Faren ved at dyrke for meget af samme slags

Bladet BioScience gav for nylig følgende advarsel: „Endnu et spøgelse, den store sygdomsepidemis spøgelse, hjemsøger ’den grønne revolution’.“ Hvad er grunden til dette?

Når der opdyrkes store arealer med samme korntype, bliver hele afgrøden udsat for en alvorlig fare. Hvis kornet skulle blive angrebet af et nyt insekt eller en ny plantesygdom, kan hele det areal der er tilsået med denne korntype blive berørt. Men hvis der er benyttet forskellige korntyper, sker det som regel ikke.

Eksperter er enige om at dette er en mulighed der absolut må regnes med i forbindelse med de nye, højtydende korntyper. Disse nye typer står på et meget spinkelt genetisk fundament. Ifølge Rockefeller Foundation kommer kommer hele den familie af hvedevarieteter der i dag er den mest udbredte i Asien, fra en enkelt stamme.

Men eftersom de nye typer er så givtige, er det dem man foretrækker. Landmændene vil naturligvis gerne tjene penge. De sår det de hurtigst kan tjene penge ved. Derfor sår de mere og mere af den type der giver en stor afgrøde, på bekostning af de lokale typer, som yder mindre. Men ingen ved hvor stor modstandskraft de nye varieteter, der ikke er blevet fremelsket på samme egn, har over for forskellige sygdomme.

Det er grunden til at en artikel i Londonbladet New Scientist slår alarm: Hvis de få nye typer skulle bukke under for en sygdom, ville resultatet være en katastrofe. Der ville i et stykke tid ikke være ret meget man kunne erstatte dem med, for det tager nogen tid at fremelske nye stammer der er modstandsdygtige over for en ny sygdom. Artiklen sluttede at muligheden for en katastrofe måske er blevet mangedoblet og ikke mindsket, fordi mennesket har grebet ind i naturen.

Er det sket før?

Men måske bygger denne frygt kun på teorier? Nej, slet ikke. Det er sket før med plantetyper der stod på for spinkelt et genetisk fundament.

Kartoffelskimmel („kartoffelsyge“) er et eksempel på dette. I 1845 blev kartoffeldyrkningen i Europa hårdt ramt af kartoffelskimmel. I 1846 var ødelæggelserne endnu alvorligere, og i Irland var der ligefrem tale om en katastrofe.

Irerne var gået over til at dyrke kartofler på det meste af deres jord, og det var især én bestemt slags de dyrkede. Skimmelsygdommen ødelagde denne kartoffeltype. The World Book Encyclopedia fortæller hvad det førte til: „Kartoffelsulten i 1840rne var den største katastrofe i Irlands historie. . . . omtrent 750.000 mennesker døde af sult og sygdom. I disse år rejste hundredtusinder bort fra Irland.“

Noget der fandt sted i nyere tid, for tyve år siden, er også et eksempel på dette. Havredyrkere i De forenede Stater begyndte at producere en ny, højtydende havrevarietet, en krydsning inden for en havresort kaldet Victory. Disse varieteter blev modtaget og sået vidt og bredt. Men så skete det at en bestemt svampeart formerede sig hurtigt og gjorde det af med store dele af havrehøsten. Inden to år var svampen blevet så udbredt at det ikke længere kunne forsvares at dyrke Victory-havre.

I 1930rne blev der fremelsket en hvedevarietet der fik navnet „Hope gene“. Det så ud til at den skulle løse de problemer der skyldtes indhug fra plantesygdommen sortrust (græsrust). På nogle få år blev den sået over store områder i den vestlige del af U.S.A., lige fra Texas til North Dakota. Men sidst i 1940rne kom der en ny og yderst ondartet svampeart. Alt hvad der blev dyrket af almindelig hvede og hård hvede i De forenede Stater og Canada, var modtageligt for angrebet. Den nye svampeart bredte sig hurtigt i de vigtigste hvederegioner og tog sit bytte. Resultatet var at produktionen af hård hvede på Northern Great Plains næsten lå stille i flere år.

De seneste tilbageskridt

En dag i 1971 stod følgende overskrift i New York Times: „Sejr i arvelighedsforskning bliver truende ulykke.“ Den ledsagende artikel fortalte om de forædlede majskrydsninger der var blevet indført i U.S.A. siden 1950. Disse havde mere end fordoblet majsafgrøderne pr. hektar.

Men i 1970 indtraf der et uventet angreb af en ny og ondartet sygdom kaldet „southern corn leaf blight“. Den afslørede at den forædlede majs som de fleste landmænd havde plantet, var yderst sårbar. Fra juli og indtil høsten i 1970 blev omtrent 250 millioner hektoliter majs ødelagt. Det var 15 procent af hele majshøsten, og værdien var en milliard dollars!

Angående denne majskatastrofe skrev New York Times:

„Sårbarheden skyldes først og fremmest at alle landmænd gerne vil dyrke den bedste type af hver kornsort samtidig. Den deraf opståede ensartethed truer med at blive en katastrofe når der viser sig en fjende i form af en ny mutant — som den seneste afart af sygdommen ’southern corn leaf blight’.

Som på så mange andre områder i nutidens verden gælder det, at hvad der på kort sigt kan forekomme økonomisk fornuftigt, på langt sigt kan rejse alvorlige problemer, både økologisk og økonomisk.“

Men har dette også berørt nogle af de nyeste kornvarieteter? Ja. Den nye ris er allerede blevet berørt. Bogen The Environmental Crisis bemærker: „IR-8-rissorterne har allerede haft meget besvær med dette problem, men alligevel skabes der endnu større monokulturer.“

„Monokultur“ vil sige dyrkning af store arealer med én og samme afgrøde. Selv om der er opstået besværligheder, ser det altså ud til at endnu større monokulturer bliver det almindelige, fordi landmændene gerne vil tjene penge i en fart.

I februar 1972 fremkom der nogle nye tal om situationen på Filippinerne. De viste at den dødbringende plantevirus tungro havde ramt rismarker med et samlet areal på næsten 60.000 hektarer på øerne Luzon og Mindanao. Præsidenten, Ferdinand Marcos, sagde til Filippinernes kongres: „Det [1971] var et katastrofeår for Filippinernes landbrug.“

På grund af de nye højtydende ristyper der blev dyrket fra 1966, var Filippinerne selvforsynende op til 1970 og havde endda lidt i overskud. Men sidste år, i 1971, blev det nødvendigt at importere enorme mængder — 460.000 tons ris. Og regeringen anslår at landet i 1972 vil stå over for et underskud på 640.000 tons, og i 1973 omtrent det samme.

Det er derfor meget farligt og kortsynet at tilså større og større arealer med en korntype der står på alt for snævert et genetisk grundlag. Men det er ikke det eneste problem der er i forbindelse med de nye korntyper.

[Illustration på side 6]

Sygdomsramt majskolbe af en type der er fremdrevet ved krydsning (til højre) og sund majskolbe fra en type der er bestøvet på normal måde (til venstre)