Anden verdenskrig bringer en forandring

DEN ANDEN VERDENSKRIG brød ud i september 1939. Før der var gået to år havde Hitlers styrker løbet Vestpolen, Frankrig og adskillige andre vestlige lande over ende, foruden flere af Balkanstaterne. Så i 1941 begyndte de sejrrige nazister at vende opmærksomheden mod øst.

I juni 1941 væltede de tyske hære ind i Sovjetunionen. I december havde de besat næsten hele den vestlige del af landet og havde nået udkanten af Moskva. Nationens beståen hang i en tråd.

Men det hårde vintervejr, sammen med de sovjetiske troppers og partisaners beslutsomme modstand, standsede den tyske indtrængen henimod årets slutning. Det var imidlertid tydeligt at der ville komme flere angreb når foråret kom. Sovjetregeringen vidste at folket måtte vækkes og beredes til det der skulle komme. Det var nødvendigt at opbyde alle kræfter.

En ting der gjorde dette lettere var de tyske erobreres grusomhed. Den ødelæggelse de voldte, deres nedslagtning af millioner af mennesker, deres påstande om raceoverlegenhed og deres tydelige ønske om at udslette mange af den slaviske race, harmede sovjetborgerne.

Men der skulle yderligere motivering til. For at opbyde alle landets ressourcer og opnå hele folkets helhjertede samarbejde måtte regeringen også have de religiøse lederes støtte. Hvorfor forholdt det sig sådan?

Regeringen havde brug for de religiøse lederes støtte fordi der stadig var millioner af religiøse mennesker i landet. Der havde ganske vist været kommunistisk styre i fireogtyve år. Men det var ikke engang på det nærmeste tid nok til at opdrage de nye generationer af ateister, der, som kommunisterne mente, gradvis ville erstatte ældre troende efterhånden som disse døde. Mange af dem som var over tyve år gamle, især kvinderne, bekendte sig stadig til en eller anden tro.

Ændring i forholdet til kirkerne

Derfor indså de kommunistiske ledere, deriblandt Stalin, at det var nødvendigt at ændre holdning over for religionen. De gjorde sig klart at deres kampagne mod religionen havde stødt mange religiøse mennesker fra dem. Fra efteråret 1941 begyndte de kommunistiske ledere derfor at gøre indrømmelser.

Inden længe begyndte disse anstrengelser at gøre deres virkning. I 1942 blev Stalin af metropolit Sergéj hyldet som Ruslands „guddommeligt salvede leder“. I 1943 modtog Stalin nogle ledende mænd fra den ortodokse kirke i sit kontor i Kreml og bemyndigede dem til at vælge Sergéj som den nye patriark. Således endte en periode på atten år hvor den russiske ortodokse kirke ikke havde haft noget officielt overhoved.

Der blev gjort flere indrømmelser. Udgivelsen af et kirkeligt tidsskrift blev tilladt. Mange teologiske seminarier, såvel som mange kirker, blev genåbnet. Propagandaen for religionens ødelæggelse blev dæmpet. Der blev også lempet på de begrænsninger andre trossamfund var underlagt.

Patriark Sergéj døde i 1944. Han blev efterfulgt af Alekséj. The Encyclopædia Britannica fortæller at Alekséj forvissede Stalin om at alle „kirkens arbejdere“ var fyldt med „følelser af ægte kærlighed og taknemmelighed“. Nu opfordrede kirkens ledere overalt deres tilhængere til at støtte den kommunistiske regering. Og regeringen belønnede nogle af disse præster for deres indsats ved at dekorere dem med medaljer.

Kirkens ledere fortalte deres tilhængere at kampen mod nazisterne ikke alene var et forsvar for Sovjetunionen, men også for kristendommen. Kirkerne optog kollekt for at købe våben. I januar 1943 var der indkommet bidrag nok til at man kunne udstyre en eskadrille jagerfly. Endnu en indsamling gav nok til at man kunne udstyre en tankkolonne, og da denne kolonne ved en højtidelig ceremoni blev overdraget til Den røde Hær, blev Stalin af metropolit Nikoloj prist som „vor fælles fader“.

Endelig i 1945 blev de tyske hære trængt tilbage. Sovjetiske tropper gik videre ind i Tyskland. For at fejre disse begivenheder blev der sammenkaldt til et stævne under forsæde af patriark Alekséj. Ved stævnet vedtog man en proklamation hvori Den røde Hærs sejre blev prist som Kristi sejre over mørkets magter. Det hed i proklamationen: „Enhver kan se hvis våben [nemlig de sovjetiske] vor Herre Jesus Kristus har velsignet, og hvis våben [tyskernes] der ikke har fået denne velsignelse.“ Nogle få dage senere udtrykte de kommunistiske ledere deres taknemmelighed for den indsats kirkerne havde gjort.

Var den ændrede holdning oprigtig?

Betød omslaget i regeringens holdning at de styrendes hjerte havde ændret sig i spørgsmålet om religionen? På ingen måde. Det er som man kan læse i bogen Europe Since 1939:

„Det var strengt verdslige mål der tvang de sovjetiske ledere, som var materialistiske ateister, til at gøre indrømmelser over for religiøse følelser. Man ræsonnerede at religiøst indstillede borgere i USSR ville yde staten større støtte under krigen; den fjendtlighed mod den kommunistiske livsform der var blandt kristne i allierede lande mod vest, ville mildnes, og troende ortodokse kristne på Balkanhalvøen ville få stærkere sympati for Rusland.“

Lykkedes denne taktik? Forfatteren til ovennævnte bog, Arthur J. May fra University of Rochester, erklærer: „I større eller mindre grad nåedes alle disse mål gennem de lempelser som Kreml indførte.“ Han bemærker at et andet resultat var at „inden for kirkerne, såvel som naturligvis alle andre steder, blomstrede Stalinkulten.“.

Kommunisterne var begyndt at kunne bruge religionen! I hvor høj grad de kunne bruge den kunne man se da krigen var slut. I bogen The Soviet Union: The Fifty Years, redigeret af Harrison Salisbury, læser vi: „Da krigen sluttede efterkom kirkens ledere kravene fra Stalins udenrigspolitik i den kolde krig.“

Ved en påskehøjtidelighed i 1949 skete der noget typisk. Under midnatsgudstjenesten i Jelokhóvskij-katedralen i Moskva udtalte patriark Alekséj Guds velsignelse over sovjetstatens leder Josef Stalin. Og i 1950 sendte Alekséj et telegram til FNs sikkerhedsråd hvori han protesterede mod „De forenede Staters aggression i Korea“.

Det er således tydeligt at de sovjetiske lederes indrømmelser var politisk begrundede. Hensigten var at gøre kirkerne mere samarbejdsvillige. Og når regeringen kun godkendte de præster der var loyale over for staten, kunne man desuden beherske kirken fuldstændig i harmoni med de kommunistiske mål.

Der kan ikke herske nogen tvivl om at forandringerne ikke skyldtes nogen ændring i de styrendes syn på religion. Kommunisternes mål var stadig at al religion skulle kvæles. Men deres taktik var blevet mere underfundig. De indså fordelen ved at gå gradvis til værks idet de fratog kirkerne deres magt. Derved undgik man at vække uvelkommen modstand og at skabe martyrer, som det havde været tilfældet med den brutale taktik der var blevet benyttet i begyndelsen.

Naturligvis var ikke alle, hverken i eller uden for Sovjetunionen, overbeviste om at hver eneste af kirkens højtstående ledere var ægte „kirkens mænd“. Nogle af dem gik på kompromis i den grad at de blev beskyldt for at være agenter for regeringen som var blevet indsat i deres embede for at kontrollere kirkerne. Anklagerne påpegede at der var andre højtstående kirkefolk som havde modstået kommunismen og var blevet fængslet eller dræbt. Derimod kunne de begunstigede præster bevæge sig frit omkring og fortsætte i deres embeder.

Uanset om sådanne højtstående præster var direkte agenter for regeringen eller ej, var virkningen den samme. De arbejdede nært sammen med den kommunistiske regering om at nå dennes mål. Og et af målene var stadig at gøre det af med religionen.

Handlinger der viser at målet var det samme

Det fremgik af regeringens officielle handlinger og udtalelser at dens mål på langt sigt stadig var at udslette religionen. På trods af de indrømmelser der blev gjort til gengæld for kirkernes støtte, var det for eksempel stadig forbudt at udbrede sin tro. For at blive medlem af kommunistpartiet var det stadig en betingelse at man bekendte sig til ateismen.

Og i skolerne var religionsundervisningen stadig forbudt. Den officielle lære var stadig ateismen, og den indbefattede antireligiøs propaganda. Der blev ofret særlig opmærksomhed på at fremme ateismen blandt „De unge Pionerer“ og inden for „Unionen af kommunistisk Ungdom“. Partiets officielle politik sammenfattes i det råd der blev givet i Komsomólskaja právda, ungdomsforbundets officielle blad:

„Unge kommunister må ikke blot være overbeviste ateister og modstandere af al overtro [religion], men må aktivt bekæmpe udbredelsen af overtro og fordom blandt ungdommen.“

Stalins død bragte ingen ændring i forbindelse med Sovjetunionens ønske om at gøre det af med religionen. Henimod slutningen af 1950erne og især i begyndelsen af 1960erne under ministerpræsident Nikíta Khrusjtjóv blev alle trossamfund udsat for et stærkt pres. Dets omfang blev senere kendt. Peter Grose der er korrespondent for New York Times, skriver:

„Omfanget af de skader der blev tilføjet det religiøse system over hele Sovjetunionen i løbet af de fem år før 1964, er nu ved at blive kendt. Visse præster i Rusland har hævdet at 10.000 kirker blev lukket af myndighederne i løbet af disse år. . . .

Der blev udviklet et enormt bureaukratisk apparat for at sikre at kirkens handlinger over hele landet blev bragt under effektiv kontrol af den civile styrelse.“

De kommunistiske ledere har altså foretaget visse ændringer i deres kamp mod religionen, men nu som før har de kun én ting i tanke. De arbejder uophørligt på at udslette al religion i Sovjetunionen.

Efter alle disse års modstand, hvad er der så tilbage af religionen? Hvor stærk er dens position i dag?