Dyr er vidunderlige — på rette sted

GENNEM alle tider har mennesket draget nytte af dyrene. De kan give os mejeriprodukter, de kan give os uld til tøj, og nogle dyr — som for eksempel kamelen, æselet, hesten, elefanten og vandbøffelen — har i lange tider lagt kræfter til transport og hårdt arbejde. Menneskets interesse for dyrene har imidlertid ikke kun omfattet deres brugsværdi.

Tilbage i det andet årtusinde før vor tidsregning henviste patriarken Jakob til mange forskellige dyr — lige fra løveungen og æselet med dets stærke knogler, til giftsnogen og den løsslupne hind — for at beskrive karaktertræk hos nogle af sine tolv sønner. (1 Mos. 49:9, 14, 17, 21, 27) Og i sin omfattende visdom talte kong Salomon ikke blot om træerne lige fra cederen til ysopen, men også „om dyrene, fuglene, krybdyrene og fiskene“. (1 Kong. 4:32, 33) Mennesket har altså gennem lang tid værdsat andet hos dyrene end blot de materielle fordele man kan have af dem. Det er interessant at udforske dem, og de er en ægte kilde til glæde.

Hvor meget mere interessant er ikke livet på denne planet på grund af dyrelivet! En spadseretur i en kølig og skyggefuld skov er i sig selv en behagelig oplevelse. Men når man tilfældigvis får øje på et egern eller en spidsmus, hører en drossel synge, eller ser en spætte hamre sig vej ind til sit måltid i barken på et træ, øger det så ikke ens glæde ved at være der?

Det bedste er dog at disse dyr fortæller os noget om vor Skaber. Den vældige variation i dyrelivet på landjorden og i havene overgår simpelt hen vor forestillingsevne. Og dyrenes forskellige form, farve, levevis og evner fylder os med beundring for Skaberens visdom og hans overvældende, kunstneriske dygtighed og opfindsomhed.

Samvær med dyrene

Mennesker har ofte fundet glæde ved at være sammen med dyr. Især på landet kan det forekomme at en dreng og hans hund er næsten uadskillelige; og den ensomme fårehyrde glæder sig over at hans hyrdehund er hos ham om natten. Et lignende forhold udvikler sig mellem en kvæghyrde og hans hest, eller en arabisk beduin og hans kamel. Men i disse tilfælde tjener dyret som regel et eller andet nyttigt formål foruden at tjene som ledsager. Vi har endnu en form for venskab med dyr tilbage, nemlig det at holde dem som „kæledyr“.

Ikke blot katte og hunde men også alligatorunger, kvælerslanger, pantere, oddere og aber, ja næsten et hvilket som helst dyr man kan finde i en zoologisk have, kan man finde i forskellige hjem rundt om på jorden. Disciplen Jakobs ord er lige så sande i dag som de var for nitten hundrede år siden: „Thi enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr, kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesker.“ — Jak. 3:7.

Imidlertid forholder det sig som en artikel i bladet Life (9. april 1971) påpegede: „Eksperterne er enige om [at] vilde dyr er dårlige kæledyr — og de fleste hjem er meget dårlige zoologiske haver.“ En forhandler af „eksotiske“ dyr siger at „75 procent af alle importerede dyr dør i løbet af det første år“. Støjen fra dyrene, det at hjemmet ofte bliver ødelagt, samt lugten, gør at ejerne af vilde kæledyr ofte bliver skuffede. Ofte ender „kæledyret“ i et bur i baghaven, i en lille zoologisk have langs landevejen, eller det bliver aflivet. Store zoologiske haver vil som regel ikke have disse dyr, da man ikke mere vil kunne få dem til at leve fredeligt med de andre dyr i haven.

Et stort problem er at ejerens frihed ofte bliver meget begrænset af at han har et „eksotisk“ kæledyr. Ejere af store kattedyr, såsom leoparder og løver, opdager ikke blot at de ikke har råd til at have gode møbler og tæpper, men ofte er de bange for at tage på ferie fordi det er meget vanskeligt at få nogen til at sørge for „kæledyret“ mens de er væk. Life citerer en dame som har en sydamerikansk junglekat: „I betragtning af al den frihed man må undvære når man ejer dem, og i betragtning af al den frihed de må undvære når de tilhører en, kan man lige så godt lave dem til pelskåber.“

Det forekommer indlysende at et hjem i mange tilfælde ikke er det rette sted for et kæledyr. Nogle er af en sådan størrelse og natur at de tydeligvis er skabt til at strejfe om på de store, åbne vidder eller snige sig gennem de dybe skove og jungler. Andre, som alligatoren og odderen, er skabt til at være i nærheden af vand. Atter andre skal have træer (ikke gardiner eller lysekroner i en dagligstue) at klatre i. Andre igen skal have mad der simpelt hen ikke findes der hvor ejeren bor. Når de bringes ind i menneskers boliger er der noget som må ’ofres’. Dette er også tilfældet, skønt i mindre målestok, når dyret anbringes i familiens have. ’Offeret’ må for størstedelens vedkommende bringes af ejeren og kan indbefatte at han omlægger sin livsform så den tilpasses dyret.

Ejere går somme tider til forbløffende yderligheder for at tilpasse sig et kæledyr. En familie der havde en odder som kæledyr, havde to badeværelser i huset. Alle medlemmer af familien delte det ene og lod odderen have det andet som sit private. Som artiklen i Life siger: „Langsomt går det op for mange ejere at kæledyret er blevet herre.“