Hvad siger Bibelen?

Striden om præstecølibatet

„DET er lykkeligt, det er dejligt, det er katolsk. Vi må bevare det og forsvare det.“

Denne udtalelse stammer fra pave Paul VI, og den hentyder til loven om præsternes cølibat, en lov der forbyder romersk-katolske præster at gifte sig. Det er frivilligt at blive katolsk præst, men den der ønsker at fortsætte som præst må forblive ugift.

Der er opstået en betydelig strid angående præstecølibatet. Protestanter har til stadighed fordømt det tvungne cølibat som ubibelsk og unaturligt. Mange katolikker, deriblandt mange højtstående kirkefolk, har føjet deres røst til denne protest. Mange mener at cølibatet har gjort katolske præster ensomme, at det har bidraget til umoralitet blandt præster og at det har ført til en storstilet udvandring fra præsteskabet i de senere år.

Men på trods af alle protester fastslog pave Paul VI i sin encyklika Sacerdotalis Caelibatus („Præstecølibatet“, 1967): „Vi finder at den nuværende lov om cølibat fortsat bør være fast forbundet med præstegerningen.“ Støtter Bibelen den katolske kirke i dette standpunkt?

Interessant nok indrømmes det i denne pavelige rundskrivelse at den første indvending mod loven om præstecølibatet „synes at komme fra den mest autoritative kilde, Det nye Testamente, som bevarer Kristi og apostlenes lære. Det fordrer ikke cølibat af kirkens tjenere, men fremsætter det snarere som en frivillig lydighedshandling i forbindelse med et særligt kald eller en særlig åndens gave. Jesus selv gjorde det ikke til en forudsætning i sin udvælgelse af de tolv, ej heller apostlene i deres udvælgelse af dem der skulle præsidere i de første kristne menigheder.“

Mange bliver overrasket når de erfarer hvad „Det nye Testamente“ egentlig siger om ægteskab og den ugifte stand blandt dem der udførte en særlig tjeneste i menigheden. For eksempel skrev apostelen Paulus, ifølge Erikke Rosenørn-Lehns katolske oversættelse: „Derfor bør Biskoppen være ulastelig, kun een Gang gift,“ og: „Diakonerne maa kun være gift een Gang.“ (1 Tim. 3:2, 12) Selv apostelen Peter, som katolikkerne anser for at være den første pave, var gift. Vi læser i Første Korinterbrev 9:5: „Har vi ikke samme Ret som de andre Apostle, Kyrios’ Slægtninge og selveste Kefas [Peter] til at medføre en kristen Hustru?“ (Peter Schindlers katolske oversættelse). Dengang havde både „biskopper“, „diakoner“ og alle andre som var aktive i den kristne tjeneste, altså frihed til at gifte sig.

Nogle hævder imidlertid at der er andre skriftsteder som støtter tanken om præsternes cølibat. De henviser for eksempel til denne udtalelse af Jesus: „Der er gildinger, som har gildet sig selv for Himmerigets skyld.“ (Matt. 19:12, da. aut.) Apostelen Paulus understregede at det kan være værdifuldt at forblive ugift: „Jeg vil gerne, at I skal være fri for bekymringer. Den ugifte mand bekymrer sig for det, der hører Herren til, hvorledes han kan tækkes Herren; men den gifte bekymrer sig for det, der hører verden til, hvorledes han kan tækkes sin hustru; og han er delt.“ — 1 Kor. 7:32, 33, da. aut.

Det er imidlertid vigtigt at bemærke at disse vers på ingen måde opfordrer til at gøre cølibatet til en lov. Ifølge Bibelen var det ikke obligatorisk, ikke engang for biskopper og diakoner, at give afkald på ægteskab. Med hensyn til at ’gilde sig’ — at afstå fra ægteskab — „for Himmerigets skyld“, sagde Jesus: „Lad den der kan give rum for det, give rum for det.“ (Matt. 19:12, Ny Verden-overs.) Ligeledes sagde Paulus, efter at have anbefalet den ugifte stand: „Men kan de ikke leve afholdende, så lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at være optændt af begær.“ — 1 Kor. 7:9, da. aut.

Nu opstår ganske naturligt spørgsmålet: Hvis præstecølibatet ikke har rod i Bibelen, hvor stammer det så fra? Bogen History of Sacerdotal Celibacy in the Christian Church forklarer at der før vor tidsregnings begyndelse havde udviklet sig en filosofi i Indien som gik ud på at „livet var intet, og at det højeste gode bestod i den absolutte sejr over alle menneskelige ønsker og begæringer“; bogen tilføjer: „Allerede Buddha havde reduceret denne filosofi til et religiøst system, hvis bekendere var bundet til kyskhed — en regel . . . som blev obligatorisk for dets talløse præster og munke, . . . hvilket dannede en prototype som senere blev efterlignet af romerkristendommen.“

Men præstecølibatet går måske endnu længere tilbage end til Buddhas tid. Bogen The Two Babylons siger om Semiramis, dronning over det gamle Babylon: „De mysterier hun stod i spidsen for bestod i det modbydeligste fordærv; og dog var præsteskabets højere rangklasser bundet til et liv i cølibat, som til et liv i særlig og fremragende hellighed. Hvor mærkeligt det end kan lyde, tilskriver fortidens stemme denne lastefulde dronning at have fundet på præstecølibatet.“

Spørgsmålet om tvungent cølibat for præster er alvorligere end mange måske tror. Bibelen har forudsagt at det ville have alvorlig betydning når dette fænomen opstod blandt dem der bekender sig som kristne. På hvilken måde? Læg mærke til ordene i Første Timoteusbrev 4:1-3: „Ånden siger med klare ord, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme, forledte dertil af hykleri hos løgnlærere, som er brændemærkede i deres egen samvittighed. De forbyder ægteskab.“ (Da. aut.) En lov som „forbyder ægteskab“ ville altså kendetegne nogle der ’faldt fra’ den sande kristne tro.

En sådan lov fremkom i den romersk-katolske kirke i begyndelsen af det fjerde århundrede da man ved synoden i Elvira forbød spanske præster at gifte sig. Senere blev en lov om cølibat for præster bindende for alle romersk-katolske præster. Ja, Tridentinerkoncilet i det sekstende århundrede gik så vidt som til at erklære (24. samling, kanon 9 og 10): „Hvis nogen siger at præster som er indsat i hellige ordener, eller ordensgejstlige som højtideligt har lovet kyskhed, kan indgå ægteskab, og at indgåelsen er gyldig, . . . og at alle som ikke føler at de ejer kyskhedens gave, selv om de har aflagt ed derpå, kan indgå ægteskab, han være anatema. . . .a

Hvis nogen siger at den gifte stand skal have forrang fremfor jomfruelighed eller cølibat, og at det ikke er bedre og mere velsignet at forblive jomfruelig eller i cølibat end at blive forenet i ægteskab, han være anatema.“

Men som anført ovenfor finder en sådan lov om cølibat for præster ingen berettigelse i Guds ord. Den er derimod et tegn på at mange, som forudsagt, er faldet fra den sande kristne tro på grund af „dæmoners lærdomme, forledte dertil af hykleri hos løgnlærere“. (2 Tess. 2:1-3; 1 Tim. 4:1-3, da. aut.) Den omstændighed at præstecølibatet har sit udspring i det gamle Babylon, er med til at mærke dets udøvere som en del af „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium, om hvilket Bibelen giver dette råd: „Drag ud fra hende, mit folk!“ — Åb. 18:4, da. aut.

[Fodnote]