Biskopper stadfæster på ny cølibatet — hvorfor?

DEN romersk-katolske bispesynode mødtes i Vatikanstaten fra den 30. september til den 5. november sidste år. Mange katolikker så med forventning frem til hvad denne samling bestående af omkring 210 biskopper plus 40 andre præster og lægmænd ville udrette. Dette fremgik af overskrifter i katolske publikationer som for eksempel: „Forventning til synoden.“ „Vil synoden overraske?“ „1971-synoden: En opfordring til tjeneste.“ Man sagde også: „Rom-synoden 1971 må bestemt blive en milepæl.“

Blev disse forhåbninger indfriet? Ikke ifølge overskrifterne i katolske aviser og blade efter synodens afslutning: „Hans forventninger til synoden brast.“ „Er synoden en katastrofe?“ „Gå bort, og synod ikke mere.“ „Synoden druknede i papir.“ „Illinois-præster trætte af synoden.“ „Küng: Synoden var en fiasko.“

En synode er et møde for religiøse ledere, og det møde som apostlene og de ældste i Jerusalem holdt omkring år 49 e.v.t. for at overveje spørgsmålet om omskærelse, kan derfor siges at have været en synode. (Apostlenes Gerninger, kapitel 15) Bestemmelsen om at de romersk-katolske biskopper skulle træde sammen var et resultat af Det andet Vatikankoncil, og tidligere synoder blev holdt i 1967 og 1969. Disse synoder er blevet betegnet som „den største strukturændring foretaget af Det andet Vatikankoncil“. Til dette møde satte pave Paul to vigtige emner på dagsordenen, nemlig: „Præstegerningen“ og „Retfærdighed i verden“.

De katolske biskopper og præster var stærkt interesseret i denne synode, men det samme kunne næppe siges om den menige katolik. Som redaktøren og udgiveren af National Catholic Reporter udtrykte det: „Skal vi se tingene i deres rette perspektiv må vi hele tiden huske at de fleste katolikker i verden hverken aner eller bekymrer sig om at der foregår en verdensbispesynode her [i Rom]. . . . Men ulykkeligvis får man også det indtryk her at mange af biskopperne har det på samme måde hvad angår folk ’derude’. De synes at isolere sig.“ Et andet katolsk ugeblad, Commonweal, skrev i en leder: „Vi ved at mange af vore venner og læsere finder en samling af biskopper lige så relevant som en sammenkomst for Edselforhandlere [Edsel er navnet på en bilmodel som ikke fremstilles mere og som kostede Ford et tab på mange millioner dollars].“

Cølibatet anledning til skandale

Emnet „Præstegerningen“ indbefattede åbenbart spørgsmålet om cølibat. Eftersom pave Paul for nylig havde udtalt sig til absolut gunst for cølibatet, havde man øjensynlig ment at emnet ikke behøvede at behandles på synoden. Men den skandale det vakte var alt for åbenbar til at biskopperne afholdt sig fra at føre emnet på bane. For eksempel erklærede en fransk præst der kom fra et meget lille og fattigt sogn og som var ekskluderet af præstestanden fordi han levede sammen med en pige fra egnen, at ærkebiskoppen af Rouen, Monsignor Pallier, lukkede øjnene for lignende tilfælde, hvor præster i velstående, betydelige sogne havde samliv med piger.

Især var biskopperne i De forenede Stater velunderrettede om emnet, for dér viste en opinionsundersøgelse foretaget af National Opinion Research Center blandt 6000 biskopper og præster at 54 procent gik ind for frivilligt cølibat. I visse latinamerikanske lande har biskopperne besluttet ikke at spilde kræfter på spørgsmålet om cølibat; de lader præsterne gifte sig og fortsætte i deres tjeneste så længe sognebørnene ikke rejser indsigelser.

Teologen J. McKenzie, der er jesuit, siger: „I mange distrikter hvor adskillige [præster] ikke lever i cølibat, må cølibatordningen forekomme blot at være topmålt skinhellighed. . . . Nogle finder at præster der bedriver hor og lader sig skille giver anledning til stor forargelse; af grunde der ikke er lette at fastslå, synes de ikke at en præst der har en samleverske er til lige så stor forargelse.“

Noget der må bidrage til „skandalen“ i forbindelse med cølibatet er at den romersk-katolske kirke tillader i hvert fald to undtagelser. Protestantiske præster der har konverteret til den romersk-katolske tro er således blevet ordineret endskønt de var gift. For tiden drejer det sig om cirka tres præster. Desuden tillader Vatikanet præsterne i de unerede kirker — der har deres egne ritualer men anerkender paven som øverste myndighed — at gifte sig. Dette gør man fordi disse kirker ligger i lande hvor græsk- eller russisk-ortodokse kirker er de mest almindelige og tillader deres stiftspræster at gifte sig. Det vil sige at præsten omkring tidspunktet for sin ordination afgør om han vil gifte sig eller lade være. Vælger han at gifte sig er prisen at han ikke kan avancere til et højere embede. Her er Vatikanet afgjort inkonsekvent, som det også hævdes af ledere inden for nogle unerede kirker. At Vatikanets standpunkt er taktisk og ikke principielt begrundet, fremgår af at man nægter unerede præster ret til at gifte sig hvis de har deres kald i et vestland.

Røster rejser sig mod cølibat

„Skandalen“ gjorde tilsyneladende ikke noget særlig faretruende indtryk på biskopperne, for kun 10 stemte for frivilligt cølibat, 168 stemte for at fastholde cølibatkravet, 21 stemte for det med forbehold, og 3 undlod at stemme. Men ved en anden afstemning stemte over halvdelen af dem der ikke residerer i Vatikanet, for at man tillod ordination af gifte mænd under særlige omstændigheder. I det store og hele var det biskopperne fra det man i katolske kredse kalder „den tredje verden“, det vil sige Latinamerika, Afrika og Asien, der ville have gifte mænd ordineret. I disse områder er der 4000 katolikker for hver præst, mens der i Europa og De forenede Stater proportionalt er fire gange så mange præster, nemlig én præst for hver 1000 indbyggere.

Blandt de røster som gik imod tvungen cølibat var disse:

„Hvad er bedst — at forkynde evangeliet ved gifte præsters hjælp, eller slet ikke at forkynde det?“ — Hollands ærkebiskop, kardinal Alfrink.

„Vi biskopper har ikke alene bemyndigelse men også pligt til at ordinere præster i et antal der er tilstrækkeligt til at dække Guds folks behov.“ — Kardinal Suenens, Belgien.

„Det ville være farligt om vi fordybede os så meget i den nugældende cølibatdisciplin at vi løb risikoen for at udhule selve præstestandens væsen fremfor at give gifte mænd adgang til at blive ordineret.“ — Biskop Alexander Carter, Sault Ste. Marie, Canada.

„Bør synoden ikke tilgodese de kristne samfunds ret til at have præster, fremfor at forherlige det passende i at præstestanden bevarer cølibatet?“ — Biskop Samuel Louis Gaumain, Tchad, Centralafrika.

Oslos biskop, John Gran, argumenterede for at cølibatet blev gjort frivilligt, både af menneskelige og moralske grunde. Han sagde at mange præster lever „i en ensomhed der er medynkvækkende, allermest for de unges vedkommende“. Han henviste til de gifte lutheranske præster og sagde: „Flertallet af disse pastorer synes . . . på ingen måde at rangere lavere end katolske præster.“

Cølibatet stadfæstet på ny — hvorfor?

Men da det kom til stykket stemte biskopperne med overvældende flertal imod frivilligt cølibat. De indtog det standpunkt at den 40 procents nedgang der var i antal nyindskrevne på præsteseminarierne og det stadig stigende antal præster der holder op — 11.000 forlod deres embede i årene 1963-1969 — ikke skyldtes forskriften om cølibat. De hældede snarere til den anskuelse at alt dette skyldtes at præsternes tro var inde i en krise; ja, og at det trods alt kun var et mindretal blandt præsterne det gjaldt, og at deres mangel på tro havde sin årsag i sådanne ydre faktorer som TV, aviser og ugeblade.

En stærkt medvirkende årsag til at biskopperne endog stemte imod at der i særlige tilfælde blev gjort undtagelser, var den irske kardinal Conways argumenter. Han holdt på at man ikke kunne give præsterne lov til at gifte sig i ét europæisk land, men nægte dem det i et andet; at man ikke kunne give en sådan tilladelse i fjerntliggende lande uden også at gøre det i Europa. Ydermere advarede han om at den mindste firen på kravet om cølibat ville føre til at det faldt helt bort. Han gjorde også opmærksom på at man var nødt til at gøre ende på ethvert håb som præster eller seminarister måtte nære om at cølibatet blev gjort valgfrit.

Med tanke på denne side af synodens drøftelse erklærede en katolsk redaktør: „Synoden bestod ikke prøven. Ikke . . . fordi den . . . praktisk talt lukkede døren for ordinationen af gifte mænd, men fordi dens argumentationer lå på et usandsynlig lavt plan. Man beherskedes af mistro og frygt: frygt for konsekvenserne, . . . endog frygt for at præstestandens hellighed skulle ’besmittes’ ved ægteskab, som en biskop udtrykte det.“

Når cølibatforskrift blev stadfæstet på ny skyldtes det også at biskopperne stort set viste en komplet mangel på medfølelse for de præster der tjente under dem, den form for menneskelig forståelse som biskop Gran viste han havde. Det faktum at 72 procent af biskopperne var over halvtreds år kan have spillet en rolle. De manglede i øvrigt også forståelse, medfølelse og barmhjertighed over for de millioner af katolikker der er 4000 om én præst. Var der noget som var fjernt fra deres hjerter, så var det den følelse af medynk der prægede Kristus Jesus, som inderligt opfordrede sine disciple til at bede om at få flere arbejdere ud til høsten på grund af den sørgelige forfatning hans folk var i. — Matt. 9:36-38.

Pave Paul havde ikke ladt nogen af biskopperne i tvivl om hvor han stod i spørgsmålet om cølibat. Dertil kommer at han regelmæssigt overværede møderne og ved sine ugentlige konferencer tilkendegav hvad han mente om det der foregik ved synoden. Og da afstemningen fandt sted forlangte han, til trods for at en del af de fremtrædende biskopper ville have anonym afstemning, at få at vide hvordan hver enkelt stemte.

Hvorfor klynger paven sig egentlig så stædigt til cølibatet? Er det fordi det er ’den skønneste juvel i den præstelige krone’ og hæver præsten op over andre mennesker? Er det fordi det er billigere og nemmere at have at gøre med ugifte mænd end med mænd der har familie? Eller er det fordi cølibatet sikrer at der altid føres nyt blod til præstestanden? Muligvis; muligvis.

Frygt for mennesker, ikke frygt for Gud

I sidste instans må det nok siges at biskopperne stadfæstede cølibatet igen fordi de frygtede mennesker og ikke Gud. Og „frygt for mennesker leder i snare“. (Ordsp. 29:25) Hvis biskopperne havde frygtet Gud, havde de ladet sig lede af Guds ord. Under den mosaiske lovpagt havde præsterne ikke alene lov til at gifte sig, nej, de var nødt til at gøre det for at præstestanden ikke skulle uddø; embedet gik i arv fra fader til søn. Og den eneste af profeterne som fik befaling til ikke at gifte sig, at leve i cølibat, var Jeremias, og i hans tilfælde havde det et ganske specielt sigte. Det skulle tjene som tegn på det frygtelige endeligt der ventede hans folk. — 3 Mos. 21:1, 7, 13, 14; Jer. 16:2-4.

Og hvad så med De kristne græske Skrifter, hvad siger de? Jesus erklærede ganske vist at den ugifte stand var mønsterværdig når den fastholdtes for Guds riges skyld, men i samme moment udelukkede han enhver forestilling om et cølibatpåbud baseret på løfter om jomfruelighed, for han sagde: „Ikke enhver kan fatte dette ord, men kun de, hvem det er givet; . . . Den, som kan fatte det, han fatte det!“ — Matt. 19:10-12.

Apostelen Paulus udtrykker sig endnu tydeligere: „Det [er] godt for en mand ikke at røre en kvinde; men for at undgå utugtssynder skal hver mand have sin egen hustru, og hver kvinde have sin egen mand. Til de ugifte og enkerne siger jeg, at det er bedst for dem, om de vedbliver at være som jeg. Men kan de ikke leve afholdende, så lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at være optændt af begær.“ — 1 Kor. 7:1, 2, 8, 9.

Der er også det inspirerede ord i Hebræerbrevet 13:4: „Hold ægteskabet i ære i ét og alt. Besmit ikke ægtesengen; thi utugtige og ægteskabsbrydere skal Gud dømme.“ Disse ord udelukker tydeligvis den tanke at ægteskab ’besmitter’ præsten, som tidligere omtalte biskop mente!

I øvrigt skal det siges at selv om Jesus lod forstå at den ugifte stand var ideel for den der tog den kristne tjeneste op, ser det ud til at de fleste af apostlene var gift, for apostelen Paulus skrev: „Har vi ikke ret til at tage en søster som hustru med overalt lige så vel som de andre apostle og Herrens brødre og Kefas?“ Ja, det sandsynligste er at alle apostlene bortset fra Paulus var gift. — 1 Kor. 9:5.

Og ikke alene giver De kristne græske Skrifter ved sine formaninger og nævnte eksempler rum for at kristne præster gifter sig, men vi finder også heri en oplysning om at forbud imod ægteskab er et af tegnene på frafald. Der siges: „Men Ånden siger med klare ord, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme, forledte dertil af hykleri hos løgnlærere, som er brændemærkede i deres egen samvittighed. De forbyder ægteskab.“ — 1 Tim. 4:1-3.

Det er yderst påfaldende at man spejder forgæves efter henvisninger til Bibelen i såvel katolske som ikke-katolske referater af synodens debatter om frivilligt cølibat og ordination af gifte mænd under særlige omstændigheder. Dette kan dog skyldes at der ingen teologer var til stede blandt referenterne. Den kendte schweiziske teolog Hans Küng erkendte at der ikke stod noget i Bibelen som berettigede en forskrift om cølibat. Han sagde: „Vi opdager mere og mere at vi er i modstrid med den frihed som gives os ved Det ny Testamente. Har vi ret til at udstede denne generelle lov? Det ville Jesus ikke synes om.“ — The Auckland Star, 22. september 1971.

Skal man holde fast ved en kirke som forfægter en lære der så umiskendeligt er i modstrid med Guds ord? Enhver katolik der af hjertet ønsker at behage sin Skaber bør alvorligt overveje dette spørgsmål.

Den norske biskops mening

● I sin tale ved bispesynoden i Rom sagde Norges biskop, John Gran, blandt andet: „Efter at have drøftet cølibatet med vore præster er vor bispekonference af den enstemmige opfattelse at ordination af modne gifte mænd ville være en velgerning i vor del af verden.“ — Kristeligt Dagblad, 9. november 1971.