Surinam — kottomissie’ernes land
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I SURINAM
SURINAMS blandede befolkning består af kreoler, indere, indonesere, negre, indianere, kinesere, hollændere og andre folkeslag. I hovedstaden Paramaribo kan man se kvinder i moderne tøj, men man ser også indiske kvinder i sari, indonesiske kvinder i sarong, negre i toga med smukke farver, og endelig nogle i „kottojakki“. Jeg vil gerne fortælle lidt om denne klædedragt.
Synes De det er et mærkeligt navn? Det kommer af „kotto“ som betyder frakke og „jakki“ som betyder jakke. Og „missie“ betyder frøken eller frue. Derfor kaldes en kvinde der bærer denne karakteristiske klædedragt, for en „kottomissie“.
Denne klædedragts historie går helt tilbage til slaveriets tid for mere end hundrede år siden. De fleste af de slaver der kom fra Afrika gik næsten nøgne omkring, og mange af de unge piger var meget smukke. Det hændte ofte at slaveejere blev betaget af kvindernes fysiske skønhed og gjorde uanstændige tilnærmelser til dem. Man besluttede derfor at prøve at modvirke dette.
Det menes at slaveejernes koner kom sammen for at drøfte sagen. De besluttede at lave en dragt som kunne skjule pigernes krop fuldstændigt, og få dem til at se uformelige ud. Sådan blev kottojakki’en til!
Kvinderne lavede først en vid underkjole. Man skulle så binde en „kooi“, det vil sige et stykke stof fyldt med strå, om livet. Underkjolen blev trukket op så den posede ud over kooi’en og på den måde skjulte hofterne. Over underkjolen havde man en smukt farvet kotto eller yderklædning. For at fuldende dragten lavede man en jakki eller jakke. Denne var lige lang nok til at nå ned til kooi’en, og den havde trekvartlange ærmer. Stoffet blev stivet godt. Man kan forestille sig at en slank pige i dette udstyr så ud som om hun vejede to hundrede pund!
Der blev lavet en „anjisa“ eller hovedbeklædning som skulle passe til dragten. Med tiden begyndte kvinderne at knytte disse farverige hovedklæder på en måde så de afspejlede hvordan deres sindsstemning var, om de var forelskede, skinsyge, vrede og så videre.
Anjisa’en kunne andet end afspejle indehaverskens sindsstemning. Ved hjælp af den aftalte pigerne stævnemøder med deres kæreste, og viste om de stadig elskede ham.
Position eller beskæftigelse blev også antydet af den anjisa man bar. For eksempel var der en bestemt slags der skulle kendetegne skøger. En slave som passede slaveejerens børn gik med en særlig slags kottojakki og en anjisa med en bred rund skygge. Oven på denne havde hun en hat. Alle kunne altså se af hendes klædedragt at hun indtog en særlig stilling.
En „mek sani édé“ eller „gøre ting“-hovedbeklædning er meget interessant. Den laves ved at man binder tre anjisa’er sammen og lader alle tolv tørklædesnipper stikke ud. Hertil bærer man tre kottojakki’er oven på hinanden, de yderste kortere, sådan at alle tre kan ses. Man holder en anjisa som ikke er knyttet, i hver hånd. Denne dragt bar man ved særlige lejligheder, som for eksempel når en betydningsfuld person fra udlandet besøgte Surinam.
Kottomissie’erne bød den besøgende velkommen ved at neje og sige nogle velkomstord. Derefter fjernede de sig baglæns fra vedkommende og viftede med anjisa’erne som de havde i hænderne. De spredte også anjisa’er på jorden sådan at den betydningsfulde gæst kunne gå på dem. Dette betød: „Jeg ærer Dem så meget at jeg endog lader Dem gå på det jeg bærer på hovedet.“
En ny måde at sætte anjisa’en på kaldes „oto baka“, hvilket betyder kofanger. Man folder alle anjisa’ens snipper bag på hovedet så der dannes en slags „kofanger“.
Nu er det kun de ældre kvinder man til tider ser gå med kottojakki, ganske vist uden stråfyldning. En ganske enkel anjisa ses oftere. Imidlertid er der mange kvinder som ved særlige lejligheder, for eksempel den dag man fejrer slaveriets ophævelse i 1863, promenerer i gaderne iklædt denne interessante klædedragt fra gamle dage.