Hvilke tidsangivelser er værd at stole på — videnskabens eller Bibelens?

DE FLESTE som læser i Bibelen, også de der kun gør det nu og da, ved at menneskeslægtens alder ansættes til omkring seks tusind år. Men de er måske ikke klar over hvilke skriftsteder der viser det. I nogle bibler forekommer årstallet 4004 f. Kr. i marginalnoterne til det første kapitel i Første Mosebog.

Ved De om dette årstal er korrekt, eller hvordan man har fundet frem til det? Hvordan reagerer De så når De ser en nyhedsmeddelelse hvor der står at en ny kulstof-14-måling viser at der levede primitive mennesker på en oldtidsboplads for otte eller ni tusind år siden? Spekulerer De på om det virkelig er rigtigt at mennesket først blev skabt på det tidspunkt Bibelen viser? Eller strejfer den tanke Dem at evolutionisterne måske alligevel har ret når det kommer til stykket?

De der studerer Bibelen samvittighedsfuldt ved at dens Forfatter holder nøje regnskab med tiden. De har læst de skriftsteder der oplyser det nøjagtige antal år fra én vigtig begivenhed til en anden. De ved hvordan menneskehedens gamle tidsregning, der kun er bevaret i Bibelen kan kædes sammen med en pålidelig historisk kronologi, sådan at man nøje kan tidsbestemme de begivenheder der er indtruffet siden Adams skabelse i 4026 f.v.t.

Desuden ved de at Bibelen, som er en profetisk bog, ofte har knyttet forskellige tidsangivelser til forudsigelser af fremtidige begivenheder, og at disse begivenheder er indtruffet nøjagtig til tiden. Mange som lever i dag har selv oplevet opfyldelsen af den langtrækkende profeti om „hedningernes tider“, der har strakt sig helt ind i det tyvende århundrede. De har været vidne til at den første verdenskrig udbrød i det forudsagte år, 1914, og indledte en trængselstid som denne verden aldrig vil komme over. De ser nu frem til at de første seks tusind år af menneskenes historie vil udløbe i dette tiår. De håber tillidsfuldt at den syvende tusindårsdag vil falde sammen med Fredsfyrstens tusindårige styre.

Modne kristne er, i kraft af deres bibelstudium og erfaring, fortrolige med Bibelens kronologi og ved at den er nøjagtig. For dem er det helt utænkeligt at Gud skulle have taget fejl med hensyn til tiden for menneskets skabelse, eller at han skulle have bekymret sig så lidt om at tilvejebringe og bevare en beretning derom at vi i dag ikke har nøjagtige oplysninger om denne vigtige sag. Når der fremføres videnskabelige tidsregninger der er i modstrid med Bibelens kronologi, siger de tillidsfuldt at videnskabsmændene må tage fejl, eftersom ’Gud ikke lyver’. — Tit. 1:2.

Måske har De ikke denne tillid til Bibelens kronologi. De spørger måske: Kan vi virkelig tro på Bibelens beretning om menneskets skabelse, når den ser ud til at afvige så stærkt fra det videnskabsmændene fremholder? Hvis kulstof-14-dateringerne af menneskets tidligste bopladser er rigtige, må der være en eller anden fejl ved Bibelens tidsangivelser, og hvordan kan vi så vide hvor vi befinder os på tidens strøm? Og værre endnu: hvis Bibelens tidstabel ikke er pålidelig, er der måske andre ting i Bibelen der heller ikke er til at stole på. Kan vi da virkelig fæste lid til den?

Hvis de aldersbestemmelser der foretages med kulstof-14-uret bevirker at De viger tilbage for virkelig at godtage Bibelens løfter om en ny orden, vil vi opfordre Dem til nøje at overveje de oplysninger der er fremlagt i de to foregående artikler. Godtag ikke kritikløst videnskabsmændenes opfattelser som den endelige sandhed i spørgsmål der i så høj grad berører Deres fremtid. Tænk på hvor ofte én generations videnskabelige „kendsgerninger“ er blevet forkastet af den næste generations videnskabsmænd. Se på kulstof-14-teorien selv. Hvor mange af de antagelser der ligger til grund for den, har man ikke måttet ændre for at bringe den i harmoni med de nyeste forskningsresultater! Uden (den til tider meget tvivlsomme) støtte fra prøver der er blevet aldersbestemt ved hjælp af andre metoder, ville datering ved hjælp af kulstof-14-metoden nu være en yderst tvivlsom affære. Synes De det ville være forstandigt at opgive troen på Bibelen for at kunne godtage en videnskabelig teori der er så usikker?

Kulstof-14-dateringerne — en skrøbelig bygning

De videnskabsmænd der deltog i symposiet i Uppsala i 1969, vendte hjem med følelsen af at de var nået et godt stykke fremad med hensyn til at forstå og overvinde deres mange problemer. De fandt det især tilfredsstillende at sammenligne kulstof-14-dateringer med årringsdateringer. Selv om årringskronologien har forskubbet kulstof-14-aldrene temmelig meget, nåede tilhængerne af de to metoder til enighed. Det lykkedes dem at opstille en korrigeringskurve med gensidig gyldighed, og at give plausible forklaringer på de større afvigelser.

Men måske er ingen af disse videnskabelige kronologier så uafhængige som deres fortalere gerne vil tro. De bygger muligvis på cirkelbeviser. Tror kulstof-14-eksperterne at deres aldersbestemmelser er rigtige fordi årringslaboratorierne bekræfter dem? Og har årringsforskerne tillid til at deres hovedkronologi er korrekt fordi den stemmer med kulstof-14-dateringerne? Så længe de to parter befinder sig i den sejlrende der er afmærket med historiske bøjer, holder de begge en fornuftig kurs, men når de kommer ud på åbent farvand sejler de uden faste holdepunkter, bortset fra at de ikke slipper hinanden af syne.

Hvis De synes at denne bedømmelse er uretfærdig, vil vi gerne opfordre Dem til at betragte nogle af de sidevinde og modstrømme som kulstof-14-kaptajnerne kommer ud for:

1) Kulstof-14’s halveringstid er ikke så tydeligt fastslået som videnskabsmændene kunne ønske sig.

2) Den kosmiske stråling, der aldrig er konstant, kan have været meget stærkere eller svagere i de sidste 10.000 år end man almindeligvis antager.

3) Soleruptioner forandrer kulstof-14-niveauet, og hvor meget det er blevet forandret før i tiden, ved ingen.

4) Jordens magnetfelt forandrer sig uregelmæssigt over kortere tidsperioder, og i løbet af årtusinder så radikalt at de to magnetiske poler skifter plads. Videnskabsmændene ved ikke hvorfor.

5) Kulstof-14-eksperterne indrømmer at en „istid“ kan have øvet indflydelse på luftens kulstof-14-indhold ved at forandre havenes vandmængde og temperatur, men de er ikke sikre på hvor store disse forandringer har været.

6) De ignorerer alle beviser, både videnskabelige og bibelske, på at jorden for 4300 år siden blev ramt af en verdensomfattende vandflod, og de tager derfor ikke de drastiske virkninger i betragtning som en sådan katastrofe må have øvet på de prøver de aldersbestemmer fra den periode.

7) Udvekslingen af kulstof-14 mellem atmosfæren og havene kan berøres af ændringer i klimaet eller vejret, men ingen ved i hvor stor udstrækning.

8) Udvekslingen at kulstof-14 mellem de øverste vandlag og de store havdybder har en vis betydning som man kun har et meget uklart billede af.

9) Årringskronologien, hvormed man justerer kulstof-14-uret, drages i tvivl fordi der før i tiden kan have eksisteret helt andre klimaforhold end nu.

10) Kulstof-14-indholdet i gamle træer kan være blevet forandret fordi saft og harpiks er trængt ind i kerneveddet.

11) Prøver der har ligget i jorden, kan enten have fået tilført eller have mistet kulstof-14 ved at de er blevet forurenet eller er blevet udvasket af grundvand.

12) Det er aldrig helt sikkert at den prøve man vælger for at tidsfæste en begivenhed, virkelig stammer fra den tid da begivenheden fandt sted. Det er kun mere eller mindre sandsynligt, i lyset af de arkæologiske vidnesbyrd på stedet.

Dette er på ingen måde en fuldstændig liste over de faldgruber eksperterne må vogte sig for når de benytter kulstof-14-metoden, men det skulle være tilstrækkeligt til at få én til at tænke sig om før han forkaster Bibelen. Mange af disse faldgruber vil ikke betyde så meget når man daterer genstande fra nyere tid, men indvirkningen på resultatet bliver større, jo længere tidsperioder det drejer sig om. Metoden er således ret pålidelig når vi nøjes med at gå 2500 til 3500 år tilbage, men efterhånden som vi går endnu længere tilbage i tiden bliver resultaterne mere og mere tvivlsomme. Vi kan ikke regne med at kulstof-14-uret gik med samme hastighed før Vandfloden som det gør i dag. Og det ville være overraskende om det igen kunne begynde at gå helt normalt inden for en periode på tusind år efter en sådan forstyrrelse.

Læg især mærke til det sidste punkt på ovennævnte liste. Selv om alt andet i forbindelse med kulstof-14-metoden var rigtigt, og det viser sig at nogle små stykker trækul der er gravet op i Jarmo i Irak virkelig er 6700 år gamle, er det så et bevis på at Bibelen har uret? Bygger denne tidsangivelse ikke på den arkæologs fortolkning der fandt prøven? Er han ufejlbarlig? Og selv om han forsikrede Dem om at hans prøve var absolut ægte, at dens ægthed ikke kunne drages i tvivl, ville hans opfattelse da være et holdbart grundlag for Deres tro?

Når De vurderer kendsgerningerne bør De ikke overse kulstof-14-dateringens allervigtigste resultat, nemlig følgende: Af alle de prøver fra gamle kulturer som man har dateret, har langt de fleste, ja måske over 90 procent, vist sig at være mindre end 6000 år gamle.

Hvis evolutionisternes teorier om at menneskene har eksisteret i en million år var korrekte, skulle vi afgjort kunne vente at finde langt flere kulturgenstande som er 10.000 eller 20.000 år gamle ifølge kulstof-14-metoden. Hvorfor er næsten alle prøver fra de sidste 6000 år? Vi venter ikke at videnskabelige aldersbestemmelser kan have samme autoritet som et pålideligt øjenvidne. De kan kun tjene som indicier eller omstændighedsbeviser. Men rent statistisk taler langt den overvejende del af kulstof-14-urets vidnesbyrd til fordel for skabelsesberetningen, ikke til fordel for den teori at menneskene er blevet til ved en udvikling.

Svage punkter ved årringskronologien

Ved første øjekast forekommer den metode at tælle årringe at være langt mere ligetil end kulstof-14-metoden. Ved en nærmere undersøgelse finder vi imidlertid at der er svagheder i de serier af årringe der overlapper hinanden. Man finder ikke to træer med nøjagtig den samme serie af tykke og tynde ringe. I alle serier må man indføje manglende ringe for at få dem til at passe sammen. Skal vi tro at forskeren altid træffer den rette afgørelse og anbringer de manglende ringe det rigtige sted? Hvis de blev indføjet andre steder, ville den pågældende serie da passe bedre et andet sted i kronologien? Det oplyses at en forudgående kulstof-14-datering af træet undertiden er med til at anbringe årringsserien det rigtige sted. Ville en anden forsker kunne få serierne til at passe lige så godt sammen hvis han ikke var forudindtaget på grund af en sådan oplysning, eller måske var indstillet på at få hele rækken af årringe til at passe ind i et kortere tidsrum? Dette er afgørende spørgsmål når vi skal fastslå om vi kan fæste mere lid til en tælling af årringe end til det antal år der opgives af bibelskribenterne.

Ligesom alle andre videnskabelige konklusioner, har årringsdateringen sine begrænsninger. Det ser ganske rigtigt ud til at nogle træer kan vise hvor mange år der er gået, blot man tager i betragtning at nogle vækstringe kan mangle og der kan være tale om dobbelte ringe; og længe efter at træerne er døde kan man aflæse resultatet ved at tælle årringene. Men døde træer fortæller ikke selv hvornår de begyndte med at danne årringe eller hvornår de holdt op. Det må det menneske der stykker serierne sammen, finde frem til, og når han træffer sin afgørelse spiller hans meninger og fordomme ind. Ville De gå ind for at hans beregning er sand, hvis en fejl fra hans side kunne koste Dem livet?

Ville De være villig til at tro en anerkendt videnskabsmand der sagde at kulstof-14-metoden, underbygget af årringstællinger, nu har givet sikkerhed for at der ikke har været en vandflod på Noas tid, sådan som Bibelen fortæller? Jesus Kristus sagde at der havde været en sådan vandflod. (Matt. 24:37-39; Luk. 17:26, 27) Gud lod selv beretningen tage med i sit inspirerede ord. Hvilken autoritet vælger De at godtage i spørgsmål der gælder liv og død?

Den bibelske tidsregnings overlegenhed

Sammenlign disse videnskabelige dateringsmetoder med den metode der anvendes i Bibelen: „Da Sem var 100 år gammel, avlede han Arpaksjad, to år efter vandfloden; . . . Da Arpaksjad havde levet 35 år, avlede han Sjela; . . . Da Sjela havde levet 30 år, avlede han Eber.“ (1 Mos. 11:10-26) Dette er en tidsregning der er ført af mennesker der kunne tælle uden at springe et år over eller tælle et år to gange, og som kunne føre skriftlige optegnelser hvori de opgav tallene. Vi kan også tælle, og vi kan lægge årene i deres beretninger sammen, lige fra Vandfloden og frem til i dag, i alt 4340 år. Er det ikke mere pålideligt at gøre sådan end at tælle vækstringe i træer der længe har ligget døde og at forsøge at bringe de forskellige serier af årringe i overensstemmelse med hinanden, at tælle lerlag, eller at prøve at tage hensyn til alle de usikkerhedsmomenter der er knyttet til kulstof-14-uret?

Bibelens tidsregning er de videnskabelige tidsregninger overlegen på en helt enestående måde. Den indbefatter fremtiden. Kulstof-14-uret løber til sidst ud, det går langsommere og langsommere, men har ikke noget sted at standse. Tidsregningen ved hjælp af årringe standser ved den sidste vækstsæson. Men Bibelens tidsregning retter vor opmærksomhed mod et bestemt punkt der endnu hører fremtiden til, nemlig afslutningen af den sjette tusindårsdag af menneskets historie, målt efter Skaberens måde at tælle tiden på.

Bibelen har på en imponerende måde forudsagt tidspunktet for forskellige begivenheder der nu er indtruffet. Jehovas kristne vidner fremholdt i sin tid at Bibelens tidsregning pegede frem til 1914 som det år da store forandringer skulle finde sted i forbindelse med jordens anliggender. I New York-bladet World for 30. august 1914 kunne man så læse: „Den frygtelige krigs udbrud i Europa har opfyldt en usædvanlig profeti. Igennem et kvart århundrede har de ’internationale bibelstudenter’ . . . gennem prædikanter og aviser forkyndt for verden at den vredens dag som Bibelen taler om, ville tage sin begyndelse i 1914. ’Hold øje med 1914!’ har været hundreder af rejsende evangelisters råb.“

Året 1914 blev så tydeligt afmærket at vor tids historikere ikke kan overse det. Og det er ikke bare en tilfældighed at mange fremsynede videnskabsmænd fremholder at verden i dette tiår vil opleve kaotiske forhold og til sidst blive ramt af en katastrofe som følge af ubønhørlige kræfter der allerede på en skæbnesvanger måde gør sig gældende. Hvilke resultater kan kulstof-14-metoden opvise der kan sammenlignes med denne nøjagtige måde som Bibelen tidsfæster begivenheder på?

Dr. Säve-Söderbergh fra det ægyptologiske institut ved Uppsalas universitet fortalte denne anekdote på symposiet:

„På et symposium vedrørende Nildalens forhistorie drøftede man kulstof-14-dateringen. En berømt amerikansk kollega, professor Brew, gengav kort en indstilling til denne datering som er almindelig blandt arkæologerne, idet han sagde:

’Hvis en kulstof-14-alder støtter vore teorier, tager vi den med i selve teksten. Hvis den ikke helt modsiger dem, tager vi den med i en fodnote. Og hvis den er helt ved siden af, dropper vi den bare.’

Kun få arkæologer der har beskæftiget sig med absolut kronologi, har ikke nu og da gjort sig skyldige i at benytte denne metode, og mange tøver stadig med at godtage kulstof-14-dateringer uden forbehold.“¹⁸

Verdslige videnskabsmænd er stadig forsigtige med at godtage de resultater der er opnået ved kulstof-14-datering, skønt den eneste skade der kunne ske, var at der blev rokket ved deres højt skattede teorier. Skulle de kristne da ikke have langt stærkere grunde til at tøve med at godtage en videnskabelig tidsregning hvis grundlæggende teori stadig bliver revideret, og som må søge støtte snart det ene, snart det andet sted? Hvorfor skulle de godtage den når dens resultater er i direkte modstrid med Bibelens tidsregning, der er blevet udarbejdet at samvittighedsfulde historieskrivere og er blevet beskyttet og overvåget af Gud, en tidsregning der i tusinder af år har vist sig at være både historisk og profetisk pålidelig? Det er Bibelen der viser at vi lever i „de sidste dage“ for den nuværende onde ordning og at Guds retfærdige nye orden er nær ja, det er tidsregningen i denne bog vi bør fæste lid til.

Henvisninger

 1. Radiocarbon Dating, W. F. Libby, 1952, s. 72.

 2. Nobel Symposium 12: Radiocarbon Variations and Absolute Chronology, 1970, s. 25.

 3. E. K. Ralph og H. N. Michael, Archaeometry, bind 10, 1967, s. 7.

 4. Radiocarbon Dating, s. 41.

 5. Nobel Symposium 12, s. 522.

 6. Radiocarbon Dating, s. 29.

 7. Samme, s. 32.

 8. Nobel Symposium 12, s. 576.

 9. C. W. Ferguson, Science, bind 159, 23. februar 1968, s. 840.

10. Samme, s. 845.

11. Samme, s. 842.

12. Samme, s. 839.

13. Nobel Symposium 12, s. 272.

14. Samme, s. 273.

15. Samme, s. 167.

16. Samme, s. 216.

17. Samme, s. 219.

18. Samme, s. 35.

[Illustration på side 15]

Årringskronologi — C-14-dateringer

Den bygning som kulstof-14-dateringerne udgør, har vist sig at være så skrøbelig når man går længere tilbage i tiden at den må støttes af den metode der består i at tælle årringe. Vil De sætte Deres lid til en sådan bygning?