Pelsjagt — før og nu
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I CANADA
I de fleste af historiens kultursamfund har dyreskind stået højt i kurs, idet man ved hjælp af skind har kunnet dække et eller flere af de vigtigste behov. Bibelens første bog beretter om hvordan ’Gud gjorde skindkjortler’ til Adam og Eva efter at de havde været ulydige og måtte udvises af deres paradisiske hjem. (1 Mos. 3:21) Man har også til tider brugt skind når man skulle skaffe sig husly. Dækket over tabernaklet, den transportable helligdom som israelitterne byggede da de forlod Ægypten i 1513 e.v.t., var for eksempel lavet af sælskind (tahasjskind). — 2 Mos. 26:14.
Her i Canada, såvel som i flere andre lande, var pelsjægeren og pelshandleren de første som udforskede og kortlagde landet og derved åbnede det for andre. De blev senere fulgt af landmanden og kvægavleren.
Da de første europæere besøgte Nordamerika var dette kontinent langt rigere på vildt og pelsdyr end nogen anden del af verden. På sletterne vrimlede det med bøffelhjorde, og i skovene levede der elsdyr, hjorte og bjørne. Tundraområderne oppe mod nord var hjemsted for store hjorde af rensdyr og moskusokser.
Det var i virkeligheden denne rigdom på pelsdyr der øvede den største tiltrækning på den hvide mand i dette nyopdagede land. Efterspørgselen på pelse var meget stor, det europæiske marked var umætteligt. Denne begærlige efterspørgsel blev årsag til at man lod store bøffelhjorde og rensdyrflokke dræbe, blot for at få pelsen og tungen. Flere dyrearter var til sidst nær ved at uddø.
De første pelsjægere
Men før den hvide mand kom, var det anderledes. Dengang jagede indianerne og eskimoerne dyrene for at få deres eget behov dækket, idet dyrene forsynede dem med føde, klæder og husly. Disse første nordamerikanske pelsjægere var mestre i deres specielle fag.
Indianeren var en dygtig pelsjæger fordi han var i besiddelse af et indgående kendskab til det vildt han jagede. Han havde lige fra barndommen haft lejlighed til at betragte de forskellige former for vildt, og lære alle deres vaner og ejendommeligheder at kende. Nogle har måske fået den opfattelse at disse første pelsjægere var primitive, men i virkeligheden lærte de første hvide pelsjægere mange af fagets fiduser af indianerne.
Indianeren var meget dygtig til at anvende de materialer han disponerede over. Både på landjorden, i vandet og i luften kunne han bruge en snare af ugarvet skind. Fælden kunne være en vippestang med lod, en fjeder, eller en faldgrube, og den blev indstillet således at den udløstes når han rørte ved den. Til tider udstyrede man endog fælden med en signalanordning, for eksempel et bundt tørre hjortehove, som raslede når der var gået et dyr i fælden. Selv den største bjørn kunne fanges i en fælde.
Der går forretning i pelsjagt
Den hvide mand fandt snart ud af at der var penge i pelshandel. I 1670 blev Hudson’s Bay Company indregistreret; det havde egentlig først navnet „Adventurers of England Trading into Hudson’s Bay“ [Engelske eventyrere som driver handel ved Hudsonbugten]. Dette selskab byggede forter og drev byttehandel med indianerne, som i bytte for deres bløde dyrepelse fik kulørte perler og uldtøj. I begyndelsen var det derfor indianerne som drev pelsjagt mens den hvide mand var deres forhandler.
Indianernes succes som pelsjægere kan aflæses i en rapport som blev skrevet af en af de første historikere, Perrot. Han fortæller at „Ojibwa-indianerne fangede ikke mindre end 2400 store elsdyr i deres fælder på øen Manitoulin i løbet af vinteren 1670-71“. Denne ø ligger i Huron-søen og er på omkring 3300 kvadratkilometer.
I pelsjagtens barndom
Der tilbage i tiden brugte man den indianske birkebarkkano når man om sommeren skulle transportere forsyninger ud til sit territorium, og når man om foråret skulle hente skindene hjem. Om vinteren brugte man imidlertid også store slæder med hundeforspand. De hunde man brugte til denne form for transport var af en særlig race.
Indianerne fandt med tiden ud af at man ved at krydse slædehunde med ulve kunne frembringe en mere robust hunderace. Det mest sårbare sted på en hund er sædvanligvis dens poter. Når der derfor dannede sig istapper i de lange hår mellem hundens tæer, kunne tæerne begynde at svulme op, så huden brast og tæerne begyndte at bløde. De pelsjægere som arbejdede nordpå havde ofte små mokkasiner med som de kunne binde om hundens poter hvis dette skulle ske. Den slags generer imidlertid ikke ulven, så en ulvehund var langt bedre som slædehund.
De første pelsjægere, både indianere og hvide, medbragte så lidt vinterforråd som muligt når de rejste ud til deres territorium. De sørgede for at have et lager af mel, sukker og salt, bagepulver, spæk og te. De øvrige livsfornødenheder fik de fra deres territorium.
Oprindelig var der ingen lovbestemte grænser for pelsjægernes territorier, men som regel respekterede de hinandens områder. Når en pelsjæger fandt et territorium som han mente var rigt på vildt, byggede han sig sædvanligvis en bjælkehytte på et centralt sted og brugte den som udgangspunkt for sine ture. Det hændte ofte at han var borte fire eller fem dage ad gangen; han måtte da overnatte under en slags halvtag af kvas selv om temperaturen til tider faldt til minus 45 grader celsius. Den indianske pelsjæger tog sædvanligvis sin kone og sin familie med sig, da det for det meste var konen som efterså og behandlede skindene.
Pelsjagt i dag
I dag er pelsjægerens liv helt anderledes. Dette skyldes især de moderne transportmidler. Førhen kunne det tage pelsjægeren flere uger eller måneder at hente forsyninger eller at transportere skindene til handelsstationen, men nu kan dette klares på få timer ved hjælp af en flyvemaskine og en pilot der er kendt med ødemarken.
Den moderne pelsjæger opholder sig almindeligvis kun en måned eller to i ødemarken. Der er mange pelsjægere som kun bor fyrre til halvtreds kilometer fra deres territorium. Hvis man har en motoriseret slæde, behøver man derfor kun at være borte fra sit hjem i tre eller fire dage ad gangen. I dag kan man, ved hjælp af en motoriseret kælk, på en dag efterse lige så mange fælder som man før kunne på en hel uge. Det er derfor blevet muligt for pelsjægeren at passe et større territorium. Man ser ikke meget til hundeslæden mere.
I den senere tid har pelsjægerne også bestræbt sig for at gøre deres fangstmetoder mere skånsomme; man gør hvad man kan for at dyret ikke skal lide unødvendigt. Man er i stor udstrækning gået over til at bruge en ny fældetype kaldet „Conibar“; denne fældetype griber dyret om kroppen så det dør øjeblikkelig. Der findes også en anden fældetype. Den opstilles ved en sø eller en flod og er således indrettet at dyret drukner straks efter at det er fanget.
Skindene gøres klar til at sendes i handelen
Efter at dyret er fanget er der endnu meget arbejde at gøre før skindet kan sendes i handelen. Pelsjægeren må behandle det med den største dygtighed og omhu for at kunne få en høj pris for det. Lad os for eksempel se hvad der sker med et bæverskind.
Når man har flået dyret, må huden renses for fedt og kødstykker. Det gøres ved at pelsjægeren spænder skindet ud på en jævn flade og med en kniv begynder at fjerne det fedt og kød som sidder på bugen; her sidder det ikke særlig fast. Han arbejder sig nu opefter, sådan at det stykke han har renset ligner en halvmåne. Når han er færdig med den ene halvdel, begynder han forfra med den anden. Derefter kræver det blot lidt hårdt arbejde at fjerne kødstumperne fra resten af skindet.
Det tager omkring en time at gøre et skind rent for kødstykker. Pelsjægeren må være meget forsigtig da fedtpletter og huller nedsætter skindets værdi.
Derefter bredes skindet ud og spændes fast på et tørrestativ i form af en plade eller en bøjle. Hullerne i benene bliver enten syet eller hæftet sammen; også her er det yderst vigtigt at være omhyggelig. Skindene skal helst have et ensartet udseende, og de må ikke strækkes for meget i bredden da dette vil gå ud over ryghårenes tæthed. Derpå tørrer man skindet langsomt på et køligt sted med god ventilation. Ved en temperatur på omkring 10 grader er skindene henved fem dage om at tørre.
Skindene kan nu sendes i handelen. Først sorteres de og opdeles i fire grupper efter kvalitet og udseende, og derefter underkastes de en kritisk undersøgelse af købere fra mange lande. Prisen varierer efter skindets kvalitet, men den er også afhængig af udbud og efterspørgsel.
Kontrol med vildtbestanden
Mange steder i Canada er det land- og skovbrugsministeriet som bestemmer i hvilke områder man kan opstille fælder. For visse dyrs vedkommende er det for eksempel kun tilladt at fange et bestemt antal på hver fangstrute. På denne måde sikrer man sig at der ikke sker nogen nedgang i bestanden. For nogle år siden var der fare for at bæveren ville uddø, men nu vrimler det igen med bævere i skovene oppe mod nord. En sådan kontrol hjælper også pelsjægeren til at være mere opmærksom på, og mere interesseret i, at bevare dyrebestanden, der jo er hans levebrød.
Det er sandt at nogle har misbrugt deres herredømme over dyrene, idet de helt eller delvis har udryddet visse dyrearter. Men med behørig kontrol vil jagten på pelsdyr kunne forsyne os med skind nok til at dække vort behov uden at dyrenes eksistens bringes i fare.