„Vi tilbeder det vi kender“

„FADEREN er umålelig, Sønnen er umålelig, Helligånden er umålelig. Faderen er evig, Sønnen er evig, Helligånden er evig. Og dog er der ikke tre, som er evige, men een, som er evig, ligesom der ikke er tre, som er uskabte, eller tre, som er umålelige, men een, som er uskabt, og een, som er umålelig.“ Således lyder, i uddrag, definitionen af kristenhedens Gud i Den athanasianske Trosbekendelse. Og hvad enten denne gudsopfattelse drejer sig om én Gud eller tre guder, så er den gådefuld, ejendommelig og umulig at forstå. Det er en ukendt gud.

„Vi tilbeder det vi kender,“ sagde Jesus. (Johannes 4:22) Han udtalte sig her som medlem af det folk Moses havde henvendt denne erklæring til: „Hør, Israel! [Jehova] vor Gud, [Jehova] er én.“ Ja, de troende jøder tilbad en Gud de kendte. Om de kristne, der ikke er underlagt den jødiske Lovpagt men har fået en ny pagt, blev det profetisk sagt: „Ingen skal nogen sinde undervise sin medborger og ingen sin broder og sige: ’Kend Jehova!’ for de skal alle kende mig, fra den mindste til den største af dem.“ Ja, sådanne kristne kender den Gud de tilbeder. — 5 Mosebog 6:4; Hebræerne 8:11.

„Én Gud, Faderen“

Da Jehovas vidner ikke tror på treenighedsdogmet, har man beskyldt dem for at prædike „en form for arianisme“.a Den omstændighed at de ikke tror på treenighedslæren, betyder dog ikke at de er arianere. I et af de få skrifter fra Arius der eksisterer i dag, hævder denne at ingen, heller ikke Sønnen, kan fatte Gud. Historikeren H. M. Gwatkin siger i sin bog The Arian Controversy: „Arius’ gud er en ukendt gud, hvis væsen er hyllet i evigt mysterium. Ingen skabning kan åbenbare ham, og han kan ikke åbenbare sig selv.“ Jehovas vidner tilbeder hverken treenighedslærens gud, en gud som ingen kan fatte, eller Arius’ ’ukendte gud’. De siger som apostelen Paulus: „Så er der for os dog kun én Gud, Faderen, fra hvem alle ting er.“ — 1 Korinter 8:6.

I en bøn til sin himmelske Fader viste Jesus hvor stor betydning det har at lære Gud at kende: „Dette er ensbetydende med evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud.“ (Johannes 17:3) Den apostel der nedskrev disse ord, skrev også: „Vi ved at Guds søn er kommet, og han har givet os forstand så vi kan erkende den sande [Jehova]. Og vi er i samhørighed med den sande, ved hjælp af hans søn Jesus Kristus. Denne er den sande Gud og evigt liv.“ — 1 Johannes 5:20.

Visse oversættere gengiver Første Johannesbrev 5:20 sådan at det synes at støtte treenighedslæren. I The Living Bible står der: „Hans Søn Jesus Kristus, som er den eneste sande Gud; og han er evigt Liv.“ I Johannes 17:3 skelner dog både katolske og protestantiske bibeloversættelser mellem Jesus og „den eneste sande Gud“. Og den ansete katolske teolog Karl Rahner skriver i sit værk Theological Investigations: „Det må bemærkes at δ θεός [ho theos, (den sande) Gud] netop i Skt. Johannes’ Første Brev så ofte med sikkerhed betyder Faderen at det må forstås som Faderen gennem hele brevet.“ Ligeledes indrømmes det i den franske protestantiske oversættelse Nouveau Testament (i en fodnote) at den græske tekst her godt kan oversættes sådan at den ikke støtter treenighedslæren. Det bør også her bemærkes at en latinsproget afskriver i det 4. århundrede, en mand som må have troet på treenighedslæren, i misforstået nidkærhed ændrede Første Johannesbrev 5:7 ved at tilføje ordene: „Faderen, Ordet og den Hellig Aand; og disse tre ere eet.“ (Oversættelsen af 1819) Denne tilføjelse blev holdt i hævd af Vatikanet helt frem til 1927, på trods af at selv katolske teologer allerede i det 6. århundrede begyndte at drage ægtheden af disse ord i tvivl. Dette uhæderlige indgreb i bibelteksten viser hvor vidt treenighedslærens tilhængere går i deres forsøg på at bevise dogmet.

Guds navn og treenigheden

Noget der i høj grad er med til at gøre Gud virkelig i Jehovas vidners bevidsthed er dét at de kender hans personlige navn, Jehova, og bruger det. (Salme 83:18, NW) Når et kirkemedlem fra kristenheden i sin bibel læser det anonyme udtryk „Herrens navn“, kan det ikke sige ham ret meget. Og når han beder „helliget vorde dit navn“, ved han sandsynligvis næppe hvilket navn det er han hentyder til. Jehovas vidner kender deres Gud; de kender hans navn, og ligesom fortidens salmist og Jesus selv elsker de deres himmelske Faders navn. — Salme 5:11, 12; Johannes 12:28; 17:6, 26.

Eftersom Guds personlige navn forekommer flere tusind gange i Bibelens grundtekst, kan man med god grund spørge hvorfor navnet er „udrenset“ i så mange af kristenhedens bibeloversættelser, og hvorfor de mange millioner katolikker, protestanter og andre „kristne“ aldrig bruger det. Kan treenighedsdogmet have noget at gøre med denne ejendommelighed?

Interessant nok gengives Femte Mosebog 6:4 i den katolske Jerusalem-Bibel således: „Hør, Israel: Jahve vor Gud er den eneste Jahve.“ I en fodnote gives der en anden mulig oversættelse, hvorefter det dog tilføjes: „Men det er mere sandsynligt at vi her har en bekendelse til den monoteistiske tro.“ Det var altså denne Gud Jesus, som jøde, talte om da han sagde: „Vi tilbeder det vi kender.“ (Johannes 4:22) Og i den nævnte katolske bibeloversættelse indrømmes det at denne Guds navn er Jahve, eller Jehova.b Ifølge den teologi treenighedslærens tilhængere benytter sig af, er Jahve eller Jehova navnet på de hebraiske patriarkers og jødernes Gud, den Gud Jesus kom for at åbenbare som „Faderen“ eller „Gud, Faderen“. For treenighedslærens tilhængere må følgen være at det guddommelige navn Jahve, eller Jehova, kun betegner én af de formodede tre personer i guddommen. Den anden person har et navn (Jesus), men den tredje person har kun en anonym betegnelse, „helligånden“. Kristenhedens kirker kan logisk set ikke benytte sig af et gudsnavn der ikke betegner hele deres „guddom“. Deres medlemmer er derfor henvist til at tilbede et mysterium, en treenig gud uden navn.

Mange katolikker føler imidlertid en instinktiv trang til at tilbede noget de kan identificere og nævne ved navn. Det er sikkert en af grundene til at mange af dem tilbeder Jesus eller Maria. Den samme trang til at tilbede en navngiven Gud fremgår endda af religiøse bygningsværker. Fra kirkebygninger i hele Europa er der talrige eksempler på at den guddommelige herlighed er skildret som et forgyldt strålebundt eller lignende som udgår fra en trekant (symbol på treenigheden). Og indskrevet i trekanten finder man ofte tetragrammet, de fire hebraiske konsonanter i Guds navn, Jehova. (Dette gælder Christianskirken og Vor Frelsers Kirke i København samt en afbildning på Christiansborg.) Hvor mange af vor tids kirkegængere er i dag klar over at dette repræsenterer Guds navn?

„Én Herre, Jesus Kristus“

Efter ordene: „Så er der for os dog kun én Gud, Faderen, fra hvem alle ting er, og vi til ham,“ tilføjer apostelen Paulus: „Og der er én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alle ting er, og vi ved ham.“ (1 Korinter 8:6) Også denne udtalelse tror Jehovas vidner på. Jehova, Faderen, er Livgiveren; Jesus, Guds ’enestefødte søn’, „al skabnings førstefødte“, er den gennem hvem Faderen udfører sin vilje. — Johannes 1:2, 3, 14; Kolossenserne 1:15, 16.

Afvigeren Arius benægtede i det 4. århundrede, med god bibelsk grund, ordene om at ’Sønnen ikke er dannet og heller ikke skabt’, og Jehovas Vidner gør det samme. Af denne grund hedder det i The New Encyclopædia Britannica: „Jehovas Vidners kristologi er en form for arianisme.“ Her må det dog først siges at Jehovas Vidner ikke har nogen speciel „kristologi“ (hvilket defineres som „teologisk fortolkning af Kristi person og gerning“). De ser på det på samme måde som den kristne lægmand der efter sigende henvendte sig med utvetydige ord til de mange gejstlige der ved kirkemødet i Nikæa havde indviklet sig i lange teologiske diskussioner: ’Kristus oplærte os ikke i diskuterekunst, listige kneb eller tomme spidsfindigheder, men i jævnhed — og denne bevares bedst ved tro og gode gerninger.’ Denne mand havde tilsyneladende gennemgået lidelser for sin tro på Kristus, sådan som mange af Jehovas vidner har. Heller ikke de har nogen tillid til teologisk filosofi. De anerkender den jævne og ligefremme sandhed som Bibelen fremholder om Gud, Kristus og den hellige ånd, og for denne tro, som er ganske ligetil, er de villige til at gennemgå lidelser og til at afgive bevis ved gerninger.

For det andet må det siges at Jehovas vidner ikke kan kaldes arianere i betragtning af at de på mange felter slet ikke er enige med Arius. For eksempel benægtede Arius at Sønnen kunne blive bekendt med Faderen. Bibelen fortæller at Sønnen „fuldt ud kender Faderen“ og at det er Sønnen der har „forklaret ham“. (Mattæus 11:27; Johannes 1:14, 18) Arius hævdede at Ordet var blevet Guds søn „ved adoption“ på grund af sin dyd eller moralske integritet. Bibelen siger imidlertid at han blev skabt af Jehova som dennes ’enestefødte søn’. (Johannes 1:14; 3:16; Hebræerne 1:2; Åbenbaringen 3:14) Arius lærte at kristne kunne nære håb om at blive lige med Kristus, hvorimod Bibelen fortæller at Gud gav ham „navnet som er over ethvert andet navn“. (Filipperne 2:9-11) Nej, Jehovas vidner er ikke arianere; de tror hvad Bibelen siger.

„Den enestefødte gud“

Jehovas vidner benægter ikke Jesu guddommelighed. Men de kan ikke følge treenighedslærens tilhængere i den filosofiske udredning disse giver af begrebet. Når disse taler om Jesu „guddommelighed“, mener de ikke at han er „en gud“, men at han er „Gud“ selv, en af de tre personer der er lige i evighed. Dette forklarer måske hvorfor så mange af kristenhedens bibeloversættelser gengiver Johannes 1:18 på denne måde: „Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.“ (Da. aut.) I hovedparten af de ældste græske håndskrifter står der imidlertid ikke „den enbårne [Søn], som selv er Gud,“ men slet og ret „den enestefødte gud“. I The Expositor’s Greek Testament indrømmes det: „Håndskrifternes autoritet taler til gunst for læsemåden θεος [gud]; derimod lægger de gamle oversættelser og kirkefædrene snarere deres lod i den modsatte vægtskål.“ Hvorfor gjorde de det? Fordi de frygtede treenighedslærens modstandere, for hvem „denne betegnelse [’den enestefødte gud’] betød en velkommen skelnen mellem [Sønnen] og Faderen“.c

Jehovas vidner forstår den bibelske sandhed at Jesus er „en gud“, „en mægtig“, og det foruroliger dem derfor heller ikke at læse at apostelen Tomas i Johannes 20:28 kalder Jesus „min Herre og min Gud“. For det første kan Tomas her have brugt ordet „gud“ på samme måde som Manoa mange år forinden havde gjort. (Dommerne 13:20-22) Men selv om dette ikke var tilfældet kunne der ikke være tale om nogen forveksling, for Jesus havde kort tid før sendt dette budskab til apostlene: „Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.“ (Johannes 20:17; se også Andet Korinterbrev 1:3.) Johannes fortæller selv at han nedskrev dette (også Tomas’ udbrud) „for at I [læserne] kan tro at Jesus er Messias, Guds søn“. — Johannes 20:31.

Jehovas vidner tror ikke at Jesus var både Gud og menneske, at han var Gud selv iklædt kød, sådan som læren om „de to naturer“ (menneskelig og guddommelig) siger. De tror at ’Ordet blev kød’, som Bibelen siger. (Johannes 1:14) Da dette skete ’tømte han sig selv’ med hensyn til den eksistens han indtil da havde haft som åndeskabning, og blev et menneske, „ringere end engle“, for at han kunne give sig selv „som en tilsvarende løsesum for alle“. (Filipperne 2:7, 8; Hebræerne 2:9; 1 Timoteus 2:6) Den tanke at „menneskets forløsning fra synd og død kun kunne sikres hvis Kristus var sand Gud og sandt menneske“ er ubibelsk. For at tilbagekøbe det som Adam mistede på hele menneskehedens vegne, skulle Jesus ofre et fuldkomment menneskeliv, hverken mere eller mindre. (2 Mosebog 21:23; 1 Korinter 15:22, 45, 47; Romerne 5:18, 19, Revised Standard Version [katolske og protestantiske udgaver]; Mattæus 20:28) Dette er i sig selv nok til at modbevise treenighedslæren og læren om at det var Gud selv der blev menneske.

Skønt Jesus var „en gud“, ’tænkte han ikke på ran, nemlig at han skulle være lig Gud [Jehova]’. (Filipperne 2:6) Det fremgår tydeligt at han er underordnet Jehova både nu og i fremtiden. (1 Korinter 15:27, 28) Han har villigt anerkendt sin Faders overhøjhed. (Johannes 14:28; se også Første Korinterbrev 11:3.) Ved sin opstandelse blev han „gjort levende i ånden“ og „kronet med herlighed og ære“ og ’ophøjet’ for at „i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden“. (1 Peter 3:18; Hebræerne 2:9; Filipperne 2:9, 10) I betragtning af dette overrasker det ikke Jehovas vidner at læse i Hebræerbrevet 1:6 at englene opfordres til at „bøje sig ærbødigt for ham“, eller „tilbede ham [da. aut.]“. (Se også Åbenbaringen 5:11, 12.) Dette modsiger på ingen måde Mattæus 4:10, hvor Jesus — i et citat fra Femte Mosebog — siger at Jehova Gud er den eneste vi må tilbede. Interessant nok henviser den katolske Jerusalem-Bibel (der bruger gengivelsen „tilbede ham“ i Hebræerbrevet 1:6) i en marginalnote til Femte Mosebog 32:43 (Septuaginta) og Salme 97:7, hvor denne oversættelse gengiver de samme ord med henholdsvis „bringe ham hyldest“ og „bøje sig ned“. Hvorfor gengiver denne katolske oversættelse det samme ord forskelligt? Tilsyneladende på grund af treenighedslæren.

„Den lovede hellige ånd“

På Pinsedagen erklærede apostelen Peter: „Denne Jesus har Gud oprejst, hvilket vi alle er vidner om. Efter at han er blevet ophøjet til Guds højre hånd og har modtaget den lovede hellige ånd fra Faderen, har han så udgydt denne, hvilket I både ser og hører.“ (Apostelgerninger 2:32, 33) Hvad er denne lovede „hellige ånd“? Er det „den tredje person“ i treenigheden? Hvad får vi at vide i opslagsværker?

The Catholic Encyclopedia: „Intet sted i Det gamle Testamente finder vi nogen klar tilkendegivelse af at der er en Tredje Person.“

A Catholic Dictionary: „I det store og hele omtales helligånden i Det nye Testamente (og i Det gamle Testamente) som en guddommelig energi eller kraft.“ — Kursiveret af os.

The New Encyclopædia Britannica: „Fremkomsten i urkirkens teologi af spekulationer i retning af treenighedslæren førte til store vanskeligheder i den artikel der omhandlede Helligånden. For det var ikke let at fatte at . . . Helligånden, der i Det nye Testamente optræder som en guddommelig kraft, var en person. . . . Helligånden blev ikke betragtet som en person, men snarere som en kraft.“ (Kursiveret af os.) „Med Athanasius (død 373) nåede man ikke desto mindre frem til tanken om Helligåndens komplette homoousia (væsensenhed) med Faderen og Sønnen.“

A Catholic Dictionary: „Den tredje Persons sande guddommelighed blev hævdet ved et koncil i Alexandria i 362, . . . og endeligt fastslået ved koncilet i Konstantinopel i 381.“

Dette var tre og et halvt århundrede efter at helligånden var blevet udgydt på Pinsedagen i år 33!

Arius antog ikke Athanasius’ teori om at helligånden var af samme væsen som Faderen, men regnede dog alligevel ånden for at være en person. Dette beviser yderligere at Jehovas vidner ikke er arianere, for de har samme bibelske opfattelse som de første kristne, nemlig den at helligånden er Guds virkekraft, som han på mange måder bruger til udførelse af sin vilje. (Apostelgerninger 5:32) Der er ganske vist passager i Bibelen hvor den hellige ånd omtales som en person. Men selv i A Catholic Dictionary indrømmes det dog: „De fleste af disse forekomster giver ikke noget stærkt bevis for at den er en person. . . . Vi må ikke glemme at blotte begreber som kærlighed (1 Kor. 13:4) og synd (Rom. 7:11) i Det nye Testamente personificeres, ja, dette gælder endda abstrakte og livløse størrelser som loven (Rom. 3:19), vandet og blodet (1 Joh. 5:8).“ Bibelen taler imidlertid også om at helligånden blev ’udgydt’ og om mennesker der blev „fyldt med hellig ånd“, modtog den hellige ånd som ’en fri gave’, og blev ’døbt i hellig ånd’. Intet af dette ville give nogen mening hvis den hellige ånd var en person.d — Apostelgerninger 2:4, 17, 38; 4:31; Johannes 1:33.

Lad os forkynde den Gud vi kender!

Til de athenere der tilbad ’ukendte guder’ sagde Paulus: „Det, som I således dyrker uden at kende det, det forkynder jeg jer.“ (Apostelgerninger 17:23, da. aut.) Vi har stor grund til taknemmelighed over at være blevet befriet for troen på en treenig gud, et mysterium som ingen kan fatte, og for at vi ligesom Jesus kan sige: „Vi tilbeder det vi kender.“ (Johannes 4:22) Vi tilbeder Jehova, under hans søns, Kristi Jesu, ledelse, og med hans hellige ånds hjælp. Måtte vi fortsætte med nidkært at forkynde om vor vidunderlige Gud, for „Jehova er stor, og han skal lovsynges . . . For denne Gud er vor Gud til fjerne tider, ja, for evigt“. — Salme 48:1, 14, NW.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 27]

Katedralen i Orleans

Tetragrammet på prædikestolen i katedralen i Orleans

[Illustrationer på side 29]

Tetragrammet på højalteret i slotskirken i Versailles