Han søgte den sande kirke
EN ELEV på Vagttårnsselskabets skole for tilsynsmænd fortalte under sit ophold på Selskabets hovedkontor følgende beretning om sin søgen efter Jesu Kristi sande kirke:
„Da jeg var tretten år gammel besluttede jeg mig til at blive præst. Jeg ville søge at få et studielegat. Mens jeg endnu gik i mellemskolen ramtes min moder imidlertid af et slagtilfælde og blev indlagt på hospitalet — hele hendes venstre side var fuldstændig lammet. Familien blev opløst, mine brødre og søstre spredt rundt omkring i forskellige plejehjem. Men jeg var stadig besluttet på at læse videre og blive præst.
Da jeg var seksten tænkte jeg stadig meget på det kald jeg følte. Men af og til tænkte jeg ved mig selv: Hvorfor egentlig blive metodistpræst? Hvorfor ikke lige så godt katolsk præst, rabbiner, hindupræst eller muhamedansk præst? Det vigtigste var at hjælpe de stakkels, vildfarne mennesker, at trøste dem og undervise dem. Derefter begyndte jeg at spørge mig selv: Hvem er den bedste præst der nogen sinde har levet på jorden? Det må naturligvis være Jesus Kristus! Altså må det trossamfund der følger hans eksempel, være det jeg ønsker at tjene sammen med som præst.
Så begyndte jeg at studere Jesu liv i Bibelen. Jeg lagde mærke til at han elskede sine medmennesker og underviste dem så godt i Guds ord at de efterhånden selv var i stand til at undervise andre. Det kunne jeg godt lide. Altså måtte jeg søge efter dette kendetegn ved den sande kirke. Jeg ville prøve at undersøge i hvor vid udstrækning man studerede Bibelen inden for min egen kirke. Det gjorde jeg så, og fandt at der kun var ganske lidt virkelig forståelse. De fleste syntes at mene at religion kun var noget man havde brug for om søndagen.
Jeg spurgte min præst hvorfor han egentlig havde taget præstegerningen op og om han syntes at han havde klaret opgaven tilfredsstillende. Han fortalte mig at han til at begynde med troede at han skulle revolutionere det hele men til sidst blev klar over at der er grænser for hvad et menneske kan udrette. Så bad jeg ham forklare mig sit yndlingsemne ud fra Bibelen, treenighedslæren eller læren om tre personer i én Gud. Han sagde at hvis jeg kom på seminariet, ville jeg blive undervist om det dér og at det var umuligt for ham at forklare det ud fra Bibelen.
Derefter spurgte jeg ham om en præst skulle sætte det rette eksempel i moralsk henseende for de øvrige kirkemedlemmer, i betragtning af at Jesus havde sagt til skaren: ’Følg mig.’ Hertil svarede han: ’Jeg er kun et menneske, jeg er ikke Jesus; så gør hvad jeg siger og ikke hvad jeg gør.’
Efter denne samtale vidste jeg at jeg måtte finde den sande kirke et andet sted. Jeg begyndte derfor at søge fra kirke til kirke samtidig med at jeg læste om forskellige trossamfund, og jeg brugte altid Jesu tjeneste som et forbillede. Da der var gået omkring to år uden at jeg havde fundet hvad jeg søgte, begyndte jeg at spekulere på hvordan mon Gud kunne forvente at mennesker skulle tilbede ham hvis han ikke havde en kirke som efterlignede Jesus og som kunne sætte det rette eksempel.
En dag bad en af mine venner som havde et renseri, mig hente noget snavsetøj hos en kunde. Det gjorde jeg, og kunden gav mig bladet Vagttårnet som hun bad mig læse; bagefter ville hun gerne høre hvad jeg syntes om det. Da jeg bragte hendes tøj tilbage fortalte jeg hende at jeg aldrig havde læst et blad med så mange henvisninger til og citater fra Bibelen. Hun inviterede mig til et foredrag i Jehovas vidners rigssal. Jeg tog imod invitationen idet jeg tænkte ved mig selv: Hvorfor ikke en rigssal, når jeg nu har været i så mange andre kirker.
Rigssalen lå på øverste etage, og da jeg gik op ad trapperne tænkte jeg, mens jeg smilte for mig selv: Denne kirke bringer mig nærmere himmelen end nogen af de andre jeg har prøvet. Men da jeg trådte ind i salen blev jeg højst forbavset — ingen kors, ingen billeder af blødende hjerter eller af Jesus bærende på et lam, intet alter, blot mennesker af forskellig race som sad roligt side om side. Og under prædikenen hørte jeg flere skriftsteder citeret og forklaret end jeg nogen sinde før havde hørt, selv om jeg indbefattede samtlige præster jeg indtil da havde lyttet til.
Efter foredraget bad jeg et vidne som sad i nærheden forklare mig treenighedslæren. I løbet af et øjeblik viste han klart ud fra Bibelen at denne lære er ubibelsk. Så bad jeg ham fortælle noget mere om betydningen af året 1914, som foredragsholderen var kommet ind på den dag. Ved hjælp af Bibelens kronologi forklarede han mig vigtigheden af dette betydningsfulde årstal, idet han støttede de bibelske argumenter ved hjælp af et skema med årstal som han selv ridsede op for mig.
Min langvarige søgen efter den sande kirke endte den dag. Dette var netop hvad jeg havde søgt efter, et trossamfund som gik i Jesu fodspor og fulgte mønsteret for hans tjeneste og som lod alle kristne uddanne i tjenesten for Gud, som er en stor forret. Det var et lykkeligt øjeblik i mit liv. Jeg takkede Gud for at han havde ledet mig hen til disse mennesker.“