„Dit ord er sandhed“

Er det rigtigt at bede til andre end Gud?

EMNET bøn indtager en fremtrædende plads i Bibelen, lige fra Første Mosebog til Åbenbaringen. Men hvad er egentlig bøn?

En af de forklaringer der gives på hvad bøn er, går ud på at det er „tale til Gud“. Selv om bøn ganske vist er „tale til Gud“, betyder det ikke at al tale til Gud er bøn. For eksempel talte Adam og Eva med Gud efter at have syndet, men dette var ikke bøn. Og da Kain talte med Gud efter at have myrdet sin retfærdige broder Abel, bad han ikke. Bøn er mere end slet og ret tale til Gud. Bøn indbefatter hengivenhed, tillid, respekt og en følelse af afhængighed af den til hvem bønnen rettes.

For at bønner kan besvares må de opsendes til den rette og på den rette måde, og de må dreje sig om de rette anliggender. Først og fremmest må vi altså bede til den rette. Er det rigtigt at bede til andre end Gud eller til andre foruden ham?

New Catholic Encyclopedia siger: „Man beder til jomfru Maria, til englene og helgenerne i himmelen, men kun i den forstand at de kan gå i forbøn for os hos Gud. Til Gud beder man: ’Forbarm dig over os.’ Til helgenerne: ’Bed for os.’“ — Bind 11, s. 673.

Men er der noget bibelsk grundlag for påstanden om at vi kan bede til Maria og andre så de kan „gå i forbøn for os hos Gud“? Nej, det er der ikke. Vi læser intetsteds i Bibelen at de første kristne anmodede engle eller afdøde medkristne (som Stefanus og Jakob) om at gå i forbøn for sig. — Ap. G. 7:60; 12:2.

En grund til at de ikke bad til kristne som havde lidt martyrdøden var at de vidste at disse var døde og ville sove i døden indtil Kristi Jesu genkomst. Fortalte Jesus ikke sine disciple at han gik bort for at gøre en plads rede til dem i himmelen, og at han, når han kom igen, ville bringe dem dertil? Jo, afgjort. (Joh. 14:2, 3) Endvidere læser vi gentagne gange at de kristne sover i døden indtil Kristus kommer igen: „Vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles.“ (1 Kor. 15:51, 52) Og igen: „Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham. Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå.“ (1 Tess. 4:14, 16) Således finder vi også at apostelen Paulus udtrykker håbet om at modtage sin himmelske belønning, ikke i dødsstunden men „på hin dag“. — 2 Tim. 4:8.

Mens disse trofaste kristne sov i døden, ville det altså have været absolut forgæves at de levende bad dem om at gå i forbøn for sig. Men, læser vi ikke gang på gang at kristne opmuntres til at bede for hinanden? Jo, men det er mens de stadig er i live i kødet. Apostelen Paulus bad ikke kun for andre, han pålagde også andre at bede for ham. Til tessalonikerne skrev han: „Brødre! bed for os.“ (2 Tess. 3:1) Han opmuntrede filipperne: „Det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må blive mere og mere rig på indsigt og al dømmekraft.“ (Fil. 1:9) Også disciplen Jakob rådede: „Bed for hverandre, for at I må blive helbredt; en retfærdigs bøn har en mægtigt virkende kraft.“ (Jak. 5:16) Læg mærke til at bønnerne i alle disse tilfælde bedes for nogen, ikke til dem.

Den eneste i himmelen som Gud har bemyndiget til at tale vor sag, er Jesus Kristus. Han har den nødvendige bemyndigelse på grund af at han ofrede sit liv til gavn for os. (Hebr. 7:25-27) Jesus lovede selv at hvis vi beder vore bønner i hans navn, vil Gud høre os. (Joh. 16:23, 24) Han sagde også: „Ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ (Joh. 14:6) Og som den inspirerede apostel Paulus fortæller os, „er [der] kun én Gud, og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle“. Da dette er den guddommeligt fastsatte måde, ville det være en krænkelse af Jesus at bede andre om at gå i forbøn for os, som om Guds udnævnte kanal ikke var tilfredsstillende. — 1 Tim. 2:5, 6.

Eftersom Jesus Kristus er den kanal ved hvilken vi når Gud, og eftersom han også taler vor sag, betyder det da at vi kan bede direkte til ham? Ifølge New Catholic Encyclopedia rettes bønner „ved nogle lejligheder . . . direkte til Kristus . . . Den første kendte bøn henvendt til Kristus er Sankt Stefanus’ bøn: ’Herre Jesus, tag imod min ånd . . . Herre, tilregn dem ikke denne synd’ (Ap. G. 7.60).“

Hvad med denne påstand? Berettiger Stefanus’ ord os til undertiden at bede direkte til Jesus? Nej, det gør de ikke. Hvorfor ikke? På grund af de omstændigheder under hvilke han udtalte disse ord. Efter at Stefanus havde aflagt sit lange vidnesbyrd til sanhedrinet blev han truet. Uden tvivl for at styrke ham lod Gud ham se et himmelsk syn, som vi læser: „Men fuld af Helligånden stirrede han op imod Himmelen og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd. Og han sagde: ’Se, jeg skuer Himlene åbne og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd.’“ Idet han i synet så Herren Jesus Kristus, følte Stefanus sig åbenbart fri til at rette sin anmodning til ham som den kristne menigheds udvalgte hoved, idet han sagde: „Herre Jesus, tag imod min ånd!“ — Ap. G. 7:54-59.

Således rettede Stefanus ikke en bønlig henvendelse til Jesus på samme måde som han plejede at bede til Jehova Gud. Han fremsatte en anmodning til den han skuede i sit syn. At dette er den rette slutning, ses deraf at det eneste andet tilfælde hvori en sådan henvendelse er blevet rettet til den opstandne Herre Jesus Kristus, er i en lignende situation. Apostelen Johannes fortæller i Åbenbaringens bog at han ser Jesus i et syn og hører ham sige: „Jeg, Jesus, har sendt min engel for at vidne for jer om disse ting i menighederne.“ Jesus tilføjer: „Han, som vidner om dette, siger: ’Ja, jeg kommer snart!’“ Fordi Johannes havde hørt disse ord svarede han: „Amen. Kom, Herre Jesus!“ — Åb. 22:16, 20.

Vi ser altså at Bibelen ikke berettiger os til at anmode engle, Jesu moder Maria, eller nogen som helst anden hellig i himlene om at bede til Gud for os. Der er kun én kanal gennem hvilken vi kan komme til Faderen, og det er Jesus Kristus; han alene kan tale vor sag eller gå i forbøn for os. Og den eneste til hvem vore bønner kan rettes er Jehova Gud. Det er fordi „der for os dog kun [er] én Gud, Faderen, fra hvem alt er, og til hvem vi er skabt, og én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er, og ved hvem vi er skabt“. — 1 Kor. 8:6.