Bark som mennesket kan bruge
DE FLESTE har sikkert trukket en korkprop op af en flaske. Vidste De at korken kom fra barken på en bestemt slags egetræer? Denne bark kan mennesket bruge på mange forskellige måder.
Korkegen vokser næsten udelukkende i områder nær Middelhavet. Den er et stedsegrønt træ hvis tykke, ydre bark er naturkork. De fleste træers bark indeholder korkceller, men korkegen er den eneste som har dem i lag af tilstrækkelig tykkelse til at være af erhvervsmæssig værdi.
Korkegens bark har i sandhed forbløffende egenskaber. Dens ydre lag er en kompakt masse af døde celler hvis tynde vægge er blevet tykkere og voksagtige. Denne bark er blød og svampet, men alligevel opsuger den ikke gerne vand, og den er næsten lufttæt. Den kan presses en hel del sammen, og alligevel udvider den sig igen når den bliver løsnet. Selv efter at have siddet i en flaske i ti år, vil korkproppen genvinde 75 procent af det tabte rumfang når den bliver trukket op.
Foruden denne forbløffende elasticitet er kork næsten lige så let som en fjer. Én kubikcentimeter indeholder mere end tolv millioner små luftfyldte celler. Mere end halvdelen af korkens rumfang er således luft. Det er derfor ikke mærkeligt at den er så let og elastisk!
Når en korkeg er blevet omkring tyve år gammel kan man fjerne den ydre bark for første gang. Denne første bark, jomfrubarken, er af ringe kvalitet. Derefter bliver barken skrællet af hvert ottende eller tiende år. Dens kvalitet fortsætter med at forbedres indtil den femte eller sjette skrælning, hvorefter den forbliver ret stabil. En korkeg kan producere kork i cirka 150 år, og den bliver sædvanligvis ikke mere end femten meter høj.
Man må udvise forsigtighed når man skræller, for at den indre bark ikke skal blive beskadiget. Hvis den gør det, vil der aldrig mere gro kork på det beskadigede sted. Man bruger en langskaftet håndøkse og fjerner forsigtigt barken i lange, firkantede stykker. På unge træer bliver barken kun taget fra stammen. På større, ældre træer bliver den også skrællet af de nederste grene.
Efter at barken er fjernet fra træet, bliver den lagt i stabler så den kan tørre. Derefter bliver den kogt. Dette løsner grus og snavs så det kan skrabes af. Kogningen opløser også garvesyren og forøger korkens elasticitet og blødhed.
Barken er nu klar til at blive skåret ud til korkprodukter. Et som er af særlig betydning er korkpropper. Mange betragter kork som den bedste prop til flasker med finere vin og spiritus. Det er fordi kork ikke, selv efter mange års forløb, forringes af alkohol. Desuden forhindrer korkproppen luft i at trænge ind i flasken og ødelægge indholdet. Til trods for at kork blev brugt så tidligt som år 400 f.v.t. var det faktisk ikke før det sekstende århundrede e.v.t. at den blev anvendt i almindelighed. Indførelsen af glasflasker var medvirkende til en øget anvendelse.
Korkindustrien var indtil århundredskiftet kun et relativt simpelt korkskærerhåndværk. Foruden korkpropper producerede man livredningsbælter, flydere, bøjer, hatteindlæg og skosåler. Disse artikler fremstilles stadig, men opdagelsen af en måde at forme den oprindelige kork på under varme og tryk åbnede en mængde nye anvendelsesmuligheder.
Korkplader er for eksempel et fremragende isolationsmateriale til både lave og normale temperaturer. Dets indførelse revolutionerede fuldstændig køleanlægsindustrien. Kork afløste midlertidige isolationsmaterialer som savsmuld, hø, kulaske og så videre.
Korkpladeisolering er ideel til at dæmpe vibrationer fra maskiner. Akustiske korkplader reducerer støjen i skoler, hospitaler, restauranter, radiostudier og andre steder. I bilindustrien er korkpakninger vigtige. Til linoleum bruges korkpulver der i en blanding med linoksyn og andre stoffer presses mod et underlag af canvas eller hessian. Kork bruges også på andre måder som gulv- og vægbeklædning.
For at tilfredsstille efterspørgselen efter kork producerer Portugal, Spanien, Algeriet, Marokko, Frankrig og Tunis over 360 millioner kilo om året. Denne forbløffende bark har mennesket i sandhed lært at bruge på mange måder.