Hvorfor kommer fredsbestræbelserne netop nu?
FOR nitten hundrede år siden forudsagde Bibelen en tid hvor folk ville sige „fred og ingen fare“. Det ser ud til at opfyldelsen af denne profeti hastigt nærmer sig.
De ledende i verden bruger ordet „fred“ gang på gang. Men det er ikke selve brugen af et ord eller en talemåde der er så betydningsfuld.
Vi lever i en tid der på mange måder er uden sidestykke. Tænk et øjeblik på de hårde kendsgerninger verden må se i øjnene i vor tid. Tænk på hvor tankeløst, ja ligefrem vanvittigt, det ville være af verdens ledere hvis de ikke nu, mere end nogen sinde, gjorde deres yderste for at indføre fred og stabilitet.
Fred eller selvmord for hele verden?
Aldrig før vor tid har mennesker haft mulighed for bogstavelig talt at ødelægge hele jorden. Overvej følgende oplysninger:
De forenede Stater har enogfyrre undervandsbåde der er bevæbnet med atomraketter. Hver af dem medfører en sprængkraft der er større end alle de bomber der blev kastet på begge sider i den anden verdenskrig — inklusive de to atombomber der blev kastet over Japan! Sovjetunionen er i færd med at fremstille toogfyrre sådanne u-både. Frankrig begyndte at afprøve en atomundervandsbåd i juli sidste år.
Russerne har omkring 300 store SS-9-brintbomber, hver med en sprængkraft på femogtyve megatons. Det svarer til femogtyve millioner tons trotyl for hver. En enkelt af disse bomber kunne gøre en hvilken som helst af jordens storbyer til en rygende ruinhob.
Døgnet rundt, også netop nu, har De forenede Stater foruden sine u-bådsraketter 1000 landbaserede Minuteman-raketter, hver udrustet med sprængladninger på en eller to megatons, rettet mod Sovjetunionen og Kina. Sovjetunionen har omkring 1300 raketter der er lige så kraftige, rettet mod De forenede Stater, foruden SS-9erne.
Blot et tryk på en knap i de to fjendtlige lande, og tre hundrede millioner mennesker ville efter beregningerne omkomme på mindre end en time.
Alligevel er stormagterne blevet ved med at oplagre sprængladninger i større og større mængde. Fysikeren Ralph E. Lapp gjorde således for nogen tid siden opmærksom på at U.S.A. har oplagret „tilstrækkelige kerneeksplosiver til at udradere Sovjetunionen mindst 25 gange“.
Kina nærmer sig nu hurtigt en status som atomstormagt.
Og mere end det — Det internationale Fredsforskningsinstitut i Sverige meddeler at omkring en tredjedel af alle lande vil have „betydelige atomprogrammer ved slutningen af 1970erne“. Dette kan ifølge instituttet føre til „en helt ny situation i militær og strategisk henseende“.
Med god grund har præsident Nixon advarende sagt: „I en atomkrig ville der ikke være nogen vindere — kun tabere.“ „Hvis vi inddrages i en konflikt er muligheden for gensidigt selvmord meget stor.“
Når der før i tiden var fare for krig måtte landenes herskere tage under overvejelse at de kunne miste noget af deres magt, at landet kunne miste en del af sin befolkning og noget af sin industrielle styrke, og at store dele af de vigtigste byer kunne blive ødelagt.
Men de har aldrig måttet frygte at hele nationen skulle gå til grunde, at hele landet skulle blive ubeboeligt.
Den risiko må de nu regne med.
Truslen mod menneskets miljø kræver verdensomspændende aktion
Menneskeheden må slutte fred med den klode den bor på. I årtier har mennesket ’ført krig mod’ sine egne omgivelser ved at forurene dem til de næsten er gået til grunde. Mennesket høster nu hvad det har sået.
Vi høster i form af forurenet luft. I 1970 forudsagde videnskabsmænd ved et institut for atmosfærisk forskning at „byboere om ti år vil være nødt til at gå med gasmaske for at overleve luftforureningen“, hvis denne fortsætter i det nuværende tempo. I Tokyo må færdselsbetjentene allerede nu med regelmæssige mellemrum ’trække luft’ i iltautomater.
Vi høster i form af forurenet vand i floder og søer, ja endda i havene. På trods af alle advarslerne fortsætter forureningen. Avisen The Daily Yomiuri skrev den 27. juni 1972: „Forureningen af havene omkring Japan forværres i et alarmerende tempo.“
Denne og andre former for forurening kan ikke bringes til ophør stykke for stykke af de enkelte lande. Om FNs miljøkonference i Stockholm skriver bladet Editorial Research Reports:
„Alt andet end en fuldstændig, international indsats forekommer at være nytteløst. Jordens økosystem er et hele; det er således indrettet at intet land alene kan rense sit miljø. Atmosfæren bringer industriforurening og pesticider ud over hele jorden. Så godt som alle internationale vandveje er forurenede, og det bliver værre år for år.“
En verdensomspændende forureningskatastrofe er lige så virkelig og alvorlig en fare som faren for en atomkrig.
Befolkningsbomben — nær ved at eksplodere
Det har taget jordens befolkning tusinder af år at nå op på en milliard (i 1850). På blot firs år nåede den op på to milliarder. Nu er den på 3,6 milliarder, og det anslås at den vil stige — ikke blot med endnu en milliard — men til det dobbelte af det nuværende tal på blot de næste tredive år!
Hver dag er der cirka 200.000 nye munde der skal mættes. Men kloden har stadig samme størrelse. Og landbrugsproduktionen kan ikke holde trit med det voksende behov.
De ledende i verden ved at det gærer voldsomt blandt folkene i den såkaldte ’tredje verden’, de fattige lande, u-landene. Disse lande har over dobbelt så stor en befolkning som de rige industrilande, og den stiger i et stærkere tempo.
For at dæmpe den voksende utilfredshed i disse befolkningsmasser har stormagterne prøvet at give teknisk hjælp. Der er også gjort fremskridt; men problemerne er store og befolkningstilvæksten annullerer så godt som alle fremskridt. En FN-undersøgelse har således for nylig vist at „kløften mellem de besiddende og de ikke-besiddende lande stadig udvides“.
Den trussel befolkningsbomben nu udgør, vokser hastigt dag for dag. Stormagterne er klar over at hvis de skal ’demontere’ denne bombe, må de vende sig bort fra deres kappestrid og arbejde på at forbedre forholdene over hele jorden.
Interne problemer kræver opmærksomhed
De ledende i verden står også over for voksende problemer inden for deres egne grænser. De kan se de kritiske forhold i storbyerne, hvoraf mange forfalder i et faretruende tempo. Penge er der brug for, men de er knappe, især på grund af militærudgifterne og den kolde krigs kapløb.
I Sovjetunionen og andre lande stiller forbrugerne større krav som må imødekommes hvis kontrollen med befolkningen skal bevares. Der må også gøres noget for at standse den bølge af kriminalitet der skyller hen over alle lande.
Folk har desuden lagt mærke til at stormagterne har held med sig i deres rumforsøg. Der har været mænd oppe at gå på månen. De ser at landene har held med deres forehavender i rummet, og de spekulerer på hvorfor succesen ikke overføres til forhold på jorden.
Lever De forenede Nationer op til sit navn?
De forenede Nationer, der engang blev hyldet som menneskehedens ypperste bedrift, er i vanskeligheder. Organisationen er i fare for at miste al sin prestige hvis ikke der sker betydelige forandringer i de nuværende verdensforhold.
Men efter at Kommunistkina nu er optaget i FN, omfatter FN for første gang så at sige hele jordens befolkning. Hvad nu hvis stormagterne kunne udarbejde en fredsordning med FNs hjælp? Og hvad nu hvis dette kunne være en hjælp til at fjerne kampe og stridigheder mellem de mindre lande?
Da ville De forenede Nationer tilsyneladende leve op til sit ophøjede navn. FN kunne da atter vinde hæder og støtte.
En krise for verdensreligionen
Det er gået stærkt tilbage for verdensreligionen, og især kristenheden, i de senere år. Indre uenighed i kirkerne har i høj grad svækket respekten for dem. Deres tilsyneladende manglende evne til at indføre fred og løse menneskets problemer får mange til at tvivle på om de i det hele taget har nogen værdi. Men de religiøse ledere øjner nu en mulighed for at slå gevinst af indførelsen af verdensfred.
Hvis der snart bliver forkyndt ’fred og ingen fare’ over hele jorden — og hvis kirkerne kan hævde at de har haft en vis andel i at oprette denne fred — da kan de måske genvinde i det mindste noget af deres tabte indflydelse, prestige og anseelse. Det har de brug for — og de ved det.
Pave Paul VI har indrømmet at splittelser, kritik og protester hjemsøger den katolske kirke og forårsager „en uro som vi hverken kan eller vil skjule“. — New York Times, den 24. juni 1972.
En verdensomfattende fredsordning kunne gøre meget for at dæmpe denne uro og øge tilliden til fremtiden. Den kunne give håb om en ny religiøs vækkelse og fornyet styrke og indflydelse for verdensreligionerne.
Der er altså mange og yderst vigtige grunde til at mennesker vil gøre deres yderste for at indføre verdensfred. Der er vidnesbyrd der peger på at de snart vil nå dertil hvor udråbet „Fred og ingen fare!“ bliver dagens slagord!
Men det store spørgsmål er: Varer det ved?
Det er nu muligt at få svaret på dette spørgsmål at vide.
[Tekstcitat på side 11]
Befolkningsbomben nær eksplosionspunktet
Befolkningen er nu på 3.600.000.000
Ifølge forudsigelserne dobbelt så stor om 30 år
Den hurtigste tilvækst finder sted i de fattige lande, som allerede har dobbelt så stor en befolkning som de rige lande
[Ramme på side 10]
Både USA og Sovjet har over 1000 landbaserede raketter rettet mod deres mål og klar til affyring ved et tryk på en knap
En af disse raketter kan jage gennem rummet med en fart af 24.000 kilometer i timen og udøse atomdøden over en hel by mindre end en halv time efter at signalet til affyring er givet
[Illustration på side 11]
Hver dag er der 200.000 nye munde at mætte. Produktionen af fødevarer kan ikke holde trit med det voksende behov
[Illustration på side 12]
Pave-appel til biskopper
Fred er en mulighed
— Kristeligt Dagblad, 21. juli 1972