Menneskets glæde over dyrene — Om et fornuftigt syn på kæledyr

ET UNGT ægtepar besøgte Berlin for første gang, og der var meget de skulle se — søerne, operaen, kendte museer og historiske steder. Et af deres kæreste minder var imidlertid en oplevelse de havde i den zoologiske have.

I isbjørnegrotten så de en af bjørnene lege med en langskaftet skovl. Den kastede skovlen op i luften og lod den falde ned i vandet, og dykkede så ned under vandet for at få fat på sit ejendommelige legetøj igen. Og sådan blev den ved. Op af vandet og ned igen. Der var ingen tvivl om at den havde det vældigt morsomt. Og morsomt var også at se på!

Mon ikke de fleste har oplevet denne glæde ved at iagttage dyr? Måske har De engang, med stor tålmodighed, fået et egern til at komme ganske nær og tage en nød af Deres hånd. Blot det at stryge et tamt rådyrs bløde pels eller at se en kattekilling lege med et flagrende blad, er noget man husker med glæde.

Det ser ud til at næsten alle mennesker finder det tiltrækkende at have med dyr at gøre. Måske vil nogle tage visse forbehold når det drejer sig om slanger, edderkopper, flagermus eller lignende, men i det store og hele er det fornøjeligt og interessant for de fleste af os at studere dyrenes liv og færden, gerne på nærmeste hold.

Det er imidlertid vigtigt at holde denne interesse for dyr på et fornuftigt og rimeligt plan, hvilket kan illustreres med følgende eksempel, ganske vist af noget usædvanlig art.

En mand havde et kæledyr som han var meget glad for — en halvanden meter lang kvælerslange. Skønt hans kone var bange for den, insisterede han på at tage den med i seng og sove med den snoet om kroppen. Han begyndte at tage den med til bords, idet han havde den hængende over skuldrene. Da han til sidst begyndte at fodre den med levende mus ved bordet, kunne hans kone ikke holde det ud længere. Hun fik skilsmisse. Og manden? Han anskaffede sig endnu en kvælerslange og håbede at få de to slanger til at parre sig. Åbenbart var han glad for dyr, i det mindste denne slags, men kan man sige at han holdt sin interesse på et rimeligt plan?

Kæledyr i massevis

Medmindre man bor på en gård er ens mulighed for daglig kontakt med dyr som regel begrænset til at omfatte hunde, katte, fugle eller fisk. Nogle holder også skildpadde eller hamster eller visse insekter der kan dresseres, som lopper og kakerlakker. Ja, det er en lang række dyr der bruges som kæledyr. I Japan er det almindeligt at børn holder tamme mus. I Australien har man kænguruer som kæledyr. Eller hvad med mangustere, frøer, aber og oddere? Og det lyder måske utroligt, men der er omkring 10.000 amerikanere der ejer store katte som løver og leoparder!

Det er for nylig blevet anslået at der findes otte millioner hunde og katte i Vesttyskland og cirka 16,5 millioner i Frankrig. Londonavisen Times (9. september 1967) oplyste at englænderne på et enkelt år brugte over en milliard kroner på mad til 5 millioner hunde, 4,5 millioner katte og 3,5 millioner fugle, fisk og mindre dyr. Med hensyn til De forenede Stater har tidsskriftet Time skrevet:

„U.S.A. oplever hvad der i dag nærmest må betegnes som en befolkningseksplosion i dyreverdenen. . . . De omkring 100 millioner hunde og katte i U.S.A. formerer sig i et tempo af 3000 i timen, [modsvarende] de 415 menneskebørn der fødes hver time. Det anslås at 60 procent af de 70 millioner amerikanske husstande holder kæledyr.“

Uanset om De selv holder dyr eller ej, har De måske tænkt på hvordan dyrene på forskellige måder er til værdi for mennesket.

Det gavnlige ved at have dyr

Det er meget naturligt at de fleste mennesker finder det værdifuldt, og fornøjeligt at have med dyr at gøre, for sådan som Jehova har skabt dyrene er de en vigtig del af jordens økologiske system. Gud har vidst at mennesket ville have gavn af både „de vildtlevende dyr“ og husdyrene, som lever sammen med os på denne planet. (1 Mos. 1:24, 25) Hvem af os har ikke haft glæde af behageligt og holdbart tøj lavet af uld? Måske har allerede Adams familie gjort den erfaring at fårets uld kunne være mennesket til nytte, for der siges jo at hans søn Abel var „fårehyrde“. — 1 Mos. 4:2.

Mange dyr, og navnlig kæledyr, er imidlertid værdifulde på andre måder. Et dyr kan tjene til beskyttelse af et menneskes liv eller ejendom. Tænk blot på hvor mange gange en trofast hund har beskyttet sin herre mod en røver eller voldsmand, enten ved at skræmme forbryderen væk eller ved at uskadeliggøre ham. En dame der bor i Brooklyn, New York, smiler forstående når hun fortæller at der ikke har været indbrud i hendes hjem, sådan som der har været i mange af nabohusene. Familien har nemlig en grand danois på 100 pund, og en indbrudstyv vil nok betænke sig på at gennemføre sit forehavende når han hører den gø! Samtidig er hunden så venlig og hengiven over for familien og dens venner at de alle er meget glade for den.

Som forældre føler mange at et dyr i hjemmet kan spille en betydningsfuld rolle i deres børns liv. Herom siger Encyclopædia Britannica:

„At have kæledyr giver mulighed for at lære børn den nære sammenhæng mellem privilegium og ansvar og også noget om kønslivet; parringsprocessen bemærkes snart, efterfulgt af sådan noget som drægtighedsperioder og de forskellige problemer der hører med til fødselen og pasningen af afkommet.“

Vælger man at have et kæledyr for sine børns skyld bør man lære dem hvilket ansvar der følger med at have et sådant dyr. Det er ikke godt hverken for børnene eller for dyret hvis man lader børnene forsømme dets pasning når den første begejstring og interesse har lagt sig. Hvis forældre derimod lærer deres børn at være med til at holde dyret rent, give det mad og sørge for dets motion og opdragelse, så hjælper de virkelig deres børn, og alle vil have meget større glæde af dyret.

Det at have et dyr som legekammerat og at have ansvar for at passe det, har været en hjælp for mange retarderede børn og for børn med følelsesmæssige problemer. En af grundene kan være at det får dem til at reagere følelsesmæssigt når de mærker at en anden levende skabning har brug for dem. Et kæledyr kan også hjælpe sådanne børn til at erkende „omverdenen“. En psykolog i London har fortalt om en meget nervøs dreng der havde svært ved at kommunikere og var overdrevent bange for snavs. Da drengen blev interesseret i hunden Daisy begyndte han at kommunikere bedre, idet han talte med sine forældre om hunden. Da Daisy fik fem hvalpe som han kunne hjælpe til med at passe, overvandt han sin sygelige frygt for at blive snavset.

Nu er det naturligvis ikke kun mennesker med følelsesmæssige problemer der har glæde af at have med dyr at gøre. Den der har nydt følelsen af fred og harmoni ved at sidde med en spindende kat på skødet, har glædet sig over kanariefuglens muntre sang i stuen eller er blevet budt velkommen hjem af en henrykt hund, ved at dyrene kan berede menneskene mange glæder.

Nødvendigt at være fornuftig

Selv om man er meget glad for dyr kan de fleste sikkert indse at det er nødvendigt at udvise fornuft. Man bør ikke overse at der er visse problemer forbundet med at have kæledyr.

For det første koster det penge. Det koster naturligvis også penge at overvære en fodboldkamp, at gå i teatret eller at dyrke en hobby som oliemaling. Det gælder altså om at vurdere om der er et rimeligt forhold mellem omkostninger og udbytte. Tidsskriftet Time har oplyst:

„Amerikanerne bruger 2,5 milliarder dollars om året alene til færdigt dyrefoder til deres kæledyr — det er seks gange så meget som de bruger til børnemad, og det ville være mere end nok til at ernære den tredjedel af verdens befolkning som sulter. . . . For hver dollar der bruges til dyrefoder ødsler amerikanerne mindst en dollar mere på varer og tjenesteydelser til gavn for deres kæledyr.“

Mange anskaffer sig et kæledyr og regner ikke med at det vil være så bekosteligt at have, men den slags udgifter har en tendens til at vokse. Det viser sig måske at være tilrådeligt at give dyret en særlig kost. Der kommer sygdom som fordrer lægebehandling. Måske er der en afgift som skal betales, måske bliver det nødvendigt at lave en indhegning, og så videre.

Fru E. købte sig en sealyhamterrier da hendes mand døde. Hun blev meget glad for den. En dag satte hun sig ned og regnede ud hvor meget hunden havde kostet hende på et år. Lidt efter lidt var hun begyndt at fodre den med en særlig slags kød og snacks — 547,50 dollars på et år. Indsprøjtninger og medicin — 50 dollars; klipning og forskelligt tilbehør (spraymidler, halsbånd, legetøj og så videre) — 291 dollars; pasning når hun var på rejse — 126 dollars. Efter at have anført dette eksempel siger en bog om kæledyr:

„Da fru E. blev klar over at hun på ét år havde brugt [1014,50 dollars eller godt 6000 kroner] på sin hund, en sum svarende til årsindtægten for en omrejsende arbejder i Californien, kom hun til den konklusion at der var noget fundamentalt forkert ved at behandle dyr, hvor meget man så elskede dem, bedre end mennesker.“

Det resultat kom hun altså til. En anden vil måske finde at fordelene ved at have et kæledyr er så store at det er prisen værd. Under alle omstændigheder bør man beregne omkostningerne og lade fornuften råde. Det er forskelligt hvordan folk prioriterer deres interesser, og livsvilkårene kan variere meget. En afrikaner har sagt:

„Under de økonomiske forhold som er almindelige i det uudviklede Afrika er det meget vanskeligt for folk at forstå hvordan bedre lønnede medlemmer af samfundet kan bruge lige så mange, om ikke flere, penge på mad til hunde, katte og heste som den jævne mand bruger på mad til hele sin familie.“

Mange steder i Afrika er hunde overladt til selv at finde deres føde, i affaldsdynger og lignende. Endog hunde der ejes af private og bruges som vagthunde, er ofte „så radmagre at man kan tælle deres ribben“.

Det er muligt at De ikke ville bryde Dem om at Deres kæledyr var i den forfatning, men er De indstillet på at betale hvad det koster at sørge for dyrets ernæring og sundhed? Åbenbart er der flere og flere som finder ud af at de ikke kan overkomme at sørge ordentligt for deres kæledyr, for der indleveres mange udmagrede kæledyr til aflivning. Nogle sætter dyrene ud på gader eller øde steder hvor de ikke kan overleve. Det er i hvert fald ikke en rimelig måde at behandle dyr på.

At have et fornuftigt syn på det at holde dyr indebærer også at man tager skyldigt hensyn til de farer der kan være forbundet med det, ligesom man bør gøre ved sportsudøvelse og anden adspredelse. Faren for at blive bidt af dyrene bør tages i betragtning. Torontobladet Star siger: „Dr. Bruce Feldman [specialist i kæledyr] gør opmærksom på at der hvert år er én ud af 170 amerikanere som bides af hunde, ’og der er mindst lige så mange tilfælde som ikke registreres’. Overføres disse tal til Canada, er det muligt at så mange som 100.000 canadiere blev udsat for dyrebid“ i 1974.

Det er ikke blot hunde der udgør en fare. Dr. Harvey Rhein, tidligere formand for en veterinærforening, har sagt:

„Efter min mening er der intet vildt dyr der er egnet som kæledyr. Aber er for nært beslægtede med mennesket; de kan både få og sprede menneskesygdomme. Jeg er også imod at man bruger vaskebjørne, stinkdyr og egern. Skønt nogle af dem der har gjort disse dyr til husdyr, hævder at det er de kæreste kæledyr, bliver spørgsmålet tilbage om hundegalskab som et latent virus. Alle disse dyr er udrustet til at bide; og deres bid kan være slemt.“

Bid er ikke den eneste fare; nogle læger har også advaret om at visse sygdomme kan overføres via kæledyr. Under overskriften „Lægerne stilles over for nye sygdomme som er fremkaldt af kæledyr“ har en avisartikel gjort opmærksom på sygdomme som i nogle tilfælde overføres fra skildpadder, hamstere, katte og hunde. Der kan være tale om ret uskyldige influenzasymptomer men også om dødsensfarlige infektioner. Nogle af sygdommene spredes gennem dyrenes urin og ekskrementer. Tidsskriftet Time har givet disse oplysninger fra De forenede Stater:

„Over hele landet afleverer hunde hver dag skønsmæssigt 4 millioner tons ekskrementer og 40 millioner liter urin på gaderne og i parkerne. . . . Over 100 af menneskets infektionssygdomme, fra difteritis til tuberkulose, kan opsamles af dyr og videregives til deres ejere. Hundeekskrementer indeholder også en mængde toxocara (rundorm), som kan forårsage blindhed hos børn.“

Vil det sige at man skal være angst for at omgås dyr af enhver slags? Nej, selv om der er fare for at blive overfaldet af nogle mennesker eller for at blive smittet af nogle mennesker med en eller anden sygdom, holder vi jo heller ikke helt op med at omgås andre. Imidlertid kan det være på sin plads at man tager farerne ved kæledyr i betragtning når man overvejer på hvilke måder og i hvilken grad man vil dyrke sin interesse for dyr.

Et rimeligt hengivenhedsforhold

Som vi har set kan dyr være værdifulde på mange måder, og der er talrige eksempler på at kæledyr har været behageligt og underholdende selskab for mennesker og har vist dem stor hengivenhed. Det er derfor meget forståeligt at ejermændene kommer til at holde af deres kæledyr og ønsker at de skal have det godt.

Den omstændighed at nogle ufuldkomne mennesker går til yderligheder med hensyn til forskellige fornøjelser og interesser, bør imidlertid gøre os vågne for at nogle også kan gå for vidt i deres glæde over dyr.

Vidste De at der er mennesker som har udstyret deres kæledyr med guldarmbånd, sorte kniplingsbukser og selskabstøj og som holder fødselsdagsselskab for det? Nogle har købt „blebukser“ til deres papegøje, kunstige øjenvipper til deres puddel og solbriller til kæledyret som er med på ferie. En dame i New York lader hver dag sine to hunde køre en tur i en limousine med chauffør; de bliver kørt langsomt rundt om en af byens parker „så de kan få lidt frisk luft og se noget grønt“.

Følelsesmæssigt kan nogle blive så knyttet til deres kæledyr at de lader dyret bestemme over deres liv. Et ægtepar stod over for at skulle udvandre til Australien. Deres møbler var allerede sendt af sted. Da deres schæferhund efter en lægeundersøgelse blev nægtet indrejse, aflyste de flytningen og betalte over 6000 kroner for at få møblerne sendt tilbage. De sagde: „En ny tilværelse ville have været meningsløs hvis vi havde ofret vores hund for den. Hun hører med til vores ægteskab.“

For nogle bliver forholdet til et kæledyr endda vigtigere end tilknytningen til deres ægtefælle; tænk blot på manden med kvælerslangen! Eller tag et andet eksempel: En dame havde seks siameserkatte, på trods af at hendes mand var allergisk over for katte og havde været nær ved at kvæles flere gange. Selv da hun ventede sit første barn foretrak hun skilsmisse fra sin mand fremfor at skulle skille sig af med sine katte. Det siges at hun „blot håbede at barnet ikke ville arve faderens allergi“.

Hvis ikke hengivenheden til dyr tøjles af fornuften, sker det undertiden at kæledyrs liv sættes over menneskers liv. Da der engang udbrød brand i et dyrehospital udspillede der sig hysteriske scener udenfor. Det berettes at „kvinder skreg og rev sig i håret, adskillige besvimede og to prøvede at bryde gennem afspærringen idet de råbte at de ville dø sammen med deres kære små venner“.

Ja, det er nødvendigt at være rimelig og fornuftig. Ellers kan et kæledyr komme til at indtage en mere og mere betydningsfuld plads i et menneskes følelsesliv og hele tilværelse. Det kan ske, og det sker — som vi har set. Det begynder måske med at nogle blot tænker at det kunne være rart med et kæledyr i hjemmet; men hvis de ikke bevarer et rimeligt syn på sagen, bliver det sådan at de ofrer urimelig megen tid, mange penge og stor opmærksomhed på et sådant dyr. Eller folk som ellers er renlige og hygiejniske lader sig „kysse“ af et kæledyr som lige har slikket sig alle mulige steder eller har spist noget uhygiejnisk. Det er klogt ikke at gå til yderligheder.

Det er også tilrådeligt at overveje hvilket motiv man har til at knytte sig til et kæledyr. Er der tale om at man kaster sin kærlighed på et dyr og søger dets venskab i stedet for at elske mennesker og vinde deres hengivenhed? I bogen Tiere Sind Ganz Anders (Dyr er helt anderledes) siger Hans Bauer: „Det er helt igennem ufornuftigt at ’flygte til dyrenes verden’ fordi man er ’skuffet’ over menneskene.“ Han gør opmærksom på hvor nedslående det er for et menneske at ’kaste sin hengivenhed på en hund eller en kat i håb om hos et dyr at finde dét som vedkommende ikke har kunnet finde hos sin egen art’, når et dyrs „hele natur afskærer det fra nogen sinde at give“ dette til et menneske.

Den plads Gud har tiltænkt dyrene

Bibelen lærer os det rette syn på dette spørgsmål. Da Skaberen havde frembragt dyrelivet i alle dets former fastslog han at det skabte var „såre godt“. (1 Mos. 1:20-31) Uden tvivl kunne det første menneske, Adam, fuldt ud tilslutte sig dette. Men hvilken plads kom dyrene til at indtage i Adams liv?

Eftersom vi den dag i dag finder så stor fornøjelse ved at betragte dyr og være i nærheden af dyr, må vi formode at også Adam har glædet sig meget over dyrene; tænk blot på dengang Gud førte dem alle hen til ham så han kunne give dem navne. (1 Mos. 2:19, 20) Senere gav Job udtryk for at dyrene, foruden at være en kilde til glæde, også kan lære mennesket meget om Skaberen. (Job 12:7-9) Også Adam har uden tvivl erkendt dette. Alligevel siger den bibelske beretning at han, efter at have glædet sig over at betragte alle dyrene, ikke fandt nogen ideel medhjælp blandt dem til sig selv, intet fyldestgørende komplement. Adam var et menneske, fornuftbegavet, skabt i Guds billede, og det var en skabning med de samme egenskaber han havde brug for som komplement til sig selv. Hvor morsomme, interessante og hengivne dyrene end kan være, har det aldrig været Guds mening at de skulle erstatte mennesker. Det er vigtigt at vi forstår dette, så vi virkelig kan glæde os over dyrene, idet vi giver dem den plads i vort liv som Gud har tiltænkt dem.

Tilbage står imidlertid nogle spørgsmål om dyrs liv og død, om menneskets ret til at dræbe dyr, om hvordan man skal betragte et dyrs død, om at dræbe dyr til føde, og så videre. Disse spørgsmål vil vi tage op i et senere nummer.