Hvad er „den grønne revolution“?

FOR blot nogle få år siden forlød det at mange hundrede millioner mennesker i forskellige lande led af sult eller underernæring. Man hørte at fødevaremangelen hver dag var skyld i tusinder af dødsfald.

Dette gjaldt især Indien. I to år, 1965 og 1966, var nedbøren dér så ringe at det gik hårdt ud over afgrøderne. Mange døde af sult. Kun enorme sendinger af fødevarer fra andre lande afværgede den fuldstændige katastrofe.

Resultatet blev at der fra mange retninger lød dystre forudsigelser om verdensomspændende hungersnød. Der var eksperter som anslog at denne hungersnød i hvert fald ville komme midt i 1970erne. Der var endda nogle som sagde at den verdensomspændende hungersnød allerede var begyndt.

Men nu bliver der ikke mere talt så meget om at folk ligefrem dør af sult forskellige steder på jorden. Man hører endda at der er „overskud“ af fødevarer visse steder hvor der for blot nogle få år siden var stort underskud.

Hvad skyldes det? Det skyldes at der er sket en „revolution“ inden for dyrkningen af brødkorn. Den omvæltning der er sket vurderes så højt at den har fået navnet „den grønne revolution“.

Men der har også rejst sig nogle spørgsmål. For eksempel: Hvordan begyndte denne „grønne revolution“? Er der nogen farer forbundet med den? Hjælper den virkelig de fattige og de sultne i verden? Er den løsningen på menneskehedens problemer med at skaffe føde nok? Lad os undersøge hvert af disse spørgsmål.

Hvordan den begyndte

Nærmere bestemt er „den grønne revolution“ betegnelsen for resultaterne af nogle vellykkede forsøg med at udvikle nye og meget højtydende typer af hvede og ris. Den er så betydningsfuld fordi disse to kornsorter, og især ris, er hovednæringskilderne for det meste af jordens befolkning.

„Den grønne revolution“ begyndte omkring 1965 efter en række forsøg med hvedeforædling i Mexico, som Mexicos landbrugsministerium og Rockefeller Foundation var fælles om at støtte.

Det første gennembrud — som kom efter cirka tyve års forsøg — skyldtes et hold af landbrugseksperter med dr. Norman E. Borlaug i spidsen. De fremelskede specielt nogle hvedetyper der kunne give op til fire gange så store afgrøder som de tidligere anvendte.

Den nye hvede var kort, og strået ret kraftigt. Dette havde stor betydning, for det hindrede at planten bøjede sig under vægten af de ekstra tunge aks. Desuden kunne den trives uanset om dagen var kort eller lang. Det betød at den også kunne bruges sådanne steder på jorden hvor dagslysets længde var anderledes end der hvor kornet var fremelsket. Den nye hvede lod sig også let påvirke ved kunstgødning og vanding.

Omtrent samtidig udviklede Det internationale Risforskningsinstitut en ny, højtydende risplante på Filippinerne. Denne opdagelse kom til at betyde det samme for risdyrkningen som forsøgene i Mexico havde betydet for hvededyrkningen.

I 1965 blev der foretaget mere udbredte forsøg med disse nye kornsorter i Asien. Der blev tilsået flere hundrede hektarer. I dag, kun syv år efter, er millioner af hektarer blevet tilsået med de nye varieteter, flere forskellige steder på jorden! De er især blevet taget i anvendelse i Indiens og Pakistans store hvededistrikter. På Filippinerne og andre steder i Sydøstasien hvor der dyrkes ris, er de nye risvarieteter også blevet benyttet i stadig større udstrækning.

Hvilken virkning har det haft?

Der er sket mærkbare forandringer inden for kornavlen på grund af de nye varieteter. I adskillige lande er kornproduktionen blevet stærkt forøget. Bladet BioScience for 1. november 1971 omtalte specielt Indien og Pakistan, „hvor man efter sigende er ved at mane den store hungersnøds spøgelse i jorden, eller i det mindste holder det borte i måske en menneskealder“.

Den bedste høst Indien tidligere havde haft var i 1964-65. Da blev der produceret 89 millioner tons korn. Men i 1970-71 meldtes der om 107 millioner tons. Den mest iøjnefaldende stigning var i hvedeproduktionen. På seks år blev den fordoblet fra 11 millioner tons til 23 millioner tons. Produktionen af ris er ikke gået helt så meget i vejret. Alligevel har officielle talsmænd forudsagt at Indien i 1972 kunne blive „selvforsynende“ med denne vigtige næringskilde.

Kornets stærkt forøgede ydeevne har resulteret i at visse hungerudsatte områder af jorden, som før i tiden måtte importere enorme mængder korn, nu har fået behovet dækket, og måske endda er begyndt at eksportere. De nye korntypers succes har hvert år fået flere og flere landmænd til at gå over til disse typer.

Ud fra dette kunne man slutte at videnskaben nu langt om længe har løst menneskehedens problemer med at skaffe føde nok. Man skulle tro at jordens hungrende folk nu kun behøver at gå over til de nye varieteter af hvede og ris for at undgå sult.

En advarsel

Det er der imidlertid mange landbrugseksperter der advarer os imod at tro. De siger at „den grønne revolution“ ikke har befriet menneskeheden for sult endnu, og heller ikke vil gøre det i fremtiden!

I bogen The Survival Equation er der for eksempel en artikel skrevet af landbrugsøkonomen Wolf Ladejinsky, hvori det hedder:

„I næsten fem år er ’den grønne revolution’ skredet frem i flere af Asiens landbrugsmæssigt underudviklede lande. Dens indmarch i de traditionsbundne landbosamfund blev hyldet som et bevis mod de dystre forudsigelser om at hungeren lurede i store dele af verden.

Men mere end det; de der lod sig rive med i glædesrusen over de kommende forandringer, så deri middelet til at fjerne fattigdommen hos det store flertal af landbrugerne. . . .

De gunstige forhold hvorunder den nye teknologi trives er imidlertid ikke lette at nå frem til, og derfor kan der ikke undgå at være grænser for dens rækkevidde og de fremskridt den kan gøre. Bortset fra det har revolutionen, de steder hvor den har været vellykket, givet anledning til en lang række politiske og sociale problemer. Kort sagt kan den grønne revolution, som dr. Wharton så rigtigt påpegede i ’Foreign Affairs’ i april 1969, både blive et overflødighedshorn og en Pandoras æske.“

Hvorfor er der så mange eksperter der, her midt under „den grønne revolution“, advarer mod for tidlig optimisme? Hvilke problemer er der? Hvordan berører de „den grønne revolutions“ mulighed for at gøre en ende på sult og fattigdom?

Et af problemerne indebærer en stor fare. Det har at gøre med det genetiske grundlag for de nye kornvarieteter.

[Illustration på side 4]

Højtydende ristyper fremelsket på Filippinerne har betydet det samme for risdyrkningen som forsøg med hvede i Mexico har betydet for hvededyrkningen — men er dette løsningen på problemet?