Sådan er det at være sygeplejerske
FORTALT TIL „VÅGN OP!“-MEDARBEJDER
JEG er født på Jamaica i Vestindien, og dér begyndte jeg som teenager min uddannelse til sygeplejerske; det var sidst i fyrrerne. Så jeg har plejet syge mennesker i fireogtyve år, både på Jamaica og i De forenede Stater.
Jeg har passet tusindvis af patienter der har lidt af praktisk talt alle tænkelige alvorlige og mindre alvorlige sygdomme. Jeg har arbejdet på operationsstuen, plejet forpinte og kvæstede ofre for ulykker, trøstet de døende og udført snesevis af andre opgaver som påhviler en sygeplejerske. Ofte har jeg været bedrøvet og frustreret, men lige så ofte har sygeplejegerningen bragt mig store glæder.
Mange har spurgt mig: „Hvorfor valgte du det erhverv? Jeg kunne aldrig være sygeplejerske.“ Eller nogle siger: „Man skal være født til at være sygeplejerske.“ Men er det rigtigt?
Et vanskeligt arbejde
For at blive en god sygeplejerske kræves der, ligesom ved alle andre former for arbejde, en betydelig uddannelse og megen øvelse. Man må også have en vis portion mod og et oprigtigt ønske om at hjælpe sine medmennesker. Det er ligeledes vigtigt at helbredet holdes i orden da man kan blive udsat for smitsomme sygdomme. Men en god sygeplejerske vil især have medfølelse med patienterne og gøre alt for at tilfredsstille deres behov.
Det er blot meget lettere at sige alt dette end det er at gøre det. For en sygeplejerske må dag efter dag, uge efter uge, pleje lidende og endog døende mennesker. Det kan gøre hende hård og bevirke at hun bliver ligeglad med patienternes behov. Men det behøver ikke at ske. Der er sygeplejersker som bevæges dybt over deres patienters tilstand.
For eksempel husker jeg en ung patient jeg havde for få år siden på Carson Peck Memorial Hospital i Brooklyn, New York. Hun var så sød, kun omkring seksogtredive år gammel. Tre år tidligere havde hun haft kræft i brystet og fået det fjernet, og nu skulle hun på ny gennemgå en kræftoperation. Når man så på hende skulle man ikke tro hun var syg. Men hele hendes krop var fuld af kræft.
Jeg havde virkelig medfølelse med hende, for hun havde en stærk vilje til at leve. Jeg tror aldrig hun accepterede at hun skulle dø. Men efter den anden operation levede hun kun i omtrent fem uger. Det var så rørende når hendes mand og hendes moder besøgte hende, for de vidste hvor det bar hen. Det gør mig meget ondt når jeg ser en patient dø langsomt og ser slægtningenes dybe sorg.
Det er især sørgeligt når patienter regner med at fortsætte livet og lægger planer for fremtiden, men man véd at de sandsynligvis snart skal dø. Man prøver at skjule sine følelser — somme tider er det meget svært. En gang imellem må jeg endog forlade stuen.
Sådanne tilfælde kan, foruden at være sørgelige, også være meget frustrerende. Jeg husker en patient på omkring halvtreds år på St. John’s Episcopal Hospital i Brooklyn. To uger før havde han haft et alvorligt hjerteanfald. Men nu var han i god bedring. Han var et dejligt menneske; han beklagede sig aldrig og var altid samarbejdsvillig. Alle på afdelingen kunne lide ham.
Den morgen barberede jeg ham og badede ham, og han sad op i sengen og spiste. Han så godt ud. Lægen kom ind, undersøgte ham og fortalte ham at det gik godt fremad. Men så lige med ét kaldte han på mig. Jeg gik straks hen til ham og spurgte: „Hvad er der i vejen?“ Det eneste han kunne hviske var: „Frøken B —.“ Så faldt han tilbage, bevidstløs.
Det skete alt sammen uden varsel. I løbet af få sekunder var iltudstyret anbragt og man forsøgte at genoplive ham. Men det var nytteløst; han var død. Jeg havde gjort mit yderste for at pleje ham på bedste måde og var sikker på at han ville komme sig. Jeg følte et meget stort tab. Og så lige efter kom hans hustru, og jeg skulle prøve at trøste hende. Sådan kan det være at pleje syge mennesker; det er ikke alt sammen lige let.
Glæder ved arbejdet
Men på den anden side set kan det være en stor tilfredsstillelse at passe syge; man får mulighed for at hjælpe nogle mennesker, at trøste dem lidt. Hvorfor begynder man på sådan en uddannelse? For at hjælpe syge, lindre deres sygdom og død. Sådan har jeg altid følt det.
Sygeplejegerningen byder også på spændende øjeblikke og glæder, især når en patient reddes fra den næsten visse død. Jeg kan huske et tilfælde lige efter at jeg var begyndt som sygeplejerske på Jamaica. Jeg arbejdede på hospitalet i Montego Bay da en stedlig skrædder blev alvorligt såret. Tilsyneladende var en dør smækket i og en lang synål som han havde i skjorten, var trængt dybt ind i brystet.
Da han blev bragt til hospitalet snappede han efter vejret. Der blev hurtigt taget røntgenbilleder. De viste at nålespidsen faktisk rørte hans hjerte, men den var ikke gået igennem. Operationen begyndte med det samme. Der blev lagt et snit over hjertet, og jeg kunne virkelig se det blottede hjerte. Nålen blev fjernet og manden levede! Jeg var helt overvældet over at have været med på det operationshold som reddede hans liv! Siden har jeg mange gange haft den glæde.
Ved en anden lejlighed arbejdede jeg på operationsstuen på det samme hospital. To drenge på omkring ti år var på vej til skole blevet påkørt af en lastvogn og klemt mod en jordvold. Den ene drengs brysthule var revet op så hans hjerte og lunger lå blottede; det andet barns ben var alvorligt beskadiget.
Jeg ventede på operationsstuen da ambulancemandskabet kom med dem. Jeg begyndte straks at klippe deres tøj væk fra de kvæstede legemsdele. Det var frygteligt at se den ene drengs afdækkede, pulserende hjerte! Jeg kunne ikke forestille mig at han kunne overleve. Men hurtigt påbegyndte lægerne en flere timer lang operation. De rensede brysthulen, syede de indre organer, pakkede brysthulen med antibiotika og lukkede det store sår. I månedsvis plejede jeg den dreng. Og han blev helt rask!
Patienters taknemmelighed
Det er meget opmuntrende når patienter der har genvundet helbredet, giver udtryk for deres ægte taknemmelighed over den hjælp man har ydet dem. Så synes man, trods arbejdets genvordigheder, at det er umagen værd.
Mange tidligere patienter holder stadig forbindelsen ved lige med mig. For eksempel skriver en jødisk dame altid når hun er på ferie. Hun var en meget vanskelig patient. På to uger havde hun atten sygeplejersker! Det var kun mig der kunne holde hende ud. Hvis man er venlig men bestemt over for patienterne, vil de næsten altid rette sig efter det der bliver sagt.
Jeg føler virkelig med patienterne. Derfor kan jeg bedst lide at passe sengeliggende patienter; så kan jeg gøre mere for at de skal føle lyst til at blive raske igen og leve videre. Selvfølgelig udtrykker ikke alle deres taknemmelighed, men jeg ved at folk værdsætter det når der vises dem hensyn og venlighed, især under sygdom.
Min moder fortalte mig engang at hun under en bustur på Jamaica hørte to kvinder tale om en sygeplejerske. De sagde at hun havde været så sød mod dem under deres hospitalsophold, og de omtalte alt det hun havde gjort for dem. Og så nævnte den ene af dem sygeplejerskens navn — mit navn. Min moder blev så overrasket at hun vendte sig om og sagde: „Det er min datter!“
Min beslutning om at blive sygeplejerske
Det var på en ret usædvanlig måde jeg blev interesseret i sygepleje. Under et ferieophold i Montego Bay tog jeg med en veninde på hospitalsbesøg hos en pige der havde gennemgået en blindtarmsoperation. Det var et dejligt sted, med udsigt over bugten. Jeg sagde til pigen at hvis jeg nogen sinde skulle opereres ville jeg gerne ligge på det samme hospital og i den samme seng som hun.
Det var om søndagen. Og den følgende lørdag skete der helt uventet det at jeg kom til at ligge i den samme seng, på den samme stue, og jeg blev opereret af den samme læge for det samme, blindtarmsbetændelse.
Det var mens jeg lå og kom til kræfter at jeg første gang tænkte på at det ville være interessant at blive sygeplejerske. Jeg tænkte ved mig selv: „Jeg ved faktisk ikke noget om mit legemes anatomi.“ Jeg ville gerne vide mere om hvordan legemet fungerede, så jeg besluttede at blive sygeplejerske.
Sygeplejeuddannelse
Da jeg gik ud af skolen ansøgte jeg om at påbegynde en sygeplejeuddannelse. Vi havde flere uddannelsessteder at vælge imellem, så jeg valgte det smukt beliggende hospital i Montego Bay, og ansøgningen blev godkendt.
Under uddannelsen blev der lagt størst vægt på den praktiske pleje af patienterne. Vi begyndte at arbejde på hospitalets stuer den første uge vi var der. Til forskel fra sygeplejerskerne der var klædt helt i hvidt, havde vi elever en blå uniform på, hvidt forklæde og sorte strømper.
Om morgenen skulle vi møde på hospitalet klokken 6, og vi arbejdede til klokken 18 — med nogle fritimer i dagens løb. Om aftenen læste vi sygepleje. Men med undtagelse af to til tre timers klasseundervisning var dagen helliget den egentlige pleje af de syge.
Uddannede sygeplejersker lærte os at bade patienterne, give dem lavementer og indsprøjtninger, at skifte patienternes tøj, tage blodtryk og så videre; og derefter prøvede vi det selv under sygeplejerskernes opsyn. Vi lærte endog forskellige ting som det i De forenede Stater kun er tilladt lægerne at gøre. Hvis én for eksempel fik en flænge i armen eller benet, tilkaldte vi ikke en læge, men syede selv flængen sammen. Kun hvis det var en flænge i hovedet eller det var en alvorlig flænge, ordnede lægen det.
Mange steder i dag må sygeplejeeleverne næsten udelukkende læse sig til hvordan de skal behandle patienterne; de lærer teorien, men det praktiske beskæftiger de sig kun lidt med. Jeg har endog set uddannede sygeplejersker der dårligt nok vidste hvordan de skulle give en indsprøjtning. En uddannet sygeplejerske indrømmede at selv om hun udførligt kunne beskrive otte forskellige lavementer, havde hun aldrig prøvet at give et eneste!
Prøver og pres
Der er stor forskel på at læse om sygepleje i en bog og så at klare arbejdets realiteter. Jeg glemmer aldrig — det var to uger efter at jeg havde påbegyndt uddannelsen — at en sygeplejerske bad mig sætte de forlorne tænder tilbage i munden på en kvinde som lige var død. Jeg troede jeg skulle dø. Jeg begyndte at græde. Men sygeplejersken fik mig til at gøre det.
Den første obduktion vi overværede var også forfærdelig. Den nat var vi alle syge. Jeg kunne hverken spise eller sove. Vi skulle identificere alle de indre organer mens lægen holdt dem op, og billedet af det stod alt for levende for mig! Men jeg havde selv ønsket at lære anatomi, og det må jeg sige jeg gjorde.
Det andet år under uddannelsen blev jeg overført til det offentlige hospital i hovedstaden Kingston. Der arbejdede jeg på en afdeling for tropesygdomme; det var hovedsagelig tyfuspatienter. Det tredje og sidste år af uddannelsen gik hurtigt. Nu afhang det af den afsluttende eksamen om vi kunne blive statsautoriserede sygeplejersker. Ved en af prøverne skulle vi sidde foran et panel af læger og besvare alle mulige spørgsmål. Ved den praktiske prøve skulle jeg måle sukkerindholdet i noget urin mens nogle læger så på mig! Jeg var så nervøs at hænderne rystede, men jeg bestod. Nu var jeg sygeplejerske.
Uddannelsen til jordemoder
Men før jeg begyndte at arbejde som statsautoriseret sygeplejerske, tog jeg et seks måneders kursus til jordemoder på Kingstons Victoria Jubilee Hospital. Vi skulle hjælpe mindst fyrre børn til verden og bestå en vanskelig eksamen før vi måtte praktisere som jordemødre.
Jeg glemmer aldrig den første fødsel. Den var frygtelig! Jeg troede jeg skulle forløse et par levende tvillinger, men de var macererede. De kom ud i mine hænder — døde. Jeg var rædselsslagen!
Under uddannelsen lærte vi også at klare anomale fødsler. I stedet for, som det er normalt, at hovedet kommer først ud, sker det for eksempel at barnet først kommer frem med en fod eller en hånd. Vi lærte at forløse sådanne børn, og siden har jeg med held forløst mange uden komplikationer. Somme tider er navlesnoren viklet omkring barnets hals, men det lærte vi også at klare.
Især lærte vi hvordan man skal håndtere barnet under selve fødselen så moderen ikke pines mere end højst nødvendigt mens fødselen står på. Det er meget almindeligt blandt læger at foretage et mindre indsnit på moderen og sy indsnittet sammen efter fødselen. De foretager den operation der hedder episiotomi, fordi det er lettere. Men en øvet jordemoder kan i næsten alle tilfælde hjælpe et barn til verden uden at gøre fødselsåbningen større ved indsnit. Jeg har hjulpet hundreder af børn til verden, og de gange jeg har foretaget episiotomi kan tælles på én hånd.
I flere år var jeg sygeplejerske på Jamaica, virkede som jordemoder, underviste sygeplejeelever og gjorde andet hospitalsarbejde. Så i 1958 kom jeg til New York.
Manglende forsigtighed og omsorg
Indtil for tre år siden da jeg begyndte at arbejde på en klinik, har jeg passet sengeliggende patienter på hospitaler i Brooklyn. Alle kan selvfølgelig fejle, men til tider er jeg blevet forfærdet over den uforsigtighed og mangel på omsorg som både læger og sygeplejersker viser. Jeg ved at der i mange tilfælde er efterladt instrumenter eller tamponer inden i patienter som er blevet opereret.
Der var for eksempel en patient i New York som jeg passede for fem eller seks år siden. Da hun kom hjem fra hospitalet efter en underlivsoperation klagede hun over voldsomme smerter. Hendes mand blev vred på hende og sagde at nu var hun rask, men hun blev ved med at klage sig. Så kom hun igen på hospitalet og blev røntgenfotograferet. Inden i hende var lægens tang!
Jeg synes at nogle læger virkelig er ligegyldige eller skødesløse. Før en operation regner man med at de underkaster patienten nogle prøver, for eksempel at de laver et elektrocardiogram for at prøve hjertet og at de tager røntgenbilleder. Men jeg kender tilfælde hvor de har undladt at gøre det, med alvorlige følger.
En patient som jeg plejede på et hospital i Brooklyn, var faldet og havde brækket albuen. Det var det hele. Hun blev bragt til operationsstuen for at få den sat sammen. Efter at hun var blevet bedøvet begyndte hendes hjerte at svigte — man måtte straks foretage et kirurgisk indgreb på åbent hjerte. Efter nogle dages forløb døde hun, uden at være kommet til bevidsthed. Men hvis hun først var blevet undersøgt havde man vidst hvordan det stod til med hendes hjerte, og lægerne kunne have taget deres forholdsregler.
Sådanne ting sker oftere end man tror. Det ved jeg fordi jeg har set det, og mine venner som arbejder på hospitaler her i New York siger det samme. Det er sørgeligt at måtte sige det, men mange af nutidens sygeplejersker og læger synes ikke at være særlig interesseret i patienternes velfærd. De er kun interesseret i hvor mange penge de kan få — deres løn.
Utallige gange når jeg har afløst en sygeplejerske har jeg måttet gøre hende opmærksom på at en patient ikke havde fået den tiltrængte pleje. Sygeplejersken havde hverken skiftet hans sengetøj, givet ham lidt motion eller et bad, og så videre. Hun havde kun tørret hans ansigt med en fugtig klud. Og det er ikke på den måde man skal passe de syge.
I de senere år har jeg ofte haft helt ondt i maven af at se visse sygeplejerskers skødesløshed, og jeg er overbevist om at patienter som kunne have overlevet, er døde på grund af denne skødesløshed. Jeg har været vidne til at patienter har trængt til hjælp og har måttet ringe og ringe med klokken. Men sygeplejerskerne sidder blot på deres kontor og svarer ikke. Det ser ud som om de kun tænker på at ryge og på selv at have det rart.
Selvfølgelig er det ikke sådan på alle hospitaler. Langtfra alle sygeplejersker og læger handler på den måde. Jeg tror afgjort det er et fåtal. Men der er en tendens til at pleje sine egne interesser fremfor patienternes, og jeg har også hørt andre læger og sygeplejersker udtrykke deres forfærdelse over at det går den vej.
Svangerskabsafbrydelser og blodtransfusioner
Jeg mener at de massedrab på ufødte børn der finder sted på New Yorks hospitaler blot er endnu et eksempel på de forværrede forhold i dag. Det der sker er så væmmeligt at nogle hospitaler har svært ved at få sygeplejersker til abortklinikkerne.
New Yorks nye svangerskabsafbrydelseslov tillader svangerskabsafbrydelse indtil fireogtyve uger efter undfangelsen, og på det tidspunkt er fosteret let genkendeligt som en menneskeskabning med de forskellige legemsdele. Ved nogle af disse svangerskabsafbrydelser har fosteret endog overlevet! Men i andre tilfælde har sygeplejerskerne fået besked på at lade et levende foster dø. En sygeplejerske skrev noget meget interessant om det i et tidsskrift for sygeplejersker. Hun sagde:
„Selv om vi ser bort fra de moralske betænkeligheder, så betragter loven i øjeblikket et ufødt barn som en person: det får arveret, nyder retsbeskyttelse ved skader pådraget før fødselen . . . Derfor har en kvinde ikke mere ret til at dræbe sit ufødte barn end hun har til at slå løs på, mishandle eller dræbe det efter fødselen.“ — American Journal of Nursing, december 1970.
På den klinik hvor jeg arbejder kommer der hver uge snesevis af unge piger som skal have et svangerskab afbrudt. Nogle har fået foretaget to svangerskabsafbrydelser med få måneders mellemrum! Jeg synes at det først og fremmest er lægernes skyld, for de kunne afvise de piger. Men det er en hastigt voksende forretning, og jeg tror at lægerne hovedsagelig er interesseret i pengene. Personlig vil jeg ikke have noget som helst at gøre med svangerskabsafbrydelser, ikke engang med papirarbejdet i forbindelse med dem. Min samvittighed tillader det ikke.
Jeg tager det samme standpunkt når det gælder blodtransfusioner. Jeg har set patienter der har fået leverbetændelse af det blod de har modtaget. Nogle kommer sig aldrig. Nogle patienter dør fordi kredsløbet overbelastes eller på grund af andre skadelige reaktioner på transfusionerne. Jeg ved at transfusioner, fremfor at være livreddende, kan være dødbringende. Jeg kender flere læger der er begyndt at nedsætte deres forbrug af blod. Jeg tror afgjort det vil være til gavn for både det åndelige og det fysiske helbred at man adlyder Guds befaling om at ’afholde sig fra blod’. — Ap. G. 15:28, 29.
Hvad sygeplejen hjalp mig til at værdsætte
Sygeplejen har lært mig utrolig meget. Jeg har blandt andet lært at værdsætte den fantastiske udformning vort legeme har. Det er afgjort en stor Skabers værk. Kort tid efter at jeg var begyndt som sygeplejerske skete der noget som fik mig til at tænke på det.
En nat på Jamaica da jeg arbejdede på operationsstuen kom et forskrækket forældrepar styrtende ind med deres lille pige. Hun var kommet til at sluge en engelsk halfpenny-mønt som så havde sat sig fast i hendes strubehoved. Røntgenfotografier afslørede at der havde dannet sig slim omkring mønten, og da den ikke kunne trækkes ud gennem munden var det nødvendigt at operere med det samme. Men lige da vi skulle til at begynde, gik lyset ud. Så mens jeg holdt en lommelygte fortsatte lægen den meget vanskelige operation.
Mens jeg iagttog operationen kunne jeg ikke lade være med at blive stærkt forundret. Jeg husker at jeg tænkte: „Se på de fingre. De er så dygtige! Kan man andet end vise Gud ærefrygt?“ På grund af lægens gudgivne fingre blev den lille pige reddet.
Men ofte kan hverken læger eller sygeplejersker hindre at en patient dør. Jeg har mange gange følt mig fuldstændig hjælpeløs når døden har krævet et nyt offer. Ofte tænkte jeg: „Hvorfor skal mennesker lide og dø? Er det virkelig Guds vilje at mennesker skal dø på den måde?“
Jeg er så lykkelig over at jeg søgte et svar og at jeg blev hjulpet til at forstå Guds storslåede hensigt: at oprette en ny tingenes ordning hvor ’der ingen død skal være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere’. (Åb. 21:3, 4) Som sygeplejerske ser jeg med særlig glæde frem til at det løfte vil gå i opfyldelse.