Sovjetunionens forsøg på at knuse religionen

DA KOMMUNISTERNE havde vundet kontrol over Rusland lod de ikke ret lang tid gå før de bekendtgjorde deres hensigt med hensyn til religionen. Hensigten var at al religion skulle knuses og fjernes og landet gøres til en ateistisk stat.

I begyndelsen af 1900-tallet havde Lenin ganske vist skrevet at der måtte være en vis religiøs tolerance. Men da bolschevikkerne havde tilrevet sig magten stod det klart at styret ville betragte religionen som en fjende og ville prøve at gøre det af med den. I sin afhandling Arbejderpartiets forhold til religion sagde Lenin:

„’Religion er opium for folket’ — denne udtalelse af Marx er hjørnestenen i hele den marxistiske verdensopfattelse af religion. Marxismen betragter alle vor tids religioner og kirker, hver eneste religiøs organisation, som organer for de borgerlige reaktionære kræfter.“

Angrebet begynder

Straks efter at den nye regering havde overtaget magten i november 1917, udstedte den et dekret om at alle jordbesiddelser, deriblandt kirkens, nu var folkets (det ville i virkeligheden sige regeringens) ejendom. Denne bestemmelse banede vej for at kirkens forskellige besiddelser senere kunne blive konfiskeret.

Ifølge et andet dekret var alle borgere lige, uanset hvilken tro de havde, også selv om de ikke bekendte sig til nogen religion. Resultatet af dette var en tilskyndelse til ateisme.

Tidligt i 1918 bekendtgjorde regeringen så den fuldstændige adskillelse af den russiske ortodokse kirke og staten. På dette tidspunkt blev al kirkens ejendom overtaget af kommunisterne. Religionsundervisning blev forbudt i skolerne. Og al økonomisk statsstøtte til kirkerne standsede.

Disse skridt var kun en del af angrebet. Der skulle komme meget mere. Regeringen lagde meget stor vægt på at der måtte sættes ind på folks sind, især de unges. Den første forfatning fra 1918 havde sagt at „retten til religiøs og antireligiøs propaganda anerkendes for alle borgere“. Men denne forfatning blev ændret i 1929, og ’retten til religiøs propaganda’ blev ophævet. ’Retten til antireligiøs propaganda’ blev bibeholdt, men der blev kun tilstået „ret til bekendelse af religiøs tro“.

Bestemmelsen fra 1929 virkede stærkt nedbrydende for religionen. Den forbød alle trossamfund at drive enhver form for socialt, oplysende eller godgørende arbejde. Den begrænsede grupper af religiøse mennesker til at mødes i de bygninger som myndighederne anviste dem. De kunne intet gøre for at udbrede deres tro. Og eftersom børnene nu kun lærte ateisme i skolerne, så det sort ud for religionen på længere sigt.

Virkningen

Alle disse statsindgreb og regeringens fjendtlige holdning undlod ikke at virke. Lige fra revolutionens første uger skete der angreb på kirker over hele landet. De blev plyndret, slået i stykker eller omdannet til fabrikker, varehuse, politiske mødesale eller museer.

Og det ramte ikke bare den ortodokse kirke. Også andre trossamfund kom under angreb. For eksempel blev katolske præster fængslet, kirkens ejendom blev konfiskeret og katolsk skolevirksomhed blev underlagt begrænsninger. Ud fra kommunistisk praksis skulle der dannes nye grupper af præster som kun var loyale over for Moskva, hvorved pavens myndighed blev undergravet.

Under det hårde pres var der nogle trossamfund der helt forsvandt. Blandt dem var Den unerede Kirke. Den var en blanding af den romersk-katolske og den ortodokse kirke, og den havde stået stærkt blandt ukrainerne. Men de af dens præster der modstod kommunismen blev fængslet eller landsforvist. Andre præster tilbagekaldte deres troskabsed over for paven, forlod deres religion og stillede sig under den ortodokse patriark i Moskva.

Samtidig med at kirkens ejendom blev konfiskeret, opsætsige præster blev fængslet eller landsforvist, og kirker blev lukket, foregik der en hektisk indoktrineringsproces gennem aviser, radio og biograffilm, samt i skolerne. Særlig ødelæggende var den antireligiøse atmosfære i skolerne. Typisk for denne indoktrinering er en skolebog der er udgivet i Sovjetunionen til anvendelse på niende klassetrin; den siger blandt andet:

„Studiet af lovene for den organiske verdens evolution hjælper os til udformningen af den materialistiske idé . . .

Ydermere væbner denne lære os til kampen mod religionen ved at give os en materialistisk fortolkning af den hensigt der tilsyneladende præger den organiske verden, og samtidig beviser den at mennesket er opstået af de lavere dyr.“

Børnene var ganske overladt til deres ateistiske lærere. Og de forældre der gik i kirke var almindeligvis ude af stand til at modvirke denne påvirkning. De fleste af disse forældre kendte ikke ret meget, om overhovedet noget, til de grunde der kunne ligge bag deres egen kirkes lære og skikke. De var dårligt udrustede til at danne bolværk.

Så blev der desuden dannet store organisationer for unge. Der var „De unge Pionerer“ for børn, og „Unionen af kommunistisk Ungdom“ for dem mellem seksten og treogtyve år. Disse organisationer var gennemsyret af Marx’ og Lenins tanker. Det var ikke tvungent at være medlem, men der blev ydet et voldsomt socialt pres for at få unge til at rette sig ind. De unges naturlige ønske om at være med til det der er populært, gjorde sin virkning.

Så snart kommunisterne havde overtaget styret satte de sig altså for at udrydde al religion. Og i det første kvarte århundrede efter 1917 gennemførtes der en stadig kampagne mod religionen, skønt udbruddene kom i bølger og var værre til visse tider end til andre.

Hvorfor den stærke modstand mod religionen?

Mange i andre lande blev forfærdede over disse angreb. Men sådan var det ikke med alle russerne. Store dele af det russiske folk anså blot det der skete for at være en retfærdig gengældelse for de forbrydelser kirken havde begået.

For at forstå hvad mange russere følte må man tage i betragtning at kirkerne, og især den ortodokse kirke, indtog en nøglestilling i zarernes undertrykkelse af folket. Af hensyn til deres egen selviske fordel havde præsterne i århundreder søgt at behage herskerne, ignoreret det jævne folks behov og holdt folket hen i uvidenhed. Store dele af befolkningen blev holdt i et veritabelt slaveri af herskerne og de velstående. Gejstligheden arbejdede for at bevare det sådan. Mange præster blev grådige, umoralske og magtsyge.

Historikere indrømmer at den ortodokse kirke i særdeleshed var korrupt, og det i graverende grad. I bogen House Without a Roof skriver Maurice Hindus:

„Landsbyens batusjka [præst] var ofte selv en uvidende mand, forfalden til vodka og ikke utilbøjelig til at forføre en tiltrækkende kvinde blandt sognebørnene. . . .

Muzjik’en [bonden] . . . lærte mere om godt og ondt af omvandrende tiggeres og pilgrimmes fortællinger og viser end af sognepræsten. . . .

Den russiske kirkes skæbnesvangre fejl var dens fuldstændige underkastelse og underdanighed under zarstaten, som med Miljukóvs ord ’lammede alle religionens levende knopper’.“

Samme forfatter anfører også den russiske litteraturkritiker Vissarion Bjelinskijs ord: „Er præsten ikke i alle russeres øjne det levende symbol på grådighed, gerrighed, spytslikkeri, skamløshed?“

Angående den ortodokse kirkes brug af zarernes væbnede magt til fremme af egne interesser skrev den afdøde russiske filosof N. Berdjájev i bogen The Origin of Russian Communism:

„Kan hierarkerne retfærdiggøre en sådan antikristen ’politik’? Hvorfor griber de til magt i stedet for kærlighedsgerninger? Vi ser med forbløffelse at kirken og staten er forenet i denne hadske gerning. Det er netop denne underdanighed som kirken viser over for staten der har resulteret i at så mange har mistet troen.“

Selv religiøse ledere indrømmer at kirkernes egne forsyndelser for en stor del har været skyld i det der er sket i Rusland. En teolog i et kommunistland siger i en rapport der blev trykt i Harper’s ugemagasin:

„Jeg er ikke kommunist, jeg er kristen. Men jeg ved at det er os, os kristne alene, der er ansvarlige for kommunismen. Vi havde et hverv at varetage i verden, og Jesus Kristus levnede ingen tvivl om hvad det var. Vi svigtede. Vi ’sagde det, men gjorde det ikke’. . . . Husk at kommunisterne engang har været kristne. Hvis de ikke tror på en retfærdig Gud, hvis fejl er det så?“

Der er ingen tvivl om at korruptionen inden for de russiske kirker stødte mange bort fra Gud, fra Bibelen og fra kristendommen. De har ræsonneret som så: ’Hvis dette er den sande religion fra Gud, så foretrækker vi at tro at der ikke er nogen Gud.’

Der var således flere grunde til den voldsomme modstand Sovjetunionens ledere ydede mod religionen. Men ulykkeligvis skelnede de ikke mellem sand tro på Gud og hyklerisk religion. I deres forbitrelse satte de sig for at gøre det af med al religion.

Præster går på kompromis

I begyndelsen gjorde mange præster modstand mod kommunisternes angreb på religionen. Men som tiden gik var der flere og flere præster der gik på kompromis og blev redskaber for det kommunistiske styre. Og eftersom styret havde sat sig for at gøre det af med religionen, var disse præster simpelt hen ved at grave deres egen grav!

Patriark Tíkhon var et eksempel på dette. Han gik på kompromis, i modsætning til Jesus Kristus, der var trofast til døden. Efter at være blevet løsladt fra fængsel i 1923 underskrev han en erklæring hvori han lovede ikke at tage del i noget som helst der kunne skade statens interesser. Kort før sin død i 1925 opfordrede han alle russere til „oprigtigt at stå op for den sovjetiske magt og arbejde for almenvellet og fordømme enhver åbenlys eller hemmelig agitation mod statens nye samfundsorden“.

Efter hans død fik kirken ikke lov at vælge en ny patriark. Men andre højtstående inden for kirken fulgte hans eksempel. Det stod klart i 1927 da Sergéj, der var metropolit (den næste i rang efter patriarken), udstedte en proklamation. Ifølge bogen The First Fifty Years lovede Sergéj deri „kirkens og dens tilhængeres støtte og politiske samarbejde“. Han opfordrede præster til at afgive en skriftlig garanti for deres loyalitet mod Sovjetstyret, da de ellers kunne blive udelukket af kirken.

Trods alle disse kompromiser præsterne indgik, fortsatte kommunisterne deres mangesidede kampagne mod religionen. I særlig grad blev kirkerne grusomt angrebet under de politiske udrensninger i 1936 til 1938. Mens Sergéj i 1930 havde hævdet at være loyalt støttet af 163 biskopper, var der i 1939 færre end tolv tilbage. Det blev sagt at 40 biskopper var blevet skudt. Og det ansloges at 10.000 kirker var blevet lukket. Bogen The First Fifty Years siger: „Kirken var i 1939 nær sit sammenbrud.“

Men i 1939 skete der noget som skulle betyde en forandring. Den anden verdenskrig brød ud. Den fik betydning for forholdet mellem det sovjetiske styre og religionen.