Hvorfor ikke give barnet bryst?

SOM moder til fire børn har jeg erfaret at det at amme et barn har flere aspekter end blot at give den lille næring. Det skaber et varmt og kærligt forhold mellem moder og barn. Et barn har behov for en moder der holder det tæt ind til sig, så det kan føle hendes hud, fornemme hendes hjertes rytmiske banken og høre hendes blide stemme. Hvordan kan dette opnås bedre end ved at moderen lægger sit barn til brystet og ammer det!

I dag er det imidlertid mange steder blevet et sjældent syn at se en moder amme sit barn. Hvorfor foretrækker så få af nutidens kvinder denne måde at ernære deres børn på? Og hvorfor opgiver så mange mødre som begynder at amme deres børn? Jeg har tænkt en hel del over disse spørgsmål. Hvad jeg har lært gennem erfaring og forskning kan måske være Dem til hjælp, især hvis De er moder og tvivler på om De kan amme Deres barn.

Har jeg mælk nok?

Dette spørgsmål stillede jeg ofte mig selv. Jeg var ængstelig fordi jeg ikke var klar over at spædbørn græder af andre grunde end sult. Somme tider græder de fordi de skal skiftes, eller fordi de har luft i maven. Måske er det blot et lille knus de trænger til. Hengivenhed kan være lige så vigtig for dem som mad.

Egentlig behøver man ikke frygte at man ikke har mælk nok. Hvorfor ikke? Fordi mælkeproduktionen følger princippet om udbud og efterspørgsel. Jo mere barnet ammes, jo mere mælk vil brysterne blive stimuleret til at levere. Selv hvis man har tvillinger vil brysterne blive sat i gang med at producere mælk nok til begge børn som følge af suttestimuleringen. Dette er virkelig et fantastisk udbud-efterspørgsel-system udtænkt af en klog Skaber.

Et fingerpeg om at barnet får nok at spise er de hyppigt våde bleer! Noget må der komme ind, eftersom bleerne bliver våde. Og hvis barnet er roligt det meste af tiden og tager på i vægt med jævn hastighed, får det nok at spise. En gennemsnitlig vægtforøgelse på et pund om måneden er tilstrækkelig.

Diegivning på klokkeslæt

De har måske hørt at et barn skal have mad efter en bestemt tidsplan, for eksempel hver tredje time. Tro mig når jeg siger at jeg virkelig prøvede at made mit første barn mere efter klokken end efter hans sultne mave. Hvis han vågnede op og ville have mad før tiden, blev jeg forvirret og nervøs, og jeg forstod ikke hvorfor han ikke kunne mærke at det ikke var spisetid endnu.

Men da vort fjerde barn ankom, havde jeg bestemt at hvad angik spisetider var der ikke noget der hed klokkeslæt. Til min overraskelse opdagede jeg at jeg havde et tilfreds barn og et afslappet jeg. Prøv det og se om det ikke også vil lykkes for Dem.

På den anden side, hvis De har et barn der sover meget, kan det blive nødvendigt at vække det for at give det mad. Det er ikke usædvanligt at et barn sover fem timer i træk eller længere, forhåbentlig om natten. Men hvis det sover så længe mere end én gang om dagen, vil det være klogt at vække det og måske made det med tre timers mellemrum. De vil sikkert erfare at barnet inden længe selv finder en rytme.

Hold fast ved Deres beslutning

Hvis De kender nogle andre kvinder som selv har ammet deres børn, er det sikkert en god idé at spørge dem hvilke erfaringer de har gjort. Hvad med Deres egen moder, for eksempel? I dag er det ganske vist langtfra alle mødre der ammer deres børn, så måske kender De ikke rigtig nogen der har erfaring med denne metode. Selvfølgelig ved de fleste at modermælk er bedre for barnet end komælk — det kan man slå efter i de fleste lægebøger. Men sutteflasken har i mange år været så almindelig at mange ikke ved hvordan diegivningen gribes an i praksis. Af den grund vil den første indskydelse hos Deres veninder måske være at fraråde Dem at amme barnet. Men lad Dem ikke overtale til at lade være.

Noget tyder på at tendensen faktisk er ved at vende sig, sådan at flere og flere mødre foretrækker at amme deres børn fremfor at give dem flaske. Adskillige læger i den vestlige verden har anbefalet diegivning på det kraftigste.

Hvis De altså har besluttet at De vil amme — så hold fast ved Deres beslutning. Har De en aftale med en jordemoder, en klinik, et hospital eller lignende? Så forhør Dem på forhånd om hvilken praksis der følges, og fortæl om Deres ønske. De fleste klinikker og hospitaler har en fast indarbejdet praksis med hensyn til hvor meget moderen og barnet skal være sammen de første dage efter fødselen og andre spørgsmål, så det er gavnligt at drøfte tingene igennem med personalet før fødselen.

Nogle læger har tilladt deres patienter at amme det nyfødte barn endnu før de er kørt tilbage til stuen. Dette er en anbefalet praksis, eftersom diegivningen stimulerer mælkeproduktionen. Men det tjener også et andet formål — det stimulerer livmoderen til at trække sig sammen og medvirker til at mindske blødning.

Hvis der opstår et lægeligt problem med hensyn til diegivningen, sørg da for at overbevise lægen om Deres stærke ønske om at fortsætte med at amme. Foretag selv nogle undersøgelser af problemet. Det vil vise lægen at De er så interesseret i at amme Deres barn, at De vil lære at klare de hindringer som kan dukke op. Hvis lægen imidlertid af medicinske grunde insisterer på at De standser diegivningen, foreslå da at De kun standser midlertidigt. For at opretholde mælkeproduktionen må De malke mælken ud så længe barnet ikke ammes. Senere, når situationen har bedret sig, kan De fortsætte med at amme.

Deres beslutsomhed med hensyn til at gennemføre diegivningen lønner sig. For eksempel er mødre som ammer deres børn ikke så udsat for at få brystkræft. Og hvis De er af den nervøse type, kan det hjælpe Dem til at slappe af når De periodisk dagen igennem skal amme. Diegivningen får Deres krop til at producere hormoner med en beroligende effekt. Ligeledes kunne vi, i betragtning af disse farlige tider hvor katastrofer truer, spørge os selv: „Ville mit barn kunne klare sig med en nødration hvis ikke det samtidig fik modermælk?“

Et ord til fædrene. Eftersom Deres mening om hvordan Deres barn skal mades, højst sandsynligt vil betyde mere for Deres hustru end hvad alle andre mener, giv hende da al den støtte De kan i hendes beslutning om at amme.

Brystvorternes pleje

Nogle kvinder har problemer med betændte brystvorter; det gælder især rødhårede kvinder og kvinder med en lys teint, og det har bevirket at de har måttet holde op med at amme. Visse forholdsregler taget allerede før barnet er født, vil imidlertid sædvanligvis forebygge dette problem.

For det første foreslås det at bruge sæbe med måde, hvis man i det hele taget skal bruge sæbe på brystvorterne, eftersom det har tendens til at udtørre huden, som derfor revner. For at bevare brystvorterne bløde kan man dagligt massere dem ret fast nogle gange, men ikke så længe at det gør ondt. Gør denne lille øvelse en eller to gange om dagen. Bagefter er det godt at smøre, for eksempel med lanolin.

For at åbne mælkekanalerne og således reducere den spænding i brystet der somme tider forekommer efter en fødsel, anbefaler nogle at man selv begynder at presse lidt råmælk ud omkring seks uger før fødselen. Råmælken er en gullig væske, som kommer før den rigtige mælk.

For at presse mælken ud skal man holde om brystet med sin hule hånd. Anbring tommelfingeren oven over og pegefingeren neden under den mørke ring på brystet. Pres så forsigtigt tommel- og pegefinger sammen, men pas på ikke at presse på brystvorten. Drej de to fingre rundt om brystvorten nogle gange for at åbne alle mælkekanalerne. I begyndelsen vil der kun komme en lille dråbe, hvis der da kommer så meget, men vær ikke bekymret. Det er ikke afgørende for hvor meget mælk der produceres.

Hvis De har ømme brystvorter efter barnet er født, så vær ikke fortvivlet. Jeg erfarede at den frie luft havde en behagelig virkning på brystvorterne. Så når De er færdig med at amme, sørg da for at give Deres bryster tid til rigtigt at tørre inden De dækker dem til. Jeg fandt ud af at E-vitaminer gjorde underværker på det ømme område, mens andre foretrækker lanolin eller A- og D-salve.

Hvis Deres brystvorter er ømme, tænker De måske at det vil hjælpe at amme mindre. Men det modsatte er som regel tilfældet. De må amme mere, for eksempel med to eller to og en halv times mellemrum. Så vil brysterne hele tiden blive tømt alligevel, så det føles behageligt. Barnet vil da heller ikke suge så grådigt på grund af sult, hvilket kan irritere brystvorterne. Det vil også være en fordel at begrænse måltiderne til ti minutter ved hvert bryst mens brystvorterne er så ømme.

Opretholdelse af mælkeproduktionen

Skal man blive ved med at have mælk nok er det vigtigt at man lægger barnet til begge bryster ved hvert måltid. Hvis man tog det venstre bryst sidst ved forrige måltid, så må man begynde med det venstre ved næste måltid. Når dette bryst er tømt, skiftes over til det højre. Ved næste måltid skal man så begynde ved det højre. Jeg brugte en lille sikkerhedsnål for at huske ved hvilket bryst jeg skulle begynde. Den kan hæftes ved undertøjet.

Når barnet er omtrent seks uger gammelt, og igen når det er tre måneder, vil De måske erfare at det bliver gnavent og vil have mad oftere. Dette viser kun at det vokser, og det er på den måde barnet får Dem til at øge Deres mælkeproduktion. Am det når det vil have mad, og efter en dags tid eller to er det tilbage til den sædvanlige rytme igen.

Når det er tid at starte med fast føde

Det er tilrådeligt ikke at starte for tidligt med fast føde. Modermælk er det eneste barnet har behov for de første få måneder i dets liv. Det behøver hverken vand eller noget andet, eftersom den mælk det får vil dække dets væskebehov.

Barnet vil sandsynligvis selv vise når det har behov for noget andet. Det vil pludselig begynde at kræve mere mad. Hvis De så har prøvet at forøge antallet af måltider over en periode på cirka fem dage, og barnet stadig ikke er tilfreds, så er det tegn på at det er tid at starte med fast føde. Begynd da med ét måltid ad gangen, og langsomt. På den måde kan De, ifald barnet får udslæt eller allergiske reaktioner efter et måltid, finde ud af hvad det ikke kan tåle.

Jeg begyndte at give vort yngste barn fast føde da han var omkring fem måneder gammel. Han havde indtil da kun fået mælk og trivedes godt. Jeg opdagede at han kunne sidde op og deltage i forsøget meget bedre end hvis jeg var begyndt mens han var betydeligt mindre. Jeg opdagede også, til min overraskelse, at vi havde sparet en hel del penge, eftersom vi ikke havde købt babymad i disse måneder. Sutteflasker havde vi heller ikke behøvet at købe! Da han var fem måneder begyndte jeg simpelt hen at give ham den mad vi selv fik, moset godt ud så et lille barn var i stand til at fordøje det.

Hvor længe skal man amme?

Når man starter med fast føde, er det da ensbetydende med at man skal holde op med at amme? På ingen måde! Man supplerer blot mælkeføden med fast føde. Men hvornår skal man så standse diegivningen?

Israelitiske mødre ammede deres børn i to og et halvt til tre år eller længere. Bibelen viser at Abrahams aldrende hustru Sara ikke vænnede sin søn Isak fra før han var fem år. Andre kvinder har ammet længere. Saturday Review of Sciences for maj 1973 siger følgende:

„Før i tiden troede indianerne at jo længere deres børn fik bryst, jo længere ville de leve. Det var derfor ikke usædvanligt at børn blev ammet til de var otte eller ni år. Så sent som for 40 år siden, ammede kinesiske og japanske mødre deres børn til de var 5 og 6 år.“

Nu tænker De måske: „Hvem bryder sig om at amme så længe? Folk ville da tro der var noget galt med mig.“ Sandt nok lever vi i en helt anden tid. Men måske skulle vi spørge os selv om vi og vore børn ikke ville have gavn af at diegivningen foregår længere end samfundet dikterer os. Ingen finder det mærkeligt i dag at se en lille fyr stavre rundt med en sutteflaske, hvorfor skulle det så være mærkeligt at amme i, for eksempel, et år eller længere? I bogen Touching siger Ashley Montagu:

„Fordelene ved diegivningen i det første leveår med henblik på den senere udvikling og helt op til det voksne stade, er blevet påvist af adskillige forskere. Resultatet af deres undersøgelser viser at barnet bør have bryst i mindst tolv måneder og først bør vænnes fra når det er rede til det. Når barnet er seks måneder kan man påbegynde en gradvis overgang, hvor fast føde indgår som erstatning for bryst. Moderen vil som regel kunne mærke når barnet kan vænnes fra.“

Jeg har ammet vort yngste barn til han kunne gå, og opdaget at han lidt efter lidt aflægger spædbarnets træk og bliver en lille dreng.

Der er ingen tvivl om at jeg altid vil se tilbage på den tid i mit liv og takke min Skaber, Jehova Gud, for den store gave det er at kunne amme sit barn — dette smukke forhold mellem en moder og hendes børn. — Indsendt.