„Arbejdstegningen“ i DNA’et — et udsøgt design
ENHVER af os begynder livet som en lillebitte celle der henved 20 år senere er blevet til et fuldt udvokset menneske. Fra denne ene lille celle stammer alle de forskellige dele af legemet: hjertet, maven, leveren og de andre indre organer; de komplicerede øjne og ører; de alsidige fingre. Har du nogen sinde spekuleret over hvilken mængde af oplysninger der rummes i denne første celle, og hvilket udsøgt design der ligger bag?
Tænk over følgende eksempel. Forestil dig at du skulle forklare en der aldrig havde set en bil hvordan man bygger en bil, helt fra grunden af. Hver eneste del, lige fra bakspejlet til spjældene i karburatoren, måtte beskrives i mindste detalje. Dernæst måtte du forklare hvordan man fremstiller og samler disse dele. Hvor skal tændrørene sidde? Hvad sidder rattet fast i? Alle disse oplysninger måtte være så nøjagtigt udformet at læseren ikke på nogen måde kunne tage fejl. Han måtte kunne bygge en fuldt færdig og køreklar bil ved at følge dine instruktioner til punkt og prikke. Prøv at forestille dig hvor mange sider med detaljerede anvisninger det ville kræve!
Tænk igen på den første menneskecelle. Menneskelegemet er langt mere kompliceret end en bil, og dog „var alle dets dele skrevet op“, som Bibelen siger. (Salme 139:16, NW) Skaberen har lagt hele arbejdstegningen i én enkelt lille celle. Hvor opbevarer cellen denne kolossale mængde oplysninger?
Alle disse oplysninger rummes i et stof der kaldes DNA (deoxyribonucleinsyre), hvoraf størstedelen findes i den lille del af cellen der kaldes kernen. Menneskets cellekerner har hver 46 kromosomer. Disse kromosomer er i princippet blot nogle meget lange, tynde kæder af DNA. Kæderne er så lange fordi alle de nødvendige oplysninger der rummes i 3-4 millioner gener, er oplagret i DNA-kæden.
Det forbløffende DNA
DNA’et er kun omkring 0,0000002 centimeter bredt. Men den samlede længde af DNA-kæderne i en enkelt menneskecelle er 1,74 meter. Hvert gen er et lille afsnit på 0,00003 centimeters længde. Tænk: Alle de oplysninger der kræves for at danne et helt menneskelegeme er oplagret på kæder der er mindre end to meter lange og kun to milliontedele af en millimeter brede!
Hvor utroligt det end lyder, ligger disse DNA-kæder på i alt 1,74 meter i en kerne der kun er omkring 0,0001 centimeter i diameter! Vi kan lettere forstå hvor forbløffende det er, hvis vi forestiller os DNA’et forstørret så meget at det bliver en tråd der er 0,06 centimeter bred. I denne målestok ville kernen være en bold på omkring 30 centimeter i diameter. I denne bold ville der så være i alt 520 kilometer tråd! Hvis du forestiller dig at du gik 520 kilometer og så et nyt gen cirka for hver 10 centimeter, vil du måske få en idé om menneskelegemets indviklede system af gener.
Et pladsproblem
Hvordan er alt dette DNA pakket ind i cellekernen? Cellen må kunne rådføre sig med „arbejdstegningen“ ved at „læse“ generne langs DNA’et, og derfor kan kæderne ikke bare stoppes tilfældigt ind i den lille cellekerne. Skønt der er så mange tynde kæder, bliver ingen kæde viklet sammen med nogen anden kæde. DNA’et er ordnet så omhyggeligt at små afsnit af enhver kæde hurtigt og let kan „læses“ når som helst det er nødvendigt.
„Arbejdstegningen“ i DNA’et er uundværlig for cellen. Når en celle deler sig, får hver af de to nye celler brug for sin egen tegning. Det betyder at før en celle kan dele sig, må alt DNA’et kopieres så der dannes to ens sæt gener. Når DNA’et omhyggeligt er blevet kopieret, snor kæderne sig om sig selv så de bliver til meget faste bundter. Når cellen deler sig, fordeles disse bundter ligeligt mellem de to nye celler så at de får en nøjagtig ens arbejdstegning. Bundterne vikles ud så snart de er inde i de nye celler. Alt dette foregår så omhyggeligt og metodisk at ingen del af kæderne — ingen af de uundværlige gener — ved et uheld knyttes sammen, brækkes af eller går tabt. Og dog sker disse processer inden i en cellekerne der kun er en lille brøkdel af DNA’ets længde. Hvilken enestående formgivning!
Et ærefrygtindgydende vidunder
Mange andre egenskaber hos cellen og DNA’et er forblevet et mysterium for videnskabsmænd. Voksne mennesker har 90 til 100 forskellige typer celler, hver med sin særlige form og størrelse, og hver med sin særlige opgave at udføre. Da så godt som alle legemets celler har nøjagtig ens kopier af DNA-kæderne, hvorfor bliver nogle celler da hudceller mens andre bliver muskel-, nerve- eller knogleceller? Med andre ord, hvordan kan cellen vide hvilken del af DNA’et den skal „læse“ og hvornår den skal gøre det?
Når vi lærer mere om cellen og DNA’et, indgydes vi ærefrygt for skaberevnen og intelligensen hos Ham som dannede dette vidunder, nemlig Jehova Gud. Ligesom Job bevæges vi til at sige: „Jeg ved, at du magter alt, for dig er intet umuligt!“ — Job 42:2.
[Illustration på side 21]
Model af DNA-molekyle som foreslået af biologerne Fracis Crick og James Watson i 1953