Hvordan man „taler“ med en datamat

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Japan

„NYT DATAMATSYSTEM AF SAMTALETYPEN,“ stod der i annoncen. Jeg morede mig indvendig mens jeg forestillede mig et menneske der førte en samtale med en maskine. Kunne en datamat virkelig føre en samtale? Hvad får man i det hele taget ud af at kommunikere med en maskine? Jeg fik nogle meget interessante svar fra en ven der arbejder med datamater.

Først og fremmest fandt jeg ud af at den kommunikation annoncen omtalte, ikke fandt sted ved brug af stemmer. Normalt drejer det sig om det man kalder „interaktiv“ brug af datamaten, hvor man giver den instruktioner og får svar med det samme ved hjælp af en dataskærm eller en skriveenhed (en printer) der er forbundet direkte med datamaten. Ligesom det menneskelige sprog tjener det formål at vi kan tale sammen, giver et „datamatsprog“ os mulighed for at meddele os til datamaten og få præsenteret en løsning på et problem. Datamaten får at vide hvad den skal gøre, og fremkommer så med et svar der viser hvad den har foretaget sig.

For at kunne give datamaten instrukser har man brug for det der kaldes et „programmeringssprog“. Det er altså nødvendigt at lære et af disse, hvis man vil „tale“ med en datamat.

Programmeringssprogene

Ifølge min føromtalte ven kalder man den samling instruktioner man giver en datamat for at den kan udføre en speciel opgave, for et program. Et moderne programmeringssprog består af en samling tegn og ord der helst skal minde så meget som muligt om det menneskelige sprog, og som kan bruges til overførsel af instrukser og data til datamaten.

Selv om programmeringssprogene kun har en kort historie på omkring tredive år bag sig, findes der allerede flere end 1000 af dem, og for hver dag kommer der flere til. Det skyldes dels at datamater bliver brugt til mange formål og dels den udvikling datamaternes teknologi har undergået.

Navnene på disse forskellige sprog kan beskrive deres anvendelsesmuligheder; det gælder for eksempel FORTRAN (FORmula TRANslation), BASIC (Beginners Allpurpose Symbolic Instruction Code), og COBOL (COmmon Business Oriented Language). Andre har blot navne der tjener til at man kan skelne dem fra hverandre, som for eksempel PL/1 (Programming Language 1) og APL (A Programming Language). Sprog som FORTRAN betjener sig af den matematiske skrivemåde og egner sig bedst til videnskabelige beregninger, mens COBOL bruger det engelske forretningssprog og er særlig velegnet til administrative formål. På sit hovedkontor i New York og afdelingskontoret i Japan anvender Vagttårnsselskabet for det meste PL/1 i sin udgivervirksomhed; det er et sprog der spænder vidt og kan anvendes på de fleste arbejdsområder.

Ligesom der findes regler for grammatik og tegnsætning i de menneskelige sprog, har hvert programmeringssprog sit eget regelsæt eller sin egen syntaks. Det er nødvendigt at man holder sig til reglerne hvis programmet skal opfattes af maskinen.

Enhver der har lært et fremmed sprog vil vide at det kan have katastrofale følger hvis man udelader blot én lille del af en sætning eller udtaler et ord forkert. Det samme gælder programmeringssprogene. Betydningen af dette blev jeg mindet om dengang for nogle år siden da rumskibet Mariner I skulle affyres. Et FORTRAN-program der skulle sørge for affyringen af raketten indeholdt én programmeringsfejl, en udeladt bindestreg. Følgen blev at raketten til mange millioner kroner ikke gik ind i sit kredsløb! Blot én fejl kostede dyrt.

Jeg blev desuden gjort opmærksom på hvad en datamat kan og hvad den ikke kan. En datamat kan ikke virke selvstændigt — den kan ikke frembringe noget nyt, men skal altid have indført de nødvendige oplysninger. Lad os antage at programmet giver datamaten denne besked: GET FILE 1, ADD FILE 2 og PRINT resultatet. (Inden for EDB anvender man ofte engelske udtryk i stedet for betegnelser på sit eget sprog; maskinen får altså her besked på at lægge to „kartoteker“ eller registre sammen og skrive dem ud.) Hvis kartotek 1 så aldrig er blevet indført i datamaten kan opgaven ikke udføres, og sandsynligvis kommer der et svar som „FILE NOT IN LIB“, hvilket fortæller operatøren at kartoteket ikke findes i maskinens „memory LIBrary“, altså at den ikke har fået det ønskede kartotek indført i sin hukommelse.

Svar som dette er også blevet indført i forvejen. Både spørgsmålene og svarenes formulering, foruden alle de informationer der udveksles mellem maskine og operatør, er altså noget mennesker har udtænkt. Det minder mig om manuskriptet til et skuespil, hvor forfatteren har angivet præcis hvornår personerne skal ind og ud, samt alt hvad de skal sige. Alt hvad en datamat gør, skal programmeres forud.

Her stiftede jeg bekendtskab med endnu et særpræg ved datamatsprog. Ligegyldigt hvor dygtig man bliver, har man brug for et oversættelsesprogram for at gøre sig forståelig for datamaten. Det skyldes maskinens begrænsninger. Den kan kun forstå oplysninger som den får i form af cifrene 1 og 0, så der er brug for et oversættelsesprogram der kan omsætte programmørens instrukser til disse cifre. I virkeligheden bruges der altså to programmer — det som programmøren fremstiller (det såkaldte kildeprogram) og et oversat program som maskinen kan udføre. Datamaten kan først gå i drift når oplysningerne er blevet omsat til en form som den kan forstå. Og omvendt skal svaret „oversættes“ til den form mennesker kan forstå, når datamaten præsenterer det på en dataskærm eller ved hjælp af en skriveenhed (en printer).

En programmør interesserer sig hovedsagelig for kildeprogrammeringssproget. Det er det man skriver programmerne på, og man må kende det godt for at kunne skrive et brugbart program. Maskinsprogene er indkodet i datamaten af firmaet der fremstiller den.

Hvem kan lære det?

Om du kan lære et programmeringssprog og anvende det effektivt afhænger for en stor del af om du er interesseret i det. De der bliver dygtigst er dem der interesserer sig for regning og matematik.

Man hører også tit at alderen spiller en rolle. Jo yngre man er, jo bedre, hedder det. Det skyldes at jo ældre vi bliver, desto mere vanepræget bliver vor tænkemåde, og jo sværere er det at tilpasse den.

Før i tiden mente man at det var nødvendigt med en matematisk baggrund hvis man gerne ville lære at programmere, men i dag forholder det sig kun sådan hvis man skal programmere matematisk stof. Ved en prøve for nogle år siden viste det sig faktisk at en af firmaet IBMs mest effektive programmører i Japan havde en humanistisk uddannelse. Men for at blive en god programmør er det nødvendigt at man hurtigt og med stor nøjagtighed kan ordne ting i logisk rækkefølge.

Hvordan man lærer det

I dag findes der mange hjælpemidler til indlæring af de forskellige programmeringssprog. Man kan komme langt ved at lære på egen hånd. For eksempel kommer sprogene mere og mere til at ligne det talte og er derfor lettere at bruge og lære. Hos mange firmaer der fremstiller datamater kan man bestille håndbøger der underviser i sprog og grundlæggende fremgangsmåder ved programmering. Visse skoler tilbyder undervisning i programmering i de højere klasser, og på biblioteket kan man sikkert finde flere bøger om emnet.

Men der er visse ulemper knyttet til det at lære på egen hånd. Ligesom ved det talte sprog er der altid en mulighed for at man tillægger sig dårlige vaner, som senere er svære at rette. Ligeledes er det en stor hjælp at have en lærer hvis eksempel man kan følge. Noget andet man skal tage i betragtning er at datamatfirmaerne hele tiden moderniserer fremgangsmåderne og føjer nye til. Der er altså ingen garanti for at man kan bruge det programmeringssprog man har lært, som det er.

Er det anstrengelsen værd?

Er det værd at bruge tid på at sætte sig grundigt ind i en opgave og så programmere en maskine til at udføre den? Kendsgerningerne svarer ja. Sandt nok kræver det tid at planlægge og skrive et program. Men når programmet én gang er i funktion kan datamaten fungere langt hurtigere end mennesker — visse datamater er i stand til at udføre over 200 millioner operationer i sekundet! En datamat kan også udføre et stykke arbejde med større nøjagtighed end det er muligt hvis det skulle udføres af mange forskellige mennesker. Man kan spare tid på gentagelser i arbejdsprocessen og frigøre folk til mere meningsfyldte opgaver. Af disse grunde har mange firmaer indført datastyring af arbejdet og samtidig skaffet beskæftigelse til dataprogrammører.

Interesserer det dig at „tale“ med datamater? Det kan være en interessant udfordring at lære deres sprog.

[Illustration på side 19]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

„Hvor meget er 100 grader celcius i fahrenheit?“

„1101 0100“

„Den mener 212 grader fahrenheit“