Akvædukterne — store ingeniørbedrifter

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I PORTUGAL

HAR De rent vand i de mængder De ønsker? Mangen en husmoder må stadig spare på sin daglige forsyning fordi den må hentes fra nærliggende vandløb, kilder eller fra en fjern brønd. Andre skænker måske aldrig spørgsmålet en tanke, fordi fremskridtene i vor tid har gjort vand så let tilgængeligt. Men sådan har det ikke altid været. Ved De hvordan mange byboere fik deres vand for århundreder siden?

Gennem akvædukter. De gamle akvædukter var almindeligvis lange, smalle, fuldstændig lukkede kanaler oven på jorden, der tillod vand fra en naturlig kilde at flyde frit til en by. Vandets flyden skyldtes tyngdekraften, idet akvædukterne skrånede jævnt nedad med tyve til fyrre centimeter pr. kilometer. Hvor der var dale var det nødvendigt at bygge en brokonstruktion som kunne holde vandet i den samme hældning. Når vandstrømmen stødte på bakker eller bjerge, måtte man bore et hul gennem bjerget.

Det er klart at det var nødvendigt med gode konstruktionsplaner. Bibelen beretter at Ezekias, konge af Juda (745-716 f.v.t.), ledede bygningen af en enestående akvædukt, som blev hugget gennem massive klipper. Til arbejdet brugte han to hold mænd som arbejdede imod hinanden fra hver sin side indtil de mødtes på midten. Og det var ikke nogen lille tunnel; dens gennemsnitshøjde var 1,80 meter og dens længde 533 meter, altså over en halv kilometer.

Romerske akvædukter

Romerne forbedrede senere akvædukternes konstruktion og byggede i massevis af dem i alle dele af deres vidtstrakte imperium. Lange rækker af buer står stadig som monumenter over de romerske ingeniørers dygtighed. En gammel akvædukt findes ved Pont du Gard i Nîmes i Frankrig. Ved Segovia i Spanien er en storslået 820 meter lang akvædukt, som blev bygget under kejser Trajan (98-117 e.v.t.), stadig i brugbar stand.

Den mængde vand som blev transporteret af disse akvædukter var kolossal. I år 97 e.v.t. siges de ni akvædukter som forsynede Rom at have givet byen en daglig tilførsel på cirka 144.000.000 liter inden for dens mure og andre 76.000.000 liter uden for murene! I disse dage var vand en gratis gave til samfundet, ingen skulle betale for det. Bygnings- og vedligeholdelsesudgifterne blev almindeligvis betalt af krigsbytterne, af det kejserlige skatkammer eller af en eller anden rig velgører. Således blev det gamle Rom kendt for sine offentlige fontæner, aftapningssteder og bade.

Portugals akvædukter

Nogle af Portugals mange akvædukter blev bygget af romerne, sådan som dem ved Beja og Conimbriga. De fleste er imidlertid bygget siden det femtende århundrede. En virkelig bemærkelsesværdig konstruktion er Vila do Conde-akvædukten som blev bygget i år 1350 e.v.t. og som i alt havde 999 elegant udførte buer. Elvas-akvædukten er også imponerende. Den består af ikke mindre end fire rækker buer over hinanden og spænder over en dyb bjergkløft.

Lissabon har landets berømteste akvædukt. Den er stadig i drift, og turister og lokale beboere værdsætter i lige mål det bemærkelsesværdige syn den frembyder. I år 1731 udstedte kong D. João et dekret om at bygge denne akvædukt. Den var virkelig nødvendig, for på den tid var det en daglig kamp at skaffe sig vand.

Forestil Dem Lissabon for cirka 250 år siden. Næsten alle må gå til byens vandpost for at få dagens forsyning. Private forbrugere med egen brønd er relativt få; det er kun de højt privilegerede. Så med to lerkrukker i hænderne går vi til byens offentlige aftapningssted. Dér vrimler det allerede med mennesker!

Skønt de fleste tålmodigt venter til det bliver deres tur, er nogle voldsomme og prøver at skubbe og puffe sig vej forbi andre. Slagsmål og klammerier er næsten daglige begivenheder, og nogle er endda blevet dræbt! Idet vi til sidst når vandposten fylder vi ivrigt vore krukker og forlader hurtigt menneskemængden. Når vi for et øjeblik tænker på manden som har opsyn med stedet, må vi indrømme at han har et hårdt job. Vi styrer glade hjemad, taknemmelige over at have fået vores daglige forsyning — kun syv-otte liter!

Intet under at Lissabons indbyggere hilste nyheden om akvædukten særdeles velkommen. Byggeomkostningerne blev dækket ved at man lagde en særlig skat på køb af så nødvendige ting som salt, olivenolie, vin, kød og halm. Da den endelig var fuldført cirka tyve år senere, strømmede frisk vand til byen i stor mængde fra kilderne ved Caneças, en strækning på omkring atten kilometer.

Vandet føres nu gennem bakker ved hjælp af underjordiske tunneler og over mange kløfter og dale. Akvæduktsystemet er blevet udvidet så det samler vandet fra flere bikanaler, der tilsammen er 58 kilometer lange, og der er brugt i alt 127 buer. Hvor majestætiske er ikke de femogtredive høje buer som spænder over Alcântaradalen i Lissabon! Den store midterbue har en spændvidde på 33 meter i længden og 69 meter i højden, eller lige så høj som en toogtyveetages bygning! Hvilken kontrast det er i dag at se denne gamle Lissabonakvædukt, der er belyst om natten, strække sig gennem udkanten af byen med moderne hovedveje under dens buer. Meget passende kaldes den „Águas Livres-akvædukten“, hvilket betyder „Det frie vands Akvædukt“, og hentyder til at samfundet derigennem fik en gratis og uafbrudt vandforsyning.

Lad os se indenfor i akvædukten. Vi bringes til toppen af de høje buer som strækker sig over Alcântaradalen og overraskes ved at opdage at akvædukten også har tjent som gangbro for fodgængertrafikken over dalen. Begge sider af vandkanalen har et rækværk som beskytter fodgængere mod at falde ud over kanten.

Endnu ser vi intet vand, for vandløbet er fuldstændig dækket. Med jævne mellemrum ser vi nogle små firkantede tårne på akvædukten som hver har en dør der giver adgang til selve vandet. Idet vi åbner en af disse døre og kigger indenfor, ser vi det friske vand flyde ned gennem kanalen — og hvor flyder det stærkt! Til vores overraskelse kan vi træde ind i selve akvædukten.

Tænk engang, tunnelen er fire meter høj! Parallelt med vandet er der bygget en smal afsats. Den bruges af arbejderne når der skal udbedres skader. I et indhak i muren er der et lille lerkrus, og vi bliver tilbudt en smagsprøve af vandet. Ah, hvor det smager forfriskende og godt! Vandstanden er ikke særlig høj, kun cirka tyve centimeter, og selve vandløbet er ikke mere end én meter bredt. Akvædukten ender til sidst i byens hjerte i et reservoir. Selvfølgelig er denne akvædukt ikke længere Lissabons eneste vandforsyning, idet moderne pumpesystemer for længst har erstattet denne metode.

Endnu et vidnesbyrd om vandforsyningen i svundne tider er de mange offentlige aftapningssteder som stadig fungerer i Lissabon. Efterhånden som vandforsyningen blev rigeligere og befolkningen voksede, blev der bygget mange udmærkede offentlige aftapningssteder. Dokumenter fra Lissabons rådhus viser mange interessante ting om de metoder man brugte for at få fordelt vandet i det attende århundrede.

Hvert offentligt aftapningssted havde et antal mænd som havde bevilling til at fordele drikkevand til husstandene. Det skete i en trediveliters trætønde som de bar på ryggen. Vand der ikke var beregnet til at drikke blev også solgt på hus-til-hus-basis, men de vandsælgere som forsøgte at sælge dette vand som drikkevand, blev idømt store bøder. Da begyndte man også at skulle betale for at få vand bragt ud. Selv i vore dage er der offentlige vaskesteder i Lissabon, hvortil de som ikke er privilegeret med at have rindende vand i huset, kan gå for at ordne familiens vask. Mange bruger også stadig offentlige bade.

Moderne akvædukter

I sammenligning med de gamle akvædukter som hovedsagelig var bygget af murværk, træ eller endog bambusmateriale, er de moderne akvædukter mægtige ingeniørværker, og de kan omfatte kanaler, rørledninger og tunneler. Sådan som byerne stadig vokser, med befolkningstal som tælles i millioner, er menneskets evne til at sørge for en tilstrækkelig vandtilførsel blevet udfordret. Enestående bedrifter kan ses i staterne New York og Californien i U.S.A.

Byen New York har opført den gigantiske Catskill-akvædukt, der skaffer byen 1.900.000.000 liter vand om dagen. En kommission blev nedsat for at sikre vandtilførselen til fjorten byer i Sydcalifornien. Resultatet blev den bemærkelsesværdige Colorado River-akvædukt, som ved hjælp af tryk transporterer vand over en strækning på knap 400 kilometer over flere bjergkæder. Dette projekt indbefattede bygningen af tre betondæmninger og fem store pumpeanlæg som løfter vandet i alt 493 meter. For tiden er et vandledningsprojekt under udførelse i Californien. Det vil få ethvert ingeniørarbejde som nogen sinde er udført for at transportere vand, til at tage sig lille ud.

Alle forstår uden tvivl at vand er uundværligt. Ved De imidlertid at der er mere end én slags vand?

Til en samaritansk kvinde som kom for at trække sin daglige vandforsyning op af en brønd, sagde Jesus Kristus: „Enhver, som drikker af dette vand, vil tørste igen, men den, som drikker af det vand, jeg giver ham, han skal til evig tid ikke tørste; men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv.“ — Joh. 4:13, 14.

Dette „vand“ er Guds foranstaltninger til at vi kan opnå evigt liv gennem Jesus Kristus. Der er allerede mange der har fundet dette symbolske vand. Vi håber at også De har fået lyst til at komme og drikke af dette „livets vand“. — Åb. 22:1.