Hvor stærk er religionen i U.S.S.R. i dag?

SOVJETUNIONEN udgiver ikke længere nogen officielle statistikker om religion. Det gjorde den imidlertid engang. Disse statistikker sammen med øjenvidneberetninger og andre rapporter der er fremkommet i årenes løb, tegner et temmelig nøjagtigt billede af situationen.

Disse oplysninger viser hvad der er sket med „de troende“ og præsterne i den traditionelle religion. De viser hvad der er sket med disse religioners magt, og hvordan det står til med deres kirker, præsteseminarier og klostre. Det åbenbarer en tendens hvis retning ikke er til at tage fejl af.

Hvor mange „troende“?

Før den første verdenskrig stod der at læse i The Encyclopædia Britannica, udgaven af 1911: „Ifølge meddelelser offentliggjort [af Rusland] i 1905 udgør antallet af tilhængere af de forskellige religiøse samfund i hele det russiske rige . . . 125.640.020.“

Eftersom befolkningstallet på det tidspunkt lå på omkring 143.000.000, var det cirka 87 procent af befolkningen der tilhørte en eller anden religion. Antallet af „troende“ ville sikkert endda være højere hvis man medregnede dem der troede på Gud men ikke var tilsluttet noget trossamfund.

Dette røber den grundlæggende kendsgerning at Rusland før den kommunistiske magtovertagelse var stærkt religiøst. Det store flertal af befolkningen tilhørte en eller anden religion eller bekendte sig til troen på Guds eksistens. Men hvad er der sket siden da?

I 1937 gennemførte Sovjetunionen et særligt folkerundspørge for at undersøge folkets indstilling til religion. Omkring 50.000.000 borgere erklærede sig for „troende“. I 1939 blev Sovjetunionens befolkning opgivet til 170.000.000. Sidst i 1930erne var det altså mindre end en tredjedel af befolkningen i hele landet der bekendte sig som „troende“. Efter tyve år under kommunistisk styre var tallet faldet fra omkring 90 procent helt ned til omkring 30 procent.

I 1970 offentliggjorde New York Times en rapport fra en organisation for mindretalsrettigheder, en organisation der har hovedsæde i London. Avisen skrev: „Rapporten anslår at den russiske ortodokse kirke har 30 millioner menneskers loyale støtte, ud af en sovjetbefolkning på 237 millioner.“ Og i 1971 skrev Los Angeles-bladet Herald-Examiner: „Der findes ingen officielle opgørelser over hvor mange aktive russisk-ortodokse troende der er i Sovjetunionen. Uofficielle beregninger ansætter tallet til over 20 millioner.“

Når man tager i betragtning at antallet af „troende“ inden for andre trossamfund tilsammen kun udgør nogle få millioner, er tendensen ikke til at tage fejl af. I virkeligheden er situationen værre for kirkerne, for mange af dem der kalder sig „troende“ er ikke kirkegængere, som det var tilfældet før revolutionen i 1917.

Dagbladet Daily Post fra Kotorua i New Zealand melder: „En undersøgelse der for nylig er foretaget i Pskov [i den vestlige del af Sovjetunionen] har vist at 13 procent af byens befolkning anser sig for at være troende.“ Avisen fortolkede dette tal sådan at der var en vis religiøs styrke i dette område. Men egentlig er det modsatte tilfældet. Det viser at der fra at være 90 procent „troende“ før 1917 nu kun er 13 procent.

Hvis de tal der er til rådighed altså viser noget som helst, er det at folk i Sovjetunionen, efter femoghalvtreds års ateistisk indoktrinering, er ved at vende religionen ryggen. De yngre generationer gennemsyres med tanker der adskiller dem fra al religion. Og hvert år vokser den procentdel de udgør af befolkningen, efterhånden som de ældre „troende“ dør.

Den ortodokse kirkes sørgelige tilstand

Den russiske ortodokse kirke har lidt ganske betydelige tab. Dette fremgår ikke alene af det dalende antal „troende“, men også af antallet af kirker, præster og andre der er beskæftiget med kirkeligt arbejde. Encyclopædia Britannica fra 1959 siger om den ortodokse kirke: „I 1914 var der i Rusland 55.173 kirker og 29.593 kapeller.“ Det er i alt omkring 85.000 bygninger der har gudstjeneste til formål. Men i 1955 var der kun omkring 20.000 tilbage!

Det samme værk opgiver følgende tal:

Munke- og nonneklostre: 1.025

Dette svarer til tal der også er opgivet af andre kilder. For eksempel siger bogen Europe Since 1939 at antallet af kirker i 1959 var omkring 20.000, og at der var cirka 32.000 præster. Bogen anslår at der stadig var omkring 90 klostre der fungerede.

Men i slutningen af 1950erne og begyndelsen af 1960erne blev yderligere mange kirker lukket. New York Times omtalte „en undersøgelse som to ortodokse præster i Moskva har gennemført og som viser at 10.000 kirker blev lukket under den sidste del af Khrusjtjóvs regime. Det er omkring halvdelen af det antal der havde været åbne.“ Times tilføjer: „En officiel sovjetisk publikation fra 1966 sætter antallet af åbne kirker til 7500.“

Situationen i de større byer er typisk. Los Angeles-bladet Herald-Examiner rapporterer: „Moskva havde i 1917 over 600 kirker til en befolkning på en million. I dag er der ikke mere end 40 eller 50 aktive kirker til en befolkning på syv millioner, og nogle af dem er ikke større end små kapeller.“ En redaktør fra tidsskriftet The Christian Century kan efter fem ophold i Sovjetunionen bekræfte dette; han siger: „Hvor mange ortodokse kirker er åbne i Moskva? Fyrre.“ I Moskva, der i tiden før kommunismen var religionens hjerte, er kirkerne altså så godt som forsvundet. Og avisen Herald-Examiner bemærker: „Det er kun sjældent der bygges en ny.“

I Leningrad er situationen den samme. The Christian Century fortæller: „Tag for eksempel Leningrad, en by med 5 millioner indbyggere. Der er fjorten kirker der er åbne.“ Denne rapport fortæller imidlertid at disse kirker er „tæt pakkede med mennesker hver søndag formiddag“. Læserne kunne deraf få den opfattelse at der er et stærkt opsving i interessen for den ortodokse kirke.

Men det er langtfra tilfældet. Lad os tage et eksempel: Hvis der er tre kirker som hver har haft en menighed på 1000 men medlemstallet i årenes løb er svundet ind til 500 for hver, og de to af dem dernæst bliver lukket, hvad bliver så resultatet? Man vil sandsynligvis finde at omkring 1500 mennesker prøver på at finde plads i den tilbageværende kirke. En tilfældig iagttager kunne få det indtryk at der ligefrem foregik en religiøs „vækkelse“, fordi denne ene kirke var ’tæt pakket’. Men hvad var der i virkeligheden sket? Der var færre der gik ind for religion i det pågældende område. Men fordi der til stadighed var kirker som blev lukket, var der trængsel i den ene der var tilbage.

Hvem er det der er religiøse?

Hvad er det for mennesker der almindeligvis kommer i den ortodokse kirke? Korrespondenten Peter Grose fra New York Times fortæller:

„Hver gang jeg besøgte en sovjetisk kirke . . . sad der altid lurvede gamle koner med tørklæder i de mørke hjørner og indåndede røgelsen, idet de syntes at have mistet enhver interesse for livet omkring dem.

Hvis dette var alt hvad religionen betød, så skulle kommunismens bygmestre ikke have ret meget at frygte af nutiden eller fremtiden.“

I Los Angeles-bladet Herald-Examiner stod der videre: „De der overværer gudstjenesterne er få i tal, de fleste ældre, de fleste kvinder.“

Men hvordan forholder det sig med meldingerne om at mange unge er ved at gå ind for religionen? Dagbladet Daily Post fra New Zealand siger herom: „I Rusland er et antal unge (ikke mange) vendt tilbage til den ortodokse [tro], lige så meget af æstetiske som af åndelige grunde.“ Det betyder at et lille antal unge er begyndt at komme i kirken, ikke fordi de lærer om Guds sandheder, men fordi de er interesseret i kunst og kultur, og måske af nysgerrighed eller ligefrem overtro. Britannica Book of the Year for 1972 bemærker: „De unge der kom ind i den ortodokse tro forstod ikke liturgien og bekymrede sig ikke om prædikenerne, men blev ikke desto mindre døbt ind i denne tro.“

I sin bog House Without a Roof skriver forfatteren Maurice Hindus også om den omstændighed at der er et vist antal unge i kirkerne. Han siger:

„Det ville være for dristigt at kalde det en folkebevægelse. Den sovjetiske ungdom er i overvældende grad enten ateistisk eller fuldstændig ligegyldig over for den ortodokse tro.

Selv i kosakområdet Kubán, der historisk set er et af landets frommeste områder, er de unge så godt som ophørt med at gå i kirke. Når jeg kørte igennem kosaklandsbyer en søndag formiddag så jeg flokke af unge mennesker spadsere i gaderne, lege i parkerne, men ingen gik i kirke. Ikke i en eneste kirke så jeg et betydeligt antal unge.“

Man kan simpelt hen ikke undgå at drage denne konklusion: Den før så almægtige russiske ortodokse kirke er ved at dø. Peter Grose kalder den for „en bleg skygge af hvad den var før bolschevikkernes revolution“. En teolog og historiker fra den ortodokse kirke, Anatólij Y. Levitin, siger:

„Den russiske kirke er syg, alvorligt syg. Dens alvorligste lidelse er den ældgamle: kirkens underkastelse under den verdslige myndighed.

Inden for kirken er der biskopper som blot er grene af et dødt, goldt og unyttigt figentræ. Der er kirkemedlemmer, angrebne af koldbrand, som . . . inficerer den med deres rådne uddunstninger og fører gift ind i dens hemmeligste dyb.“

Der er, som Levitin viser, „koldbrand“ selv på højeste niveau. Det så man endnu en gang i 1971 da en ny patriark, Pímen, blev indsat efter Alekséj, der var død året før. Om patriark Pímen skrev Britannica Book of The Year for 1972: „Han havde vist sig at være i fuld overensstemmelse med regeringens officielle politik.“

Dette gjaldt åbenbart i så høj grad at en kendt russisk forfatter, ifølge bladet Time for 3. april 1972, havde „anklaget patriark Pímen, den russiske ortodokse kirkes leder, for ydmygt at underkaste sig Kremls antireligiøse politik“. Ifølge Time havde forfatteren „anklaget kirkens hierarki for at have bøjet sig for sådanne indgreb som lukning af kirker, undertrykkelse af præster med særmeninger og forbud mod religionsundervisningen af børn“.

Det er tydeligt at de russiske ortodokse præster stadig bærer ved til deres egen kirkes ligbål! Men hvordan forholder det sig med de andre trossamfund? Går det dem bedre end den ortodokse kirke?