Lad mig trykke Deres hånd

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I VESTTYSKLAND

DER findes mennesker som tilsyneladende ikke bestiller andet end at trykke andre i hånden. De gør det hver dag når de møder nogen, også selv om det er mennesker de kender godt, og de gør det igen når de siger farvel. Dette ritual gentages måske mange gange om dagen, hvis deres veje krydser hinanden flere gange. I lande hvor denne skik trives kan det blive opfattet som en fornærmelse hvis denne „håndgribelige“ hilsen udelades enten når man kommer eller når man går.

Men det er ikke alle der er begejstrede for denne skik. Nogle siger: „Hvor er det stift og formelt!“ „Hvorfor kan man ikke bare være naturlig?“ „Og så er det upraktisk!“ „Og desuden synes jeg det er uhygiejnisk at sprede bakterier ved at komme i så nær kontakt med andre!“

Ja, sæd og skik er forskellig fra sted til sted. Andre vil måske foretrække at give et kys eller et knus eller at gnide næser, eller simpelt hen at bukke. Og hvis man befinder sig i et fremmed land, hvorfor så ikke tilpasse sig de lokale måder at hilse på, så længe disse skikke ikke strider mod ens samvittigheds principper, i stedet for at ignorere befolkningens levevis og forvente at de andre skal overtage ens egne skikke? Uanset hvilken form for hilsen man benytter, så varmer det når man kan mærke at den er oprigtigt ment og kommer fra hjertet.

Tidligere tiders skikke i forbindelse med håndtryk

Der er nogle interessante momenter ved denne skik at trykke andre i hånden. Det nævnes i Bibelen at israelitterne kendte den, dog ikke som en form for hilsen. Folkene i mellemøsten, som ikke er så tilbageholdende som mange andre, kan udtrykke deres glæde ved et gensyn og deres sorg over at sige farvel, på langt mere overstrømmende måder end ved bare at give et forbeholdent håndtryk. På Bibelens tid blev håndtryk eller håndslag benyttet som udtryk for enighed, som stadfæstelse eller bekræftelse af en kontrakt, en handel eller en aftale. (Ezra 10:19) Denne betydning kendes også i dag, og på vore tipoldeforældres tid blev et håndslag stadig betragtet som juridisk bindende. De gamle germanske folkeslag benyttede det når de traf aftaler. Bibelen advarer mod at give håndslag som sikkerhed for et lån optaget af en anden. — Ordsp. 6:1-3; 22:26.

Nogle siger at romerne var de første der benyttede håndtryk som hilsen, men det ser ud til at det først var i middelalderen at denne skik blev almindelig i Europa. Det blev også almindeligt at anvende bestemte stillinger eller gestus med hånden som tegn på at man tilhørte en særlig gruppe eller et lav. Også i dag anvendes denne form for tilkendegivelse af at man tilhører en bestemt gruppe eller har en bestemt opfattelse.

Nogle „typiske“ håndtryk

Kunne De tænke Dem at træffe nogle repræsentanter for de „typiske“ håndtryk? Hver har sin specielle måde at give hånd på. Den første vi møder er ham der ivrigt griber om Deres forsigtigt fremstrakte hånd og omslutter den i et knusende greb. Bagefter er man næsten bange for at bevæge fingrene, af frygt for at alle knoglerne er knust; og hvis man har ring på kan man gå rundt med blå mærker flere dage efter.

Men det er ikke alle der udfolder en sådan kraft. Tag for eksempel vores næste ven her. Slattent og lidenskabsløst bevæger hans hånd sig hen mod Deres, og den føles så klam og fugtig at De sikkert uvilkårligt kigger efter en gang for at se om det ikke er en fisk De ved et tilfælde har fået fat i. Den tredje af vores bekendte er mere hjertelig, og han ryster Deres hånd, ja han nærmest „pumper“ op og ned med den, i en rum tid.

Så er der også dem der tilsyneladende går efter mottoet „Hellere ramme ved siden af end slet ikke ramme“. Man opnår faktisk aldrig at få et rigtigt håndtryk af dem; deres hånd glider bare forbi ens tommelfinger og videre op langs armen. Måske har De også truffet den type der synes at sige: „Jeg er faktisk temmelig ligeglad med Dem.“ Det er ham der rækker sin hånd frem mod Dem mens hans hoved er vendt bort og han har travlt med at kigge på noget helt andet; hænderne mødes, men ikke øjnene.

Til sidst er der den mest traditionstro af dem alle. Hvis han har hænderne fulde i det øjeblik han skal hilse på Dem, rækker han simpelt hen en lillefinger eller en albue frem mod Dem, blot for traditionens skyld.

Hvilket indtryk får De af mennesker som dem vi lige har beskrevet? Nogle er meget omhyggelige med hvilket indtryk de gør; de viser det ved at gøre deres håndtryk præcise og velovervejede. De prøver at give et fast men venligt håndtryk og giver måske hånden et ekstra klem som udtryk for hjertelighed og fasthed. Ja, et håndtryk fortæller meget om personen. Der vil altid blive sat pris på en der er naturlig og ikke tager sig selv for højtideligt.

Ligevægt i forbindelse med håndtryk

På dette område kan man naturligvis ikke sætte nogen faste regler, men her er eksempler på nogle situationer hvor man bør lade fornuften råde. Den der ikke er vant til at give så mange håndtryk, har sikkert ret hvis han synes vanen er lidt upraktisk, når han, efter at være ankommet til et lokale hvor der skal være en eller anden form for sammenkomst, må gennemgå det samme tryk-i-hånd-ritual hver eneste gang en ny deltager ankommer. Og hvis man kommer for sent til et møde eller en drøftelse der allerede er i gang, vil det være mest hensynsfuldt stilfærdigt at finde sig en plads uden at føle sig forpligtet til at afbryde for at trykke alle i hånden. Nogle finder det måske uhøfligt at undlade at hilse på andre med det formelle håndtryk, men det vil sikkert være mere respektfuldt og hensynsfuldt at vente indtil det naturlige og belejlige øjeblik kommer hvor man kan udtrykke glæde over at se sine venner igen. Og for at nævne endnu en ting: Har De nogen sinde tænkt på hvor uappetitligt det kan være hvis en kommer med ikke helt rene hænder og vil trykke Dem i hånden mens De sidder og spiser?

Hvis De er stærkt optaget, så er det måske ikke så meget selve det at trykke de andre i hånden der irriterer Dem, men snarere det at være nødt til at gøre det så tit. Tag for eksempel tyskerne, som længe har holdt denne skik i hævd, men nu er begyndt at tænke på om det ikke er at gå lidt for vidt når man hilser på den samme person ved at trykke ham i hånden en halv snes gange om dagen eller mere.

I bladet Time for den 17. februar 1967 stod følgende at læse: „Visse personalechefer i Tyskland regner med at deres ansatte bruger mindst 20 minutter af arbejdstiden hver dag til at give hånd.“ En tysk komité af „eksperter i takt og tone“ udtrykker sig således: „Overdreven trykken i hånden påskønnes ikke og kan i virkeligheden gøre det vanskeligere at opnå personlig kontakt. Det er tilstrækkeligt at man trykker andre i hånden første gang man træffer dem.“

Så hvis vi skal prøve at give et råd angående det at være rimelig i forbindelse med at trykke andre i hånden, vil det enkleste være at sige: Vis oprigtig hjertelighed, og vis samtidig hensyn og omtanke. De der gør det vil ikke finde det svært at være naturlige, i stedet for blindt at følge traditionen.

Men nu er det på tide at sige farvel. Og De har måske ikke lyst til et klap på skulderen eller et kys eller et knus til afsked? Nå ja, så lad mig da trykke Deres hånd!