Da kristenheden antog treenighedslæren

SIDEN Det andet Vatikankoncil er splittelsen inden for den katolske kirke blevet mere og mere tydelig for alle. På den ene side står de som er imod enhver forandring, og på den anden side står de som utålmodigt ønsker flere forandringer. Fra jesuitisk side er problemet blevet formuleret således: „Ifølge nogle katolikker sker der for mange og for vidtrækkende forandringer, og de frygter for at der vil komme flere og endnu mere vidtrækkende forandringer i fremtiden. Andre mener at forandringerne er for små og gennemføres for sent, og for dem at se er der intet håb om at øge tempoet.“

Den katolske kirkes første økumeniske koncil blev afholdt i Nikæa i år 325 e.v.t. Dette kirkemøde blev begyndelsen til en strid inden for den katolske kirke. Hvad var det man ikke kunne enes om? Det var læren om treenigheden.

En moderne historiker har følgende at sige om den situation der opstod: „Der eksisterede to grupper teologer som begge havde så stor indflydelse at de praktisk talt delte kristendommen i to lejre der både teologisk og politisk set var rivaler i to hundrede år [og endnu længere]. Den ene gruppe, den ’ortodokse’, blev anført af Athanasius som var ærkediakon i kirken i Alexandria; den anden gruppe blev kaldt arianere efter Arius, som var diakon i samme kirke. . . . Athanasius’ tilhængere var forkæmpere for treenighedslæren, arianerne var modstandere.“ I den vestlige og latinske del af det romerske verdensrige med Rom som hovedsæde, støttede man Athanasius’ synspunkter; men i rigets helleniserede del mod øst med Konstantinopel som centrum, støttede man Arius.

Hvad gik arianernes tro ud på? De troede på at „Kristus, Sønnen, er underlagt Gud, Faderen, og at han er af en anden substans end Ham fordi Kristus blev skabt af Gud og derfor blev til efter Gud“.a

Og hvad troede tilhængerne af treenighedslæren? Deres tro er blevet defineret som læren om „det guddommelige væsens trefoldige personlighed“ i hvilken ’Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd’ påstås at være af samme substans, lige store, lige almægtige og uskabte.

Man indrømmer dog gerne at treenighedslæren opstod lidt efter lidt. Kardinal Newman har for eksempel skrevet at treenighedslæren ikke omtales i trosbekendelserne fra tiden før Konstantin. „De omtaler ganske vist tre; men der siges intet om at der skulle være noget mystisk ved denne lære, at de tre skulle være én, at de er lige store, lige evige, alle uskabte, alle almægtige og alle ufattelige, og en sådan lære vil aldrig kunne udledes deraf.“ — The Development of Christian Doctrine, side 15.

En nyere, anerkendt romersk-katolsk autoritet giver udtryk for et lignende synspunkt: „Det er vanskeligt her i anden halvdel af vort 20. århundrede at give en klar, saglig og ærlig forklaring på den åbenbaring, dogmatiske udvikling og teologiske udformning der ligger bag treenighedens mysterium. . .. Man bør ikke påstå at Det nye Testamente støtter treenighedslæren uden at iagttage alvorlige forbehold. . . . Når man taler om treenighedslæren i dens endelige udformning, har man forladt den tid da kristendommen opstod, og befinder sig i, lad os sige, den sidste fjerdedel af det 4. århundrede.“ — The New Catholic Encyclopedia (1967), bd. XIV, side 295.

Konstantin og Nikæa

Konstantin påstod at have omvendt sig til kristendommen. Dette skridt tog han uden tvivl lige så meget af politiske som af religiøse grunde. Det foruroligede ham derfor meget at se kirken stå splittet på grund af lærespørgsmål, idet han betragtede dette som en trussel mod rigets enhed. I sin egenskab af pontifex maximus, det vil sige den øverste religiøse hersker, sammenkaldte han til det første kirkemøde, der blev afholdt i Nikæa i 325 e.v.t. Selv om Konstantin endnu ikke var blevet døbt som kristen, var han ordstyrer ved dette kirkemøde. Der var kun 318 biskopper til stede, men når man regner deres ledsagere med har der sikkert været mellem 1500 og 2000 mennesker forsamlet.

Treenighedslærens tilhængere og arianerne skændtes i henved to måneder, og det hændte ofte at treenighedslærens tilhængere var yderst intolerante i deres opførsel; men Konstantin bemærkede at de var i flertal og afgjorde sagen til deres fordel. Han „knuste modstanden blandt biskopperne og krævede med trussel om landsforvisning at alle de tilstedeværende afgav deres underskrift. Kun to biskopper fra Libyen nægtede at skrive under; de blev landsforvist til Illyrien sammen med Arius og de præster som var loyale mod ham“. Illyrien svarer til den vestlige del af det nuværende Jugoslavien. Arius’ skrifter blev beslaglagt og brændt, og alle blev med trussel om dødsstraf advaret imod at være i besiddelse af dem.

Men Athanasius’ og hans tilhængeres sejr blev kun kortvarig. Konstantins afgørelse til fordel for treenigheden har efter alt at dømme været politisk motiveret, så han var villig til at skifte standpunkt hvis der skulle ske en ændring i den politiske situation. Og det var netop hvad der gjorde. Nogle få år senere gjorde Konstantin Byzans til sin hovedstad og byggede dér en by som han kaldte Konstantinopel efter sig selv. Arianismen havde et stærkt fodfæste i denne by, og biskopperne fra denne egn havde kun underskrevet erklæringen i Nikæa af frygt.

Den ledende biskop i Konstantinopel, Eusebios fra Nikomedia, var arianer, og det lykkedes ham at få Konstantin til at skifte heste midt i vadestedet, så at sige. Nu var det treenighedslærens tilhængere der blev lyst i band. I 335 dømte Konstantin Athanasius til landsforvisning i Trier i Gallien (nu i Tyskland). Kort tid herefter blev den døende Konstantin døbt af den arianske biskop Eusebios.

Konstantin efterlod riget til sine arvinger: nogle nevøer og tre sønner, Konstantin II, Konstantius og Konstans. Sønnerne skaffede sig først af med de andre arvinger og begyndte derefter at slås indbyrdes. Det blev Konstantius, som var overbevist arianer, der til sidst gik af med sejren; hans brødre, der var tilhængere af treenighedslæren, døde, og både den østlige og den vestlige del af riget kom ind under hans herredømme. For at fremme arianismen beordrede han nu at alle biskopper der var tilhængere af treenighedslæren skulle erstattes med arianske biskopper. Disse udskiftninger fik en samtidig hedensk historiker til spottende at bemærke at „landevejene var fyldt med flygtende biskopper“.

Treenighedslærens tilhængere får overtaget

Arianerne bevarede dog kun magten indtil Konstantius’ død, for treenighedslærens tilhængere var stadig i overtal. Dette burde ikke overraske os, for eftersom Satan er „denne verdens gud“, vil vildfarelser i de fleste tilfælde være mere populære end sandheden. (2 Kor. 4:4) Der var også andre grunde til at arianerne måtte trække det korteste strå. De var ikke enige indbyrdes, de havde ikke vedtaget en fælles erklæring eller trosbekendelse som formulerede deres lære, og de havde ikke noget styrende råd som kunne afgøre deres stridigheder. De stod splittet, og hvordan kan et hus ’der er kommet i splid med sig selv, bestå’? — Matt. 12:25.

En af de væsentligste grunde til at treenighedstilhængerne sejrede over arianerne, var måske den at de altid var rede til at bruge vold og magt for at få deres vilje. Der berettes for eksempel at en vis Nikolas fra Myra slog Arius i ansigtet da han rejste sig for at tale ved kirkemødet i Nikæa, og da han begyndte at tale stak mange af de biskopper der troede på treenighedslæren fingrene i ørerne og løb ud af lokalet for at vise hvor skrækslagne de var over hans kætteri. Treenighedstilhængernes intolerance kom også til udtryk da Ambrosius, der var biskop i Milano, arrangerede en „sitdownstrejke“ for at forhindre at så meget som en eneste af byens kirker blev overladt til arianerne som kejser Valentinian havde befalet. Ambrosius bød sin menighed at blive siddende i kirken dag og nat og synge salmer, og sådan gik der to uger indtil kejseren til sidst bøjede sig for hans krav.

Hos to af datidens mest ansete germanske herskere finder vi yderligere vidnesbyrd om den voldelige intolerance som treenighedstilhængerne viste arianerne. Den frankiske kong Klodevig, som bekendte sig til den romersk-katolske lære og dermed også til treenighedslæren, startede engang et felttog mod de arianske vestgoter i Gallien, idet han sagde: „Det bedrøver mig at en del af Gallien er underlagt disse arianere. Lad os med Guds hjælp marchere over og undertvinge dem.“ Og undertvinge dem gjorde han sandelig. Om den høst denne intolerancens udsæd frembragte læser vi at den „er en beretning om grusomhed, griskhed og svig, om depraverede konger og hævngerrige dronninger som [pave] Gregor søgte at undskylde fordi de forsvarede den katolske lære“.

Østgoternes konge, den arianske Theodorik, var imidlertid en slående kontrast til den katolske Klodevigs intolerance. Zenon, der var kejser i det østromerske rige, bad Theodorik indtage den italienske halvø, som på det tidspunkt var underlagt konger der ikke anerkendte Zenon som kejser over både den østlige og den vestlige del af det romerske verdensrige. Theodorik indtog Italien, men hans holdning til religiøse spørgsmål var imidlertid følgende: „Religion er en sag hvori kongen ikke kan befale, for intet menneske kan tvinges til at tro imod sin vilje.“

En anden faktor som medvirkede til at fremme treenighedslæren var munkevæsenet. Athanasius var den første fremtrædende romersk-katolske teolog som søgte at fremme munkevæsenet. Munkene var ikke blot forkæmpere for treenighedslæren, men i nidkærhed for deres tro var de endog villige til at bruge vold.

Treenighedslærens tilhængere fik også vind i sejlene ved at de germanske soldater som både i øst og i vest angreb det romerske rige, var arianere. Hvordan var disse ’barbarer’ blevet arianere? De var blevet ’kristne’ ved den arianske biskop Ulfilas forkyndelse. Hvis man bekendte sig til arianismen, blev man derfor betragtet som en der sympatiserede med fjenden.

Den der rettede det hårdeste slag mod arianerne var sikkert kejser Theodosius. Ved hjælp af nogle offentlige bestemmelser udstedt i 391 og 392 e.v.t. tvang han alle ’kristne’ til at antage den katolske lære, og fratog både arianere og hedninger deres kirker og templer. En historiker har bemærket følgende: „Kirkens juridiske sejr over kætteriet [arianismen] og hedenskabet var fuldstændig; fra at være en forfulgt sekt havde den udviklet sig til at være en forfølgende statskirke.“

De arianske ’barbarer’

Ingen af de romerske kejsere fra det femte århundrede og frem var arianere. Men det betød ikke at arianismen havde udspillet sin rolle som statsreligion. Langtfra! Efter Theodosius’ død strømmede de arianske germanere ind fra nord og begyndte at marchere mod Rom. Som en romersk-katolsk autoritet beretter: „Selv om denne form for kristendom [den arianske] blev udsat for en del forfølgelse, bredte den sig med bemærkelsesværdig kraft fra goterne til deres nabostammer. . . . Da de erobrede den vestlige del af riget og oprettede forskellige germanske kongeriger, bekendte de fleste af deres stammer sig til [arianismen] og betragtede den som deres nationale religion, og i nogle tilfælde forfulgte de den del af den romerske befolkning som bekendte sig til den katolske lære. . . . Men det lykkedes efterhånden den [romersk-]katolske kirke at komme arianismen til livs. I dette øjemed benyttede man sig ofte af felttog som næsten helt udslettede det germanske element.“ Dette skete under kejser Justinians regering. Det var Justinians mål at genoprette det romerske riges svundne storhed; han var desuden berygtet for sin forfølgelse, ikke blot af arianere, men også af jøder og samaritanere. Han forbød endog jøderne at læse deres skrifter på hebraisk.

Det lykkedes dog ikke Justinian at udslette arianismen. Rom havde ikke set de germanske barbarer for sidste gang, for få år efter Justinians død trængte longobarderne ind i Italien. Man mener at longobarderne var en af de mest brutale af de germanske stammer, og inden længe beherskede de størstedelen af Italien. Men af en eller anden grund begyndte longobarderne i midten af det syvende århundrede at gå over til den romersk-katolske tro, og dermed blev de tilhængere af treenighedslæren. De fortsatte dog med at skabe problemer for pavedømmet, men det var mere i politiske og territoriale spørgsmål end i religiøse.

Om denne periode læser vi: „I det påfølgende sammenbrud vendte lykken sig, mere på grund af politiske omskiftelser og borgerlig beskyttelse end som følge af teologiske argumenter.“ Og som en anden forfatter skriver „holdt [arianismen] sig i endnu to århundreder, selv om det mere var et spørgsmål om tilfældighed end om valg og overbevisning“. Det at arianerne deltog i politik og krig tilbageviser i øvrigt påstanden om at de upolitiske og fredselskende kristne Jehovas vidner skulle være arianere.

Når vi i de historiske beretninger læser om hvordan både treenighedstilhængerne og arianerne blandede sig i politik, forundres man over hvor nøjagtigt Jesus og hans apostle kunne forudsige hvad der ville ske med den kristne menighed. I en af sine lignelser siger Jesus for eksempel: „Mens folkene sov, kom hans fjende og såede giftigt rajgræs iblandt hveden og gik bort.“ Det der skulle have været en hvedemark blev således en mark fyldt med rajgræs. (Matt. 13:25) Og når man læser om disse partiers grådighed og voldsomhed, ser man en tydelig opfyldelse af apostelen Paulus’ ord: „Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden.“ Både treenighedslærens tilhængere og arianerne viste sig at være glubske ulve, men især treenighedslærens tilhængere. — Ap. G. 20:29.

● Virkelig kærlighed til sandheden indebærer mere end blot det at acceptere hvad der stemmer overens med ens eget synspunkt, som sandhed.

[Fodnote]

[Illustration på side 14]

Treenighedssymbol. Billedet findes i den katolske kirke i Tagnon i Frankrig