Hvorfor håbet om „en generation med fred“ vokser

DER sker besynderlige ting i vor tid. Og den virkelige betydning af det der sker, stikker langt dybere end overfladen lader ane.

De kender sikkert til den række overraskende forandringer der er sket i løbet af det sidste års tid. Her er nogle af dem:

● Efter toogtyve år er Kommunistkina — som omfatter over en femtedel af jordens samlede befolkning — endelig blevet medlem af De forenede Nationer. I slutningen af 1971 blev det et af de fem faste medlemmer af FNs sikkerhedsråd.

● I februar 1972 skete det for første gang i historien at en amerikansk præsident rejste til det kinesiske fastland, på en „fredsrejse“. De skranker der har holdt de to lande adskilt i flere årtier, både hvad angår handel, rejser og kommunikation, forsvinder nu lidt efter lidt.

● Der er blevet undertegnet en afgørende firemagtsaftale som vil skabe friere og nærmere forbindelser mellem Øst- og Vesttyskland, der har været adskilt siden den anden verdenskrigs slutning.

● Ved topkonferencen i Moskva i maj 1972 undertegnede Sovjetunionens og De forenede Staters ledere officielt en hel række aftaler. Deriblandt var følgende:

En fælles amerikansk-sovjetisk rumflyvning, projekteret til 1975.

Gensidig udveksling af videnskabelige og tekniske data.

Samarbejde om løsning af opgaver i forbindelse med lægevidenskab og folkesundhed.

Fælles forskning og gensidige bestræbelser for at beskytte menneskets miljø mod den voksende forurening.

En pagt hvis formål er at forhindre farlige konfrontationer på verdenshavene mellem flådefartøjer fra de to lande.

Og, hvad der især er vigtigt, en pagt om begrænsning af det dyre atomrustningskapløb.

Snart efter at disse overenskomster var underskrevet af de to stormagter, blev de efterfulgt af store handelsaftaler; blandt andet skulle Sovjetunionen købe korn for 5,25 milliarder kroner i U.S.A. Der blev også sluttet en aftale til flere milliarder dollars mellem Sovjetunionen og et amerikansk olieselskab om at dette selskab skulle yde teknisk hjælp til udnyttelse af russiske olie- og gasfelter.

● Og fra juni 1972 har der så været en periode med diplomatisk aktivitet som aldrig før mellem stormagterne. Deres repræsentanter har ilet jorden rundt på kryds og tværs, fra hovedstad til hovedstad. Der er opstået håb om at få en løsning på den lange og blodige konflikt i Indokina. Indien og Pakistan har afholdt en topkonference for at bilægge deres stridigheder. Ved et møde i Seoul i Korea for de ni lande i „Asian and Pacific Council“ har størstedelen af medlemmerne vist en ændret holdning til Kommunistkina. Og regeringerne i Nord- og Sydkorea har overrasket verden ved at bekendtgøre at de er blevet enige om principperne for at forene det delte Korea.

Noget nyt under udvikling?

Den pludselige tilnærmelse der er sket mellem De forenede Stater, Kina og Sovjetunionen har fremkaldt kommentarer fra hele verden. I mange lande høres der røster som udtrykker håb om at en helt ny verdenssituation nu er ved at tage form.

I en leder i bladet Life hed det: „Det ser ud til at vi, alle tre lande, netop nu står på tærskelen til noget stort, rede til at udveksle vore mere aggressive ideologier med sund fornuft og fælles bedste.“

I London-bladet The Observer skrev Robert Stephens at præsident Nixon har „sat sit internationale sigte højt: intet mindre end at lægge grundvolden til en ny verdensorden“.

Den sovjetiske ministerpræsident Kosýgin har sagt at Moskva-konferencens resultater er „en sejr for alle fredselskende mennesker, fordi sikkerhed og fred er det fælles mål“.

Men er der nogen grund til at tro at disse skridt hen mod sikring af international fred og sikkerhed er anderledes end de bestræbelser der tidligere er gjort? Hvad er det usædvanlige ved dem?

Betragt for eksempel det der skete i 1918 da den første verdenskrig var slut. Rystet over det uhørte blodbad i denne krig besluttede nationerne: ’Det må aldrig ske igen.’ Derfor dannede de Folkeforbundet, der skulle ’sikre verden for fred og sikkerhed’. Men nitten år senere kom det til kort, og der udbrød en endnu større konflikt. I bogen Swords into Plowshares anfører professor I. L. Claude, jun., som sin mening at Folkeforbundet for en stor del kom til kort fordi det „blev skabt til at forhindre udbruddet af [en krig som] den første verdenskrig“, lige såvel som „den franske Maginot-linje også blev bygget for at vinde kampene i [en krig som] den første verdenskrig“. Man tænkte på fortiden og glemte at forudse de nye omstændigheder der satte den anden verdenskonflikt i gang.

Efter den anden verdenskrig, der langt overgik den første i ødelæggelser og endte med sprængningen af atombomber over Japan, blev Folkeforbundet genoplivet i De forenede Nationers skikkelse. Ifølge FN-pagten havde det også til formål at „opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed“. Men de lande der førte an i dannelsen af FN — De forenede Stater, Storbritannien, Frankrig, Sovjetunionen og Kina — stod allerede efter nogle få år stærkt splittet, og et „jerntæppe“ skilte øst fra vest.

Spørgsmålet er altså: Hvad er forskellen på de nuværende fredsbestræbelser og disse tidligere?

Hvori forskellen ligger

For det første er denne fredskampagne ikke begyndt midt i krigens hede, og heller ikke i verdenskrigens umiddelbare kølvand, mens det grufulde blodbad endnu stod klart i erindringen og virkede som en tilskyndelse. De nuværende fredsbestræbelser fremføres i en tid med relativ fred, for at ’demontere’ den potentielt eksplosive situation som kunne udløse en total atomkrig.

Dette betyder altså at det ikke er sejrende nationer der påtvinger de besejrede og svækkede fjender, som ikke kan yde nogen effektiv modstand, deres fredsordning. Det er i virkeligheden det der har fået mange til at udtrykke deres forbløffelse over den seneste udvikling.

På den ene side ser de at De forenede Stater, som langt overgår Kina i rigdom og atomslagkraft, viser en forsonlig holdning. De ser at præsidenten så at sige drager på pilgrimsfærd til Peking i et forsøg på at få jordens folkerigeste nation ud af sin isolation og ind på nye veje til kommunikation og handelsforbindelser.

Og på den anden side erklærede U.S.A. sig ved Moskva-konferencen villig til at acceptere en „kernevåbenbalance“ med verdens anden supermagt, Sovjetunionen. I 1960erne holdt U.S.A. på at det måtte lave „kernevåbenovermagt“. Nu taler det kun om „den kernevåbenstyrke som er nødvendig“.

Bladet Time kalder Moskva-konferencen for „det besynderligste topmøde til dato“ og peger på at det fandt sted på trods af at De forenede Stater netop havde udlagt miner ved havnene i Nordvietnam og var i færd med skridt for skridt at ødelægge landets jernbanelinjer. Men den sovjetiske presse gik let hen over denne koncentrerede amerikanske indsats for at standse våbentilførselen til kommunisternes allierede, og gjorde i stedet meget ud af at omtale russernes fastholden ved at fortsætte konferencen som et vigtigt led i fredsbestræbelserne.

Der er imidlertid et endnu mere bemærkelsesværdigt træk ved disse fredsbestræbelser, et særpræg hvis betydning kun få har indset. Hvilken faktor er det der for en stor del er blevet overset, skønt den er så betydningsfuld?

Det er noget der har at gøre med religion.

Nu vil De måske sige: „Jamen hvad har religion med dette at gøre? Hvor kommer religion ind i billedet?“ Vi opfordrer Dem til at overveje det følgende.

[Illustration på side 5]

Der er nu usædvanlige bestræbelser i gang for at indføre international fred og sikkerhed. Hvilken betydning har det?

Et punktum for 2. verdenskrig

Østtraktater sikrer vejen mod afspænding

— Politiken, 18. maj 1972

Åbenhjertig meningsudveksling mellem formand Mao, Nixon og Chou En-lai

Chou: Port til venskab slået op

— Berlingske Tidende, 22. februar 1972

Nixon-Bresjnev er nået til enighed om at begrænse den strategiske oprustning

Øst-Vest-våbenkapløbet stoppes

— Berlingske Tidende, 27. maj 1972

Kina-Japan fred i dag

Et halvt århundredes krig ventes slut

— Kr. Dagbl., 29. sept. 1972

Rogers lover snarlig fred

Eksperter tør ikke udelukke nye fremskridt

— Politiken, 21. august 1972

Sovjet og USA mødes i rummet

To nye aftaler i går — Sammenkobler rumskibe

— Politiken, 25. maj 1972