Har forskningen af generne løst livets gåde?
„VI HAR løst livets gåde!“ erklærede videnskabsmanden Francis Crick over for en gruppe kolleger ved Cambridge-universitetet i 1953. Han og hans medarbejder James Watson havde udført et stykke arbejde som de høstede stor anerkendelse for i den videnskabelige verden. Men havde de virkelig løst livets gåde, som de sagde? Og hvad var egentlig grunden til deres begejstring?
De havde konstrueret en model der skulle anskueliggøre hvordan stoffet DNA (deoxyribonukleinsyre) dirigerer legemets opbygning. Deres model havde form af en trappe eller stige der var snoet så den dannede en dobbelt spiral. Den fremstillede skematisk DNA-molekylets funktion som et af de stoffer der er vigtigst for styringen af samspillet mellem andre kemiske stoffer i levende celler. Man mener at dette DNA-molekyle spiller den største rolle i overførelsen af arvelige træk fra forældre til afkom inden for alle arter.
Dette DNA forekommer først og fremmest i cellens kerne. Op langs „DNA-stigen“ findes „generne“. Et gen er et afsnit eller en sektion af DNA-molekylet der styrer opbygningen af et bestemt arveligt træk, som for eksempel hudens eller øjnenes farve, forskellige ansigtstræk, arvelige karaktertræk og så videre.
Den model som Watson og Crick har bygget fremstiller DNA-molekylet som to bændler eller strenge af kemiske stoffer, der er snoet rundt om hinanden så de danner en spiral. Man kan også betragte bændlerne som gelændere på en snoet trappe eller som sidestykkerne på en stige, og mellem disse „sidestykker“ er der trin. Hvert „trin“ består af to kemiske stoffer der komplementerer hinanden. De to stoffer er sammenføjet på midten af „trinnene“ ved hjælp af en svag brintbinding. Hvert af de to sidestykker bliver på denne måde til et spejlbillede af det andet.
Hvordan DNA’et styrer bygningen af legemsdelene
Lad os antage at der i et menneske, et dyr eller en plante opstår behov for at bygge et proteinmolekyle (en af organismens vigtigste „byggesten“). Hvad sker der så? Først giver organismen på en eller anden måde besked til en af cellerne om at der er brug for et bestemt protein. Som svar på denne „bestilling“ deler den rigtige sektion af cellens „DNA-stige“ sig ned gennem midten, sådan at den skilles ad midt på „trinnene“. Stigens to halvdele skiller sig fra hinanden ligesom når man åbner en lynlås, og denne sektion af det lange DNA-molekyle (og kun denne sektion) er nu som en stige der er gennemsavet ned gennem midten.
Denne tilstand er kun midlertidig, for fra de omgivende stoffer i cellekernen begynder de „halve trin“ på den ene af „stigens“ sider straks at tiltrække de stoffer der kan supplere dem. Således bygger de selv en ny halvdel til „trinnene“, og på denne måde dannes der langs med den ene af DNA-stigens sider en ny kæde, som kaldes „budbringer-RNA“ (RNA betyder ribonukleinsyre). Den har fået det navn fordi den forlader cellekernen og bringer DNA’ets mønster ud, så det rigtige protein kan blive dannet.
Så bliver „budbringer-RNA’et“ sendt af sted, og de to oprindelige DNA-strenge forener sig som før, parate til at udsende mere budbringer-RNA når det senere bliver nødvendigt. RNA-kæden bevæger sig ud af kernen, og en af cellens bestanddele — det såkaldte „ribosom“ — hægter sig fast på kæden og så at sige „aflæser“ den, ligesom en båndoptager afspiller noget der er indtalt på et bånd. Derpå tilføjes netop de stoffer der passer til budbringer-RNA’ets „halve trin“.
Hvad er der sket op til dette punkt? Der er sket det at budbringer-RNA’et har bragt beskeden eller koden fra DNA-molekylet ud så ribosomet kunne „aflæse“ den og de rigtige kemiske stoffer kunne blive sammensat efter nøjagtig det samme mønster som i det oprindelige DNA. Ved hjælp af en anden type RNA, som man kunne kalde „overflytnings-RNA“, samler budbringer-RNA’et nogle stoffer der kaldes aminosyrer, så der dannes det bestemte protein der er behov for. Proteinet bliver derefter løst fra ribosomet og går i gang med at gøre sit arbejde som „byggesten“.
På denne indviklede måde frembringes et proteinmolekyle, hvis sammensætning er dirigeret af DNA’et, for at indgå som en del af et levende legeme. Man kan også sammenligne denne proces med det der sker når en læge, (DNA’et) sidder på sit kontor (cellekernen) og skriver en recept, som han sender af sted med et bud (budbringer-RNA’et). Når apotekeren (ribosomet) læser den, tager han de foreskrevne stoffer ned fra sine hylder og blander dem sammen sådan som recepten foreskriver. Den medicin der nu er blandet er bestemt til at tjene en eller anden hensigt i patientens legeme, og det samme er tilfældet med proteinet.
Det er nogle af de ting som videnskaben har fundet ud af angående disse bitte små dele, hvoraf nogle er så små at de ikke engang kan ses under mikroskop. Disse opdagelser er et udtryk for menneskehjernens forbløffende kapacitet og muligheder. Men tror De at videnskabsmændene virkelig har løst „livets gåde“?
Nogle ubesvarede spørgsmål
Før vi lader os imponere alt for meget over hvor dygtige disse mennesker er og hvor langt de er nået med deres forskning, så lad os stille nogle få spørgsmål for at se om der virkelig er blevet kastet fuldt lys over livets hemmeligheder.
Hvordan går det til at organismen giver cellen besked om hvad der er brug for, og hvordan får den DNA-molekylet til at åbne sig som en lynlås lige netop på det rigtige sted og til senere at lukke sig igen? Hvad er det der forhindrer resten af DNA-spiralen i at åbne sig? Svaret på dette sidste spørgsmål kan måske give forklaringen på et andet uløst problem, nemlig hvorfor det kun er bestemte kromosomer der er virksomme i de forskellige celler, selv om alle legemscellerne har de samme kromosomer.
Hvordan går det for øvrigt til at cellen ikke alene har alle de rigtige stoffer i sig, men også alle de mekanismer — for eksempel ribosomerne — der skal til for at danne en ny RNA-kæde? Hvordan „aflæser“ ribosomet RNA’et, og hvordan går det til i detaljer at præcis de rigtige stoffer fremskaffes på de rigtige steder, sådan at DNA’ets mønster bliver nøjagtigt eftergjort og det rigtige protein bliver dannet?
Hvordan bliver de oplysninger der er kodet ind på DNA’et overført til cellens enzymer, der styrer de nye, cellers vækst? Dr. Howard H. Pattee fra Stanford-universitetet siger at dette stadig er det område der volder biologerne mest hovedbrud. Han siger at de simple modeller (som for eksempel den Watson og Crick har opstillet) ikke kan forklare hvordan oplysningerne kan blive overført så hurtigt og pålideligt. Det er stadig nødvendigt at foretage et meget mere indgående studium af stof på det submolekylære plan.
Og endelig støder vi på det største spørgsmål af dem alle: Hvordan er disse indviklede stoffer blevet til — ja, hvordan er selve livet oprindelig blevet til? Videnskaben kender intet svar på disse spørgsmål — kun teorier.
Ikke resultatet af fornuftløse kræfters spil
Der er endnu en ting som man gør klogt i at tænke over før man tiltror dem der forsker generne at have fattet hele hemmeligheden bag livets tilblivelse eller måske endda selv at være i stand til at skabe liv, sådan som nogle vil have os til at tro. Man mener at hvert gen (afsnit af DNA-molekylet) er en kæde der består af omkring 1000 „nukleotider“ (hvert „nukleotid“, som består af mange atomer, udgør halvdelen af et „trin“ på DNA-stigen). Hvis blot et eneste gen er defekt kan det ødelægge cellens evne til at danne en kopi af sig selv. Eller også vil ved næste celledeling den nydannede celle være defekt. Hvordan kunne en celle nogen sinde dele sig hvis de tusinder af smådele der tilsammen udgør et enkelt gen skulle finde sammen ved et tilfælde, ved „blinde kræfters spil“, sådan som det må være sket hvis evolutionsteorien er sand? Og tænk så på hvor meget mindre sandsynligheden for dette er eftersom der er titusinder af gener i DNA’et i hvert af menneskecellernes kromosomer!
Selv i de simpleste former for liv er DNA-strengen yderst kompliceret. For at nævne et eksempel: Efter tyve års forskning har biologerne kun kortlagt omkring en tredjedel af generne på DNA-spiralen hos den „laverestående“ tarmbakterie der er kendt som Escherichia coli.
Hvis mennesker med al deres forstand skal bruge tyve år til at kortlægge nogle få geners sammensætning, hvordan kunne blinde kræfter da nogen sinde samle og sammensætte det nødvendige materiale og få det til at virke på denne komplicerede måde? Om der så kun manglede en fjerdedel eller en tiendedel i at DNA-kæden var komplet, ville den end ikke kunne give liv til et encellet dyr. Nej, hver enkelt skabning må være blevet til på én gang. Det forudsætter at den er udtænkt af en mesterhjerne og direkte skabt.
Ær den som æres bør
Alt dette viser at man ikke skal give mennesker mere ros og ære end de har fortjent. Man må bruge sin sunde fornuft og ikke lade sig bringe ud af ligevægt. Når vi betragter hvor kompliceret og storartet de levende celler er sammensat og arbejder, er det så „blinde kræfter“ vi ser i funktion? Eller ser vi vidnesbyrd om at der står en usynlig Mesterarkitekts intelligens bag, en som har givet mennesket hjerne, til at udforske og forstå nogle af de ting Han har skabt og nogle af de love der styrer hans skaberværk? — Rom. 1:20.
Bibelen fortæller at der findes én Skaber. Det er Jehova Gud. Om ham erklærer nogle himmelske skabninger som Bibelen kalder „ældste“ og som er langt mægtigere og har langt større indsigt i det jordiske skaberværk end vi mennesker: „Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.“ — Åb. 4:11.
Kong Salomon, som Gud begunstigede med inspireret visdom, gav udtryk for det rette synspunkt angående de pralerier og forudsigelser som mennesker fremkommer med, mennesker der udtaler sig vidtløftigt med påstande som ikke har hold i virkeligheden. Han skrev: „Det er således med alt Guds værk, at mennesket ikke kan udgrunde det, som sker under solen; thi trods al den flid, et menneske gør sig med at søge, kan han ikke udgrunde det; og selv om den vise mener at kende det, kan han ikke udgrunde det.“ — Præd. 8:17.
[Diagram på side 5]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikaton)
Et gen, en sektion af et DNA-molekyle
DNA-strengene deler sig
DNA-strengene forener sig igen
Budbringer-RNA skiller sig ud