Hvordan er det kommet så vidt?
ALLE de dystre profetier, de manende advarsler og de bitre beklagelser over ødelæggelsen af menneskets omgivelser gør ikke tingene bedre. Det eneste der kan hjælpe er at finde den egentlige årsag, og så at komme den til livs.
Hvordan og hvornår begyndte vor klode at blive omdannet til en losseplads? Hvorfor har forureningen fået lov til at nå så katastrofalt et omfang?
Stort set kan man anføre disse to faktorer som de hovedskyldige: (1) den moderne teknologi, som har frembragt storindustrien og de hurtige transportmidler, og (2) befolkningseksplosionen. Det er de iøjnefaldende og synlige årsager. Men bag disse ligger en mere grundlæggende årsag.
Lad os se hvad det egentlig er der er sket og hvor dybe rødder problemet har.
Den moderne teknologi
De fleste videnskabsmænd sætter den tiltagende forurening i forbindelse med den såkaldte industrielle revolution. Den begyndte for over to hundrede år siden, i midten af det attende århundrede. Indtil da var fire af hver fem mennesker beskæftiget ved landbruget. Familierne på landet dyrkede selv den mad de havde brug for, de spandt deres eget garn til vævning, og ofte lavede de deres egne møbler, ja måske endda meget af det værktøj der skulle bruges. Der blev holdt marked i købstæder og landsbyer. Dér boede håndværkerne som arbejdede hjemme eller i deres lille værksted og forretning; de forarbejdede metal, trykte måske bøger og blade, lavede guldsmedearbejde og frembragte ting af klæde, læder og træ, som var noget bedre end det de fleste landmænd kunne lave derhjemme. Med disse varer kunne de købe mad af landmændene, eller måske kunne en købmand købe deres produkter, sende dem til udlandet og til gengæld få luksusartikler fra fremmede lande.
Der var især to faktorer der ændrede samfundsstrukturen i mange lande: kapital og nye opfindelser (altså teknologi). Men det var en tredje kraft der forenede disse to.
Det hedder således i The World Book Encyclopedia (1970-udgaven, bind 10, side 185): „Den kraft der bragte videnskaben og pengene sammen var sandsynligvis den stigende efterspørgsel efter livets bekvemmeligheder.“ I begyndelsen har det måske været noget temmelig enkelt; mændene ville gerne have de redskaber som de nyligt opfundne maskiner kunne producere, og kvinderne ville gerne have tøj der var vævet på en maskine. Men efterhånden som varestrømmen voksede, blev ønskerne også større.
Spindemaskiner, vævemaskiner, dampmaskiner, højovne til udvinding af jern, bessemerpærer og valseværker — det var alt sammen dyre maskiner. Kun de ganske få der havde kapital kunne købe dem. De måtte til gengæld bygge fabrikker, indrette særlige bygninger til deres maskiner og ansætte folk som kunne blive oplært til at passe maskinerne. Det var store summer der blev investeret, og de investerende var naturligvis interesseret i at få en klækkelig profit. Efterhånden som industrien bredte sig blev folk trukket bort fra landbruget og håndværksfagene og blev fabriksarbejdere. Og som regel klumpede fabrikkerne sig sammen i store byer hvor det var billigt at få brændstof og arbejdskraft. Nu kunne man begynde at skelne omridset af forureningsmønsteret.
Med tiden blev maskinerne hurtigere, mere indviklede og mere automatiske, så de forrige maskiner kom til at se håbløst primitive ud. Men de nye krævede også mere kraft og større mængder brændstof. Flere og flere af de ting der før var håndarbejde, blev nu lavet på maskiner. Der blev færre og færre selvstændige håndværkere. De mindre værksteder og industrier måtte holde trit med teknologiens fremmarch for ikke at blive kørt i sænk af konkurrenternes hurtigere masseproduktion.
Opfindelsen af damplokomotivet, og senere benzin-forbrændingsmotoren, gav yderligere industrien et skub fremad. Da transporten nu var hurtigere og billigere kunne fabrikkerne udvide deres marked og sende deres produkter længere væk, og samtidig kunne de hente råmaterialer og brændstof fra fjernere steder. Med tiden udviklede der sig kæmpemæssige industrier, idet de mindre ofte blev enten kvalt eller opslugt af de større.
Hele denne vækst blev hilst som „fremskridt“. Men fremskridtet kostede dyrt. Det havde en særdeles skadelig indvirkning på menneskets tilværelse.
Hvordan det har indvirket på vore omgivelser
I de industribyer der efterhånden skød op fik fabrikkerne ofte en udsøgt placering, for eksempel i nærheden af en strand eller et vandløb. Spildprodukterne blev skyllet ud i vandet eller læsset af et sted i nærheden. (Affaldet fra en enkelt fabrik kan svare til hvad der kommer fra en hel by på 100.000 indbyggere eller mere.) Minerne der fremskaffede det nødvendige malm og kul borede dybere og dybere huller eller udjævnede bakker og gravede store kratere i jorden — og efterlod øde områder på mange kvadratkilometer. Senere fik olieboretårnene en endnu større andel i forureningen. Jernbaner skar skæmmende furer i bakkeskråningerne, og lokomotiver tøffede og hostede sig vej lige ind i de store byers hjerte, medbringende røg, støj og snavs. I begyndelsen fandt folk som regel at det var uendelig spændende. Og da det ikke længere var spændende, havde folk vænnet sig til de nye forhold.
Den større anvendelse af brændstoffer som kul, og senere olieprodukter (benzin og petroleum), havde stor betydning for industrialiseringen. Disse former for brændstof var nemmere at transportere, de kunne afgive større kraft end dem man tidligere havde benyttet (træ og planteolie). Men eftersom de ikke forbrændte fuldstændigt, sendte de større koncentrationer af forskellige luftarter ud i atmosfæren. Det drejede sig om kulilte, svovlilte, kulbrinter og kvælstofilte, samt sodpartikler. Så længe røgen kun vældede ud af nogle få skorstene på fabrikker og beboelseshuse gjorde den ikke synderlig stor skade, Men da skorstenene mangedobledes begyndte faren at blive følelig.
Det er således hændt at perioder med stillestående luft og tåge har fået disse underfundige og giftige luftarter til at virke katastrofalt, som det for eksempel skete i Meuse-dalen i Belgien i 1930, i Donora i Pennsylvanien i 1948, og i London i 1952. Da tågen på tredje dag lå over Donora var 5910 mennesker syge — næsten halvdelen af byens befolkning. I løbet af den uge hvor tågen i London var særlig tæt og den følgende uge, var antallet af dødsfald 4000 højere end normalt. I dag har millioner af mennesker i jordens storbyer sviende øjne og lungebesvær, og emfysem, bronkitis og lungekræft vinder frem. Folk dør måske ikke lige med det samme. Men deres liv bliver afgjort forkortet.
Til alt dette skal lægges de videnskabelige fremskridts indgriben på to andre områder: landbrug og krigsførelse. Da gårdene nu har svært ved at skaffe arbejdskraft er de gået over til maskindrift, og man har benyttet kunstgødning og pesticider. Dette har givet store afgrøder — men forureningen har været lige så stor. Den videnskabelige udvikling af krigsmateriel, især kernevåben, har tilføjet en ny fare: radioaktiv forurening. Fra den anden verdenskrig til 1963 blev der foretaget over fire hundrede kernevåbensprængninger. Siden forbudet mod prøvesprængninger blev underskrevet i 1963 er der blevet foretaget endnu tre hundrede under jorden. I dag benytter man afløvningsmidler til at ødelægge store skovområder i Sydøstasien.
Større befolkning — større forurening
Det tog jordens befolkning mange tusind år at nå op på én milliard; dette tal nåedes i 1850. I 1930 havde man nået to milliarder. I dag er befolkningen på 3,6 milliarder, og man anslår at den vil fordobles i løbet af de næste tredive år. Størstedelen af befolkningstilvæksten er gået til byerne. I 1740 var der i hele England lidt over 6.000.000 mennesker. Alene i hovedstadsområdet London bor der i dag over seks millioner.
Denne „befolkningseksplosion“ har hjulpet den industrielle revolution i dens stræben efter endnu større produktion, endnu mere gigantiske foretagender. Der var flere mennesker, og der skulle bruges mere kraft til industrier, til transport og til boliger. Byerne bredte sig og inddrog mere og mere landbrugsjord til bebyggelse. Og landbruget i den nye grænsezone mellem by og land kom ofte til at lide under naboskabet, enten på grund af forurening eller fordi jorden blev udnyttet til den mistede sin frugtbarhed. Fødevarerne måtte hentes ind fra fjernere og fjernere steder.
Der opstod forstæder fordi folk søgte bort fra dårlige boligforhold i den indre by. Men dette bidrog også til forureningen fordi private motorkøretøjer nu blev benyttet i højere grad. Der udviklede sig kæmpemæssige vejnet der konstant forgrenede sig og lagde deres stadig bredere beton- og asfaltstriber hen over det der engang var et grønt landskab. Bladet Time beretter: „Alene U.S.A. lægger hvert år vej hen over 400.000 hektarer land med iltproducerende træer.“ I São Paulo i Brasilien er der nu knap en halv kvadratmeter grønt område pr. indbygger. Desuden har den voksende lufttrafik bevirket at lufthavnene har beslaglagt og kvalt udstrakte landområder, og den har bidraget i stor stil til luftforureningen.
Ganske vist skete der for en tid en vis fremgang i at forbedre levevilkårene i industribyerne. I dag er der ikke mange byer der er som Manchester i England i 1843-1844, hvor der i en bestemt bydel kun var ét toilet for hver 212 mennesker! Og dog ser vi nu en situation hvor det ikke blot er byernes slumkvarterer, men hele jorden under ét — vand, luft og jord — der bliver snavset til.
„Forbrugersamfundet“ opstår
Storindustrien er nødt til at have et konstant marked for sine produkter. I den industrielle revolutions første tid var der hyppigt depression, for de nye masseproducerende maskiner fik ofte udbudet til at overstige efterspørgselen. De store fabrikker var ikke fleksible og kunne ikke indrette sig efter det øjeblikkelige behov på samme måde som den selvstændige håndværker fra før i tiden, der ofte kunne to eller tre håndværk foruden at han også kunne arbejde i landbruget når det var påkrævet.
„Befolkningseksplosionen“ har kun delvis løst dette problem. Den har ikke kunnet tilfredsstille industriernes stadige udvidelsestrang. Derfor har producenterne søgt at stimulere efterspørgselen og endda skabe et behov. Ved hjælp af reklame og ved periodisk at introducere en ny mode eller mindre forbedringer som får de ældre modeller til at se mindre tillokkende ud, ansporer de folk til at købe. Målet er ikke så meget at skaffe folk det de har brug for men snarere at forsyne dem med det man kan få dem til at ønske. Varerne bliver ofte fremstillet til kun at holde en vis tid, sådan at efterspørgselen kan bevares konstant på længere sigt. På grund af denne ’planlagte forældelse’ har man ofte lagt mere vægt på konkurrencedygtige priser end på kvalitet og holdbarhed.
Alt dette har frembragt hvad man kan kalde et „kasserende samfund“, et samfund der benytter varerne i en tid og derefter smider dem væk. Det vil indvirke drastisk på mange landes økonomi hvis man laver om på denne ødselhed.
Vi ser altså at dette problem har udviklet sig til at være yderst kompliceret og at det har meget dybe rødder. Det er opstået lidt efter lidt, i løbet af flere generationers levetid. Men bag det hele ligger der alligevel en enkelt grundlæggende årsag. Hvad er det?
[Grafisk fremstilling på side 14]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Verdens befolkning vokser nu i et tempo på 1.000.000.000 på kun 15 år. Der gik 5800 år før den første milliard var nået!
1971: Verdens befolkning over 3.650.000.000
3.000.000.000
2.000.000.000
1.000.000.000
(De tidligste befolkningstal er anslåede.)
4026 f.v.t.
3000
Vandfloden
2000
1000
e.v.t.
1000
[Illustration på side 13]
Den industrielle revolution har fået millioner af mennesker til at forlade gårdene for at arbejde på fabrikker