Kløften mellem folket og kirkerne
AT DER findes en sådan kløft, en kløft der stadig vokser, bliver mere og mere klart for hver dag der går. Det understreges af den svindende deltagelse i gudstjenesterne, nedgangen i antallet af kirkemedlemmer og det alarmerende fald i kirkernes indtægter. En sydafrikansk nyhedsmeddelelse fremkom for nylig under overskriften „Kirke søger efter sine 250.000 medlemmer“. Den omtalte en præst fra Den hollandsk-reformerte Kirke som havde sagt: „Vi er pinligt klar over det alvorlige omfang bevægelsen væk fra kirken har antaget.“
En sådan bevægelse kan iagttages med hensyn til mange af kristenhedens kirker. I De forenede Stater har Den romersk-katolske Kirke rapporteret sin første nedgang i medlemstallet siden år 1900. Endvidere led Den forenede presbyterianske Kirke fra 1968 til 1970 et nettotab på 76.000 medlemmer. Den episkopale Kirke har også kunnet melde om et stort tab. Og i Frankrig er tusinder af kirker og menighedshuse blevet nedlagt eller er ved at blive det.
Hvorfor denne stadig bredere kløft mellem folket og kirkerne? Mange grunde anføres i nyhedsmeddelelserne. For nylig tog Beacon Journal i Akron, Ohio, U.S.A., et overblik over situationen, og i sin udgave for 15. november 1970 skrev bladet: „Hvorfor er antallet af kirkemedlemmer her på egnen dalende? Mangel på menneskelig varme i kirkerne er hovedårsagen til misfornøjelse, siger de frafaldne. Imidlertid synes en stor procentdel af kirkemedlemmerne at tro at der ikke ville være nogen problemer hvis blot præsterne ville ’prædike sandheden’.“ Hvad er det så for en forkyndelse der er med til at gøre kløften bredere?
Politisk indblanding frastøder mange
Man opdager ofte at præsterne i stedet for at forkynde sandheden ud fra Bibelen prædiker politik. For eksempel har et medlem af rigsdagen i Australien sagt at „en af grundene til at mange kirker hurtigt er ved at tømmes er at deres ledere bruger prædikestolen som forum for politik“. Han siger også at de gør sig skyldige i at „så tvivl om Bibelens autoritet“. — Melbourne Age, 28. juli 1970.
Det tyske tidsskrift Der Spiegel, oplyser at 65 procent af den tyske befolkning, ifølge et rundspørge om folks mening vedrørende kirkens indblanding i politik, sagde: „Kirkerne blander sig for meget i politik.“
At indblanding i politiske stridsspørgsmål har frembragt en kløft mellem befolkningen og kirken blev sidste år bemærket af redaktøren for det sydafrikanske tidsskrift Femina. Efter at have givet en oversigt over situationen, oplyste han:
„’Kirken skulle holde sig fra politik.’ Dette løber som et konstant omkvæd gennem enhver diskussion om emnet — med lægmænd. Kirken ser anderledes på tingene. Det er endnu en grund til kløften mellem kirken og befolkningen. Da jeg nævnte det for en præst for nylig, sagde han, som om han var overrasket over at dette i det hele taget skulle være et stridsspørgsmål: ’Men kirken har altid været politisk.’ Måske er det dét der er galt med kirken.“
I England fik kirkens indblanding i sydafrikanske kricketspilleres tur til landet en mand til at skrive til en ledende gejstlig der var imod turen, biskoppen af Gloucester: „Hold jer til at fylde jeres tomme kirker og bland jer ikke i ting der ikke vedkommer kirken.“ — The Star, Johannesburg, 8. juni 1970.
I Latinamerika forkynder et stigende antal præster sociale forandringer, endog ved voldelige midler. U.S. News & World Report for 14. december 1970 talte i en kommentar vedrørende dette emne om „den udbredte støtte til socialisme og godkendelsen af vold fra mænds og kvinders side som er oplært til at arbejde fredeligt“. Tidsskriftet tilføjede at „i mere end et halvt dusin lande er romersk-katolske præster blevet anklaget for at have tilknytning til guerillagrupper“. En sådan opførsel frastøder mange ærlige kirkemedlemmer.
Følger disse præster det mønster der er sat af Jesus Kristus, som de hævder er deres forbillede? Da Jesus var på jorden var der politisk gæring blandt jøderne og følelserne var i oprør. Der var farisæerne som ønskede et jødisk kongerige der var fuldstændig uafhængigt af det romerske imperium. Nogle var i forventning om en Messias, som efter deres forestillinger skulle føre dem til uafhængighed og frihed. (Luk. 3:15) Tilhængerne af Herodes’ parti gik ind for at Herodes’ slægtslinje skulle regere. Nogle ønskede at jøderne helt skulle være en del af Rom. Hvordan stillede Jesus sig hertil?
Ved en lejlighed anerkendte en folkeskare Jesus som den lovede profet. Med deres politiske syn på tingene skulle de til at gribe ham og gøre ham til konge. Betragtede Jesus dette som en lejlighed til at gøre „meget godt“ og til at rette uretfærdigheder og indføre politiske reformer? Nej. Bibelen siger at han ’trak sig atter op i bjergene, ganske alene’. — Joh. 6:14, 15.
Med hensyn til vold, som nogle præster nu går ind for, så irettesatte Jesus Peter da denne forsøgte at forsvare ham imod at blive grebet af pøbelen den nat han blev arresteret. Han ophævede også de dårlige virkninger af Peters vold ved at helbrede den mand Peter havde såret. Så fremholdt han den sandhed der ofte er blevet citeret men sjældent fulgt af præsterne: „Alle, som griber til sværd, skal falde for sværd.“ — Matt. 26:51, 52; Luk. 22:49-51; Joh. 18:10, 11.
Jesus afslog endog at deltage i nogen ’reformbevægelse’. Ja, han afslog endog at optræde som dommer for at afgøre en privat stridighed om en arv, idet han svarede den der anmodede ham derom: „Menneske! hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?“ — Luk. 12:14.
Apostelen Peter havde uden tvivl dette Herren Jesu Kristi eksempel i tanke år senere da han formanede medkristne: „For Herrens skyld skal I underordne jer enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som den øverste, eller landshøvdinger.“ Og apostelen Paulus påpegede at oprør imod politiske myndigheder i virkeligheden er oprør imod Guds ordning. — 1 Pet. 2:13, 14; Rom. 13:1, 2.
Kløften mellem de unge og kirkerne
Kløften mellem folket og kirkerne er særlig tydelig med hensyn til de unge, som i stort antal vender sig bort fra kirkerne. Det skotske Daily Express for 7. og 13. november 1970 meddelte: „Intetsteds ses generationskløften mere end i kirken [Den skotske Kirke]. — Teenagemedlemmer er sørgeligt få.“ „De fleste teenagere er ikke engang tilstrækkeligt interesseret i kirken til at fordømme den.“ Og pave Paul VI udtrykte for nylig „en tyngende følelse af bedrøvet undren“ over katolske lægfolks afvigen, især de unge voksnes uenighed med kirken. — New York Times, 23. december 1970.
Unge mennesker i dag stiller spørgsmål, og kirkerne giver dem ikke svar — ikke realistiske, tilfredsstillende svar. Som en katolsk gejstlig i Johannesburg udtrykker det: „Mens masserne i gamle dage klyngede sig til religion med hvad vi må indrømme var ’en blind tro’, kræver befolkningen, især ungdommen, i dette tyvende århundrede mere og mere en religiøs tro der giver dem realistiske svar på deres spørgsmål.“
Ungdommen opdager at de befinder sig i en teknologisk verden hvor den enkelte bliver behandlet med mindre og mindre værdighed. Mange opdager at end ikke deres eksamen fra en højere læreanstalt giver dem nogen garanti for beskæftigelse. Med hensyn til „det etablerede samfund“ som de kender det, med dets kriseramte økonomiske og politiske systemer, spørger de: „Hvor er der noget der er ægte eller pålideligt? Hvad er håbet for fremtiden, hvis der er noget? Hvilket formål er der med livet?“ Eftersom kirkerne ikke svarer på disse grundlæggende spørgsmål, hvordan kan de så forvente at holde på ungdommen?
En nyhedsmeddelelse i Evening News, Daytona Beach, Florida, U.S.A., for 16. november 1970, indeholdt denne indrømmelse fra Larry Stanley, formanden for den baptistiske studenterforening ved staten Floridas universitet: „’Vi har talt hen i vejret for længe,’ . . . ’Hvis vi skal kunne kontakte studenter — eller hvem som helst — må vi gøre os selv troværdige og fortælle sandheden.’“
Katastrofale bestræbelser for at lukke kløften
Mange præster har bestræbt sig for at bygge bro over den voksende kløft ved at tale den moderne ungdoms „sprog“. De har lavet gudstjenester med jazz og beat, de har sørget for sociale aktiviteter med en tendens der tiltaler teenagere, og de er gået til beværtninger og kaffebarer for at møde ungdommen på hjemmebane. Men ved at gøre dette har de ofte virket latterlige og har ikke opnået ungdommens respekt. Ved sådanne bestræbelser fjerner præsteskabet sig ydermere fra dem der stadig går regelmæssigt i kirke.
Dertil kommer at oprigtige bibelelskere føler sig mere og mere desillusionerede og fremmede over for kirkerne, efterhånden som præsternes forsøg på at „modernisere“ deres ideer fører dem længere bort fra Bibelen, endog til at forkaste den som Guds inspirerede ord. Dette blev for nylig fremhævet af det skotske Daily Express, der hævdede at Den skotske Kirke var kommet på vildspor, havde mistet sandheden og således var i fare for at miste sit liv. Dette satte en livlig strid i gang, og Daily Express kommenterede senere:
„Vi hævdede at kirken mistede medlemmer fordi den havde mistet sin tro og fordi for mange præster var kættere. Vi hævdede at store dele af kirken har glemt Guds ord. . . . Det er opmuntrende at dette har rejst en storm af reaktion. Men bedrøveligt at det ikke har fremkaldt noget antageligt dementi.“ Efter at have påpeget dette, sagde avisen at kirken havde sænket sin moralske standard „for at imødekomme en stadig mere løsagtig og eftergivende kultur“.
Har kirken virkelig gjort det? Ja, absolut. Eksempelvis har den anglikanske præst Morris Russell sagt ved et møde i en forening for homoseksuelle lovreformer i Auckland, New Zealand, at kirkerne skulle velsigne homoseksuelle forbindelser. Dog fremholder Guds lov tydeligt at „hverken . . . de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der øver den, . . . skal arve Guds rige“. — 1 Kor. 6:9, 10.
At et voksende antal præster ser gennem fingre med homoseksualitet og førægteskabelige kønslige forbindelser kan måske formindske kløften mellem dem og andre i vor tid der tror på en „ny moral“. Men hvad med kløften mellem dem selv og Guds standard for sandhed og retfærdighed? Denne kløft bliver stadig bredere, til stor sorg for oprigtige kirkegængere, der til gengæld forlader kirkerne i voksende antal i håb om at finde noget bedre.
En uoverstigelig kløft
Kan der bygges bro over kløften? Nej, for denne situation samt grunden dertil, blev forudsagt som et af kendetegnene på „verdens ende“. Jesus selv sagde: „Fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.“ Kirkernes ledere har selv krænket Guds lov og har lært andre at gøre det samme. Derfor er den kærlighed som nogle tidligere havde til Gud kølnet for så vidt angår et stort antal kirkemedlemmer, og de har trukket deres støtte tilbage fra kirkerne. Når noget ikke længere udfører de funktioner for hvis skyld det eksisterer, er det færdigt til at blive kasseret. Dette er tilfældet med kirkerne. — Matt. 24:3, 12.
I denne forbindelse kan vi bemærke hvad der skete med Jerusalem efter at dens religiøse ledere var afveget fra deres pligt ved at forsømme at undervise folket i sandheden. Kløften mellem Jerusalem og Gud var blevet så stor at den ikke kunne overskrides. Til sin tid blev byen totalt ødelagt, dens befolkning blev dræbt eller ført i trældom. Er det fornuftigt at mene at Gud vil handle mildere med præster der er gået endnu videre i lovløshed end Jerusalems ledere? Vil han være „eftergivende“ som de er og skåne kristenhedens kirker? Bibelen svarer: Nej! — Matt. 7:21-23; 2 Tess. 1:7-9.
Hvis De er kirkegænger, føler De Dem da bekymret over hvad der sker i kirkerne? Hvad gør De ved det? Hvad bør De gøre ved det for at behage Gud?
Deres bibel siger i Andet Korinterbrev 6:14-17: „Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? . . . Derfor: ’Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer.’“ Hvis De virkelig ønsker at behage Gud er det tydeligt hvad De skal gøre, så at den kløft der findes mellem kirkerne og Gud ikke skaber en uoverstigelig kløft mellem Dem og Gud. — 2 Tim. 3:5.