Bibelens tidsangivelser er uangribelige
HVILKEN indvirkning har resultaterne af de videnskabelige dateringsmetoder på vor forståelse af Bibelen? Det afhænger af vor synsvinkel. Hvis vi holder os til den fundamentalistiske opfattelse at jorden, solen, månen og stjernerne — og altså ikke alene menneskeheden — blev skabt i løbet af blot seks dage på hver 24 timer, må vi indrømme at de videnskabelige forskningsresultater er foruroligende.
Der er på den anden siden ingen uoverensstemmelse hvis vi forstår at de enkelte skabelsesdage var lange perioder på flere tusind år og at jorden kan være blevet dannet i løbet af flere milliarder år som gik forud for disse ’dage’.
Der opstår først en konflikt når nogle få kulstof-14-dateringer antyder at der fandtes mennesker som brugte ild, tilvirkede redskaber eller byggede huse for mere end 6000 år siden. Sådanne dateringer er i modstrid med Bibelens kronologi. Hvilken af disse kilder kan vi fæste lid til?
Bibelhistorien angiver tiden år for år fra Adams skabelse og slutter sig til den pålidelige del af den verdslige historie for omtrent 2500 år siden. Årene blev markeret af solens vandring på himmelen fra sommersolhverv til vintersolhverv og tilbage igen — et tegn Gud havde sat på himmelen med dette formål. Forstandige mennesker benyttede sig af dette og førte optegnelser over de år der gik mellem forskellige historiske begivenheder. Disse optegnelser blev indlemmet i Bibelens første bøger og derefter bevaret som en del af det jødiske folks hellige skatte — så længe dette folk bestod som en nation. Disse historiske optegnelser, hvis lige ikke findes med hensyn til nøjagtighed og autoritet, oplyser os om at menneskeslægten kun har været på jorden i omkring 6000 år.
Kulstof-14-metoden og teorien bag den står i skarp kontrast til denne afgjorte og sikre autoritet. Denne metode er baseret på antagelser der alle er blevet draget i tvivl, revideret og modificeret. Og en del af dem er stadig særdeles tvivlsomme. Hvordan kan resultaterne af denne metode for alvor bestride Bibelens historiske kronologi?
Hvilken slutning kan vi drage af alt dette? Vi har set at geologerne almindeligvis finder god støtte i de radiometriske dateringsmetoder for deres teorier om jordens tidligste historie, selv om de fleste aldersbestemmelser langtfra er sikre.
Palæontologerne, der for de flestes vedkommende er forudindtaget som følge af deres uddannelse og påvirkning fra deres kolleger til fordel for evolutionsteorien, søger vedblivende i de radiometriske metoder bevis for deres påstande om at formodede fossiler af abemennesker er flere millioner år gamle. Men de kæmper en fortvivlet kamp.
På den ene side går de geologiske tidsmålere, uran- og kaliumprocesserne, så langsomt at de ikke kan anvendes i denne sammenhæng. Hvis man på den anden side anvender kulstof-14-metoden, der fungerer udmærket inden for nogle få tusind år, kommer man i store vanskeligheder når man bevæger sig ud over dette tidsrum. Men langt de fleste kulstof-14-dateringer falder inden for den periode på 6000 år som Bibelen dækker. De få aldersbestemmelser som er ældre, og som evolutionisterne klamrer sig desperat til, er alle upålidelige.
’Aminosyre-metoden’ er endnu en af de videnskabelige dateringsmetoder som evolutionisterne flittigt har brugt som våben i deres angreb mod Bibelens beretning om menneskets skabelse. Men også denne metode har svigtet evolutionisterne fuldstændig.
Vi kan derfor trygt fastslå følgende: Bibelens kronologi står uangribelig over for de videnskabelige dateringsmetoder.