Hvad er den egentlige årsag?

DEN vældige stigning i spild og forurening er blevet ved lige til i dag. Men hvad er den egentlige årsag?

Er det menneskets opfindsomhed? Nej, ikke det alene, for mennesket har gjort opfindelser så længe det har eksisteret. I Første Mosebogs beretning om mennesker fra før den verdensomspændende vandflod fortæller Bibelen for eksempel om Jubal, der „blev stamfader til alle dem, der spiller på harpe og fløjte“, og om Tubal-Kajin, der „blev stamfader til alle dem, der smeder kobber og jern“. (1 Mos. 4:21, 22) Det er ikke menneskets evne til at finde på, men misbrug af denne evne, der skaber problemerne.

Ligeledes er det heller ikke industrien der er den eneste kilde til problemet, for industri findes i alle størrelser. Det er koncentrationen af industri og de metoder industrien benytter, der har ført skader med sig. Men industrien producerer for befolkningen. Dybest set kommer forureningen altså fra befolkningen og dens ønsker. Har De Deres bolig og arbejde i en industriby? Kører De i bil? Bruger De kul og olie til opvarmning, og bruger De kunstgødning og insektmidler? Køber De varer med „engangsemballage“ — flasker, dåser, krukker? Hvis De gør det — så bidrager De også til forureningen.

Den virkelige forureningskilde

Den virkelige kilde til hele den vældige forurening ligger i den målestok for værdier som det store flertal går efter, den livsform og det samfundssystem som har udviklet sig. Forureningen af sindet har ført til den håndgribelige forurening.

Det rekordagtigt store er i sig selv blevet betragtet som en dyd. Fart, masseproduktion og hurtig profit er blevet målestokken for succes og forherliget som menneskehedens velgørere. Et australsk senatsudvalg skriver således i en forureningsrapport: „Vækst er stadig den nationale religion, og udvikling er dens profet.“

Solskin, frisk luft, rent vand, græs, træer, dyreliv — nå ja, den slags kommer man måske til at ofre. Men „fremskridtet“ må fortsætte!

Man har søgt lykken i besiddelsen af ting fremstillet på en fabrik, med det resultat at forholdet mennesker imellem er blevet forringet og de åndelige værdier er gledet i baggrunden.

Det er rigtigt at mange mennesker i dag er ligesom fanget i en fælde. De opdager at de er låst fast i et system som de ikke selv har skabt. De regner det for håbløst at prøve at lave om på tingene i den korte levetid de har.

Men hvad nu hvis det virkelig blev muligt at forandre tingene? Hvor mange ville foretage disse forandringer? Er De personligt modstander af den selviske materialisme som har næret dette misbrug af jordens ressourcer? Inderst inde foretrækker de fleste mennesker en materialistisk livsform — de ville bare ønske at man på en eller anden måde kunne undgå de ubehagelige konsekvenser. Det var godt nok ikke dem der fra først af satte forureningen i gang, men på grund af de dermed forbundne „goder“ foretrækker de alligevel at den fortsætter.

Faren fra u-landene

Vi ser således at der i mange lande har udviklet sig et samfund som er helt forskelligt fra det der fandtes før 1750. Og de lande der ikke har været med i denne udvikling finder nu at de økonomisk set står endnu længere tilbage i forhold til de mere „udviklede“ lande. Deres valuta er af temmelig ringe værdi på det internationale marked.

De „underudviklede“ lande stræber ivrigt efter at slutte sig til de industrialiserede lande. Deres befolkning kræver at få de samme produkter som andre har. Dette kan kun komplicere problemet yderligere. Hvorfor?

Fordi gennemsnitsindbyggeren i et industrisamfund skaber en forurening der er mange gange større end den indbyggeren i et landbrugssamfund skaber. Dr. Paul Ehrlich har sagt: „Hvert barn i Amerika bebyrder menneskets naturlige omgivelser 50 gange mere end hvert barn i Indien.“

Hvorfor bekymrer man sig først om det nu?

Hvorfor har situationen fået lov til at nå et så kritisk omfang? Det australske senats udvalg om vandforurening har isoleret to grundlæggende faktorer: „Bag de fleste forureningsproblemer ligger uvidenhed og træghed.“ Man kunne også sige: uvidenhed og ligegyldighed.

Videnskabsmændene i teknologiens første tid forudså ikke hvilken kolossal virkning deres arbejdsbesparende og masseproducerende indretninger ville få på menneskets levevilkår. De første industrimænd indså måske ikke hvilken forurening deres store forbrug af kul og olie ville medføre, eller at floder, søer og selv verdenshave kun har en begrænset evne til at optage det affald man tilfører dem. De mennesker som tragtede efter de første arbejdsbesparende hjælpemidler søgte oprindelig kun at blive lettet for lidt af den arbejdsbyrde de havde. De satte sig ikke for med vilje at ødelægge omgivelserne. Men de tog sig heller ikke meget af det da skadevirkningerne blev tydeligere.

Forfatteren Lewis Mumford siger angående det kyniske livssyn som det industrielle samfund udviklede: „At bekymre sig om ting som snavs, støj og rystelser blev betragtet som kvindagtig skrøbelighed.“ Han fortæller at de engelske fabrikanter forhindrede den skotske opfinder James Watt i at forbedre sin dampmaskines konstruktion, sådan at den stærke støj blev reduceret. Hvorfor blev det forhindret? De kunne lide støjen som et hørligt bevis på maskinens enorme kraft! En tysk industrimand fra vor tid viser at denne indstilling ikke har ændret sig ret meget. I Der Spiegel for 14. september 1970 blev han interviewet angående forureningen af Rhinen; han udtrykte at det var kedeligt at fiskene døde, men sagde så: „Badning, fiskeri og romantik — det er jo ikke andet end en gang sødsuppe!“ Det har simpelt hen været „fremskridtets pris“ at ofre disse ting.

Økologen Barry Commoner trænger ind til problemets rod når han siger: „Da man begyndte at plyndre vore ressourcer skete det som regel med en vis viden om den skade det måtte forvolde, for man kan næppe undgå at vide at skovrydning på en bakkeskråning hurtigt følges af erosion. [Og almindelig sund fornuft kan sige én at hvis man hælder affald ud i et vandløb vil det gå ud over folk længere fremme i strømmens retning.] Vanskeligheden lå ikke i videnskabelig uvidenhed men i overlagt grådighed.“

Der hersker naturligvis stadig uvidenhed. Videnskabsmænd indrømmer at de ikke til fulde kender virkningerne af alle de kemiske sammensætninger der spredes ud i luften, jorden og vandet. Det er en farlig uvidenhed. Ligegyldighed over for denne fare — en ligegyldighed der kommer af menneskelig selviskhed, „overlagt grådighed“ — har forhindret at udviklingen af nye tekniske opfindelser og kemiske produkter er blevet standset eller blot dæmpet.

Hvilket håb eller hjælpemiddel findes der da? Hvad med den succes man nogle steder har haft med at drive forgiftningen af vore omgivelser tilbage? Kan dette hjælpe os til at finde en fuldstændig løsning?