Livets hårdførhed vidner om Guds visdom

DYRELIVET har været på jorden i mange tusind år, ja, før mennesket viste sig. I løbet af den tid har utallige generationer levet og er døde. Nogle arter eller varieteter er uddøde. Men et stort antal har overlevet til i dag, sandsynligvis næsten alle de dyrearter der har levet siden Vandfloden.

I dette lange tidsrum har voldsomme omvæltninger påvirket store områder, og sygdomme har huseret blandt planter, dyr og mennesker. Men livet fortsætter. Dertil kommer at de fossiler man har fundet af forskellige dyrearter praktisk talt er identiske med de nulevende eksemplarer af disse arter. Kun mindre forskelle viser sig hist og her, ligesom der er små variationer inden for visse dyre- og plantearter i dag.

Hvordan er denne forbløffende evne til at overleve mulig, i betragtning af at livet synes så skrøbeligt og forplantningsmekanismen er så overordentlig kompliceret og afhængig af mikroskopiske celler? Skønt forplantningsprocessen er så indviklet at det næsten overgår vor fatteevne, er den i virkeligheden så stabil at flertallet af levende skabninger besidder alle deres evner og funktioner. For eksempel er langt de fleste spædbørn i stand til at leve efter fødselen, og næsten alle har normale øjne, arme, ben, indre organer, og åndsevner som fungerer på bedste måde.

Alt dette vidner om Skaberens visdom og herlighed. Livets hårdførhed og bevarelse op gennem århundrederne, underlagt tid og tilfælde, peger også i retning af Guds hensigt: at jorden fortsat skal myldre af liv.

Udvikles immunitet over for gifte?

Insekter og mikroorganismer synes med tiden at udvikle resistens eller immunitet over for de gifte der bruges til at bekæmpe dem med. Insekter som DDT til at begynde med var meget effektivt imod, bliver øjensynlig immune over for det, og nogle modstår så stærke gifte som blåsyre. På samme måde mister selv de såkaldte „mirakelmediciner“ deres effektivitet imod de mikroorganismer der er kommet til at virke som sygdomsmikrober over for mennesket. Visse infektioner, syfilis og andre sygdomme, kræver stadig større doser. Det siges at nogle bakterier har øget deres evne til at modstå penicillin 16.000 gange.

Tilhængere af udviklingslæren hævder at dette er et bevis for en evolution. Men er det nu det? Betyder denne immunitet hos de nulevende insekter og mikroorganismer at de har udviklet immunitet over for giftene? Nej. For enten dræbte giften dem den blev anvendt på, eller den var uden virkning. De den dræbte kunne ikke udvikle resistens eller få afkom der var immunt, for de var døde. At nogle af bestanden overlevede betyder at der var nogle der var immune i forvejen. Denne immunitet var en arvelig faktor som var nedlagt i denne art ved skabelsen, en faktor der kunne vise sig hos noget af afkommet men ikke nødvendigvis hos alle individer. Dette gælder også i arvelighedsforhold hos mennesker.

Man kan foretage en sammenligning med hensyn til talent i en slægtslinje. Faderen og moderen viser måske ikke noget musikalsk talent, men deres barn kan være et geni på dette område. Når man sporer barnets afstamning tilbage i tiden, opdager forældrene måske at tipoldefaderen havde et usædvanligt musikalsk talent. Dette træk viste sig ikke i slægten før det blev opdaget hos denne mands tipoldebarn. Nogle vælger måske at kalde dette „en mutation“, men i virkeligheden fandtes karaktertrækket hele tiden i arveanlæggene.

Princippet blev bevist for nogle år siden ved forsøg der blev ledet af arvelighedsforskeren Milislav Demerec ved Carnegie-instituttet i Cold Spring Harbor, New York. Ved sine eksperimenter brugte han tarmbakterier der kan dyrkes på kødsuppe, eller agar [substans fremstillet af østasiatiske algearter]. Ved en temperatur på omkring 36 grader celsius deler disse bakterieceller sig cirka hvert tyvende minut. En celle kan præstere milliarder af efterkommere på en dag.

Streptomycin, et antibioticum, blev brugt til at standse formeringen hos disse bakterier. Imidlertid viste det sig at nogle få celler ud af adskillige milliarder overlevede. Tilhængere af udviklingslæren vil hævde at der var sket en mutation (en pludselig afvigelse fra forældretypen), og at dette er et skridt fremad i en udvikling. Men denne idé modsiges af det man faktisk så ved disse forsøg. Det viste sig nemlig at behandlingen med streptomycin ikke ændrede arveanlæggene. Stoffet dræbte blot de ikke-immune bakterier og lod dem tilbage som det var virkningsløst over for.

Demerec opdagede at i en hvilken som helst stor kultur viste der sig nogle få modstandsdygtige bakterier, selv om kulturen ikke tidligere var blevet udsat for streptomycin. Omkring én celle af hver milliard i hver generation besad medfødt modstandsdygtighed. Streptomycinet havde derfor ikke frembragt de hævdede „mutationer“.

Så blev den modsatte side af sagen undersøgt. I den streptomycinbehandlede opløsning uddøde den ikke-modstandsdygtige type, men de modstandsdygtige celler levede og frembragte afkom og „overtog“ befolkningstilvæksten. I dette afkom fandtes ikke desto mindre omkring syvogtredive celler ud af hver milliard af den grundlæggende type, følsom over for streptomycin. Så blev den overlevende „befolkning“ fjernet fra det streptomycinbehandlede næringsmiddel og anbragt i ubehandlet kødsuppe. Hvad skete der? Nu begyndte den ikke-modstandsdygtige type at trives og „overtog“ befolkningstilvæksten. Den modstandsdygtige type klarede sig ikke så godt, men fortsatte med at vise sig som i begyndelsen, omkring én gang for hver milliard.

Jorden vil altid være fyldt med liv

Alt dette afslører hvor hårdført og robust livet er. Det forklarer hvorfor sygdomsepidemier kan udslette det meste af en befolkning, men alligevel efterlade nogle uberørt på grund af deres naturlige modstandsdygtighed over for de særlige sygdomskim det drejer sig om. Ydermere ser vi med hensyn til menneskeslægten at til trods for syndens næsten 6000 års hærgen frembringes der stadig velskabte, smukke og begavede mænd og kvinder.

Nu ser vi imidlertid mennesket ødelægge sine egne omgivelser. Alle mulige farer for sundheden skabes af tilsætningsmidler til maden og ved forurening af mad, vand og luft; og truslen om død på grund af forbrydelser eller krig øges daglig. Menneskene ødelægger bogstavelig talt jorden, og ville sandsynligvis, hvis de fik tilstrækkelig tid til det, gøre jorden ubeboelig.

Men Skaberens hensigt var fra begyndelsen at jorden skulle være et sted der til evig tid var beboet af mænd og kvinder samt af talrige dyr. Gud har derfor sagt at han vil træde til på den tid da jordomspændende ødelæggelse truer og ’ødelægge dem, der lægger jorden øde’. — Åb. 11:18.

Ligesom livet altid har eksisteret — fordi Jehova, livets kilde, altid har levet — således er det hans hensigt at livet altid skal eksistere på denne planet. — Sl. 90:2; 36:10.