Hvorfor har Gud tilladt at de retfærdige lider?
„Salige [lykkelige, NW] er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld. Glæd jer og fryd jer: jeres løn skal være stor i Himlene; thi således har man forfulgt profeterne, som var før jer.“ — Matt. 5:11, 12.
1. (a) Hvordan ser den kristne på lidelser, og gør belønningen lidelser mere ønskværdige? (b) Hvilket princip kan en Guds tjener ikke afvige fra?
LIGE siden Abels tid er Guds tjenere blevet påført lidelser fra de ondes side. Det er ikke fordi de ønsker at lide; det er lige så ubehageligt for dem at blive forfulgt og mishandlet som det er for enhver anden der er ved sin fulde fornuft. De ville meget hellere leve i fred. Men en Guds tjener ved at han på grund af sit ønske om at bevare sin integritet over for Gud, umuligt helt kan undgå lidelser i denne onde verden. Han er imidlertid forvisset om at hvis han bevarer sin integritet over for Gud vil det føre til evig lykke for ham. Men bevidstheden om dette gør ikke lidelser mere behagelige eller ønskværdige. Derimod kan selve det uønskelige i smerte og lidelse bevirke at en Guds tjener bryder sin integritet til evig sorg og fortabelse for ham selv. At en Guds tjener må bevare sin integritet over for Gud, uanset hvad det koster, er et princip han hverken kan eller må afvige fra.
2. (a) Hvad er deres lod som har valgt at tjene Gud trofast? Giv eksempler. (b) Hvad viser at en sådan forfølgelse har været uberettiget?
2 Bibelen og verdenshistorien viser at de der har valgt at tjene Gud trofast, har måttet lide på grund af deres integritet. Den kristne apostel Paulus skrev til de gudfrygtige tessalonikere: „Trængsler er vor lod, det ved I udmærket.“ (1 Tess. 3:3, Mo) Sådan har det været lige fra den retfærdige Abels tid. Abel blev myrdet af sin broder Kain fordi ’Kains gerninger var onde, men hans broders retfærdige’. (1 Joh. 3:12) De tre hebræere blev kastet i en gloende ovn fordi de nægtede at bøje sig for kong Nebukadnezars guldbilledstøtte og således bryde deres integritet over for Jehova, deres Gud. Paulus fortæller hvad der skete med andre som holdt fast ved deres integritet: „Andre igen måtte udstå spot og pisk, ja lænker og fængsel; de blev stenet, martret, gennemsavet, dræbt med sværd, gik om i fåre- og gedeskind, led nød og trængsel og blev mishandlet, dem var verden ikke værd; de flakkede om i ørkener og bjerge og i jordens huler og kløfter.“ (Hebr. 11:36-38) De blev udsat for grusomheder fordi de urokkeligt holdt fast ved deres integritet over for Gud. Apostelen Paulus havde ret. „Dem var verden ikke værd.“
3, 4. (a) Hvilke ord af Jesus viser at det ikke ville gå de kristne bedre end de hebraiske profeter? (b) Hvad viser at de kristne blev forfulgt?
3 Det blev ikke bedre for Guds tjenere da kristendommen blev indført. Jesus Kristus sagde selv til sine disciple: „Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Joh. 15:20) Ved en anden lejlighed sagde han til dem: „De [skal] lægge hånd på jer og forfølge jer og overgive jer til synagoger og kaste jer i fængsler, og I skal føres frem for konger og landshøvdinger for mit navns skyld. Det skal give jer lejlighed til at vidne. . . . Men I skal endog forrådes af forældre og brødre og slægtninge og venner, og nogle af jer skal de slå ihjel. Og I skal blive hadet af alle for mit navns skyld. Men ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt. Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle.“ (Luk. 21:12-19) Disse ord fik deres opfyldelse i det første århundrede.
4 Paulus indrømmede at de kristne blev forfulgt og at han selv, som Saulus fra Tarsus, havde været en af forfølgerne. Som berettet i Apostlenes Gerninger 26:9-11 sagde han: „Selv var jeg nu også af den mening, at det var min pligt heftigt at bekæmpe Jesu, nazaræerens, navn, og det gjorde jeg også i Jerusalem; jeg lod mange af de hellige indespærre i fængsler, da jeg havde fået fuldmagt dertil af ypperstepræsterne, og når man ville henrette dem, stemte jeg for det. Og omkring i alle synagogerne lod jeg dem gang på gang straffe og forsøgte at tvinge dem til at tale bespotteligt. Ja, jeg gik videre i mit raseri mod dem og forfulgte dem lige til de udenlandske byer.“
5. (a) Hvad sagde Paulus at der ville ske med dem der ville leve et gudfrygtigt liv i Kristus? (b) Hvordan så de første kristne på forfølgelse? (c) Hvilke spørgsmål opstår der?
5 Da Saulus fra Tarsus senere blev den kristne apostel Paulus, blev han selv forfulgt af dem han engang havde tjent. Som kristen skrev han til Timoteus: „Sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt.“ (2 Tim. 3:12) Til filipperne sagde han: „Jer blev den forret givet for Kristi skyld, ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld.“ (Fil. 1:29, NW) De første kristne blev ifølge Paulus ikke blot forfulgt for deres tro, men betragtede det også som en forret at lide for Kristus. Føler du på samme måde? Er du villig til at lide, ja dø for din tro på Kristus? Hvorfor skal man i det hele taget lide? Hvorfor tillader Gud at hans folk bliver forfulgt? Hvilket gavnligt formål tjener forfølgelsen, hvis den da tjener noget formål?
Hvorfor forfølgelse tillades
6, 7. (a) Tjener forfølgelsen et gavnligt formål, og er Gud ansvarlig for sit folks lidelser? Belys det med et eksempel. (b) Hvad viser at man ikke kan bebrejde Gud noget?
6 For det første må vi gøre os klart at forfølgelsen som Gud tillader, virkelig tjener et gavnligt formål, og, for det andet, at Gud ikke kan dadles for de lidelser hans folk udsættes for, idet forfølgelsen skyldes synden som er kommet ind i menneskehedens verden. (Rom. 5:12) Dette kan illustreres på følgende måde: En dreng kommer til skade med sit ben mens han er i færd med at gøre noget hans fader har sat ham til, og det kan man ikke bebrejde faderen. Faderen, der er læge og skal til at behandle hans ben, der er gået af led, siger måske til sin søn: ’Dette her vil gøre ondt, men om nogen tid vil benet blive rask og være lige så stærkt som det var før. Du vil ikke få nogen mén af det, for jeg er ikke for blødsøden til at tage mig af dig nu hvor du trænger til hjælp.’ Idet faderen sætter benet på plads, knager det i knoglerne. Barnet skriger og trygler sin fader om at holde op på grund af smerten, men faderen holder fast ved sin beslutning om at gennemføre behandlingen. Han ignorerer barnets skrig og bønner, ikke fordi han er ligeglad med drengen, men fordi han har omsorg for ham. Det var noget lignende der i begyndelsen skete i forholdet mellem mennesket og dets Gud.
7 Da det første menneskepar, Adam og Eva, forsætligt overtrådte Guds lov, gjorde de sig selv ubodelig skade. Gud bortviste det oprørske par fra Eden. På denne måde mistede de Skaberens særlige beskyttelse og velsignelse, både for sig selv og deres efterkommere. De havde kun sig selv at takke for syndens virkninger, nemlig lidelser, sorg og død. Som Bibelen siger: „De har af sig selv øvet ødelæggende gerninger; de er ikke hans børn, fejlen er deres egen.“ (5 Mos. 32:5, NW; Rom. 6:23) Gud traf imidlertid øjeblikkelig foranstaltninger til at hele bruddet. Gennem Kristus Jesus gjorde han det muligt for menneskene at opnå evigt liv på en paradisisk jord — netop det der havde været stillet Adam i udsigt i Eden. — Joh. 3:16; Åb. 21:4.
8, 9. (a) Hvorfor har Gud tilladt at de onde forfølger de retfærdige? (b) Hvad fremgår af Jobs bog?
8 Men det er ikke al lidelse der er en følge af den nedarvede ufuldkommenhed som skyldes Adams synd. Guds tjenere lider i høj grad under den skade der påføres dem udefra, af onde forfølgere. Hvorfor har Gud tilladt at dette sker? Svaret ligger i et moralsk stridsspørgsmål som blev rejst i Eden af Satan Djævelen, den oprørske engel der forledte Adam og Eva til at synde. Stridsspørgsmålet drejer sig om menneskets integritet over for Gud og hans ord. Dette fremgår af tilfældet med den retfærdige Job. Satan pralede af at han kunne vende alle mennesker bort fra Gud, sådan som det var lykkedes ham med Adam og Eva. Ja, han hævdede at han endog kunne vende den mand bort om hvem Gud sagde: „Der findes ingen som han på jorden,“ nemlig patriarken Job. — Job 1:8.
9 Ved en lejlighed hvor Guds sønner forsamledes i himmelen spurgte Jehova Satan: „Har du lagt mærke til min tjener Job? Der findes ingen som han på jorden, så from og retsindig en mand, som frygter Gud og viger fra det onde.“ Det at Gud henledte Satans opmærksomhed på Jobs trofasthed lader os forstå at der herskede en strid om hvorvidt mennesker ville bevare deres integritet over for Gud. Satans svar bekræfter at der var rejst et sådant stridsspørgsmål, for han påstod straks at Jobs trofasthed ikke var ægte. Han hævdede at Job tjente Gud på grund af de materielle goder han nød og ikke fordi han elskede Ham. Han sagde:„’Men ræk engang din hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit ansigt!’ Da sagde [Jehova] til Satan: ’Se, alt hvad han ejer, er i din hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din hånd!’“ — Job 1:7-12.
10. Hvad beviste Job ved at bevare sin integritet? Og hvilke spørgsmål bør vi stille os selv?
10 Job holdt fast ved en retfærdig handlemåde til trods for alt hvad Djævelen gjorde. Han beviste at han tjente Gud fordi han elskede ham og ønskede at være ham til behag. Job havde tillid til at han havde bevaret sin integritet, og kunne derfor sige til sine anklagere: „Til jeg udånder tager jeg ikke min integritet bort fra mig selv!“ (Job 27:5, NW) Den nuværende kamp imod Guds tjenere drejer sig udelukkende om deres integritet over for Guds suveræne stilling og retfærdige principper, sådan som de kommer til udtryk i hans inspirerede ord. Det er grunden til at retfærdige mænd lige siden Abels tid har foretrukket at dø fremfor at bryde deres integritet over for Jehova Gud. De tror på at Gud er retfærdig og at hans ord er sandt, og de vil hellere dø end give slip på denne tillid. Men hvor står du i dette stridsspørgsmål? Er du rede til at dø for Guds ord og hans suveræne stilling? Din indstilling til dette stridsspørgsmål vil være afgørende for om du i sidste ende skal leve eller dø. Så vigtigt er det.
De første kristne blev prøvet
11. (a) Hvordan ved vi at spørgsmålet om menneskets integritet var aktuelt på Jesu tid? (b) Hvad beviste Jesus ved sin trofasthed, og hvad gav han dermed sine disciple?
11 Dengang Jesus Kristus levede her på jorden søgte Satan desperat at få ham til at udføre blot en enkelt tilbedelseshandling som ville være et brud på hans integritet over for Gud. (Matt. 4:8-11) Men selv da Jesus blev slået og mishandlet af de romerske soldater og derpå naglet til marterpælen for at dø, holdt han fast ved sin integritet. Djævelen gjorde sit bedste, men kunne ikke få Jesus til at blive illoyal mod Gud. (Fil. 2:8) Ved at bevare sin integritet som en fuldkommen mand fastslog Jesus én gang for alle at Satans pralende påstand om at han kunne vende alle mennesker bort fra Gud, var en løgn. Jesus satte således sine disciple et fuldkomment eksempel med hensyn til hvordan man bevarer sin integritet. — 1 Pet. 2:21.
12-14. (a) Undgik Kristi disciple prøver? (b) Hvad sagde Paulus om hvordan han havde bevaret sin integritet? (c) Hvad har dr. Mosheim udtalt om de kristne efter Paulus’ tid?
12 Kristi disciple blev ikke sparet for prøver på deres integritet, ikke engang mens Jesus levede. Kristus sagde til Peter: „Simon, Simon! se, Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe. Og når du engang omvender dig, da styrk dine brødre.“ Den selvsikre Peter sagde da til Jesus: „Herre! med dig er jeg rede til at gå både i fængsel og i døden.“ Men Jesus kendte Peter bedre. „Jeg siger dig, Peter, hanen skal ikke gale i nat, førend du tre gange har nægtet, at du kender mig.“ (Luk. 22:31-34) Mesteren havde ret. Peter nægtede tre gange at han kendte Jesus. Peter græd bitterligt fordi han på et så afgørende tidspunkt havde undladt at bevare sin integritet. Men han genvandt sin åndelighed og blev til opmuntring og styrke for sine brødre. Hans to breve (Første og Andet Petersbrev) vidner herom.
13 Paulus blev også sigtet af Djævelen og hans håndlangere. Han blev udsat for falske apostle, bedrageriske arbejdere som gav sig ud for at være Kristi apostle. Han fortæller selv hvad han havde udholdt i den kristne tjeneste: „Jeg har haft fuldt op af slid og slæb [som forkynder], har tit været i fængsel, fået hug og slag i overflod og ofte været i dødsfare. Af jøderne har jeg fem gange fået ’fyrretyve slag på ét nær’. Tre gange er jeg blevet pisket, én gang stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, et døgn har jeg tilbragt på dybet; ofte på rejser, i farer på floder, i farer blandt røvere, i farer fra landsmænd, i farer fra hedninger, i farer i by, i farer i ørken, i farer på havet, i farer blandt falske brødre; under slid og møje, ofte under nattevågen, under sult og tørst, ofte under faste, i kulde og uden klæder. Og foruden meget andet, som kunne nævnes, har jeg arbejdets daglige pres, bekymringerne for alle menighederne.“ (2 Kor. 11:21-28) Det var ikke let for Paulus at bevare sin kristne integritet, og det er heller ikke let for os i dag. Paulus påmindede de kristne med disse ord: „Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!“ (1 Kor. 10:12) Tænk på Judas og Demas og andre som engang mente at stå, men som faldt. — 2 Tim. 4:10.
14 Efter Paulus’ tid fortsatte forfølgelsen af de kristne, selv om de var fredselskende mennesker. Kirkehistorikeren dr. John L. von Mosheim beskriver det første århundredes kristne som „en skare mennesker af den mest harmløse og uskadelige slags, der aldrig i deres sind nærede et ønske eller en tanke som kunne udgøre en fare for staten“. Alligevel blev disse kristne udsat for ubeskrivelige lidelser fra de hedenske folkeslags og fra romerrigets side, fordi de urokkeligt holdt fast ved deres integritet over for Gud.
Spørgsmålet om integritet over for Gud stadig aktuelt
15. Hvem lider i dag på samme måde for deres integritet over for de kristne principper? Begrund svaret.
15 Af alle trossamfund i verden er ingen blevet kritiseret så meget for deres tro og deres integritet over for de kristne principper som Jehovas vidner. På grund af deres standpunkt er de til tider blevet stillet for retten og kastet i fængsel, ligesom de første kristne. En professor i historie har udtalt: „Det mest bemærkelsesværdige ved vidnerne er måske deres fastholden ved at de først og fremmest skylder Gud troskab, mere end nogen anden magt i verden.“ (These Also Believe) Resultatet er, som det fremgår af tidsskriftet Beacon Journal, der udkommer i Akron, Ohio, at „Jehovas vidner tager deres tro langt mere alvorligt end de fleste. Deres principper minder os om de første kristne, der var så upopulære og blev så brutalt forfulgt af romerne“.
16, 17. (a) Hvorfor bliver Jehovas vidner forfulgt i dag? (b) Hvilket standpunkt indtager de over for politik, og hvilken skammelig behandling er de derfor blevet udsat for?
16 De første kristne blev ofte forfulgt fordi de nægtede at udføre en simpel patriotisk handling: at ofre til kejseren. Disse kristne betragtede en sådan rituel handling som afgudsdyrkelse. Jesus nægtede også at udføre blot en enkelt tilbedelseshandling som var i modstrid med Guds ord. (Matt. 4:9) På samme måde er Jehovas vidners tilbedelse og troskab udelukkende rettet mod Gud. Ligesom de første kristne lever de et roligt og moralsk rent liv, ja et eksemplarisk liv. Ligesom de første kristne nægter de at tilbede staten. Som Guds tjenere og ambassadører for Guds rige hilser Jehovas vidner ikke nogen nations flag; alligevel viser de respekt for flaget i det land de bor i, ved at adlyde alle love som ikke er i modstrid med Guds love. De anser dét at hilse flaget for at være en religiøs handling som deres samvittighed forbyder dem at tage del i. De betragter en sådan handling som en overtrædelse af det andet bud og en tilsidesættelse af de kristne skrifters advarsel imod afgudsdyrkelse. (2 Mos. 20:4, 5; 1 Joh. 5:21) Selv om deres holdning over for afgudsdyrkelse kun møder ringe forståelse, betragter de alligevel dette standpunkt som så vigtigt at det er et spørgsmål om liv eller død. De indtager samme standpunkt som Peter og de andre apostle der sagde: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ — Ap. G. 5:29.
17 Jesus sagde at hans disciple ikke var „af verden“, ligesom han selv ikke var af verden. (Joh. 17:16) I lighed med disse første kristne er Jehovas vidner heller ikke en del af verden; når det drejer sig om denne verdens politik og krige forholder de sig derfor strengt neutrale. Dette har ført til forfølgelse, som for eksempel i Nazityskland, hvor tusinder af Jehovas vidner blev kastet i Hitlers koncentrationslejre. Og ligesom Saulus fra Tarsus forsøgte at tvinge de første kristne til at opgive deres tro, således prøvede Hitler at få Jehovas vidner til at skrive under på at de afsvor deres tro, men dette nægtede de modigt at gøre. Senere har andre nationer søgt at få dem til at opgive deres kristne neutralitet og øve vold på deres samvittighed ved at bære politiske medlemskort, men også dette har de standhaftigt nægtet at gøre. De er derfor blevet udsat for den voldsomste forfølgelse. Men som folk betragtet har de ikke brudt deres integritet over for Gud.
18, 19. (a) Hvordan er deres stilling i kommunistiske lande? (b) Hvordan er det gået dem i nogle af de nye nationer i Afrika? Hvad har resultatet været?
18 Fordi Jehovas vidner i dag bevarer deres neutralitet og ikke går på kompromis om de kristne principper, er de ofte blevet kastet i fængsel, både i kommunistiske og ikke-kommunistiske lande. I en retssag mod et af Jehovas vidner i det kommunistiske Polen fremkom anklageren for eksempel med denne udtalelse: „Jehovas vidner underminerer den nuværende samfundsorden. De går ikke til valg, nægter at hilse flaget og tjener ikke i hæren. Jehovas vidner forstyrrer den bestående orden i lige så høj grad som de første kristne gjorde. Den romerske kejser tålte det ikke, og på samme måde kan Jehovas vidner heller ikke tolereres i dag.“ Det hans anklage i virkeligheden gik ud på, var at disse folk ikke kunne tolereres fordi de holdt Guds lov.
19 I lande som formodes at garantere deres borgere retten til frit at tilbede Gud, er Jehovas vidner blevet berøvet denne ret. De er forbudt i Kommunist-Kina. De er forbudt i Sovjetunionen og i alle andre kommunistiske lande. Nogle af de nye nationer der er opstået i Afrika har på det skammeligste forfulgt Jehovas vidner på grund af deres kristne neutralitet. Men selv i disse lande har tilbedelsen af Gud fremgang trods forfølgelse.
Lidelserne bringes snart til ophør
20. Hvad er Jehovas vidner besluttede på og overbeviste om?
20 Til trods for den forfølgelse Jehovas vidner udsættes for, er de, uanset hvor de lever i verden, besluttede på at bevare deres fred. Esajas’ profeti er allerede blevet opfyldt på dem. De har ’smedet deres sværd til plovjern, deres spyd til vingårdsknive, og de øver sig ej i våbenfærd mer’. (Es. 2:4) De ser med fortrøstning frem til at Jehova Gud i sin Harmagedonkrig snart vil gøre en brat ende på al ondskab. (Åb. 16:13-16) De har tillid til at Guds kærlighed vil blive hævdet. De er forvissede om at stridsspørgsmålet om den suveræne stilling i universet og Guds ords sandfærdighed én gang for alle vil blive afgjort på en måde der er overbevisende for alle i universet. Det er grunden til at Jehovas vidner er fuldstændig overbeviste om at det har tjent et gavnligt formål at ondskab og forfølgelse har været tilladt. Det har ført til at Guds ord og navn er blevet ophøjet.
21. Hvad er blevet fastslået ved at Gud har tilladt det onde?
21 Den tid Gud har tilladt ondskaben at udfolde sig har været tilstrækkelig til at hans modstandere har kunnet vise hvad deres onde hensigter har været, og har kunnet ’fylde deres synders mål’. (1 Tess. 2:16) Den har understreget at Guds ord taler sandt når det siger at denne verdens systemer er ubarmhjertige og grusomme og ikke fortjener at bestå. Selve deres fordærv og uduelighed kræver at Gud dømmer og tilintetgør dem. Og når denne dom eksekveres vil alle der elsker retfærdighed glæde sig! — 1 Pet. 4:15-19.
22. Hvilket formål har denne forfølgelse tjent, og hvilket spørgsmål må den enkelte nu besvare?
22 Forfølgelsen af Jehovas vidner har også givet alle mennesker lejlighed til at vise hvad de virkelig er, om de tror på Gud og hans ord Bibelen eller ej. For ved den måde mennesker og nationer har hersket på og behandlet Guds folk på, har de uudsletteligt stemplet sig selv som enten for eller imod Gud. (Matt. 25:40, 45) Forfølgelsen har fastslået ud over al tvivl at Gud er kærlighed, og at han er tålmodig med menneskene og ikke ønsker at nogen skal blive tilintetgjort, men at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Tim. 2:3, 4, NW) Forfølgelsen viser også at de kristne elsker deres medmennesker idet de udholder lidelser for at overbringe dem budskabet om denne frelse. Det eneste spørgsmål der bliver tilbage er: På hvis side vil du stå i stridsspørgsmålet når Gud i det forestående Harmagedonslag drastisk gør ende på striden? Vil du have bevaret din integritet? Tag dette spørgsmål op til overvejelse allerede nu; for din mulighed for evigt liv afhænger deraf.
Josuas valg
„Hvis I ikke synes om at tjene [Jehova], så vælg i dag, hvem I vil tjene, de guder, eders forfædre dyrkede hinsides floden, eller amoritternes guder, i hvis land I nu bor. Men jeg og mit hus, vi vil tjene [Jehova]!“ — Jos. 24:15.
[Illustration på side 536]
De første kristne blev forfulgt fordi de nægtede at udføre en patriotisk handling: at brænde røgelse for kejseren. I dag undgår sande kristne også alle former for afgudsdyrkelse