Hvad er der ved at ske med religionen i Finland?

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I FINLAND

GENNEM mange århundreder har religionen spillet en fremtrædende rolle i Finland. For ikke længe siden ville det have været usandsynligt at religionen kunne komme i vanskeligheder her.

Men nu er religionen ikke bare i vanskeligheder. Den står i fare for at falde fuldstændig fra hinanden. For øjeblikket skyldes faren hovedsagelig indre kræfter. Men disse kræfter er så stærke at hvis religionen i Finland skulle modtage et slag udefra, ville den ikke være i stand til at modstå det.

Hvad er det der har svækket religionen, når den i så lang tid har været en del af det finske folks liv? Hvem er ansvarlig?

Hvad er der sket?

For at få et billede af hvad der faktisk er foregået i Finlands kirker, behøver man kun at undersøge nogle få statistikker. For eksempel tilhører 92 procent af befolkningen den evangelisk-lutherske kirke; men dette tal er vildledende. De fleste bliver mere eller mindre automatisk opført som medlemmer fra barndommen.

Den interesse som folk viser denne ’folkekirke’, giver mere realistiske statistikker. I 1963 gik kun mellem 3 og 4 procent regelmæssigt i kirke. Og tallet blev endnu mindre i 1970! Det er uden for enhver tvivl at det finske folks interesse for religion er dalende.

Selv om ni ud af ti formelt tilhører den lutherske kirke, gælder de flestes interesse for kirken kun det at blive gift og begravet i den og at få deres børn døbt og konfirmeret. For flertallet af finner er kirken en institution som udfører visse funktioner, men ikke skal tages alvorligt. Faktisk viste en undersøgelse at hovedparten af de personer som ønskede en kirkelig begravelse, ikke engang troede på et liv efter døden!

I den senere tid har man kunnet iagttage en anden tendens. I de sidste år er antallet af dem der melder sig ud af kirkerne (ikke bare dem der er blevet passive) steget, ja på et enkelt år er tallet fordoblet. En af grundene til at flere og flere tager dette skridt er denne: Så længe man er opført som medlem af kirken, skal man betale kirkeskat. Men denne forpligtelse ophører når man melder sig ud.

Mangelen på interesse for religion har også nået præsternes rækker. Dette gør sig især gældende blandt de yngre præster og seminariestuderende. Professor Mikko Juva fra Kirkernes Verdensråd sagde til en forsamling af præster samlet i Tampere her i Finland den 14. april 1971: „Vi gennemlever en svær periode med forandringer i kirken. Disse forandringer finder ikke bare sted i vores land, men i hele verden. Der er mange tydelige tegn på dette. I mange lande ønsker de teologistuderende ikke at blive ordinerede præster og især ikke at deltage i menighedsarbejdet.“

Han nævnte at den finske religionskrise især har eksisteret siden 1963, det år hvor Verdensrådet afholdt sin fjerde generalforsamling i Helsinki. Men dr. Martti Miettinen forudser mere end et slag. Ved en konference for Det evangeliske Arbejdsråd i Pori sagde han: „Protestantismens endeligt kan snart blive en realitet.“

Hvorfor er det sket?

Hvorfor er denne forbløffende situation opstået i Finland? Hvorfor er religionens tilstand så ringe?

En af de grundlæggende årsager er at kirkerne har fjernet grundlaget for deres egen eksistens. Dr. Miettinen bemærker: „Denne kritiske udvikling begyndte med teologernes bibelkritik, der førte til at Bibelen blev forkastet som autoritet. Jesus blev kun betragtet som et menneske, og ligefrem en politisk revolutionær, ikke som Guds søn. ’Gud er død’-teologien var født.“

Hvis Kristus ikke var Guds søn, fortæller Bibelen ikke sandheden; så hvorfor læse den? Sådan ræsonnerer tænkende finner. Og hvis Gud er „død“, hvorfor så gå i kirke hvor de taler om ham? På denne måde lagde den „højere bibelkritik“ grunden til manglende tro. Den ødelagde de unges tro.

For eksempel latterliggjorde Olavi Aula, en luthersk præst som underviser unge, i en fjernsynsudsendelse Bibelens beretninger om Kain, Noas ark og Jonas. Kan man forvente at sådanne synspunkter hos præsterne opmuntrer finnerne i almindelighed, og de unge i særdeleshed, til at læse Bibelen eller lære om Gud? En sådan lære undergraver troen på Gud og kristendommen.

Dette indrømmedes i den kirkelige avis Sana, som skrev: „Det kristne skred ned ad bakke er en realitet. Årsagen er ikke så meget ’den ugudelige verden’ som . . . os kristne der løsriver os fra vor tros grundvold.“

Som allerede nævnt er præsterne direkte ansvarlige for dette. Da flere og flere inden for præsteskabet mister troen, bliver dette bemærket af befolkningen, som derfor også mister troen.

Men tænkende mennesker skulle spørge sig selv: Hvem ved mest — Jesus Kristus og Gud, eller sådanne præster? Jesus vidste at Gud havde inspireret Bibelen, så han troede på og lærte de historiske sandheder om for eksempel skabelsesberetningen, vandfloden i Noas dage og beretningen om Jonas. Han betragtede dem ikke som myter. Han vidste at det virkelig var foregået. Hvem er det mon så der lyver — Bibelen, Kristus og Gud — eller præsteskabet?

Prisen betales

Kirkerne i Finland har sandelig mistet deres grundvold. Deres ledere underviser ikke folk i sandheden om Gud og hans hensigter. Derfor er det uundgåeligt at kirkerne må betale prisen for ikke at holde fast ved sandheden om Gud, som nedskrevet i hans ord, Bibelen.

En del af den pris er folks ringe agtelse for kirkerne. Martti Mäkisalo, en teologistuderende, siger for eksempel: „Hvis man spørger unge hvad de ønsker sig af kirkelig aktivitet, vil man få at vide: Jeg kunne godt tænke mig nogle rum hvor man kan spille plader, danse, drikke øl og gøre hvad man nu har lyst til. Hvis man stiller gamle mennesker det samme spørgsmål, får man helt andre ideer: Kirken skal genindføre disciplinen. . . . Den midaldrende generation, som føler sig fremmed over for kirken, . . . foreslår at kirken skulle bygge huse til folk.“

Den teologistuderende slutter: „Opfattelsen af kirken er fordrejet.“ Sådan forholder det sig i Finland. Og hvem er ansvarlig for at den er blevet så fordrejet? Kirkelederne selv.

En anden del at den pris kirkerne betaler er at folk, ja selv en hel del præster, forlader dem i rekordantal. Der er også færre og færre unge mænd der ønsker at prædike fra prædikestolene. Det er ikke så mærkeligt at dr. Miettinen sagde: „Protestantismens endeligt [i Finland] kan snart blive en realitet.“