Fortsæt med at så — Jehova vil give væksten
FORTALT AF FRED METCALFE
I BEGYNDELSEN af 1948 besøgte jeg under min forkyndelse fra hus til hus en lille gård i udkanten af Cork i det sydlige Irland. Da jeg forklarede landmanden hvem jeg var, blev han kobberrød i ansigtet. Ude af sig selv af raseri skreg han at jeg var kommunist og løb ind efter sin høtyv. Jeg skyndte mig ud af gårdspladsen og sprang op på min cykel som stod i vejkanten. Til trods for at det gik stejlt ned ad bakke, brugte jeg flittigt pedalerne. Jeg vovede end ikke at se mig tilbage af frygt for at landmanden skulle kaste sin høtyv efter mig.
I de to år der var gået siden jeg i 1946 kom fra England til republikken Irland som specialpioner, havde jeg vænnet mig til at folk reagerede sådan. Den lille gruppe på 24 forkyndere jeg dengang blev tilknyttet, havde allerede været udsat for en spærreild af fjendskab og bagvaskelse. Men jeg stolede på at Jehovas ånd til sidst ville udvirke positive resultater. — Galaterne 6:8, 9.
Før jeg fortæller hvad der siden hen skete, vil jeg berette lidt om den første del af mit liv og om den oplæring jeg fik og hvordan den er kommet mig til nytte under disse vanskelige forhold.
Mine forældres gode eksempel og oplæring
Min fader kom i kontakt med sandheden i begyndelsen af 1914. På en rejse hjem fra en fodboldkamp i Sheffield læste han en bibelsk traktat der fortalte om de dødes tilstand. Han havde tidligere opsøgt en række kirker for at få svar på sine spørgsmål, men uden resultat. Det han læste i traktaten vakte imidlertid hans begejstring. Han bestilte de seks bind af Studier i Skriften der var annonceret på traktaten, og læste ivrigt i dem, ofte til ud på de lyse timer. Fader indså hurtigt at det var sandheden.
Snart begyndte han at komme i den lokale menighed af Jehovas Vidner, og fortsatte med dette i over 40 år. Det meste af tiden tjente han som præsiderende tilsynsmand. Til min faders store glæde tog alle hans tre søstre og to af hans brødre imod sandheden. En af hans brødre forkyndte for en ung kvindelig butiksassistent. Hun og hendes søster blev senere indviet og døbt. Min fader og hans broder giftede sig med disse to unge kvinder.
Mine tre brødre og jeg er blevet opdraget i „Jehovas tugt og formaning“. (Efeserne 6:4) Jeg er glad for at mine forældre benyttede enhver lejlighed til at indpode sandheden i os. Dengang fandtes der ingen bibelske publikationer specielt til børn, men vi holdt to gange om ugen familiestudium over bogen Guds Harpe, og drøftede dagens tekst. — 5 Mosebog 6:6, 7; 2 Timoteus 3:14, 15.
Min moder og fader satte også et strålende eksempel ved deres værdsættelse af møderne og deres nidkærhed i tjenesten. Foruden sine åndelige egenskaber besad fader også en god portion humor, som han gav i arv til os børn. Mine forældres ihærdige arbejde bar frugt, for alle vi fire sønner, som nu er i tresserne, tjener stadig Jehova med glæde.
Ind i pionerernes rækker
I april 1939 gik jeg som 16-årig ud af skolen og blev pioner. Min fader sluttede sig til mig i pionertjenesten og gav mig en fortrinlig oplæring. Vi gennemarbejdede alt distrikt inden for en radius af 11 kilometer fra vort hjem. Hver dag tog vi 50 småbøger med på vore cykler og vendte ikke hjem før de var spredt.
To år senere fik jeg som en af de første i Storbritannien den forret at blive specialpioner. Det var en stor glæde, men det var svært at skulle væk fra det trygge liv i mit teokratiske barndomshjem. Med Jehovas hjælp lærte jeg dog at klare mig selv.
Under den anden verdenskrig fik jeg et afbræk i min pionertjeneste da jeg i lighed med andre unge Jehovas vidner blev sat i fængsel på grund af neutralitetsspørgsmålet. I Durham-fængselet betragtede man mig som ungdomsfange. Det betød at jeg skulle gå i korte bukser — en stor ulempe i det kolde vintervejr. Forestil jer Wilf Gooch (nu koordinator for det britiske afdelingskontor), Peter Ellis (medlem af det britiske afdelingskontors udvalg), Fred Adams og mig — som alle var omkring 1,80 meter høje — stå sammen i korte bukser som en flok skoledrenge!
Ny distriktstildeling: Irland
Efter min løsladelse fra fængselet var jeg i tre år pioner i forskellige egne af England. Derefter modtog jeg en vanskelig men meget tilfredsstillende distriktstildeling: Republikken Irland. Det eneste jeg vidste om Irland var at næsten alle indbyggere var katolikker. Jeg overhørte alle negative kommentarer og tog uden tøven imod opgaven. Den sande tilbedelse var dengang inde i en periode med stor fremgang, og jeg var forvisset om at Jehova ville hjælpe mig med sin ånd.
De fleste af forkynderne i Irland boede i hovedstaden Dublin; kun et par stykker boede andre steder. De fleste irere var derfor aldrig stødt på Jehovas vidner. Sammen med tre andre specialpionerer begyndte jeg at virke i byen Cork. Det var ikke nemt at finde et lyttende øre. Ved messen advarede præsterne uafladeligt imod os, og kaldte os for „kommunistiske djævle“. Aviserne advarede også imod vore aktiviteter.
En dag var jeg hos frisøren og blev studset med barberkniv. I samtalens løb spurgte frisøren hvad jeg lavede i Cork. Da jeg fortalte ham det, blev han rasende og bandede og svovlede. Han dirrede på hånden af lutter arrigskab, og for mit indre øje så jeg mig selv gå ud af frisørsalonen med hovedet under armen! Men så galt gik det heldigvis ikke.
Pøbeloverfald
Af og til blev vi udsat for pøbeloverfald. Da vi en dag i marts 1948 forkyndte fra hus til hus, blev min makker, Fred Chaffin, forulempet af en pøbelskare. Med menneskemængden i hælene løb Fred hen til en busholdeplads og anmodede buschaufføren og konduktøren om hjælp. Men i stedet sluttede de sig til ballademagerne. Fred løb længere op ad vejen og gemte sig bag en høj mur der omgav præstens ejendom.
I mellemtiden var jeg gået hen efter min cykel. For at komme ind til centrum tog jeg en sidevej, men da jeg kom ud til hovedvejen stod pøbelskaren og ventede. To mænd greb min mappe og kastede indholdet op i luften. Derefter begyndte de at sparke og slå mig. Pludselig dukkede en civilklædt betjent op. Han greb ind og tog mig og overfaldsmændene med på politistationen.
Dette gav mig lejlighed til „at forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“. (Filipperne 1:7) Da sagen kom for retten vidnede den politibetjent som havde reddet mig og som selv var katolik, og seks personer blev kendt skyldige i overfald. Denne dom fastslog vores ret til at gå fra dør til dør og skulle forhindre andre i at gribe til vold.
I begyndelsen blev det anset for farligt at sende pionersøstre til byer som Cork. Men ofte ville søstre bedre kunne følge interessen op hos kvinder. Umiddelbart før overfaldet havde Selskabet derfor besluttet at sende to dygtige pionersøstre til Cork. Den ene, Evelyn MacFarlane, blev senere missionær og udførte et stort arbejde i Chile. Den anden, Caroline Francis, som havde solgt sit hus i London for at rejse til Irland som pioner, blev min hustru.
Sandhedens sæd slår rod
Nu kunne man måske tro at vi spildte tiden ved at forsøge at så sandhedens sæd i dette hårde distrikt. Men at se sandheden spire her og der, styrkede vores tillid til at Jehova får det til at gro. På et tidspunkt sendte Selskabet for eksempel navn og adresse på en mand som havde skrevet efter bogen „Gud Maa Være Sanddru“. Ifølge adressen boede han i Fermoy, en lille landsby cirka 35 kilometer fra Cork. En søndag morgen cyklede jeg derfor ud for at besøge ham.
Da jeg nåede til Fermoy spurgte jeg en mand om vej. „Ah, det er 14 kilometer længere ude ad vejen,“ svarede han. Så jeg måtte stige på cyklen igen. Til sidst kom jeg til en gård nede ad en smal markvej. Den unge mand der havde sendt bud efter bogen stod ved porten ind til gården. Da jeg præsenterede mig, sagde han: „Den bog er sin vægt værd i guld!“ Vi havde en vældig god samtale, og de 50 kilometer hjem gik som en leg. Selv den dag i dag, over 40 år senere, er det en stor glæde at møde denne „unge“ mand, Charles Rinn, hvert år ved stævnerne. I dag er der ti menigheder i Cork-området.
I 50’erne spredte Caroline og jeg mange sandhedskorn i Midtirland. Det virkede meget tilskyndende at mennesker med et mildt sind, som „bedstemoder“ Hamilton og hendes svigerdatter, tog hurtigt imod budskabet. „Bedstemoder“ Hamilton blev den første døbte forkynder i grevskabet Longford. — 1 Thessaloniker 2:13.
Det var svært at finde husly. Så snart der blev lagt pres på en husvært, bad han os flytte. Efter at have mistet tre logier lige efter hinanden, købte vi et telt, et teltunderlag samt to soveposer og tog hele oppakningen med i vores Ford-Y. Hvor som helst det var muligt slog vi teltet op efter dagens forkyndelse. Senere fik vi en beboelsesvogn på 4 meter. Det var trangt med pladsen og der var kun få moderne bekvemmeligheder, intet indlagt vand (vi måtte altid ud at hente vand), og ingen isolering. Men for os var det luksus. Trods pladsmangel kunne vi endog have kredstilsynsmanden og hans hustru boende når de var på besøg. Min humoristiske sans kom på prøve da jeg en dag gled på en våd træstamme og faldt bagover ned i en lang, smal, men ikke særlig dyb dam.
Til tider viste medfølende mennesker os uventet venlighed. I 1958 tog vi til byen Sligo i Vestirland hvor et andet pionerpar var blevet smidt ud otte år tidligere. Vi bad Jehova om hjælp til at finde et sted hvor vi kunne sætte vores beboelsesvogn, og efter mange timers søgen kom vi til et stort nedlagt stenbrud. En kvægdriver fortalte os at hans familie ejede stenbruddet. Vi forklarede at vi var repræsentanter for et bibelselskab og spurgte om vi måtte slå os ned der. Det måtte vi gerne.
Kort efter spurgte han: „Hvilket bibelselskab er I fra?“ Det var et nervepirrende øjeblik. Vi fortalte at vi var Jehovas vidner. Til vor store lettelse forblev han venlig. Et par uger senere gav han os en kvittering på et års leje af grunden. „Vi skal ikke have nogen penge,“ sagde han. „Men vi ved at I møder hård modstand, så hvis nogen spørger om jeres ret til at være her, kan I bruge denne kvittering som bevismateriale.“
I Sligo hørte vi om en mand, en kendt butiksindehaver og fodboldspiller, der havde vist interesse dengang de andre pionerer var i byen. Det var nu otte år siden, og vi var derfor spændte på om han havde ændret indstilling. Mattie Burns store smil da jeg præsenterede mig var svar nok. De sandhedskorn der var blevet sået for år tilbage, var ikke gået tabt. I dag tilhører han stadig den lille aktive menighed i Sligo.
Holdningsændring
Den fjendtlige holdning vi mødte overalt kom særlig til udtryk i byen Athlone. Da vi i 50’erne gik i gang med systematisk forkyndelse dér, fik præsterne alle i en bydel til at skrive under på at de frabad sig Jehovas vidners besøg. Skrivelsen blev sendt til regeringen, hvilket i flere år vanskeliggjorde arbejdet i Athlone. Engang genkendte en gruppe unge mig som et af Jehovas vidner og begyndte at kaste sten efter mig. Eftersom jeg stillede mig foran en butiksrude, inviterede indehaveren mig ind — mere for at beskytte sine ruder end mig — og førte mig ud ad bagdøren.
Da jeg for nylig, i august 1989, holdt et begravelsesforedrag i Athlone over en trofast broder, kunne jeg ikke lade være med at forundres over hvordan Jehova har fået det til at gro her. Ud over medlemmerne af menigheden lyttede 50 lokale indbyggere respektfuldt til foredraget i den flotte rigssal som brødrene selv har bygget.
Særlig oplæring på Gileadskolen
I 1961 blev jeg indbudt til et ti måneders kursus på Vagttårnets Bibelskole Gilead. Dette specialkursus var kun for brødre, så Caroline og jeg måtte overveje indbydelsen under bøn. I 12 år havde vi ikke været væk fra hinanden. Desuden havde min kone også et brændende ønske om at gennemgå Gileadskolen og blive missionær, så hun var skuffet over ikke at kunne komme med. Storsindet satte hun dog Rigets interesser først og indvilligede i at jeg rejste. Det var en enestående forret at overvære dette kursus. Men det var også en glæde at vende tilbage for at arbejde på Selskabets afdelingskontor og være med til at opmuntre de godt 200 forkyndere som plantede og vandede i Irland i begyndelsen af 60’erne.
Nogle år senere, i 1979, fik Caroline lejlighed til at besøge Jehovas Vidners hovedkontor i New York da jeg blev indbudt til et særligt Gileadkursus for medlemmer af afdelingskontorernes udvalg. Det skulle vise sig at blive en af de sidste store oplevelser i hendes liv, for to år senere døde hun. I alle de 32 år vi virkede sammen i heltidstjenesten mistede Caroline aldrig sin nidkærhed for Jehovas tjeneste eller sin tillid til at han giver væksten.
Jeg savnede hende meget. Noget der holdt mig oppe var en artikel i Vågn op! for 22. maj 1981 der hed „Når man må lære at leve uden en af sine kære“. Jeg fik tårer i øjnene hver gang jeg tænkte på min Caroline, men jeg fulgte de råd som blev givet i artiklen og forblev aktiv i Jehovas tjeneste.
Jehovas velsignelse varer ved
Et år forinden, i april 1980, var jeg til stede da broder Lyman Swingle fra Det Styrende Råd indviede et nyt afdelingskontor i Dublin. Det var en stor glæde at vi var nået op på 1854 forkyndere i vort område, som dengang også omfattede Nordirland! Og nu, ti år senere, beretter ’Årbogen’ om et højdepunkt på 3451 forkyndere i 1990!
I mellemtiden har jeg haft endnu en velsignelse. Mens jeg tjente som lærer på Rigets Tjenesteskole mødte jeg Evelyn Halford, en sympatisk og nidkær søster som var flyttet til Irland for at tjene hvor behovet var større. Vi giftede os i maj 1986, og hun har siden støttet mig meget i min teokratiske virksomhed.
Af de 51 år jeg var været i heltidstjenesten siden jeg forlod skolen, har jeg tilbragt de 44 i Irland. Det er skønt at se at mange af dem jeg har hjulpet stadig tjener Jehova, nogle som ældste og menighedstjenere. Jeg kan af mit ganske hjerte sige at en af de største glæder man kan få, er at hjælpe et andet menneske ind på livets vej.
Det har været trosstyrkende at se den sande tilbedelse finde grobund det ene sted efter det andet i Irland, trods bitter modstand. I dag er de cirka 3500 forkyndere fordelt i over 90 menigheder. Ja, Jehova kan udvirke det utroligste. Han vil give væksten når vi flittigt planter og vander. (1 Korinther 3:6, 7) Det ved jeg, for jeg har med egne øjne set det ske i Irland.