Hvorfor tillader Gud en sådan forfølgelse?
I CHILOMONI i Blantyre-området sagde forfølgere til Jehovas vidner: „Hvis der findes en Gud, så lad ham se hvad der sker med Jehovas vidner, og lad ham svare dem. For han kan vel se, kan han ikke?“
I Chalunda blev toogfyrre Jehovas vidner ført til den lokale partileder, E. Y. Zenengeya, der beordrede medlemmer af Ungdomsforbundet til at slå dem. Et af disse ved navn Chimombo, sagde: „Lad jeres Gud frelse jer. Hvis han er til, så lad ham kaste en bombe og dræbe mig.“
Når man stilles over for sådanne udtalelser kunne man måske tænke: ’Hvorfor tillader Gud at de der tjener ham udsættes for oprørende grusomheder?’
Hvorfor forfølgelsen kommer
Guds ord viser at han tillader en sådan forfølgelse i dag af samme grund som han tillod at hans egen søn blev udsat for ydmygelser, lidelser og død for modstandernes hånd. Kristus Jesus blev fængslet, slået, spottet og latterliggjort. Da han var naglet til en pæl for at dø var der nogle der spottede ham og gjorde nar af ham idet de sagde: „Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham. Han har sat sin lid til Gud; lad ham nu udfri ham, hvis han har velbehag i ham; han har jo sagt: ’Jeg er Guds Søn.’“ (Matt. 27:39-44) Og alligevel slog Gud ikke spotterne ihjel på stedet. Hvorfor ikke?
På grund af et stort stridsspørgsmål der berører alle skabninger i himmel og på jord. Spørgsmålet drejer sig om Guds ret til at herske over universet. Bibelen viser at denne ret er blevet draget i tvivl af Guds modstander. Ordet „modstander“ står for ordet satanʹ i De hebraiske Skrifter, og derfor kaldes denne store modstander „Satan“. Det spørgsmål han rejste for årtusinder siden i Eden drejede sig ikke om magt. For den almægtige Gud kunne på et øjeblik med lethed knuse enhver modstand mod hans styre! (4 Mos. 16:45) Nej, det var et moralsk stridsspørgsmål. Han betvivlede alle skabningers hengivenhed og loyalitet over for Guds styre, deres trofasthed over for hans love og udtrykte vilje. — 1 Mos. 3:1-5; Job 1:6-12.
Jehova Gud har givet tid til at dette universelle stridsspørgsmål kan blive afgjort. Han har ladet mennesker på jorden vise om de vil støtte og gå ind for hans styre eller ej. De som elsker retfærdighed har mulighed for fuldt ud at bevise deres trofasthed og loyalitet under prøve.
Guds modstanders mål er derfor at få dem som tilbeder Gud til at opgive deres trofasthed. Satan opnår kun lidt ved at forårsage deres død når de bevarer deres integritet over for Gud. Skønt Guds søn stod over for at skulle dø, kunne han derfor sige til sine disciple den sidste aften han var sammen med dem: „Jeg har overvundet verden.“ (Joh. 16:33) Alle de anstrengelser hans Faders modstander havde gjort sig for at få ham til at opgive sin uangribelighed, var slået fejl. Ved at dø på en marterpæl, trofast mod Gud, gav Kristus Jesus det ypperste svar på Satans anklage, idet han viste at ingen lidelser var store nok til at få ham til at glemme kærligheden til sin Fader eller sin loyalitet over for Guds herredømme.
Tusinder af år tidligere havde en retfærdig mand ved navn Job som boede i det mellemste østen, udholdt en lignende prøve. Den historiske beretning viser at Guds modstander var årsag til at Job mistede sine børn og sine ejendele. De røvere der stjal Jobs husdyr og dræbte de mænd der vogtede dem, tænkte måske i deres hjerte at det tog Gud sig ikke af. De har måske sagt: ’Hvor er Jehova nu? Hvis han er Gud, hvorfor sender han så ikke et sværd eller en ild for at dræbe os?’ Men skønt Gud ikke udslettede dem på det tidspunkt, led den usynlige modstander der havde sendt dem ikke desto mindre et fuldstændigt nederlag. Hvordan det? Det der tilføjede Satan og hans tilhængere et nederlag var at „i alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt“. Han bevarede sin integritet og sin tro på Gud og udholdt prøven. — Job 1:22.
Læg mærke til at Job, i modsætning til Jesus, ikke blev dræbt under prøven. Han overlevede vanskelighederne og blev velsignet med lykke og et langt liv. I lighed hermed har størstedelen af Jehovas vidner i Malawi stadig livet i behold. Betyder dette — at Job og størstedelen af Jehovas vidner i Malawi bevarede livet — at de har Guds gunst i højere grad end dem der døde under forfølgelsen? Naturligvis ikke, for Jehova Gud tillod at hans egen søn blev slået ihjel. Men selve det at nogle dør er et afgørende bevis på at hverken døden i sig selv eller trusler om døden vil få Guds sande tjenere til at gå på kompromis med hans ord og dets retfærdige principper.
Ligesom i tidligere tider bliver Guds tjenere i dag udsat for mange forskellige prøver. Dermed udgør de et fyldestgørende svar på Satans udfordring, idet ingen form for loyalitet og udholdenhed er ladt ude af betragtning. Vi læser at nogle af Guds tjenere i fortiden døde under tortur, „for således at opnå en bedre opstandelse“, mens „andre igen måtte udstå spot og pisk, ja lænker og fængsel; de blev stenet, martret, gennemsavet, dræbt med sværd, gik om i fåre- og gedeskind, led nød og trængsel og blev mishandlet“. (Hebr. 11:35-37) Men de forblev trofaste mod Gud og fik hans godkendelse. Når tiden er inde vil de høste belønningen, nemlig liv i Guds nye orden, for Gud „lønner dem, der søger ham“. — Hebr. 11:6.
Nogle trofaste kvinder i vor tid har måttet udholde grove ydmygelser, en behandling så umenneskelig at den er chokerende og afskyelig. Men dette er et yderligere bevis på at ingen form for lidelse — heller ikke voldtægt — kan få Guds vidner til at opgive deres integritet. Nogle brutale angreb efterlader fysiske ar; og andre, som for eksempel voldtægt eller det at se ens barn blive slået til døde, efterlader måske mentale og følelsesmæssige ar.
Men Jehova Gud vil fjerne alle sådanne ar under sin søns styre. Som tilfældet var med hans folk Israel for længe siden, vil hans løfte med hensyn til sådanne lidelser vise sig sandt: „Det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu.“ Den retfærdige nye ordens velsignelser vil få mindet om alle tidligere lidelser til at fortone sig, eftersom de erstattes af glæde og fryd uden ende. (Es. 65:17-19) Når man ser tilbage på alle disse prøvelser og trængsler vil man se på dem som apostelen Paulus. „Vor trængsel,“ siger han, „er stakket og let.“ Ja, i sammenligning med den storslåede og evige belønning der opnås, er prøvelserne lette at bære. — 2 Kor. 4:17, 18.
Hvad der ellers opnås
Der opnås andre værdifulde ting ved at Gud tillader forfølgelse. En af disse ting har at gøre med forfølgerne selv.
Nogle forfølgere er måske som Saulus fra Tarsus der „fnyste med trussel og mord“ imod Kristi disciple. Han bifaldt og var ligefrem medskyldig i at nogle blev myrdet, samtidig med at han forfulgte andre i hele Palæstina. (Ap. G. 9:1; 7:58–8:3) Men da Saulus senere så sagen i det rette lys blev han en af Kristi mest nidkære apostle. Han beviste da selv sin trofasthed under forfølgelse. Og han var dybt taknemmelig og takkede Gud for den store langmodighed og ufortjente godhed Han havde vist ved at give ham lov til at vende om fra sin forkerte handlemåde. — 1 Kor. 15:9, 10.
De kristne der lider i dag kan altså glæde sig over at Guds langmodighed måske vil tillade nogle af forfølgerne at vende om og opnå evigt liv i Guds nye orden. Der er også mange andre der vil lægge mærke til eller læse om hvad der sker, og som måske vil kunne se spørgsmålet i det rette lys og tage standpunkt på Guds side.
Selvfølgelig udretter det også noget mere. Når Gud tillader forfølgelse viser det sig hvem der virkelig er hans hårdnakkede fjender, og hvem der nægter at vende om. Deres fortsatte forfølgelse af kristne, selv når de ved at disse er uskyldige, vil fordømme dem som forsætlige og stivsindede modstandere af Gud. Det giver Gud fuld ret til at dømme dem værdige til udslettelse når han snart gør ende på denne jordomspændende uretfærdige, voldsprægede ordning. — 2 Tess. 1:6-9.
For længe siden skrev apostelen Peter til sine medkristne: „I elskede, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I gennemgår, som om det var noget mærkeligt, der hændte jer.“ (1 Pet. 4:12) Jehovas vidner i dag, i Malawi og andre steder i verden, undrer sig ikke over det der sker. De ved hvorfor Gud tillader forfølgelse. Og de er overbevist om at det endelige resultat vil blive til Guds ære og til evig velsignelse for dem selv.