Hvad sker der med religionen i Chile?

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I CHILE

CHILE har længe været et land med religionsfrihed. Denne frihed garanteres af landets forfatning, og folket har nidkært vogtet den.

Chile er i virkeligheden et af de få sydamerikanske lande som har en klar adskillelse af kirke og stat. Denne adskillelse blev gennemført i 1925 og er siden omhyggeligt blevet bevaret.

Mens alle trossamfund frit kan udføre deres arbejde, kan ingen tage officielt del i landets styre. Da Salvador Allende i 1970 blev valgt til præsident for Chile, erklærede han offentligt at han fortsat ville respektere den forfatningssikrede religionsfrihed.

Men mens staten omhyggeligt har bevaret religionsfriheden og har holdt sig adskilt fra kirkerne, hvilke vilkår har kirkerne så i dag? Hvilken indstilling har folk nu til religion?

Voksende ligegyldighed

Chile betragtes som et katolsk land, fordi de fleste regnes for katolikker lige fra fødselen. Men når man undersøger befolkningens religiøse vaner bemærker man at størstedelen kun er katolikker af navn.

I hovedstaden, Santiago, kommer kun gennemsnitlig 13 procent af dem som kalder sig katolikker til søndagsmessen, og i visse dele af byen er deltagelsen kun cirka 1 procent.

Det er også betegnende at lægge mærke til hvad der sker med de mandlige kirkemedlemmer. Mens cirka 16 procent af alle drenge mellem syv og ti år overværer messen, indtræder der derefter en brat tilbagegang. Når de bliver mellem enogtredive og fyrre år overværer kun lidt over 5 procent messen regelmæssigt. Og af disse går kun 12 procent til alters!

Dette skyldes blandt andet de sociale forhold. I århundreder har den almindelige chilensers liv kun forbedret sig lidt under de forskellige regeringsformer. Der har været megen fattigdom. Befolkningen har set at kirken sædvanligvis støttede de rigere klasser. Når de så kirken støtte regeringsformer som kun gjorde lidt for dem, blev mange bitre på gejstligheden.

Resultatet af dette var at mange vendte sig til ideer som tilbød mere radikale løsninger på deres problemer. For nylig skrev bladet Ercilla derfor: „Mennesker som kommer til Chile efter at have studeret landet udefra, forbløffes når de opdager at størstedelen af arbejderne er kristne og samtidig står på venstrefløjen — kristne på deres egen måde, naturligvis; for selv om Chile betragtes som et katolsk land, er katolicismen ikke forfatningsbestemt, og den findes heller ikke i de menneskers skikke som siger om deres tro: ’Vi er katolikker, men vi går ikke til messe, og vi kan heller ikke lide præsterne.’“

En splittet kirke

Sådanne menneskers tillid til kirken svinder yderligere når de opdager at kirken er skarpt splittet politisk set. Blandt præsterne kan man finde enhver politisk holdning, lige fra det yderste højre til det yderste venstre. Kardinal Raúl Silva Henriquez er endog blevet kaldt „den røde kardinal“.

Selv paven er blevet udsat for alvorlige angreb fra visse katolske præster her. Da firs præster i april 1971 udtalte sig til fordel for katolsk deltagelse i opbyggelsen af socialismen, sagde deres talsmand, Gonzalo Arroyo, om pave Paul VI: „Hans pavelige bud kan ikke tilfredsstille dem der ønsker en moderne kirke viet til kampen mod kapitalismens og det borgerlige samfunds overgreb. Paul VI har ikke været i stand til at bryde sin forbindelse med europæisk kapitalisme og er altid begrænset til at fordømme krig og sult i abstrakte vendinger uden at udpege den skyldige ved navn: amerikansk imperialisme. Jeg tror han mangler det intellektuelle mod til at bryde sådanne verdslige bånd på kirken.“

Præsten Roberto Lebegue, der er ordineret i Frankrig og for nogle få år siden fik indfødsret som chilenser, er enig i disse synspunkter. Han afslører hvilket synspunkt mange præster der er nært forbundet med arbejderklassen har; de mener at arbejdere i alle lande bør forene sig for at afslutte „borgerklassernes herredømme“.

Lebegue erklærer med hensyn til pave Paul VI: „Jeg tror at han er fuldstændig ukendt for mennesker i min lejr. De kender ikke engang hans navn. Jeg tror at nogen måske kan huske ham på grund af hans rejser eller på grund af spørgsmålet om p-pillen.“

Med hensyn til pavens encyklika „Humanae Vitae“ fra 1968, som stadfæstede kirkens forbud mod kunstig fødselskontrol, siger Lebegue: „Jeg tror at fejlene ved denne encyklika — der behandler alle ens, rige og fattige kvinder, syge og raske, med få eller mange børn — for en stor del skyldes at han [paven] lever isoleret i Vatikanets pomp og pragt som fange af en struktur han har været ude af stand til at bryde . . . Paven burde leve som en fattig mand ligesom Jesus Kristus gjorde.“

Præster forlader deres kald

Det medvirker også til mange menneskers voksende ligegyldighed over for katolicismen at et voksende antal præster forlader deres kald. De tænker at hvis præsterne ikke længere ønsker at tjene, så er der noget galt med kirken.

I nogle lande hævdes det at hovedårsagen til at præster forlader kirken er cølibatskravet. Uden tvivl udgør det en faktor i Chile, men det er ikke hovedårsagen. Bladet El Mercurio skriver: „Hovedårsagen til at præsterne forlader kirken i Chile er at de er svage i troen og mangler åndeligt liv . . . ikke på grund af cølibatskravet.“ Kan folk styrkes i deres tro i kirkerne, hvis præsternes tro er svag?

Hvor alvorlig er tilbagegangen blandt præsterne? El Mercurio kommenterer: „At der er en svær krise inden for det chilensiske præsteskab kan ses af at henved 200 præster i de sidste få år har forladt kirken og af det dalende antal unge mænd der kommer ind på seminarierne.“ I dette lille land er det en dobbelt katastrofe for kirken at så mange præster forlader deres stillinger og så få kommer ind på seminarierne.

I en bog om situationen i Santiago bemærkes det at der „i 1967 kun var 33 teologistuderende i Santiagos stift, det vil sige, nøjagtig én for hver 100.000 indbyggere. Halvtreds procent af præsterne i Chile er præster udsendt fra Europa, De forenede Stater og Canada. Denne stolen på udenlandsk hjælp vil imidlertid næppe kunne fortsætte ret længe, på grund af den faldende religiøsitet i de lande som udsender præsterne.“

Hvad sker der med religionen?

Et voksende antal chilensere har af disse og andre grunde, blandt andet den at nogle præster begår umoralske handlinger, mistet deres illusioner om kirken. Når spørgsmålet om religion berøres plejer folk ofte at sige: „Jeg går ikke til messe, og jeg kan ikke lide præsterne.“

Kirkens magt over menigmands liv aftager således. Som andre steder i verden forlader mange mennesker, selv præster, kirken her i Chile. Og denne tendens viser ingen tegn på at aftage. Den forventes oven i købet at stige.

På samme tid vokser det bibelundervisningsarbejde som Jehovas vidner udfører i Chile alligevel, som det gør ud over hele jorden. Resultatet er at chilensere i tusindvis lærer sandheden om Guds hensigter, der indeholdes i Bibelen, at kende. Disse sandheder hjælper dem til at forstå hvorfor der er så megen uro i verden og hvorfor kirkerne er udsat for voksende vanskeligheder. De lærer også at Gud har lovet at der snart skal komme en ny orden med retfærdighed, fri for vore dages bekymringer. — 2 Pet. 3:13; Åb. 21:4.

Jehovas vidners arbejde er upolitisk og hjælper mennesker i deres daglige tilværelse, men giver dem også trøst og håb for fremtiden, og derfor går dette arbejde i dag fremad uden hindring. I en bydel i Santiago havde de fattige overtaget styret af visse områder og ville ikke lade nogen komme ind uden deres tilladelse. De havde vagter dag og nat. Men en af dem sagde: „Jehovas vidner må gerne komme ind og tale med mennesker om Bibelen, for de prøver at hjælpe folk til at finde trøst.“

Katolik finder svar på spørgsmål

Tusinder af chilensere har i de senere år erfaret den glæde det er at vide hvad Bibelen, Guds ord, virkelig lærer. For eksempel skriver en mand fra Punta Arenas:

„Jeg var en meget aktiv katolik og havde nær forbindelse med jesuiterne, som jeg studerede hos. Under deres auspicier oprettede jeg drengespejderkorpset i Concepción. Jeg var også med i Katolske arbejderes Forbund og lærte at deltage i religiøse diskussioner med protestanter. I femten år var jeg orkesterleder ved skolerne i San José og San Juan Bosco, der blev drevet af salesianerordenen.

Alligevel var der mange ting jeg ikke kunne forstå, trods denne omfattende skoling i kirkelige anliggender. I private samtaler, for eksempel, spurgte jeg undertiden præsten som ledede Don Bosco-skolen om hvordan treenighedslæren kunne være logisk. Hans svar var altid det samme. Han sagde: ’Er du katolik?’ Jeg svarede: ’Ja!’ ’Tror du?’ spurgte han. ’Ja,’ plejede jeg at svare. Derefter erklærede han: ’Så lad tingene være som de er, for det er et mysterium som selv vi ikke forstår.’

Da min hustru begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner, prøvede jeg at overbevise hende om at det hun lærte var forkert. Men hun var i stand til ud fra Bibelen at vise mig hvad hun troede var rigtigt. Jeg begyndte at forstå at det hun sagde virkelig var hvad Bibelen lærte. Derfor begyndte jeg selv at studere for at finde ud af mere. Med tiden lærte jeg Bibelens sandheder at kende og forlod den katolske kirke.

Senere bad præsten fra Don Bosco mig om at henvende mig på hans kontor. Han ville gerne have at vide hvorfor et så fremtrædende og nyttigt medlem af hans ’hjord’ havde forladt den. Jeg fortalte ham at selv om jeg var taknemmelig for at have lært at læse og skrive og iscenesætte skuespil, så havde kirken når det drejede sig om de åndelige spørgsmål ikke lært mig noget. På den anden side forstod jeg nu ud fra mine bibelstudier meget af Bibelen, blandt andet at Gud ikke er tre personer i én og at Jesus Kristus ikke er Gud, men skabt af Gud.

I løbet af denne samtale tænkte jeg ved mig selv: ’Hvis præsten virkelig var interesseret i mig, hvorfor kom han så ikke selv ud og besøgte mig i stedet for at sende bud efter mig? Sådan gjorde Jehovas vidner ikke. De tog sig tid til at komme og besøge mig uden at forlange noget til gengæld.’ Det er jo også hvad Bibelen siger at sande kristne bør gøre. Nu er også jeg taknemmelig for det privilegium det er at kende sandheden og at kunne hjælpe andre til at forstå hvad Guds ord lærer.“

Følte væmmelse ved skikke

En anden har haft en oplevelse som mange andre i Chile også har haft. Han skriver fra Valparaiso:

„Jeg blev døbt og voksede op i den katolske tro. Jeg tog aktivt del i kirkens sakramenter og gik på den katolske skole i San Vincente de Paul. I en alder af tretten år var jeg desuden den dygtigste af en gruppe på tolv som blev undervist i De tolv apostles Kirke som forberedelse til at blive sendt af sted for at få en uddannelse til jesuitpræst.

Men jeg forlod denne undervisning. Hvorfor? En af grundene var de skændige skikke jeg var vidne til. Man skal have været der for virkelig at kunne forstå det. En bestemt præst tog for eksempel del i orgier i kapellet med unge mennesker. En anden, en jesuitpræst, var groft uterlig mod børn, der som belønning fik kobberstik af helgener.

Jeg blev også dybt skuffet når jeg bekendte en alvorlig synd og så hørte skriftefaderen sige: ’Vær ikke ked af det, mit barn.’ Men da en præst overraskede mig i at læse den katolske Torres Amat-bibel, blev han rasende og anså det endog for en skandale at jeg læste i en bibel!

Jeg lagde også mærke til den relative luksus som præsterne daglig levede i; de fleste havde megen god mad, de havde vin og cigaretter, og almindelige mennesker havde så lidt.

Disse og andre ting fik mig efterhånden til at forkaste den tro som kunne tolerere sådanne ting fra ledernes side. Det gjorde det også meget lettere for mig at acceptere den sande tro som læres i Bibelen.“

En tidligere nonne fortæller

Blandt dem der har forladt det religiøse liv inden for kirken i Chile er en nonne. Hun fortæller:

„Jeg søgte åndelig tilflugt i et kloster, fordi jeg syntes verden var så fyldt med hykleri og falskhed. Jeg tænkte at jeg dér ville være i stand til at tjene Gud uden forbehold og uden at opleve hykleri og falskhed.

Jeg blev derfor optaget i klosteret og blev der i sammenlagt syv år, fem i Argentina og to i Chile. Fandt jeg dér en kærlig og selvopofrende atmosfære, eller en ægte interesse i at tilbede Gud og hjælpe vore medmennesker?

Lad mig fortælle hvad de lærte alle nye nonner som blev optaget i klosteret. Man lagde størst vægt på læren om den hellige treenighed. Derefter fulgte tilbedelsen af helgener og af de fremtrædende inden for kirken. Disse krævede fuldstændig lydighed. I virkeligheden var det ensbetydende med forgudelse, for ifølge dem havde Gud anbragt dem i deres stillinger, og derfor måtte alle vise dem ubetinget lydighed.

Hvordan klarede de dette? Ved de løfter nonnerne skulle aflægge. Et af løfterne gjaldt den lydighed som man skulle vise de ledende. Den lydighed de krævede blev så ekstrem at vi måtte bøje os for dem uden nogen sinde at betvivle dem.

De ledende talte hele tiden om næstekærlighed og ydmyghed, men det var altid råd til andre — de gjorde aldrig selv hvad de krævede af andre. Mellem dem herskede der altid en misundelsens ånd og et ønske om at få højere stillinger og titler. Efter at de havde modtaget sådanne forfremmelser prøvede de at overbevise andre om at disse stillinger var givet dem af Gud og at man derfor skulle vise dem endnu mere lydighed og hengivenhed end før. De fik således megen magt.

Men hvad med de andre nonner som jeg arbejdede sammen med? Hvorfor kom de ind i klosteret? Var det på grund af deres tro på og kærlighed til Gud? Naturligvis havde nogle det motiv, men størstedelen kom ind på grund af materielle behov — for at få et hjem, klæder og mad. Kærlighedens og samarbejdets ånd manglede. Ofte gjorde de ting for at skade hinanden i åbenlyst hykleri.

Men lærte jeg så i det mindste at forstå Bibelen? Nej, for vi fik at vide at kun den som forrettede messen måtte have en bibel og at det var en synd for os andre at læse i Bibelen. Vi lærte aldrig at tænke på åndelige ting eller at anvende Bibelens lære i vort liv.

Efter i syv år at have levet på denne måde forlod jeg klosteret. Jeg følte mig bedraget og skuffet over den uretfærdighed og falskhed der herskede. Det var bestemt intet åndeligt tilflugtssted. Men selv om jeg mistede troen på kirken og dens repræsentanter, mistede jeg aldrig troen på Gud. Hvilken lykke jeg følte da jeg senere begyndte at læse Bibelen ved Jehovas vidners hjælp! Jeg fandt at den var fornuftig og sand — ja, helt anderledes! Nu er jeg ikke længere slave under et hyklerisk religiøst system. Derimod føler jeg stor glæde ved at tjene den kærlige Gud Jehova, der har en bestemt hensigt.“

Forestil Dem sådanne oplevelser mangedoblet, og De begynder at få et billede af hvad der foregår i Chile i dag. Bevægelsen går i to retninger: Kristenhedens religioner er i alvorlige vanskeligheder og i tilbagegang; men der finder en voldsom stigning sted inden for den sande tro, som er åbenbaret i Guds eget ord, Bibelen. Men det er hvad Bibelens profetier sagde ville ske før denne onde tingenes ordnings afslutning. — Es. 2:2, 3.