Hvad med de andre religioner?
IFØLGE en liste over hvilke repræsentanter for de forskellige kirker der var til stede ved en konference i Zagorsk i nærheden af Moskva, findes der mindst treogtyve andre trossamfund som den sovjetiske regering har tilladt indregistrering. De har lov at holde gudstjenester på deres mødesteder.
Det drejer sig om islam, den lutherske kirke, den romersk-katolske kirke, baptistkirken, den georgiske og den armenske ortodokse kirke, jødedommen, buddhismen, og nogle få mindre trossamfund. Disse er naturligvis i mindretal sammenlignet med den russiske ortodokse kirke. I alt repræsenterer disse mindretal kun nogle få millioner mennesker i hele Sovjetunionen.
Men det at disse andre trossamfund ’anerkendes’ af regeringen viser noget. Det viser at også de er gået på kompromis med de kommunistiske ledere. Et tegn på dette er at der findes andre trossamfund som ikke har fået lov at lade sig indregistrere eller holde møder. Et fremtrædende eksempel er Jehovas kristne vidner, som gang på gang har ansøgt om lov til indregistrering, men er blevet det nægtet.
’Anerkendte’ trossamfund ved at dø
Men for næsten alle de ’anerkendte’ trossamfund gælder det at de er i en døende tilstand. Bogen Europe Since 1939 siger for eksempel: „Tendensen blandt cirka 15 millioner muhamedanere i det sovjetiske Asien var at de med tiden lod sig omdanne efter den kommunistiske livsstil; under det officielle pres gik det tilbage med loyaliteten mod islam og de skikke der var særegne for islam.“ En amerikaner der for nylig har været på rejse i Sovjetrepublikken Usbekistan, som tidligere var muhamedansk, siger: „Størstedelen af indbyggerne i dette muhamedanske land er holdt op med at praktisere islam.“
Buddhismen havde engang stærk tilslutning blandt folk i de østlige egne af Sovjetunionen. Men reporteren Peter Grose beretter at buddhisterne nu „må kæmpe mod det hastigt dalende antal medlemmer af de hellige ordener, lamaernes fremskredne alder, og fremfor alt den underkastelse der vises af de buddhistiske ledere, som lydigt følger Sovjets udenrigspolitik og hilser buddhister fra andre lande med udtalelser om religionsfriheden i Sovjetunionen.“
Jødedommen befinder sig i samme situation. Peter Grose fortæller at Sovjetunionens taktiske indgreb „har rettet et grusomt slag mod det jødiske samfund i U.S.S.R.“ Han tilføjer: „Jødedommen i Sovjet er næsten ophørt med at eksistere som en enhed, . . . sammenbruddet i det jødiske samfund har været en tydelig tendens i den tid Sovjetstaten har eksisteret.“ Han anfører at det jødiske samfund mangler den rette ledelse. Faderen i en jødisk familie siger således: „Vore rabbinere har givet op alt for let.“ Og børn af jødiske forældre er almindeligvis holdt op med at praktisere jødedommen.
Men hvad så med de rapporter der fortæller om fornyet interesse for sproget jiddisch, selv i den yngre generation? Det er rigtigt at staten i de seneste år har tilladt udgivelsen af et litterært tidsskrift på jiddisch, Sovetish Heimland, hvis oplag nu er voksende. Men bladets chefredaktør er kommunist! Da han blev spurgt om han trykte nogen artikler om religion, misforstod han tilsyneladende spørgsmålet og svarede: „Nej, vi trykker ikke ret mange artikler imod religion.“ Da han fik at vide at spørgsmålet havde hentydet til artikler der talte for religion, lo han. „Synagogens interesser interesserer os overhovedet ikke,“ sagde han. Uanset hvilken form for oplysning der gives gennem publikationer på jiddisch, er den altså i harmoni med det kommunistiske mål, og ikke jødedommens.
Rapporten fra organisationen for mindretalsrettigheder gav et „temmelig nøjagtigt“ skøn over hvor mange synagoger der endnu var åbne i Sovjetunionen. Den viste en nedgang fra omkring 3000 i 1917 til kun 40 eller 50 nu. Og efter at Sovjetunionen har indledt sin nye politik med at tillade visse jøder at forlade landet for at rejse til Israel, er det sandsynligt at der med tiden vil blive færre og færre religiøst indstillede jøder i Sovjetunionen.
Fra tid til anden forekommer der i pressen uden for Sovjet meddelelser der synes at tyde på stigende interesse for baptistkirken. Den er et af de ’anerkendte’ trossamfund i Sovjet. Læg imidlertid mærke til hvad bogen Russia, udgivet af Time Incorporated, siger:
„Den der besøger baptistkirken i Moskva — den eneste protestantiske kirkebygning i hovedstaden — vil finde den fyldt til bristepunktet med måske 2000 mennesker, der trænges i en bygning som kun er beregnet til nogle få hundrede. Selv de midlertidigt indrettede balkoner er som et hav af fromme ansigter.
En nærmere betragtning af en hvilken som helst menighed i Sovjetunionen afslører imidlertid at de fleste af de tilsluttede er ældre som blev født og opdraget før revolutionen, og ni ud af ti af dem er kvinder. I provinsbyer kan man måske finde en lidt større andel af yngre mennesker.
Men det ville være vildledende at fortolke dette som et tegn på en omfattende religiøs vækkelse. Efterhånden som den ældre generation forsvinder, er det sandsynligt at religionen vil blive en endnu mindre faktor i det sovjetiske liv.“
Man kunne i øvrigt spørge hvorfor baptistkirken er ’anerkendt’ af den kommunistiske regering? Peter Grose fra New York Times giver et fingerpeg. Han anfører et tilfælde hvor 400 tilhængere af denne tro var blevet utilfredse med deres kirke og anmodede Sovjetregeringen om ret til at danne en ny organisation. Hvorfor var de utilfredse? Peter Grose siger: „Sagen var at der blandt [de 400] troende herskede en følelse af at baptistlederne havde vist sig for eftergivende over for statens myndigheder.“ Men de utilfredse blev afvist og adsplittet; nogle blev fængslet, andre vendte tilbage til den oprindelige organisation.
Dette er endnu et eksempel på at de sovjetiske ledere kun ’anerkender’ de trossamfund der underkaster sig totalt. Sådan har det i det mindste været indtil nu.
Den uundgåelige konklusion
Følgende konklusion er altså uundgåelig: Langsomt men sikkert er både de såkaldt kristne og de hedenske trossamfund i Sovjetunionen ved at blive kvalt.
Den plads de indtog i folks tanker erstattes hos de fleste af ateisme, materialisme, videnskab, økonomisk fremgang, sport, kultur og tillid til at staten vil sørge for fremskridtet. Disse ting sættes i stedet for menneskets naturlige tilbøjelighed til at se hen til noget højere, til Gud.
Det der i virkeligheden er sket i Sovjetunionen er, som en historiker har sagt: „Den organiserede religion forekom, bortset fra isolerede områder med nidkærhed og fromhed, at være en døende institution.“ Den er i høj grad også en døende institution i store dele af den øvrige verden! Men det gælder specielt i Sovjetunionen, nu hvor præster ikke går foran som de burde og hvor der ikke foregår nogen ordentlig undervisning om Gud i kirkerne eller i kirketilhængernes hjem, og hvor regeringen med sin fulde styrke har modstået den i over halvtreds år.
Betyder det at Sovjetunionen i fremtiden næsten udelukkende vil have ateister blandt sine indbyggere? Vil al religion en dag være forsvundet fra landet? I dag går tendensen i den retning, men i den nærmeste fremtid vil det komme til at se ganske anderledes ud!