Kan datamaskiner løse menneskets problemer?

MÅSKE har De indtil nu tænkt på datamaskiner som „elektronhjerner“ der kan give svar på et hvilket som helst spørgsmål og løse ethvert problem. Skønt man let kan få det indtryk gennem TV og film, er så helt korrekt?

Nogle er blevet forledt til at tro at der gennem menneskets bestræbelser ligger en superdatamaskine lige om hjørnet der kan revolutionere alt hvad mennesker beskæftiger sig med. Nogle tror at en sådan maskine vil kunne løse alle menneskehedens problemer inden for administration, videnskab, fødevareproduktion og lægevidenskab. Men er det realistisk? Hvilke muligheder og begrænsninger har en datamaskine?

De fleste mennesker er bekendt med nogle af de maskiner der bliver anvendt til at løse matematiske opgaver, som for eksempel den elektriske regnemaskine. Ingen der har anvendt en sådan indretning, ville forestille sig den som erstatning for den menneskelige hjerne. Det er helt indlysende at skønt denne maskine kan tælle hurtigere og med større nøjagtighed end gennemsnitsmennesket, er den stadig kun en mekanisk indretning. Måske er det nemmere at forstå en regnemaskine fordi den netop er mekanisk, idet den elektriske regnemaskine blot har en motor der driver de mekaniske dele. Når tandhjulene bevæger sig kan man ligefrem se hvordan maskinen virker.

Datamaskinen virker efter principper der meget ligner dem den simple mekaniske regnemaskine arbejder efter. I grunden er den kun en tællemekanisme. Men siden datamaskinen ikke er mekanisk kan den synes mere mystisk end sin mere jordbundne fætter, fordi den arbejder ved hjælp af elektriske impulser, der er usynlige for det menneskelige øje. Datamaskinen opnår det samme gennem elektriske kredsløb som regnemaskinen udretter ved hjælp af tandhjul, stænger og hjul.

Ligesom regnemaskinen kan datamaskinen intet gøre af sig selv. Bogen How to Live with Your Computer [„Hvordan man lever med sin datamat“] af Paul T. Smith siger:

„Man har tit hørt udtalelsen ’datamaskinen gør det eller det’, eller ’datamaskinen gjorde den fejl’. EDB-udstyr . . . er livløst. Det gør kun hvad det får besked på; det kan ikke gøres ansvarligt for sine handlinger, gode eller dårlige. Som et hvilket som helst andet hjælpemiddel er datamaskinen ikke mere effektiv end den person der er ansvarlig for den . . .

Maskinens eneste virkelig automatiske handling er dens gentagelse af betjeningsforskrifterne. Mennesket skal nærmere angive hvilken logisk handling maskinen skal udføre. Menneskets viden bliver derfor det fundamentale i et hvilket som helst databehandlingsanlæg.“

Fordelen ved datamaskiner er at de kun skal have ordrerne én gang. Disse ordrer („programmet“) bliver udarbejdet sådan at de kan opbevares på magnetbånd, fuldstændig på samme måde som man indspiller musik på et bånd, som kan gengives lige så tit man ønsker det på en båndoptager. Disse ordrer kan indføres i datamaskinen når som helst den skal udføre de ønskede opgaver. Denne proces at udarbejde ordrerne til datamaskinen for at få den til at udføre en bestemt opgave kaldes „programmering“.

Hvis nu programmøren ikke gør ordrerne så omfattende at datamaskinen kan magte alle uforudsete hændelser og alle tænkelige muligheder, hvad så? Ja, så vil datamaskinen være ude af stand til at klare situationen; den vil komme til forkerte slutninger og frembringe forkerte resultater.

Af en datamaskines mange dele kaldes den væsentligste for „lageret“. Det er i dette lager at programmet, eller ordrerne, bliver opbevaret mens opgaven udføres. Datamaskinen har, afhængig af størrelsen, tusinder eller millioner af ledige pladser til at opbevare de ordrer eller tal der skal anvendes. Hver plads har en adresse knyttet til sig på samme måde som ethvert hus i en gade har en adresse, hvilket sætter én i stand til at finde et bestemt hus. Ordrerne i programmet kan så „fortælle“ kredsløbene i datamaskinen hvor den kan finde det tal der skal lægges til, hvor den skal opbevare svaret, hvor den kan finde den næste ordre, og så videre.

Siden der kræves så mange udførlige ordrer, er det tydeligt at det er mennesker der bestemmer hvordan et problem skal løses. Det er programmøren der bestemmer hvilke oplysninger der skal anvendes ved beregningerne. Datamaskinen afgør ikke hvordan et problem skal løses, lige så lidt som regnemaskinen gør. Datamaskinen følger blot de instruktioner der er givet af programmøren. Datamaskinen kan ikke løse noget problem uden at mennesker har regnet formlen ud og givet den til maskinen. De formler den har fået af mennesker, kan den anvende hurtigere — det er det hele.

Det er tydeligt at vi ikke kan sætte vor lid til at datamaskinerne skal løse de store problemer menneskeslægten står over for. Verdens ledere kan ikke opstille nogen formel for verdensfred, og da slet ikke indkode sådanne ordrer i en datamaskine. Hverken biologerne eller lægevidenskaben har midlerne til at udtænke en opskrift på fuldkomment helbred og et evigt liv. Socialrådgivere har ikke, i kraft af deres egen klogskab, nogen løsning på racehad, begærlighed og selviskhed.

Mens datamaskinerne således kan bruges til hurtigere at fremskaffe en løsning på problemer som kan defineres af mennesker, kan de ikke give svar på de problemer mennesker ikke har nogen formel til at klare.

For at få svarene på sådanne problemer skal vi vende os, ikke til et elektronisk apparat, men til vor Skaber, Jehova Gud. I sit skrevne ord, Bibelen, har Gud allerede givet formlen til løsning af menneskehedens problemer. Han har ligeledes bragt denne formel i anvendelse ved at frembringe en rigsregering der vil bringe evige velsignelser over den lydige menneskehed, og han har også fastsat tiden hvor han vil gøre det. Denne tid er nu nær.