Jeg var troldmand
FORTALT AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I NIGERIA
I SEKSOGFYRRE af mine fireoghalvfjerds leveår har jeg været tilknyttet medicinmændenes profession. Jeg var troldmand. Jeg kunne let udføre magiske kunster, stille en diagnose for sygdomme og modvirke skadelige, ja endog dødbringende, forbandelser.
Mine forældre var dybt rodfæstet i fetichdyrkelse. Min fader var endda en berømt leder for en fetichgruppe der blev kaldt Logun. På yorubasproget er dette navnet på en krigsgud. Ufrugtbare kvinder plejede at komme til ham for at få formildet frugtbarhedsgudinden Oshun, da de troede at de så ville blive gravide. Der kom også krigere til ham for at formilde krigsguden Logun og for at blive gjort immune over for kugler og macheter. Alt dette gjorde min fader berømt og anset.
Jeg blev oplært i alle min faders ritualer, og til sidst blev jeg præst for guderne Logun og Oshun.
Okkulte kræfter
Min fader holdt sig i nær kontakt med en gruppe gamle troldkvinder. Disse tjente som medier for ham når han til andres forbavselse helbredte forskellige slags sygdomme. Jeg var altid sammen med min fader når han rådførte sig med disse kvinder. Han sagde at hvis jeg selv kunne komme i besiddelse af de mystiske kræfter troldkvinderne besad, ville jeg få mere magt end han havde og ville være i stand til at øve større indflydelse på folk.
Da jeg var omkring femogtyve år var tiden inde til at jeg skulle tildeles troldkvindernes okkulte kræfter. De forlangte en betaling på to pund og to shillings (cirka 45 kroner) foruden ting der skulle ofres til ånderne. De forlangte også dyr som for eksempel perlehøns, grise, snegle og duer. Efter at have ofret disse på en hemmelig måde brugte kvinderne det der var blevet tilovers af dyreofrene til at tilberede et måltid ved midnat.
Omkring klokken 2 om natten samledes vi i et hemmeligt rum, og vi var alle klædt i hvide dragter. Nogle mystiske medikamenter blev sprøjtet ind i mit hoved fra fire vinkler, og jeg blev sat til at spise det tilberedte måltid, som skulle give mit legeme okkulte kræfter.
Jeg fik en særlig genstand som jeg skulle lægge under min hovedpude og som jeg aldrig måtte vise til andre. Jeg fik også et hvidt flag, og dette skulle hejses uden for mit hus. Fra dette øjeblik befandt jeg mig i et mærkeligt selskab, med ånder der sagde at de var Guds engle. Jeg hørte stemmer fra det usynlige og så ting som jeg aldrig før havde set.
I ti år samarbejdede jeg med denne gruppe kvinder, og i løbet af den tid opdagede jeg at de var grusomme, uvenlige og fjendtlige over for andre mennesker. Snart skulle jeg begynde min egen troldmandsgerning.
Jeg slutter mig til en af kristenhedens kirker
Nogle år før dette læste jeg en lille bog på yoruba om en kirkelig prædikant som tog hen for at prædike i en landsby hvor der boede mange afgudsdyrkere. Fordi han prædikede mod afguderne lod folkene i landsbyen ham bo i et hus der var fuldt af sådanne gudebilleder. Han begyndte at ødelægge deres afguder af træ og at sætte ild til dem. Da landsbyens beboere spurgte ham hvorfor han ødelagde deres guder, læste han Salme 115:4-8 op fra Bibelen. Han tilføjede at skønt disse guder var formet som mennesker og havde øjne, næse, mund, fødder og hænder, var de alligevel værdiløse. — Straks tænkte jeg på min faders afguder. Jeg fortalte ham denne beretning og sagde at jeg ville holde op med at dyrke afguder og at jeg gerne ville døbes som en kristen.
Yderst misfornøjet sagde min fader at jeg ville skuffe ham og familien, da jeg jo var blevet oplært til at overtage hele hans indflydelse som medicinmand. Jeg forsikrede ham om at jeg ikke ville afstå fra al afgudsdyrkelse og heller ikke fra mit arbejde som medicinmand men at jeg kun ville gå i kirke om søndagen og fortsætte min øvrige virksomhed som sædvanlig.
Så blev jeg døbt som et medlem af den lokale kirke; jeg betalte mine afgifter og gik til gudstjeneste i kirken om søndagen. Det lod til at dette var alt hvad kirken bekymrede sig om. I virkeligheden var det først efter min dåb at jeg blev professionel troldmand. Med tiden blev jeg udnævnt til kateket i kirken, så jeg kombinerede min professionelle gerning som troldmand med det at være kateket. Min tilslutning til kirken fik mig ikke til at vende mig bort fra magiske og okkulte handlinger; tværtimod var den mig en hjælp i min profession som medicinmand. Både de der var medlemmer af kirken og de der ikke var, kom til mig for at blive helbredt eller få taget varsler. De vidste alle at jeg havde spiritistiske kræfter.
Min hverdag som medicinmand
De mystiske kræfter som jeg fik gjorde det let for mig at konstatere folks problemer og sygdomme. En dag kom en kvinde til mig fordi hendes børn altid døde mens de var små. Jeg vidste at hendes fjender havde brugt spiritistiske kræfter imod hende. Skønt dette var første gang jeg mødte hende, så jeg straks at barnet hun havde med var ved at blive dræbt af de ånder som var blevet påkaldt af hendes fjender.
Jeg fortalte denne kvinde om alle hendes tidligere ulykkelige oplevelser i forbindelse med hendes børns død; jeg fortalte hende også hvad der ville befri hende og frelse dette barn fra døden. Der blev truffet foranstaltninger til at lave de medikamenter barnet skulle bades i og som det også skulle drikke. Moderen udførte straks behandlingen. Barnet lever stadig. Betalingen for kure af denne art lå aldrig under to pund og to shillings.
Tilfælde som dette indtraf daglig. Det resulterede i at min ugentlige indtægt steg til et gennemsnit af ikke mindre end femogtyve pund (cirka 500 kroner). Foruden de materielle fordele fremkaldte min profession som medicinmand frygt og respekt hos andre. De frygtede for at fornærme mig da de troede at jeg kunne skade dem med mine okkulte kræfter. Det kunne jeg uden tvivl have gjort, men jeg forsøgte faktisk aldrig at kaste ondsindede forbandelser over andre, selv om det er almindeligt at mange medicinmænd gør det. Derfor anså folk mig for at være en meget gudfrygtig mand, i særdeleshed fordi jeg havde en ansvarsfuld stilling i kirken.
Somme tider udførte jeg magiske kunster. For eksempel havde jeg ringe og andre slags hjælpemidler som jeg kunne tage på. Så kunne jeg modstå tyve raske mænd, og de var ikke i stand til at løfte mig op eller fjerne mig fra det pågældende sted. Sådanne kunster befæstede også mit ry som medicinmand.
Jeg lærer sandheden ud fra Bibelen at kende
En aften i 1932 var jeg i Abeokuta, en by i det vestlige Nigeria. Mens jeg gik hen ad gaden så jeg en gruppe mennesker som lyttede til et bibelsk foredrag der blev holdt i det fri. Jeg standsede op. Taleren, et af Jehovas vidner, talte om Guds kommende dom da alle de onde skulle udslettes; han læste op fra Bibelen (Åb. 16:14, 16) om dæmonerne der samler nationerne til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Han tilføjede at kirkerne ikke ville undslippe Guds vrede, for de havde repræsenteret ham dårligt på mange måder — ved falske læresætninger der var baseret på hedenske forestillinger, og ved at tolerere afgudsdyrkelse blandt deres medlemmer. Det var som om foredragsholderen talte til mig personligt; det han sagde rørte mit hjerte. Foredragsholderen brugte også Guds navn Jehova. Det lød alt sammen ukendt, men logisk.
Samme aften havde jeg nogle drømme hvori ånderne alvorligt advarede mig imod igen at lytte til sådanne foredrag. De sagde at jeg allerede var kateket og kendte Bibelen, at jeg blev velsignet af dem i min gerning som medicinmand, så „hvorfor lytte til sådan noget vrøvl?“
Ved endnu to lejligheder standsede jeg imidlertid op for at lytte til de bibelske foredrag der blev holdt af Jehovas vidner. Men disse bibelske sandheder fik ikke større indflydelse på mit liv før jeg giftede mig med min tredje kone. Hun havde nogle slægtninge der var Jehovas vidner. Imidlertid blev hendes interesse for Jehovas vidner ikke vakt før efter vort giftermål. Efterhånden som hun stadig overværede Jehovas vidners møder, holdt hun op med at følge visse skikke der var almindelige blandt vort folk. Da jeg spurgte hende om hvorfor hun begyndte at blive oprørsk, forklarede hun mildt at Bibelen forbyder at man dyrker skabninger og at hendes samvittighed ikke længere tillod hende at fortsætte med at gøre disse ting.
Jeg var irriteret. Jeg besluttede at gå med hende til Jehovas vidners møde. Jeg ville udæske dem, idet jeg ville støtte mig til min indflydelse som kateket og troldmand. Jeg bad om at komme til at tale med gruppens forstander for at stille ham nogle spørgsmål om min hustrus standpunkt. Skønt jeg stolt råbte så højt jeg kunne, forbavsede dette Jehovas vidne mig ved mildt at give et svar fra Bibelen, og han gjorde det på en meget overbevisende måde. Det endte alt sammen med at jeg tog imod en af Vagttårnsselskabets bøger på yorubasproget, og der blev arrangeret et ugentligt besøg for at jeg kunne få besvaret flere af mine spørgsmål.
Vore ugentlige drøftelser afslørede snart ud fra Bibelen hvor dybt rodfæstet jeg var i falsk religion. Efter få ugers forløb overværede mine tre hustruer og jeg Jehovas vidners møder. Snart ønskede jeg at tale med andre om de sandheder jeg lærte.
Jeg gør Guds vilje trods modstand
Jeg mødte modstand, og af mennesker viste mine værste modstandere sig at være mine egne forældre. Hvor var jeg en stor skuffelse i deres øjne! Min fader havde gjort så meget for at jeg kunne arve hans troldmandsberømmelse, og nu ønskede jeg at leve udelukkende efter Guds vilje, som den er udtrykt i Bibelen. Mine kolleger inden for kirken var yderst opbragte, og de fleste troede at jeg var ved at blive sindssyg. Andre mente at man burde give mig en højere stilling end kateket for at lokke mig til at blive i kirken.
Dæmonerne var også aktive med hensyn til at overtale mig. Og hele gruppen af troldkvinder troede at der var noget alvorligt i vejen med mig. Men jeg hentede fortsat trøst fra Bibelen, som for eksempel fra Esajas 41:9-12, der viser at Gud vil støtte sine tjenere. På trods af modstand fra dæmoner og mennesker var jeg fast besluttet på at gøre Guds vilje.
Jeg fandt snart ud af at min beskæftigelse som medicinmand ikke kunne forenes med det at være en sand kristen. Bibelen gør det klart hvem der er kilden til okkulte kræfter. Den advarer kraftigt imod at have noget at gøre med nogen som helst form for spiritisme, idet den viser at den slags har sin oprindelse hos Djævelen og hans dæmonengle. (Ap. G. 16:16-18; Ef. 6:10-13; 5 Mos. 18:10-14) Jeg ønskede virkelig at blive døbt som en sand kristen. Som et vidnesbyrd om min overgang til sand tilbedelse samlede jeg alle de ting der havde forbindelse med min troldmandsgerning — mit hvide flag, talismanen under min pude, mine hvide dragter og mine billeder. Alt dette kastede jeg i floden. Andre ting gravede jeg ned.
Da jeg var besluttet på at gøre Guds vilje som den er udtrykt i Bibelen, vidste jeg nu at en kristen mand, hvis han er gift, kun bør være én kvindes mand. (1 Tim. 3:2, 12) Derfor skilte jeg mig fra mine sekundære hustruer og blev kun sammen med den hustru jeg havde været gift med længst.
Glæder og velsignelser ved sand tilbedelse
Siden jeg har taget den sande tilbedelse op har mine glæder og velsignelser været mange. Når jeg for eksempel overværer et af Jehovas vidners stævner fryder jeg mig over at høre om andre som er blevet befriet for trældom under spiritisme. For nylig hørte jeg om en troldmand som havde lidt fysisk i årevis; han var måske selv blevet offer for de dæmoner han dyrkede, hvilket ofte er tilfældet. En dag mødte han et Jehovas vidne som var en heltidsforkynder af Bibelens sandheder. Da han hørte hende fortælle den gode nyhed, betroede han hende at han og hans slægtninge var i vanskeligheder fordi hans fetich (juju) blev ved med at udrydde hans folk, trods mange ofre for at formilde ånderne. I sin nød havde han søgt hjælp hos sin religiøse leder i sekten „Zions bjerg“ og havde endog foreslået præsten at juju’en skulle brændes. Hvor blev han forbavset over at høre præsten sige: „Ikke mig! Jeg skal ikke have den tingest til at dræbe mig og udslette mit folk.“
Da kirkens leder var bange for at skride til handling imod dæmonerne ved at udslette juju’en, bad troldmanden nu dette Jehovas vidne om hjælp. Hun talte med forstanderen i sin menighed, og han ordnede det straks sådan at juju’en kunne blive brændt. Folk i omegnen forventede naturligvis at de Jehovas vidner som ødelagde juju’en, ganske sikkert ville dø. Men da der ikke skete dem noget, besluttede de at de selv ville lære mere om den sande Gud, Jehova, som er mægtigere end nogen anden. Hvad troldmanden og hans hustru angår — så blev de befriet for den dæmoniske forbandelse. De begyndte at overvære Jehovas vidners møder, og et halvt år efter blev de døbt. Den tidligere troldmand er nu selv heltidsforkynder og hjælper andre med at frigøre sig fra spiritismens trældom.
Skønt jeg ikke længere nyder godt af den materielle indtægt som medicinmand, får min sjæl ny styrke ved at gøre Guds vilje som en Kristi discipel. (Matt. 11:28-30) Og hvilken glæde at bringe denne vederkvægelse til andre! Nu kan jeg fortælle andre at Gud, ikke ved hjælp af trolddomskunst men ved hjælp af sin kongesøn Jesus Kristus, vil bringe varig helbredelse til alle lydige mennesker idet han vil føre dem frem til menneskelig fuldkommenhed. (Åb. 21:3, 4) Og hvor er jeg taknemmelig over at Jehova i nær fremtid vil sætte en stopper for alle falske religiøse skikke, hvoraf trolddomskunst blot er én. — Åb. 22:15, New World Translation.
Mine glæder bliver stadig flere. Fire af mine ni børn har nu del i håbet om at leve evigt i Guds nye tingenes ordning. Min yngre broder som stod sammen med mine forældre i deres bitre modstand mod at jeg blev et af Jehovas vidner, har forandret hjertetilstand og tjener nu Guds riges interesser. Og i en alder af fireoghalvfjerds har jeg fået det privilegium at gennemgå et særligt kursus for menighedstilsynsmænd som afholdes af Vagttårnsselskabet i Lagos, Nigeria. Mine glæder og velsignelser har i sandhed været store siden jeg frigjorde mig fra spiritismen og indviede mit liv til den sande Gud!