Trivsel i planternes samfund

HVIS De nogen sinde har været i Tyskland har De måske lagt mærke til de store arealer i byernes forstæder der er delt op i mange små haver. På et område er der måske fra halvtreds til to hundrede haver. Mange af disse områder ejes af foreninger, og kun de der er medlemmer af en forening kan leje en have. Andre er privatejede. Her kan man lære meget om havebrug, så vi vil gerne tage Dem med på et besøg hos Hans. Hans er medlem af bestyrelsen i den lokale „Kleingarten“-forening og er rådgiver for de forskellige haveejere.

For nylig kom haveejerne ud for vanskeligheder. Det lader til at de havde hørt et foredrag om „blandet dyrkning“. Fulde af optimisme tog de ud i haven for at prøve forslagene. Og resultatet? Nå ja, det var lidt skuffende, for at sige det mildt.

„Hallo, Hans!“ — Hans blev pludselig afbrudt i sine tanker. — „God morgen, Werner!“ svarede han. „Hvordan kan det være at du er så tidligt på færde til morgen?“

„Åh, du ved hvor jeg nyder at arbejde i haven. Men du slipper ikke fra mig i dag. Jeg har en mængde spørgsmål som du skal svare på. Du kender til min fiasko med denne „blandede dyrkning“. Jeg kunne godt tænke mig at vide hvad der egentlig var galt og hvad jeg ikke havde taget i betragtning.“

„Det er nu ikke så ligetil at forklare, Werner. Der er mange ting der må tages i betragtning. Men lad os begynde med jordens beskaffenhed og den indflydelse som planter har på hinanden.

Hvilken rolle spiller jordens kvalitet?

Du er nemlig ikke den eneste der arbejder i din have. Larver, regnorme og en hel hær af mikroorganismer i form af alger, bakterier og svampe er dig til stor hjælp. Alle dine anstrengelser ville ofte være nytteløse hvis du ikke havde disse flittige medhjælpere. Til hvilken nytte ville det være at du sled dig selv op med at prøve at holde jorden løs, hvis alle de små jordpartikler faldt sammen under den næste regnbyge så jorden igen blev hård og uigennemtrængelig?“

„Men hvilken rolle spiller disse organismer med hensyn til at holde jorden løs, og hvordan kom de der egentlig?“

„Prøver du ikke altid at gøde jorden ved at blande den med velmodnet kompost? Det giver en frodig svampevækst med et udstrakt net af svampetråde. Disse små tråde der har en meget kort levetid, støtter de små jordpartikler så de ikke falder sammen. Senere overtager bakterier arbejdet, men de er ikke de sidste af slagsen der arbejder med jorden.

Der findes konstant i jorden en ubrudt kæde af liv i mange former. Disse sørger for at jorden holdes i god stand, hvilket vil sige løs og luftig så varme og væde kan trænge ned i jorden. Samtidig opløser disse mikroorganismer mange bestanddele i jorden så deres næringsværdi kan frigøres og optages af planterne.“

„Men hvad har alt dette at gøre med ’blandet dyrkning af planter’?“

„Det er et godt spørgsmål, og jeg håber at jeg kan give dig et tilfredsstillende svar. Måske husker du at der under foredraget blev sagt at der foretages mange undersøgelser. Igen og igen blev det naturligt varierede plantesamfund sammenlignet med dyrkningen af én sort planter. Professor Sekera har gjort en interessant opdagelse. Han har fundet ud af at der er en meget mindre mængde af forskellige mikroorganismer i den opdyrkede jord. Derimod er der et stort antal mikroorganismer i jorden hvor flere forskellige planter lever i fællesskab.

Se for eksempel på en skov som har både eg og bøg og mange slags buske og småtræer som hassel og seljepil, samt græs og mos, foruden mange blomster og urter. Hver eneste plet bliver udnyttet, og alligevel hæmmer den ene plante ikke den anden. Tværtimod! De hjælper hinanden. Og tænk på at hvert træ, ja hver plante, har sin egen gruppe mikroorganismer. Resultatet heraf er at jorden aldrig kommer til det punkt da den bliver „træt“ eller uproduktiv. Den bevarer et godt muldlag og forbliver sund.

Løvtaget og de nedfaldne blade er en hjælp for jorden. De beskytter den mod solens brændende stråler; de forhindrer at vinden udtørrer den og at den bliver mudret når der kommer regnskyl. Bladene er også et af skovens midler til at bevare et godt muldlag.

Du kan selv befordre en sådan tilstand ’en miniature’ i din egen have. Lad os for eksempel sige at du plantede et bed med hestebønner. Du ville snart se de enkelte planter stå temmelig ensomt side om side. De tåler nemlig ikke varmt vejr, og de har meget få grene. Der ville ikke være noget beskyttende bladhang som kunne forhindre den brændende sol i at udtørre jorden. Gradvis ville jorden danne en hård skorpe. De sidste dråber fugtighed ville forsvinde fra jorden gennem revner og sprækker. Kulsyre, som jorden ellers må frigøre til bladene, ville oplagres i jorden på grund af den hårde skorpe. Og snart ville de tilbageværende mikroorganismer som ikke havde søgt tilflugt i dybere jordlag på grund af mangelen på vand, blive forgiftet af kulsyren. Ja, selv rødderne ville være dømt til at kvæles.

Hvis du imidlertid sår spinat mellem rækkerne vil du opnå helt andre resultater. Spinat vokser hurtigt og beskytter jorden med sine store blade. Under dette beskyttende tag forbliver jorden fugtig. Resultatet bliver lige akkurat det modsatte af det tidligere eksempel. Og hvorfor? På grund af blandet dyrkning af planter.“

„Det forstår jeg. Men du kan se hvor lidt jeg har opnået med min blandede dyrkning.“

Den ene plantes indflydelse på den andens trivsel

„Ja, Werner, du har glemt at planter også er levende. Planter afsondrer — akkurat som mennesker og dyr — visse stoffer under stofskifteprocessen, og disse afsondringer kan påvirke andre planter i god eller dårlig retning.

Dr. Madaus-Dresen skelner mellem tre forskellige former for afsondringer: lugt-, rod- og bladafsondringer. Lugt- og rodafsondringer er luftarter. Bladafsondringer er organisk og uorganisk stof som især findes på de våde blade efter dug, regn eller tåge. Disse stoffer trænger ned i jorden igen for endnu en gang at udføre deres opgave.

Nogle planter kan ikke udstå visse andre på grund af den lugt de afgiver. Der er ingen der kan bebrejde fennikel at den ikke synes om at have bynke i nærheden. Det forstår man let når man hører resultaterne af nogle eksperimenter som professor D. Koegel har lavet. Han fandt ud af at bynkens lugtafsondring er så stærk at fennikel som står 70 centimeter derfra kun vokser til en højde af 5,7 centimeter. Men i en afstand af 1,30 meter når fennikel sin normale højde på 39 centimeter. I dette tilfælde har lugtafsondringen en hæmmende virkning på naboplantens vækst. Det vil være klogt at tage dette i betragtning når man anlægger sin have.

Om rodafsondringer har man opdaget andre interessante ting. Man har lagt mærke til at rodafsondringen fra en plante har skadelige virkninger på andre planter af samme slags som står i nærheden. Et eller andet ved planteafsondringerne gør at planter af samme slags ikke trives op og ned ad hinanden. I blandede plantesamfund har disse afsondringer derimod en gunstig virkning.“

„Hør, Hans, det minder mig om et eksempel fra dyrelivet. En landmand lod sit kvæg græsse på den samme mark år efter år. Med tiden blev der som følge af kvægets gødning nogle pletter der var særlig grønne. Dyrene ville ikke æde græsset på disse pletter. En dag fandt han på at lade sin hest og sine får græsse på denne mark, og ganske rigtigt — de spiste med velbehag det græs som kvæget havde nægtet at æde!“

„Når jeg ser på dine krybbønner har jeg på fornemmelsen at de er omtrent lige så ulykkelige som det kvæg der altid græssede på den samme mark.

Prøv at gøre det samme som landmanden gjorde. Lad dine krybbønner få en partner som kan ’opæde’ deres stofskifteafsondringer så de kan udvikle sig i fred. For dem er den mest velkomne sidemand savojkål. Den optager deres afsondringer og gør dem uskadelige mens afsondringerne fra savojkål er nærende for bønnerne. Også med hensyn til at optage næring fra jorden supplerer de to hinanden fint.

Husker du det nye æbletræ der visnede kort tid efter at du havde plantet det?“

„Ja, men jeg forstår ikke hvordan det kan være. Se blot på det nye kirsebærtræ; det står på akkurat samme sted, og det vokser som ukrudt!“

„Tænk lidt over det, Werner. Du plantede det nye æbletræ på nøjagtig det sted hvor det gamle æbletræ der blæste om i uvejret havde stået. I dette tilfælde var det ikke blot afsondringerne fra rødderne men også resterne af bladafsondringerne som forgiftede det nye træ. Men for det nye kirsebærtræ er det velkommen gødning.“

„Hvordan kan det så være at det gamle æbletræ voksede så godt?“

„Hvad det nye træ ikke var i stand til at gøre, kunne det gamle. Det gamle sendte sine rødder med fine rodhår langt nok ud til at nå uden for afsondringernes rækkevidde. Det fandt næring i nærheden hos planter det kunne forenes med og opbyggede på den måde et kammeratskab der holdt det sundt. Det kunne du naturligvis ikke se.“

„Hvordan er det muligt?“

„Vi ved faktisk meget lidt om alt dette. Ærlige videnskabsmænd indrømmer at mennesket har lang vej igen før det har opdaget alt om de fællesskaber og afhængighedsforhold der findes i planternes samfund. Det man allerede ved er imidlertid så belærende og nyttigt at det betaler sig at få det frem og gøre brug af det.

Fælles forsvar mod insekter

Jeg tænker her på en speciel virkning man kan opnå ved at dyrke planterne sammen. Hvordan vil du forklare den nye opdagelse at skadelige insekter ikke spredes så let i blandet skov?“

„Har det noget med blandet dyrkning af planter at gøre?“

„I høj grad! Man har fundet ud af at lugtafsondringer fra én plante er et godt værn mod insekter for dens naboplante. Et meget godt eksempel — bekræftet af mange biologer og gartnere — er samarbejdet mellem den kortbladede tidlige gulerod og porren.

Gulerodens fjende er gulerodsfluen mens porren lider under løgfluen og porremøl. Hvis de vokser sammen frastøder modpartens stærke og særprægede lugt insekterne så meget at de ikke engang forsøger at lægge deres æg på naboplanten. De fjerner sig så hurtigt de kan for at komme bort fra lugten.

Det samme er tilfældet med kålrabi og radiser når de vokser sammen med hovedsalat. Kålrabi og radiser plages hårdt af jordlopper, men når disse får lugten af salaten i næsen tager de flugten. Når planter rammes af sygdomme kan man som regel løse problemet ved hjalp af blandet dyrkning.

Samarbejde i frugtplantager

Nu da jeg har givet dig nogle få tips til din urtehave kunne jeg tænke mig at fortælle dig lidt om en helt anden form for samarbejde mellem planter. Du ved hvor megen fornøjelse jeg har af mine frugttræer. Nogle få ’Williams Christ’ (Bartlett) pæretræer var min stolthed og glæde. Men til trods for at de blomstrede år efter år bar de ikke frugt. Det var ikke fordi der ingen bier var. En af mine naboer som havde plantet samme slags begyndte at fjerne alle sine. Jeg ventede lidt længere og forsøgte at finde grunden.

Ved et helt tilfælde fik jeg fat i et bestøvningsregister. Som du ved er pollen det blomsterstøv som er nødvendigt for at planter kan bære frugt. Jeg gjorde en interessant opdagelse. Pærer er kendt for ikke at være selvbestøvende; det vil sige at pollen fra bestemte sorter ikke kan bestøve blomster af samme sort. Mine ’Williams Christ’ (Bartlett) skulle bestøves af ’Gellerts Butter pear’. Da hverken jeg eller min nabo havde sådan et træ i haven kunne ’Williams Christ’ ikke blive bestøvet.

Af den grund fik jeg en podekvist fra ’Gellerts Butter pear’ og podede den ind i kronen på træet med ’Williams Christ’. Næste år blomstrede podekvisten sammen med de andre grene. Bierne overtog deres del af arbejdet; pærer er en af de frugter der kun kan bestøves af insekter. Hvilken overraskelse! Kort tid senere var træerne fulde af pærer. Jeg var blevet lidt klogere,“

„Jeg har igen måttet erkende at der er meget at lære!“

„Ja, Werner, det er akkurat som med universet. Jo dybere vi trænger ind i det, jo større og mere uudgrundeligt bliver det. Alt vidner om den uforanderlige kraft som besiddes af den store og alvise Skaber hvis love vi må underordne os fordi de er til stede overalt, selv i planternes brogede samfund.“

[Illustrationer på side 13]

Krybbønner

Savojkål

Fennikel

Bynke