„Dit ord er sandhed“
Ikke alt hvad der kaldes kristent godkendes af Gud
MANGE hævder at være kristne. Men det at kalde sig kristen giver ikke i sig selv nogen en godkendt stilling over for Gud — ikke engang hvis påstanden tilsyneladende ledsages af profeteren og mirakler. Jesus Kristus anerkender kun mennesker der gør hans Faders vilje, som sine disciple. Han sagde: „Ikke enhver, der siger til mig: ’Herre, Herre!’ skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje. Mange skal sige til mig på hin dag: ’Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?’ Og da vil jeg sige dem rent ud: ’Jeg har aldrig kendt jer.’“ — Matt. 7:21-23.
Jesu ord understreger at den der søger guddommelig godkendelse må rette sig efter Guds vilje i spørgsmål om tilbedelse. Ikke mennesker, men Gud, bestemmer hvad der godkendes som hellig tjeneste. „Gud er ånd,“ sagde Jesus, „og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.“ (Joh. 4:24) En sand tilbeder af Gud er ikke afhængig af brugen af synlige ting og er ikke begrænset til kun at tjene Gud et bestemt geografisk sted. Han tilbeder, ikke ved hjælp af ting han kan se eller berøre, men „i ånd“. Hans tilbedelse er i overensstemmelse med Guds sandhed.
Imidlertid er der mange som kalder sig kristne der bruger billeder som synlige hjælpemidler når de tilbeder. De hævder at det de tilbeder ikke er billedet, men den der repræsenteres ved billedet. De hævder at en sådan tilbedelse er indirekte, „relativ“, og derfor ikke er afgudsdyrkelse. Men er en sådan tilbedelse antagelig for Gud?
Guds pagtsfolk i fortiden, israelitterne, fik denne befaling: „Eftersom I ikke så nogen skikkelse, dengang [Jehova] talede til Eder på Horeb ud fra ilden, så vogt Eder nu omhyggeligt for at handle så ryggesløst, at I laver Eder et gudebillede, en stenstøtte i en eller anden skikkelse, enten det nu er et afbillede af en mand eller en kvinde.“ (5 Mos. 4:15, 16) Således fik israelitterne udtrykkeligt forbud mod at lave et billede af Gud. I virkeligheden ville ethvert billede der blev lavet, uvægerlig give en forkert fremstilling af Skaberen; for intet menneske har nogen sinde set Gud.
Oprettelsen af den kristne kirke eller menighed ændrede ikke dette. Ikke i nogen periode af menneskets historie har nogen haft en bedre forestilling om hvordan Gud så ud end israelitterne havde. Til trods for dette er der til religiøse bygninger i kristenheden hyppigt blevet lavet billeder der skildrer Gud som et menneske. Men hvordan skulle Gud kunne godkende sådanne billeder når han forbød den slags for israelitterne?
Man kunne naturligvis indvende at der kan laves billeder af Jesus og Maria fordi de har levet som mennesker på jorden. Men ingen ved i dag hvordan Jesus og Maria så ud. Derfor kan ingen billeder der laves af dem, fremstille dem rigtigt. For eksempel er der kolossale forskelle i ansigtstrækkene på de billeder der forskellige steder laves af Jesus og af Maria. Til tider ligner de folk i det land hvor billederne er lavet. Tilbederen tror at det er Maria og Jesus, simpelt hen fordi man har fortalt ham det.
Således kan det ses at et billede tilskrives en vis hellighed alene i kraft af at det formodes at forestille en bestemt person. Men det er ikke enden på sagen. Der er ofte mange billeder af den samme person, som ikke alle betragtes på samme måde. Der foretages pilgrimsrejser til visse billeder, og det hævdes endog at der er indtruffet mirakler i forbindelse med disse særlige billeder. For eksempel tror man at en der beder foran et bestemt billede af Maria vil opnå en bedre reaktion end hvis han bad foran et andet billede af Maria. Hvorfor skulle dette være tilfældet hvis det er Maria og ikke billedet man tilbeder? Viser dette ikke at der er tale om mere end relativ tilbedelse, at selve billederne tillægges en virkelig magt?
Hvordan kunne Jehova Gud godkende en sådan billeddyrkelse? Selv om det blot drejede sig om en relativ tilbedelse, ville dét så gøre handlingen rigtig? Bibelen viser at vi skal tilbede Gud og ingen anden. Der findes intet bibelsk grundlag for den tro at der er forskellige grader af tilbedelse. Jesus Kristus udtalte dengang han modstod Djævelens fristelse: „Du skal tilbede Herren [Jehova] din Gud og tjene ham alene.“ (Matt. 4:10) Da apostelen Johannes kastede sig ned for at tilbede foran den engel der havde medvirket til at give ham åbenbaringen, sagde engelen til ham: „Gør det ikke! . . . Gud skal du tilbede!“ — Åb. 19:10.
Hvis man kunne yde englene en eller anden underordnet form for tilbedelse, ville der ikke have været grund til at advare Johannes mod denne handling. Eftersom det var uret af Johannes at falde ned foran en engel for at tilbede, så er det klart at det også ville være forkert at bøje sig for et billede af en engel eller af nogen som helst anden. Al tilbedelse af billeder strider imod hvad Bibelen siger om den sande tilbedelse. Apostelen Paulus skrev: „Vi vandrer efter det vi tror, ikke efter det vi ser.“ (2 Kor. 5:7, New World Translation) De der anvender billeder vandrer afgjort ’efter det de ser’. Det er som at gå med en krykke. Ved at holde fast ved brugen af billeder i deres tilbedelse, lægger de manglende tro for dagen. Hvorfor skulle Gud da se anerkendende på dem når de kysser, bøjer sig for og brænder røgelse foran billeder? Bibelen erklærer: „Uden tro er det umuligt at have hans [Guds] velbehag.“ — Hebr. 11:6.
Ikke blot misbilliger Gud kristenhedens fremstilling og anvendelse af billeder, men selv dens mest hellige dage er forbundet med skikke der er rodfæstet i falsk religion. For eksempel er påskefesten, der formodes at være til minde om Jesu Kristi opstandelse, ikke-kristen af oprindelse. The Catholic Encyclopedia for School and Home siger: „Ordet ’Easter’ [det engelske ord for påske] kommer fra Eostre eller Ostara, det navn gamle germanske stammer gav den tid på året da den frembrydende forårssol bragte vinterens død, når naturen blev genfødt. For de hedenske germanere kom ordet til at betyde forårstidens ’livets fest’.“ Både ægget og kaninen, der i så høj grad er forbundet med påskefesten, er kendt som gamle frugtbarhedssymboler. Mange i kristenheden maler „påskeæg“, ligesom soltilbederne gjorde for århundreder siden.
Angående valget af den 25. december som datoen for at fejre jul, siger ovennævnte leksikon: „Denne dag var i det hedenske Rom blevet viet til fest for solguden og var blevet kaldt den ubesejrede sols fødsel.“ I forbindelse med juleskikkene læser vi: „Julegaver, julebrændeknuden [en engelsk skik] og misteltenen er ’kristne’ versioner af gamle romerske, germanske og keltiske traditioner.“ De har deres rod i hedenskabet.
Hvordan kunne Gud godkende skikke som stammer fra noget der er forbundet med falsk tilbedelse? Hans ord Bibelen viser at det gør han ikke. De kristne bliver spurgt: „Hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke?“ — 2 Kor. 6:14.