Livet blandt Canadas eskimoer

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I CANADA

BEFOLKNINGEN i Canadas kolde arktiske områder består hovedsagelig af eskimoer. Det er den almindelige opfattelse at deres forfædre engang for længe siden overskred det smalle Bering-stræde og, som disse egnes eneste indfødte, slog sig ned langs Nordamerikas kyster, helt til Grønland.

Eskimoerne kalder sig „inuit“ (ental: „inuk“), hvilket blot betyder „mennesker“. Der findes nu godt 50.000 eskimoer hvoraf en stor del lever i det nordligste Canada. De er venlige og gæstfrie og kendt for deres gode humør. De taler alle det samme sprog, skønt det varierer lidt fra sted til sted.

Eskimoerne er almindeligvis ikke så høje som deres hvide naboer mod syd, og deres hud er lidt mørkere. Dog er de lysere i huden end de amerikanske indianere, som de er beslægtede med. De tilhører begge den mongolide race. Eskimoerne har glat, sort hår, skrå øjne, høje kindben og brede ansigter. Deres udseende er meget orientalsk.

Eskimoerne er fysisk set godt egnet til det kolde klima. De er for eksempel små og tætbyggede og har derfor lettere ved at holde varmen end mennesker som er høje og tynde. På samme måde er det en fordel at de ofte er buttede og kødfulde i ansigtet.

Så sent som for halvfjerds år siden havde eskimoerne ikke megen kontakt med omverdenen. I løbet af det nittende århundrede holdt hvalfangerskibe ganske vist til blandt dem om sommeren, og endnu tidligere havde opdagelsesrejsende og pelshandlere kontakt med dem, men først i dette århundrede har eskimoerne stået i nær forbindelse med den øvrige verden. Især siden anden verdenskrig er der sket en stor ændring i deres levevis. Mange lever i dag helt anderledes end deres forældre og bedsteforældre gjorde.

Snehytter

I vore dage er en snehytte, igloo, ved at være et særsyn; men eskimoerne bygger dem stadig, især den lille én-nats-igloo, som eskimoen laver når han rejser rundt og tilser sine fælder. Den kan bygges på mindre end en time og yder ham beskyttelse mod de bidende arktiske vinde. Det tager lidt længere tid at bygge en mere permanent bolig, men den kan dog gøres færdig inden mørkets frembrud.

Det eneste værktøj man behøver er en langbladet kniv hvormed man skærer blokke ud af den frosne sne. Når hytten er færdig ligner den en halvkugle. Den er sædvanligvis fra to og en halv til tre meter i diameter, afhængig af familiens størrelse. Højden fra gulv til top er omkring to meter. Nogle igloo’ers indgang dannes af en tunnel som følger ydervæggen et stykke rundt; på den måde beskyttes hyttens egentlige indgang fuldstændigt mod vinden.

Familien sover på en lav forhøjning af sne; her redes et leje af pilekviste som dækkes med rensdyrskind. Somme tider når skindene halvvejs op ad væggen og sættes fast mellem to lag sneblokke. Opvarmningen er enkel. Man bruger en „kudlik“, en slags flad skål hugget ud i sten. I den brænder man hval- og sælfedt. Den afgiver ikke megen varme, men savnes dog når forrådet af fedt er udtømt. Før i tiden kunne en flittig inuk være nødt til at bygge adskillige igloo’er vinteren igennem, især hvis han ofte måtte flytte til nye jagtmarker.

Hvordan tjener man til livets ophold?

Eskimoen har længe skaffet sig det nødvendige til livets ophold ved at jage og sætte fælder. Hvis jagten var dårlig i et område plejede han og hele hans familie at flytte til et andet område hvor der var flere dyr og fisk. Det var skik at sønnerne fulgte med deres fædre på jagt for at lære at kunne forsørge en familie. Kosten bestod hovedsagelig af kød fra hval, hvalros, sæl, elsdyr og den berømte isbjørn, men man levede også af mindre vildt som fugle og fisk. Man spiste i regelen kødet tørret, frosset eller råt.

Det har altid været eskimokvindens ansvar at sørge for hjemmet og blandt andet gøre skindene rene og klar til brug til beklædningsgenstande. Den måde man blødgør skindene på så de kan bruges til anorakker, vanter og mukluk’er (sælskindsstøvler) er gået i arv fra moder til datter gennem mange generationer.

I den korte tid hvor vandet er isfrit laver eskimoerne sig en sælskindskajak som de bruger når de fisker eller er på rejse. Den er lavet af stærke, vandtætte skind som er udspændt over et let træskelet der er spidst i begge ender; den er så let at man kan bære den i én hånd. Med en pagaj kan man give denne lille båd en overraskende fart. Eskimoerne laver også en større båd, som kaldes en umiak. Den kan befordre flere personer; også den er lavet af skind udspændt over et træskelet.

Eskimoen er ofte meget afhængig af sine slædehunde. Eskimohunden har pelsagtige yderhår mens det hårlag som ligger nærmest huden er finere og hindrer at hunden bliver „våd til skindet“. Disse hunde er blevet brugt til at trække tre slags slæder. Komatik’en er den største, somme tider over seks meter lang. Denne slæde trækkes som regel af et spand på ni hunde, forspændt i vifteform eller to og to med førerhunden alene i spidsen. Man har også brugt toboggan’en; det er en slædetype som har lærredssider og styres med to træstokke som er anbragt bagi. Den trækkes af tre til fem hunde. Kurveslæden er en tredje form for transportmiddel. Den er hævet fra jorden ved hjælp af meder. Den har tremmer på siderne for at beskytte lasten og give føreren noget at holde sig fast i.

Moderne forandringer

Skønt hundeslæderne stadig bruges er de ved at vige pladsen for den motoriserede toboggan. Den er meget efterspurgt blandt eskimoerne. Ja, mange har sat sig som personligt mål at få en sådan. Men dette er kun én af de store forandringer der er sket i den moderne eskimos livsform.

I stedet for at leve som nomader som deres forfædre gjorde, samles inuit nu i bopladser sammen med hvide arbejdere. De arbejder med minedrift og olieboring, med flyvning til ensomme bopladser, og så videre. I stedet for at bo i igloo’er bor mange i billige elementhuse, opført af den canadiske stat. Mange af disse huse har indlagt vand, gas og elektricitet og er udstyret med moderne fyr.

Dog skaffer de fleste eskimoer sig stadig deres udkomme ved at jage og sætte fælder. Da pelspriserne imidlertid ikke er særlig stabile, opmuntrer de canadiske myndigheder eskimoerne til at tjene ekstra penge ved at skære billeder i fedtsten, lave sælskindstryk og fremstille „Ookpik“, en lille dukke med et morsomt udseende, og lignende arbejder. Mange inuit har virkelig talent for at lave sådanne ting.

Tidligere bestod de unge eskimoers eneste undervisning i at deres forældre oplærte dem til at skuldre de forpligtelser de ville få som voksne. Så sent som for femogtyve år siden var der meget få rigtige skoler i Nordcanada. Men nu er det muligt for alle drenge og piger i den skolepligtige alder at få en normal skoleuddannelse.

Eskimoerne lever stadig hovedsagelig af kød og fisk, men de kan nu få mange andre slags fødevarer. Indtil for nylig måtte de bestille fødevarerne sydfra et år i forvejen; det årlige forsyningsskib ville da i den korte, isfri periode aflevere tørrede og konserverede fødevarer. Skønt størstedelen af forsyningerne stadig bringes med skib, står man ved hjælp af flyveforbindelser året rundt i kontakt med den sydlige verden. Ad denne vej bringes post og friske fødevarer, somme tider to eller tre gange om ugen, og folk mod nord får på denne måde også adgang til andre moderne bekvemmeligheder.

Inuk-befolkningen er vokset ret hurtigt i de sidste få år, takket være bedre kost og bedre lægehjælp. Før i tiden var børnedødeligheden blandt eskimoerne meget høj, ikke blot på grund af sygdom, men også på grund af barnemord.

Barnemord var almindeligt fordi en moder i dette land, hvor der hverken findes planteføde eller veje, måtte amme sit barn og bære det på ryggen overalt, indtil det var omkring tre år gammelt. Hun ville ikke have kræfter til at tage sig af endnu et barn i dette tidsrum. Skønt eskimoerne er kendt for at være glade for børn, tøvede de alligevel ikke med at dræbe en nyfødt baby, især ikke hvis det var en pige.

En anden forandring som Canadas eskimoer har erfaret, er at de har skiftet religion. Før i tiden tilbad de næsten hvert eneste naturfænomen. De troede på en himmelgud ved navn Sila som den højeste. En gudinde ved navn Sedna blev tilbedt som den der kontrollerede mængden af sæler. Men ved midten af det tyvende århundrede bekendte de fleste eskimoer sig til kristendommen — en følge af katolske og protestantiske missionærers forkyndelse.

Mange har imidlertid i de sidste få år opdaget at disse trossamfund i kristenheden kun er kristne af navn. Derfor tager mange eskimoer som elsker og respekterer Bibelen, imod den gode nyhed om Guds rige, som forkyndes af Jehovas vidner. Nogle af dem er nu selv med til at hjælpe andre inuit til at lære Jehova Guds løfter om liv i hans retfærdige nye ordning at kende. Det stemmer godt med Bibelens løfter at eskimoerne foretrækker blot at blive kaldt „inuit“ („mennesker“), for i Guds nye tingenes ordning vil ingen være delt i nationer, men alle mennesker vil være Guds folk. — Åb. 21:3, 4.