hvem det er: Satan Djævelen, ham som Jesus Kristus kaldte „denne verdens hersker“. (Johannes 12:31) I betragtning af dette mener nogle bibelforskere at Paulus her med et lån fra jødiske eller hedenske kilder omtaler luften som en bolig for de dæmoner som Djævelen hersker over. Mange bibeloversættelser afspejler denne opfattelse. Men denne ’luft’ er ikke den samme som „det himmelske“, det domæne hvor „ondskabens åndemagter“ opholder sig. — Efeserne 6:11, 12.
4 Da Paulus skrev til de kristne i Efesus befandt Satan og hans dæmoner sig stadig i himmelen, skønt uden for Guds gunst. De var endnu ikke blevet kastet ned i jordens nærhed. (Åbenbaringen 12:7-10) Desuden henleder ordet „luft“ snarere tanken på mennesker end på åndeskabninger. Det var jo også menneskesamfundet der skulle få virkningen at føle når den sidste af Guds harmes skåle blev udgydt over „luften“. — Åbenbaringen 16:17-21.
5. Hvad er den ’luft’ der drøftes her, og hvordan påvirker den mennesker?
5 Tilsyneladende bruger Paulus altså den bogstavelige luft eller atmosfære som et billede — et billede på den generelle ånd, den fremherskende selviskhed og ulydighed, der præger dem som ikke kender Gud. Denne ’luft’ svarer til „den ånd som nu er virksom i ulydighedens sønner“ og til „verdens ånd“. (Efeserne 2:2; 1 Korinther 2:12) Ligesom den bogstavelige luft omgiver os overalt, findes „verdens ånd“ alle vegne. Hele livet igennem bliver den måde hvorpå folk tænker og handler — når de søger at opfylde deres ønsker, håb og ambitioner, — gennemsyret, påvirket og formet af „verdens ånd“.
6. (a) Hvad forstærker virkningen af denne verdens ’luft’, og hvordan udøver den sin „myndighed“? (b) Hvordan kan man blive lokket til at efterligne Djævelens oprørskhed ved at indånde denne ’luft’?
6 Denne syndige og oprørske ånd dominerer hele det ufuldkomne menneskesamfund. Når man indånder denne ’luft’, intensiveres dens dødbringende virkninger af gruppepres og et umætteligt ønske om sanselige nydelser. Derfor har denne ’luft’ en udtalt „myndighed“ over folk. (Jævnfør Romerbrevet 6:12-14.) Som vi ved er det Djævelen der står bag al ondskab. (Johannes 8:44) Han forsøger at få mennesker til at efterligne hans oprørskhed, og derved inspirerer, former og behersker han dette samfunds „ånd“ eller ’luft’. Satan er „herskeren“ over denne uhyggelige magt eller „myndighed“, og ved hjælp af den behersker han folks tankegang. Hans mål er at holde folk så travlt optaget med at tilfredsstille deres kødelige ønsker og jage efter verdslige interesser at de hverken har tid eller lyst til at lære Gud at kende, og langt mindre til at lade sig lede af hans hellige ånd, „ånden der er livgivende“. (Johannes 6:63) I åndelig henseende er de døde.
7. (a) I hvilken forstand var kristne engang „vredens børn“? (b) Hvilken forandring skete der med dem da de blev kristne?
7 Også de kristne var underlagt denne forurenede ’lufts’ „myndighed“ før de lærte Guds ord at kende og begyndte at leve efter hans retfærdige normer. „Ja, blandt dem [de verdslige mennesker] har vi alle tidligere færdedes i harmoni med vort køds ønsker, idet vi gjorde hvad kødet og tankerne ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre.“ Men da vi blev kristne holdt vi op med at indånde denne verdens dødbringende ’luft’. Vi ’aflagde den gamle personlighed som svarede til vor tidligere adfærd og iførte os den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet’. — Efeserne 2:3; 4:22-24.
8. Hvordan svarer vor situation i dag til israelitternes situation i ørkenen?
8 Faren består nu i at vi kunne lade os friste til at vende tilbage til denne verdens forurenede atmosfære, efter at vi er sluppet bort fra den. Vi er nu langt fremme på „endens tid“ og står lige på tærskelen til den nye verden. (Daniel 12:4) Hvor ville det være forfærdeligt hvis vi måtte give op fordi vi faldt i de samme fælder som israelitterne. Da de stod ved grænsen til det forjættede land efter at være blevet udfriet fra Ægypten ved et mirakel, var tusinder af dem blevet „fældet i ørkenen“. Hvorfor? Fordi nogle af dem blev afgudsdyrkere, andre bedrev utugt, og atter andre satte Jehova på prøve ved at knurre og beklage sig. Paulus pegede på et vigtigt punkt med ordene: „Men disse ting skete fortsat med dem, som eksempler, og de blev skrevet til advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet.“ — 1 Korinther 10:1-11.
9. (a) Hvordan kan vi være i verden uden dog at være en del af den? (b) Hvad må vi passe på?
9 Jesus bad angående sine disciple: „De [er] ikke . . . en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden. Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at våge over dem på grund af den onde.“ (Johannes 17:14, 15) Jehova vil vogte os, men han sætter ikke „hegn“ rundt om os eller beskytter os mirakuløst mod denne verdens ’luft’. (Job 1:9, 10) For os består udfordringen derfor i at være i Satans verden uden at være en del af den, at være omgivet af dens forurenede ’luft’ uden at indånde den. Når vi læser verdslige aviser, blade eller bøger, ser fjernsyn eller går ud for at søge adspredelse, vil vi sandsynligvis blive udsat for denne verdens ’luft’. Det kan ikke undgås at vi har en vis kontakt med verdslige mennesker — på arbejdet, i skolen og andre steder — men vi må passe på at vi ikke bliver suget tilbage i denne verdens dødbringende atmosfære. — 1 Korinther 15:33, 34.
10, 11. (a) Hvordan kan man sammenligne vort åndelige paradis med en ikkerygerafdeling? (b) Hvad bør vi gøre hvis noget af verdens ’luft’ driver hen til os?
10 Vi er faktisk i samme situation som hvis vi sad i en restaurant der var delt op i en ryger- og en ikkerygerafdeling. Vi opholder os, som vi bør, i afdelingen for ikkerygere, Jehovas åndelige paradis, borte fra denne verdens ånd. Det er indlysende at vi ikke med overlæg ville gå hen og sætte os i rygerafdelingen. Det ville være tåbeligt. Men hvad kan der tit ske når vi sidder i en ikkerygerafdeling i en restaurant? Jo, den røgfyldte luft driver hen i retning af os. Nyder vi det? Inhalerer vi? Eller sørger vi for at komme væk så hurtigt som muligt?
11 Hvordan reagerer du når noget af denne verdens ’luft’ driver hen i retning af dig? Gør du straks alt hvad du kan for at komme bort fra denne dårlige påvirkning? Hvis du bliver hvor du er og inhalerer dybt, kan du være sikker på at din tankegang vil blive påvirket. Jo længere du indånder denne ’luft’, jo mere vil du vænne dig til den. Og med tiden vil end ikke lugten af den virke kvalmende, men snarere tillokkende, berusende, tiltalende for kødet. Måske vil den forstærke et hemmeligt begær som du har kæmpet for at beherske.
12. Hvad kræver det af os at undgå at blive påvirket af de elementer i denne verdens ’luft’ der er vanskelige at spore?
12 Nogle af de dødbringende stoffer i denne verdens ’luft’ er svære at spore, ligesom nogle af de forurenende stoffer i den bogstavelige luft, for eksempel kulilte, der både er smag- og lugtfri. Der er derfor fare for at vi ikke bemærker de ’dødbringende gasarter’ før vi er bukket under for dem. Vi må være vågne, så vi ikke lokkes i en dødsfælde af denne verdens principløse holdninger eller af dens ulydighed mod Guds retfærdige normer. Paulus tilskyndede sine trosfæller til at ’blive ved med at tilskynde hinanden hver dag, for at ikke nogen af dem skulle blive forhærdet ved syndens bedragende magt’. — Hebræerne 3:13; Romerne 12:2.
Hvad består denne verdens ’luft’ af?
13. (a) Nævn en af de bestanddele af denne verdens ’luft’ som vi bør vogte os for. (b) Hvad viser at denne verdens ’luft’ har påvirket nogle af Jehovas tjenere?
13 Hvilke almindelige holdninger kunne vi begynde at indtage uden selv at lægge mærke til det, fordi vi er i så nær kontakt med verdens ’luft’? En af dem er trangen til at lege med umoralitet. Vi møder denne verdens opfattelse af sex og moral alle vegne. Mange siger: ’Det er ikke forkert at begå utugt, at få børn uden for ægteskab eller at være homoseksuel. Det er tværtimod normalt og naturligt.’ Har denne ’luft’, verdens ånd, påvirket Jehovas folk? Ja, desværre. I tjenesteåret 1986 måtte 37.426 udstødes af den kristne menighed, de fleste på grund af kønslig umoralitet. Og de der blev retledt på grund af umoralitet men ikke blev udstødt fordi de angrede oprigtigt, udgør et endnu højere antal. — Ordsprogene 28:13.
14. Hvorfor kommer nogle kristne på afveje i moralsk henseende, og hvilken bibelsk formaning ignorerer de dermed?
14 Hvordan går det til at nogle bukker under for fristelsen til at begå kønslig umoralitet? Når det bliver kendt, erfarer man ofte at de igen er begyndt at indånde denne verdens dødbringende ’luft’. De har sænket deres normer på grund af påvirkning fra verdens holdninger. For eksempel er de måske begyndt at se film som de ikke ville have set nogle år før. Eller endnu værre: i hjemmet ser de måske videofilm der absolut ikke egner sig for kristne. En sådan leg med umoralitet strider direkte mod Bibelens formaning: „Lad utugt og urenhed af enhver art eller havesyge end ikke nævnes iblandt jer, sådan som det sømmer sig for hellige; heller ikke skammelig adfærd eller tåbelig tale eller sjofel skæmten.“ — Efeserne 5:3, 4.
15. På hvilken ’uskyldig’ måde kan fristelsen til at lege med kønslig umoralitet begynde?
15 Du siger måske at du omgående ville afslå en direkte opfordring til utugt. Men hvordan reagerer du hvis en på arbejdet eller i skolen flirter med dig, tager sig friheder over for dig eller inviterer dig ud? Så er noget af denne verdens ’luft’ drevet hen til dig. Tillader du dig selv at nyde den opmærksomhed den anden viser dig, opmuntrer du måske ligefrem ham eller hende? Ifølge rapporter fra de ældste er det ofte sådanne ’uskyldige’ hændelser der fører til overtrædelser. En verdslig mand kan for eksempel sige til en kristen kvinde: „Hvor ser du godt ud i dag!“ Hun nyder måske at høre det, især hvis hun føler sig lidt ensom. Endnu mere alvorligt er det at nogle kristne kvinder ikke har reageret klogt når verdslige mænd har forsøgt at berøre dem på en upassende måde. De har måske nok protesteret, men på en så halvhjertet måde at den verdslige mand følte sig opmuntret til at fortsætte. Hvad skal en kristen kvinde gøre hvis sådanne upassende tilnærmelser fortsætter, næsten som var det store skyer af forurenet luft der blæste hen til hende? Hun skal på en bestemt måde fortælle den pågældende at hun ikke bryder sig om hans tilnærmelser og ikke vil finde sig i dem. Hvis hun fortsætter med at indånde denne ’luft’ vil hendes modstandskraft sandsynligvis blive svækket. Hun kan blive fristet til at bedrive utugt eller til at indgå et uklogt ægteskab. — Jævnfør Ordsprogene 5:3-14; Første Korintherbrev 7:39.
16. Hvad kræver det at være „en vellugt af Kristus“?
16 Vær hurtig til at vende denne verdens umoralske, dødbringende ’luft’ ryggen. I stedet for at give efter for dens tillokkende duft og bringe forsmædelse over Jehovas navn og organisation, så bliv en vellugt for Gud gennem din gudfrygtige holdning og adfærd. Paulus har udtrykt det på denne måde: „For Gud er vi nemlig en vellugt af Kristus blandt dem som frelses og blandt dem som går til grunde; for de sidste en duft af død til død, for de første en duft af liv til liv.“ (2 Korinther 2:15, 16) Hvad betyder det om nogen rynker på næsen ad den kristne livsform? (1 Peter 4:1-5) Lad bare verden fortsætte ad sin kurs og høste de dårlige frugter i form af opløste hjem, børn født uden for ægteskab, seksuelt overførte sygdomme som AIDS, og utallige andre følelsesmæssige og fysiske problemer. Du vil ikke alene blive skånet for mange smerter, men du vil også vinde Guds behag. Dertil kommer at i det mindste nogle vil lægge mærke til din gode adfærd og det budskab om Riget som du forkynder, og de vil føle sig tiltrukket af denne „duft af liv til liv“.
Den verdslige modes ’luft’
17. Hvordan kan ens påklædning afsløre om man har ladet sig påvirke af verdens ånd?
17 En anden bestanddel af denne verdens ’luft’ er dens påklædning. Mange i verden klæder sig så de understreger deres „erotiske udstråling“. Selv børn der endnu ikke er i teenagealderen ønsker at klæde sig så de virker ældre, og at fremhæve det seksuelle. Har du ladet dig påvirke af denne udbredte ’luft’ eller holdning? Prøver du med vilje at klæde dig så det modsatte køn finder dig seksuelt tiltrækkende? Hvis du gør det, ’leger du med ilden’. Hvis du indånder denne ’luft’ vil din beskedenhed og dit ønske om at være ærbar blive kvalt. (Mika 6:8) Hvis du har en verdslig ånd vil verdslige mennesker føle sig draget til dig. Af din opførsel vil de udlede at du vil gå med til hvad som helst. Men hvorfor slå ind på denne kurs og lade verdens ’luft’ lokke dig til at gøre hvad der er ondt i Guds øjne?
18. Hvordan kan bevidstheden om at vi er Jehovas repræsentanter hjælpe os til at klæde os beskedent?
18 Vi behøver ikke at klæde os trist eller kedeligt for at vise at vi er beskedne. Prøv at lægge mærke til hvordan langt de fleste Jehovas vidner er påklædt. De undgår verdens yderliggående modeluner, men sørger for at være pæne i tøjet, idet de husker at de er repræsentanter for universets Suveræn, Jehova. De tager sig ikke af at den gamle verden kritiserer deres fordringsløse påklædning, og de passer på at denne verdens holdning ikke får dem til at sænke deres kristne normer. „Dette siger jeg derfor og vidner om i Herren,“ skrev apostelen Paulus, „at I ikke længere må vandre sådan som folk fra nationerne vandrer i deres sinds frugtesløshed . . . Da de har mistet al moralsk sans har de givet sig selv hen til skamløshed for i havesyge at øve al slags urenhed.“ (Efeserne 4:17-19) Den modne kristne vil klæde sig beskedent og ikke vandre sådan som folk fra nationerne vandrer. — 1 Timoteus 2:9, 10.
19. Hvad kan vi sige angående faren ved at indånde denne verdens ’luft’, nu da vi har betragtet to vigtige bestanddele af den?
19 Indtil nu har vi kun betragtet to bestanddele af denne verdens ’luft’, men vi har allerede konstateret at denne ’luft’ er meget skadelig for vor åndelige sundhed. I den næste artikel vil vi se på nogle andre bestanddele af den dødbringende ’luft’ som Djævelen og hans ordning hele tiden udsætter de kristne for i håb om at de vil bukke under for den. Det er yderst vigtigt at vi undgår at indånde denne ’luft’; for at blive påvirket af verdens ånd er som at inhalere dødbringende gasarter.
Opsummering
■ Hvad er denne verdens ’luft’, og hvem behersker den?
■ Hvilken „myndighed“ har denne verdens ’luft’ over mennesker?
■ I hvilken forstand kan man sige at kristne befinder sig i en ikkerygerafdeling?
■ Hvordan kan denne verdens ’luft’ lokke Jehovas tjenere til at lege med umoralitet?
■ Hvordan kan beskedenhed hjælpe os til at undgå at blive påvirket af denne verdens ’luft’ i forbindelse med påklædning?
[Illustration på side 10]
Nægter du at indånde denne verdens dødbringende ’luft’?
[Illustration på side 13]
Hvad gør du når noget af denne verdens ’luft’ blæser hen til dig?