En anden form for præstegerning
ET AF Jehovas vidner i Kansas (USA) fortæller følgende interessante oplevelse:
„En ung mand begyndte at komme til vores møder.
Det syntes hans moder imidlertid ikke om, og derfor bad hun en præst fra metodistkirken om at komme hjem til dem for at tale med ham. Drengen bad mig om at være til stede ved drøftelsen. Men præsten besøgte mig først. Efter at have forklaret situationen sagde han at han var villig til at komme, men at han ikke ville argumentere eller debattere. Han bemærkede at han havde stor respekt for Jehovas vidner på grund af den gode opførsel som to af hans arbejdskammerater lagde for dagen.
Den aftalte aften mødtes vi alle i drengens hjem. Vi drøftede blandt andet spørgsmålet om krig og kristen neutralitet. Hans moder hævdede at når man boede i et land, måtte man kæmpe for det. Men præsten overraskede hende ved at sige at han ikke var blevet indkaldt til militærtjeneste, og ikke vidste hvad han ville hvis han blev det.
Vi havde flere møder efter dette, og ved det sidste demonstrerede jeg vores bibelstudiemetode. En del af drengens familie var til stede. Da vi nærmede os slutningen på drøftelsen, stod det klart at de fleste havde lukket sindet for Guds sandhed. Da bøjede præsten sig over mod mig og hviskede: ’Jeg tror ikke der er nogen her som har lyst til at studere Bibelen med Dem, men jeg spekulerede på om De havde lyst til at studere med i hvert fald én.’
Om jeg havde! Vi mødtes så hver mandag aften. Ofte varede studiet tre timer. Præsten nærede tydeligvis stor kærlighed til og tro på Bibelen. Han følte også at en præst selv burde tjene til i hvert fald en del af sine livsfornødenheder; derfor havde han taget verdsligt arbejde. Da han blev klar over betydningen af Guds navn Jehova, begyndte han straks at bruge det. Han fandt hurtigt ud af at meget af det han lærte i sin kirke, var ubibelsk.
Under hele vort bibelstudium fortsatte præsten sit religiøse arbejde. Han brugte det han lærte, i sine prædikener. Da vi kom til spørgsmålet om at skille sig ud fra falsk religion, drøftede vi det forkerte i at fortsætte i en organisation som man vidste lærte noget forkert. (2 Kor. 6:14-18) Han sagde at han meget nødig ville svigte sin lille kirke og at han hjalp nogle gennem sine prædikener. Han talte også vagt om at mødes med menighedsrådet for at træde tilbage, men at vejret havde været dårligt. Ja, den oprigtige metodistpræst kæmpede en kamp med sin samvittighed.
Omsider, en mandag aften, meddelte han mig at han var trådt ud af kirken. Jeg var ovenud lykkelig. Og denne mand, som engang havde gået på et præsteseminarium, var nu glad for at være tilmeldt vores teokratiske skole. Cirka en måned senere fulgtes han med mig fra dør til dør i forkyndelsen.
Hvor er jeg glad for at have set denne præst, som tidligere var en af sin kirkes støtter, antage den sande tro. Hans ægte kærlighed til Guds ord, og Jehovas vidners gode opførsel, hjalp ham til at tage dette livreddende skridt. Skønt hans hustru til at begynde med modarbejdede ham, begyndte hun også at studere. De blev begge døbt som symbol på deres indvielse til Gud. Og den unge mand? Han er også et døbt vidne for Jehova.“