Hvad Canadas statsarkiver afslører

CANADA anses for alt være et af de frieste lande i verden. Borgernes rettigheder er beskyttede af loven, og landets styreform er demokratisk.

Et sådant ry har Canada længe haft blandt verdens nationer. Men hvad der er knap så velkendt er at både regeringsembedsmænd og jævne borgere til tider har måttet kæmpe hårdt for at bevare denne frihed.

I to tilfælde har der været stridigheder i forbindelse med spørgsmålet om religionsfrihed. Det drejede sig om hvorvidt Jehovas vidner havde lov til at udføre deres fredelige arbejde som kristne forkyndere. Afklaringen af dette spørgsmål har resulteret i at den canadiske højesteret har afsagt nogle betydningsfulde forfatningsmæssige kendelser som har ydet et vigtigt bidrag til at beskytte de friheder canadierne nu nyder godt af.

Men hvem bar ansvaret for at udfordre de rettigheder der i dag er en højt værdsat del af det canadiske folks friheder? Hvem var det der gjorde sin indflydelse gældende i et forsøg på at frarøve disse kristne deres friheder?

De to gange det skete var i henholdsvis 1918 og 1940, i begge tilfælde i krigstid. Men eftersom det hører fortiden til, hvorfor bliver sagen da trukket frem i 1973? Fordi nogle canadiske statsarkiver for nylig er blevet åbnet for offentligheden i hovedstaden, Ottawa. Takket være myndighedernes egne arkiver er det nu for første gang muligt at undersøge hvad der virkelig skete da religionsfriheden blev truet!

Præster kræver indgreb

Det første indgreb mod Jehovas vidner (der dengang blev kaldt De internationale Bibelstudenter) fandt sted ved slutningen af den første verdenskrig, i 1918.

På det tidspunkt bekendtgjorde statsorganet Canada Gazette et forbud mod visse af Jehovas vidners publikationer. Det drejede sig om bogen The Finished Mystery (Den fuldbyrdede Hemmelighed), og visse udgaver af The Bible Students Monthly (bibelstudenternes månedsblad). Blot det at være i besiddelse af disse publikationer kunne medføre en bøde på 5000 dollars og fem års fængselsstraf.

Nogle antydede at det var præster der stod bag denne ordre fra censuren, men dette blev nægtet. Efter at statsarkiverne er blevet åbnet er det imidlertid kommet for en dag at den øverste censor, oberst Ernest Chambers, havde modtaget et brev fra ’den første kongregationalistiske kirke’ i Vancouver, Britisk Columbia. Brevet var skrevet af kirkens præst, „pastor“ A. E. Cooke. Præsten havde skrevet følgende til censor:

„Præsteforeningen i Vancouver har pålagt mig at henlede Deres opmærksomhed på en sag der forekommer os at være af væsentlig betydning for offentligheden i denne tid. Som De ved kalder tilhængerne af afdøde ’pastor’ Russell . . . sig ’De internationale Bibelstudenter’ . . .

Ville det ikke også være på sin plads at forbyde den propagandalitteratur som dette organ udgiver i De forenede Stater og sender til Canada for at den skal blive uddelt af disse mennesker?“

Den øverste censor, oberst Chambers, skrev tilbage. I sit brev, der var mærket „Fortroligt“, sagde han til præsten A. E. Cooke:

„Kære pastor Cooke! . . . Deres brev, som overbragte synspunkter fra så indflydelsesrigt et organ som Præsteforeningen i Vancouver, viste sig at være meget nyttigt til at sikre indskriden i denne yderst vigtige sag. . . .

Jeg mener at de skarpe angreb i disse publikationer på kirker af alle trosretninger uden forskel, er værd at mærke sig, selv om udtalelserne i disse angreb ikke kan siges at være ’anstødelige set fra et militært synspunkt’.“

Disse fortrolige dokumenter som nu omsider er blevet lagt frem for offentligheden, afslører altså at det alligevel var præster der stod bag aktionen mod dette mindretal af oprigtige kristne i 1918. Jehovas vidner blev berøvet deres friheder fordi de ligesom Jesus Kristus havde mod til at tale Guds ord frygtløst og afsløre præsteskabets hykleri.

Men hvorfor var kirkerne så ængstelige for det Jehovas vidner sagde om dem?

Kirkerne forlader Kristus

De havde svigtet deres pligt til at forkynde Guds ord og følge Fredsfyrsten, Jesus Kristus. Præster i alle lande havde i stedet vendt sig til den totale tjeneste for krigsguden. De havde prøvet at fremstille den første verdenskrig som en „hellig“ krig, og ikke som det den var, en hensynsløs kamp om det politiske verdensherredømme.

Præsternes krigsophidsende holdning havde bedrøvet mange tænkende mennesker. De kunne indse at det at fremme krig ikke sømmer sig for dem der hævder at repræsentere Fredsfyrsten. I oktober 1914, efter at krigen var brudt ud, fremkom rabbiner Wise fra New York med følgende udtalelse angående den kurs kirkerne var slået ind på:

„Årsagen til krigen er kirkernes og synagogernes svigtende evne til at bevare førerskabet over folket. Man har sat en krigsdjævel på tronen i stedet for Gud. [Kirkerne] er tilfredse med blot at være en samfundsinstitution og at forsvare deres land og regenter — uanset om disse er retfærdige eller uretfærdige.“

En kendt canadier som kritiserede det kirkerne gjorde, var J. S. Woodsworth. Han var ordineret som metodistpræst og blev senere medlem af parlamentet. I et brev til sin hustru, Lucy, som senere blev offentliggjort i hans biografi, fortalte han om en gudstjeneste han en søndag aften havde overværet i Montreal i oktober 1915:

„Om aftenen var jeg til rekrutteringsmøde i St. James metodistkirke. Ærlig talt, Lucy, hvis jeg ikke af princip var modstander af demonstrative metoder ville jeg have rejst mig op og fordømt hele forestillingen som en forvrængning — en forbandet forvrængning, om du vil — af Jesu lære, og en vanhelligelse af den dag og det hus der er viet tilbedelsen af Gud. . . .

Højdepunktet blev nået da præsten i en flammende appel sagde at hvis en ung mand kunne gå med [i krigen] og ikke gjorde det, var han hverken kristen eller patriot. Nej! Højdepunktet var bekendtgørelsen af at der var indrulleringsofficerer posteret ved kirkedørene og at enhver der havde mod — enhver der elskede sit land — enhver der fulgte Jesus — skulle træffe sin beslutning der og da!“

Woodsworth skrev til sidst til sin hustru: „Jeg havde lyst til at gøre noget desperat — sværge at jeg aldrig mere ville gå i kirke — afskrive min forbindelse med kirken.“ Og det var netop hvad han gjorde nogle få år senere, i 1918! Han trak sig ud af kirken, idet han erklærede:

„For mig er Jesu lære og ånd absolut uforenelig med det at anbefale krig. . . . Kirkerne er blevet omdannet til yderst effektive hvervningskontorer. En præsts succes bedømmes tilsyneladende ud fra hvor mange rekrutter han har skaffet i kirken, og ikke efter antallet af omvendte.“

Da den første verdenskrig endte indrømmede den samme metodistkirke (der nu var kendt som Den forenede Kirke) offentligt at dens holdning under krigen havde været ukristen! I februar 1924 hed det i kirkens officielle blad The Christian Guardian:

„Der findes sikkert ikke et eneste intelligent, civiliseret menneske i hele verden som endnu tror at der er nogen dyd, noget godt, eller noget forsonende moment ved krig. Og de fleste af os er endda blevet nødt til at forlade denne uklare holdning og er kommet til den klare og uundgåelige opfattelse at krig i vor tid er en afskyelig, helt igennem ukristen og utilgivelig forbrydelse.

Og eftersom vi ikke havde præcis denne mening for blot nogle få korte år siden, er nogle af os — mange af os — rede til at indrømme vore fejl i største ydmyghed, og søge tilgivelse for vor uvidenhed og vor mangel på Mesterens ånd.“

Jehovas vidners standpunkt

Men hvilket standpunkt havde Jehovas vidner indtaget i dette spørgsmål? Ikke bare efter krigen, da det ville være let at erklære sig som fredstilhænger, men på et tidspunkt hvor det krævede mod at tale frit, gjorde Jehovas vidner offentligt kendt hvad sandheden om sagen var.

Bemærk for eksempel hvad der i september 1917 stod i The Bible Students Monthly, udgivet af Jehovas vidner:

„Præsteskabet har stået ved kongernes side og har i realiteten sagt: ’Fortsæt jeres ødelæggelsesarbejde; Gud er med jer, og vi vil nedbede Hans velsignelse over jeres hær.’ I Tyskland beder præsterne Gud om at velsigne deres hære og sætte dem i stand til at udslette englænderne; i Storbritannien beder præsterne om velsignelse over de britiske hære, om at de må blive hjulpet til at fjerne tyskerne fra jordens flade. Hvilken gruppe præster lytter Han til? . . .

Bibelen påpeger at både kongerne og præsterne er ansvarlige for denne krig, men at præsterne er de mest dadelværdige, fordi det har været deres pligt at kende Guds hensigt og fortælle folk om den. Men de har nægtet at sætte sig ind i den og undladt at fortælle andre om den.“

Det var det at Jehovas vidner på denne måde frimodigt gjorde sandheden kendt, der var utåleligt for præsterne. De forsøgte derfor at undertrykke sandheden. Men lykkedes det for dem?

Canadas præster formår ikke at bremse sandheden

De forsøg Canadas præster gjorde på at holde sandheden tilbage lykkedes lige så lidt som det ville lykkes at holde havets mægtige bølger tilbage. Det var ganske vist let for dem at få visse af Jehovas vidners publikationer forbudt. Men det at hindre sandheden i at blive udbredt var en helt anden sag.

For det første medvirkede al den omtale striden fik i den canadiske presse til at udbrede budskabet, i stedet for at hindre udbredelsen af det. Pressecensoren for Vestcanada, J. F. B. Livesay, skrev angående forbudet:

„Denne propaganda får mere gratis reklame i Canadas dagblade end man kunne få i annoncespalterne ved den mest ødsle brug af penge.“

En avis fra landets vestlige del, The Chinook, skrev på en lederplads om forbudet mod bogen The Finished Mystery:

„Da den canadiske regering forbød denne bog gjorde den derved en hel del reklame for den og gjorde folk nysgerrige med hensyn til dens indhold. Som følge af myndighedernes aktioner er det sandsynligt at yderligere tusindvis af eksemplarer af bogen vil blive uddelt og at De internationale Bibelstudenter vil skaffe sig hundreder af nye omvendte. . . .

De almindelige præster nedkaldte enhver art af forbandelser over Russell [den første præsident for Watch Tower Society], og resultatet var at videbegærlige kirkemedlemmer sikrede sig nogle af Russells skrifter, syntes om dem, og sluttede sig til bevægelsen. Nu da den canadiske regering er efter russellitterne, kan man vente sig en hurtig udbredelse af bevægelsen.“

Der udgives andre publikationer

Nogle af Jehovas vidners publikationer var altså blevet forbudt, men dette forhindrede dem ikke i at udarbejde og udgive nye. En publikation der skulle bære titlen „The Morning Messenger“ (Morgenens budbringer) blev indleveret til godkendelse hos statens pressecensor i Winnipeg, J. F. B. Livesay. Han godkendte den, eftersom den handlede om rent religiøse emner.

Denne publikation blev da trykt og sendt til forskellige centre i hele Canada. Den 10. juni 1918 gav Jehovas vidner den en hurtig og omfattende udbredelse ved at uddele den i alle byer på samme dag.

Publikationen handlede ikke om sager der havde at gøre med staten eller myndighederne, men den rettede en kritik mod kirkerne. Som man kunne forvente reagerede præsterne voldsomt.

Men hvorfor havde J. F. B. Livesay godkendt The Morning Messenger? Det forklarede han i et brev til den øverste censor:

„Jeg gennemlæste den omhyggeligt . . . og eftersom den ikke havde noget at gøre med . . . krigsførelsen, kunne jeg ikke se at den kunne forbydes alene fordi den var et angreb på religionen, da dette efter min mening ikke angår pressecensuren.“

Den øverste censor, oberst Chambers, sagde selv: „Angående selve denne sag er det sandt at der intet antibritisk, antiallieret eller pacifistisk findes deri.“

De statsarkiver der nu er blevet tilgængelige i Ottawa viser altså med al ønskelig tydelighed at de omtalte religiøse publikationer ’ikke angik pressecensuren’. Det er også tydeligt at den øverste censor havde bevæget sig ud over sine embedsbeføjelser fordi præster havde blandet sig i statens anliggender.

Sagsanlæg falder til jorden

Resultaterne af disse forsøg på at standse sandhedens udbredelse viste sig at være skuffende for præsterne. Når der blev gjort forsøg på at lægge sag an mod Jehovas vidner for at være i besiddelse af de forbudte skrifter, havde den øverste censor ofte svært ved at få domstolene til at tage ham alvorligt! Han meldte om sine problemer til statssekretæren:

„Mange af disse personer er fredsommelige mennesker der lever et rent liv og almindeligvis har et godt omdømme for ærlighed, osv., de steder hvor de bor. . . .

Militære talsmænds udtalelser over for mig viser at visse dommere i Manitoba, ved uden videre at afvise oplagte sager imod disse mennesker, på det nærmeste har gjort krigscensuren til grin.“

Tænk engang — man prøvede altså at fængsle ’fredsommelige mennesker der levede et rent liv og havde et godt omdømme for ærlighed’! Tænk på hvilken skyld der hviler på præsterne for at have presset en embedsmand til at stemple ærlige og agtværdige kristne som forbrydere og prøve at få dem fængslet! Kong Salomon fra gammel tid, der var en dygtig administrator, sagde noget som sådanne præster burde mærke sig:

„At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge dele er [Jehova] en gru.“ — Ordsp. 17:15.

De canadiske statsarkiver afslører også at præsterne ikke nøjedes med at bruge censur og retsforfølgelse mod Jehovas vidner. Der blev udsendt en spion til at overvære deres kristne møder. Hendes navn var mrs. Jeckel. Hvad fandt hun ud af? Opdagede hun en skjult sammensværgelse der skulle styrte regeringen? I rapporten over hendes spionage ved de kristne møder hedder det:

„Jeg hører at de har planer om at der skal ske et eller andet til påske; de taler om det ved deres møder, men jeg har ikke kunnet få fat i hvad det er, for de taler i symbolsk sprog ved deres møder.“

Selv børn ved at også kristenhedens kirker ’har planer om at der skal ske et eller andet til påske’. Jehovas vidner fejrer ingen påskefest, men de afholder en mindehøjtid for Jesu Kristi død, og de benytter brød og vin som symboler. I det ’symbolske sprog’ repræsenterer dette Kristi blod og legeme. Hvordan skal man være indstillet for at kunne gøre en så almindelig kendt bibelsk skik til en skummel sammensværgelse?

Et kristent svar

Mens der på alle disse måder blev øvet pres mod Jehovas vidner, rettedes der henvendelser fra deres hovedkontor i Brooklyn i New York. Der blev sendt et åbent brev til den canadiske statssekretær. I dette brev, som også opbevares i statsarkiverne, hedder det i uddrag:

„De er for optaget af Deres officielle pligter i denne tid til at gennemlæse disse publikationer omhyggeligt, og De har overladt det til andre at underrette Dem om hvad de indeholder. Hvad enten De er klar over det eller ej, er det en vis gruppe præster i Canada som fører en bagvaskelseskampagne imod de ovennævnte publikationer. . . .

Da Jesus blev uretfærdigt anklaget over for Pilatus troede denne ikke at Jesus var skyldig, men han lod sig påvirke af den tids præster til at dømme ham. Historien gentager sig til en vis grad. . . .

Det store flertal af præsterne, der er opfyldt af et ønske om popularitet og godkendelse blandt mennesker, har tilsyneladende helt og holdent forsømt de pligter der hører til den høje stilling de indtager. I stedet for at medvirke til på rette vis at oplyse folk angående Bibelens lære, lægger de flere bånd på folk og holder dem i yderligere uvidenhed.“

Nogle få uger senere blev der skrevet endnu et brev fra Jehovas vidners hovedkontor. Det blev sendt til den øverste censor. Det henledte hans opmærksomhed på det uretfærdige i at fordømme nogle publikationer uden først at lade de anklagede nyde godt af deres elementære ret til at fremføre deres sag. Det hed i brevet:

„Før en publikation der er helt viet til behandling af bibelske spørgsmål, forbydes, bør de der er ansvarlige for dens udgivelse og udbredelse retfærdigvis underrettes og have lejlighed til at fremføre deres sag og gøre myndighedernes repræsentanter opmærksomme på det virkelige motiv der ligger til grund for den.“

Dette brev var et udtryk for den fuldstændige tillid sande kristne bør have til den store Dommer, Jehova Gud, for brevet sagde også:

„Vi udbringer ydmygt det budskab som Herren har givet i sit ord, og henleder folks opmærksomhed på det; og hvis de der sidder inde med myndighed ønsker at holde det borte fra befolkningen, må de bære ansvaret, over for Gud og ikke over for mennesker. Og Gud vil i sin fuldkomne visdom handle med dem sådan som han finder for godt.“

De kristne sejrer

Historien viser hvordan denne strid endte. Efter krigens afslutning i november 1918 blev forbudet imod disse kristne hævet, til stor forfærdelse for præsterne. Deres indblanding i statens anliggender blev standset af canadiske regeringsembedsmænd som satte friheden højt og samvittighedsfuldt virkede for at bevare den for alle canadiere, også for religiøse mindretal.

Det viste sig at Jehovas vidner havde ret når de sagde at ’Gud i sin fuldkomne visdom vil handle med dem sådan som han finder for godt’. Med den nye frihed til at forkynde bredte Jehovas vidners arbejde sig hurtigt i Canada efter den tid. Deres faste standpunkt for Bibelens principper blev næsten en myte i landet, og de vandt respekt hos mange tænkende borgere, deriblandt også regeringsembedsmænd. Deres offentlige forkyndelse af Guds rige som menneskets eneste håb bragte store velsignelser og resulterede i at mange andre canadiere sluttede sig til dem i deres arbejde.

Denne åndelige fremgang og aktivitet blev efterhånden bemærket som en modsætning til den tilstand præsterne og kirkerne befandt sig i. Kirkerne begyndte igen at lede efter en metode til at få Jehovas vidner undertrykt. Arkiverne i Ottawa afslører hvilken rolle de spillede. Hvad var det næste der skete?

Jehovas vidners virksomhed forbudt

I sommeren 1940 så det sort ud for de vestlige lande der støttede de allierede under den anden verdenskrig. Hitlers hære havde løbet det meste af Europa over ende. I løbet af nogle få uger var Frankrig faldet.

De allieredes nederlag i Europa sendte chokbølger tværs over Canada. Ophidselse, frygt og mistænksomhed gjorde sig gældende.

I denne spændte atmosfære var det at den canadiske justitsminister Ernest Lapointe, der var katolik og kom fra byen Quebec, trådte frem i underhuset den 4. juli 1940 og kundgjorde:

„Jeg ønsker at fremlægge for underhuset en kongelig forordning som erklærer den organisation der er kendt som Jehovas vidner, for ulovlig.“

En bølge af forfølgelser begynder

Forbudet gav straks anledning til en bølge af forfølgelser mod disse uskyldige kristne. Straks dagen efter begyndte det beredne politi at foretage razziaer i private hjem og i mødesale. Der var Jehovas vidner der blev arresteret og fængslet blot fordi de var i besiddelse af bibelske bøger og blade som i mange år havde stået på deres boghylder!

Visse steder udartede denne forfølgelse sig til en veritabel heksejagt. I byen Quebec opløste man et møde hvor Herrens aftensmåltid (i kirkerne kaldet „den hellige nadver“) blev fejret. Børn blev udvist af deres skoler og taget fra deres gudfrygtige forældre. Mange Jehovas vidner blev stillet for retten og fængslet.

Men under hele denne forfølgelse blev disse kristne ikke anklaget for at have gjort noget forkert. De blev straffet udelukkende fordi de var Jehovas vidner!

John Diefenbaker, der var medlem af parlamentet fra Saskatchewan, gjorde underhuset opmærksom på dette ved at sige:

„Så vidt jeg ved har der været omkring fem hundrede sagsanlæg mod Jehovas vidner, hvoraf ingen drejede sig om undergravende virksomhed. De pågældendes eneste forseelse var at de tilhørte en organisation som er blevet forbudt ifølge bestemmelserne om Canadas forsvar.“

Fra mange sider blev der rejst hård kritik i anledning af forbudet. Det stod klart for mange canadiske borgere, deriblandt højtstående embedsmænd, at den ondartede kampagne mod disse ydmyge kristne var ganske uretfærdig. Angus MacInnis, et medlem af parlamentet fra Vancouver, sagde i underhuset:

„Jeg ønsker at sige så alvorligt og indtrængende jeg kan at anklagerne mod og forfølgelsen af Jehovas vidner i henhold til bestemmelserne om Canadas forsvar er en stadig vanære for dette land, for justitsministeriet og for det canadiske folk.

I mine arkiver har jeg et brev som fortæller om en episode der fandt sted i Montreal ved et religiøst møde hvor disse mennesker var samlet for at gennemføre den hellige nadvers ceremoni. Ti medlemmer af det beredne politi foretog en razzia der. . . .

Lad os antage at noget sådant var sket mens den katolske kirke fejrede en højtid i Ottawas gader for ikke længe siden. Da ville det have haglet ned med protester!

Enhver rettighed der tilstås en hvilken som helst religiøs organisation her i landet må tilstås dem alle; ellers har vi ikke religionsfrihed i Canada. Jeg ved ikke, og jeg kan ikke forstå, hvorfor der hele tiden skal foregå en sådan forfølgelse af Jehovas vidner.“

Et andet parlamentsmedlem, A. W. Neill fra Britisk Columbia, talte ligeledes ud fra sit eget kendskab til Jehovas vidner:

„Jeg kender en del af disse mennesker, som bor i mit nabolag, og jeg har aldrig kendt til illoyalitet iblandt dem; jeg kender heller ingen andre der har haft en anklage af denne art at rette mod Jehovas vidner. De har nogle særprægede religiøse anskuelser som jeg ikke er enig med dem i, men det gør dem ikke skadelige eller undergravende. . . .

Ud fra mit betydelige kendskab til disse mennesker kan jeg sige at der findes en hel del af dem i den kreds jeg repræsenterer, og at de er agtværdige, respektable mennesker. Uanset hvordan deres tro er, så vedkommer det ikke sagen.“

På trods af alle forsøg på at undertrykke Jehovas vidner fortsatte de med at udføre deres gudgivne tjeneste. Da de var berøvet deres bibelske bøger og blade, forkyndte de fra hus til hus med Bibelen i hånd og oplæste skriftsteder der kunne trøste andre med det storslåede håb om Guds nye orden. De fortsatte med at holde deres møder, men i private hjem, ikke i offentlige mødesale.

Og på trods af undertrykkelse, arrestationer og overgreb var der mange tænkende mennesker der kunne gennemskue modstandernes falsknerier. De indså at der her var nogle trofaste kristne som tog fast standpunkt for Guds love. Resultatet var at antallet af Jehovas vidner i Canada voksede hurtigere end før.

En regeringskommission siger sin mening

Den katolske justitsminister Lapointe havde gennemført forbudet på en højst egenmægtig måde. Jehovas vidner blev ikke underrettet, og de fik ingen lejlighed til at forsvare sig.

Justitsminister Lapointe optrådte både som anklager, dommer og jury. Der var allerede blevet nedsat en parlamentskommission som skulle anbefale ændringer i bestemmelserne om Canadas forsvar, men Lapointe handlede hen over hovedet på kommissionen og sørgede for at forbudet trådte i kraft den 4. juli 1940.

I 1942 skete det imidlertid at et udvalg i underhuset afholdt nogle høringer for at opklare hvad der blev gjort i henhold til bestemmelserne om Canadas forsvar. Den 23. juli 1942, efter en retfærdig afhøring, anbefalede udvalget enstemmigt at forbudet blev ophævet. Her er nogle kommentarer fra udvalget, sådan som udtalelserne faldt under debatten i det canadiske underhus:

„Justitsministeriet forelagde ikke udvalget noget materiale der beviste at der på noget tidspunkt var grund til at erklære Jehovas vidner for at være en ulovlig organisation.“

„Det er en vanære for den canadiske dominion at folk stilles for retten på grund af deres religiøse overbevisning sådan som det er sket med disse stakkels mennesker.“

Forsinkelse øger irritationen

Udvalgets enstemmige anbefaling blev forelagt den canadiske regering i juli 1942. Men justitsministeren ignorerede den simpelt hen!

På det tidspunkt var der ganske vist kommet en ny justitsminister, Louis S. St. Laurent. Han havde overtaget ministeriet i december 1941. Men St. Laurent var også katolik og fra byen Quebec. Han nægtede pure at ophæve forbudet!

Medlemmerne af det udvalg hvis anbefaling blev ignoreret, blev rasende. De udtalte højlydt deres protester da emnet igen kom op til debat i underhuset. I statsarkiverne findes følgende udtalelse af parlamentsmedlem Angus MacInnis:

„Det står stadig fast at intet materiale er blevet forelagt dette udvalg som kunne retfærdiggøre at Jehovas vidner blev erklæret for en ulovlig organisation. Efter min mening skyldes det ren og skær religiøs fordom at forbudet opretholdes.“

Victor Quelch, parlamentsmedlem fra Acadia, tilføjede nogle betragtninger:

„Det får en til at spekulere på om aktionen mod Jehovas vidner ikke for en stor del skyldes deres holdning over for katolikkerne, snarere end nogen indstilling af undergravende art. . . .

Dette spørgsmål stilles over hele landet. Jeg får det stillet fra den ene ende af Canada til den anden.“

Disse kommentarer lå meget tæt på sandheden. Og snart blev der udslynget en lang række anklager. Anklagerne gik ud på at Jehovas vidner blev forfulgt på den katolske kirkes bud.

Sandheden var ved at komme frem. Men kirken kunne ikke tillade at dens politiske indblanding blev bragt for dagen. Justitsminister St. Laurent fandt derfor at han måtte gribe ind for at dække over affæren. Sådan gik det til at forbudet blev ophævet den 14. oktober 1943, mens den anden verdenskrig stod på sit højeste!

En sådan kovending på dette kritiske tidspunkt var i sandhed forbløffende. Det var jo i realiteten en indrømmelse af at der ikke havde været nogen grund til det skridt der blev taget mod Jehovas vidner.

Men kunne forbudets ophævelse hindre at det kom frem hvad der var foregået bag kulisserne? Nej.

Efter at de canadiske statsarkiver nu er blevet åbnet, er det blevet afsløret hvad der virkelig skete. Og hvad var så den egentlige årsag til forfølgelsen?

Den virkelige årsag kommer for dagen

Hvad var den virkelige årsag til at Jehovas vidner i Canada blev forfulgt under den anden verdenskrig? Hvad skete der bag kulisserne? Hvorfor havde to justitsministre ført regeringen ud i så pinlig en situation?

Man vil huske at begge justitsministre, Ernest Lapointe og Louis St. Laurent, var katolikker og kom fra byen Quebec. En kendt canadisk forfatter, Hugh MacLennan, har engang udtrykt sig således angående magten i Quebec:

„Den virkelige magt lå ikke hos den lovgivende myndighed, men hos den katolske kirke.“

Den mand der virkelig var i stand til at diktere hvilken politik der skulle føres, var den katolske kardinal Rodrigue Villeneuve. Da Ernest Lapointe blev Canadas justitsminister, vidste folk med indsigt i disse forhold at han først og fremmest ville blive den katolske kirkes mand.

Statsarkiverne afslører sandheden

De arkiver der nu er blevet åbnet for offentligheden åbenbarer sandheden. De viser at Lapointe allerede før krigen begyndte blev bombarderet med krav fra katolske organisationer om at standse Jehovas vidner. Justitsministeren fandt i krigen et velkomment skalkeskjul bag hvilket han håbede at kunne skjule den katolske kirkes intriger.

Et nøglepunkt i sagen var følgende brev på fransk, som blev sendt fra kardinalens palæ til justitsminister Lapointes privatsekretær. Det er skrevet den 27. juli 1940 af Paul Bernier, kansler i Quebecs ærkebispedømme:

„Hans Eminence kardinalen ville sætte pris på om De henledte den højtærede justitsminister monsieur Ernest Lapointes opmærksomhed på vedlagte lederartikel fra Quebec angående publikationer udgivet at Vagttårnet eller Jehovas vidner.

Visse bøger og traktater som igen i den seneste tid er blevet udsendt pr. post, og i særdeleshed tidsskriftet Consolation (Ny Verden), har en i højeste grad demoraliserende og nedbrydende virkning på landets åndelige styrke.

Idet jeg på forhånd takker Dem for at De er så venlig at give dette brev Deres opmærksomhed, forbliver jeg Deres

Med højagtelse Paul Bernier, kansler“

Den lederartikel som var vedlagt brevet fra kardinalens kontor var fra avisen L’Action Catholique. Denne avis var det officielle talerør for Quebecs hierarki. Det hed i lederartiklen:

„Der siges en hel del om sabotage.

Med god grund holdes der omhyggeligt øje med sådanne som kunne finde på at sprænge skibe under bygning, ammunitionsfabrikker, osv., osv. Men der findes endnu farligere sabotører; det er mennesker der forbereder andres sind og hjerte til undergravende virksomhed ved at så revolutionære ideer og vække oprørske følelser.

Blandt disse fjender af offentligheden er ingen mere hykleriske og skadelige end Jehovas vidner og deres agenter.

På et hvilket som helst tidspunkt af dagen, i det ene eller det andet sogn, på landet eller i byen, uddeler denne farlige sekt sine giftige brochurer . . .

Under alle omstændigheder erklærer vi uden tøven at myndighederne burde gøre mere for at beskytte offentligheden på dette område.“

Denne lederartikel og det medfølgende brev til justitsministerens privatsekretær var i realiteten et krav fra kardinalen til Lapointe om at han fik erklæret Jehovas vidners arbejde ulovligt. Lapointe vidste at hans magt afhang af kardinalen. Han reagerede derfor hurtigt.

Et hurtigt svar

Det næste der skete i dette hemmelighedsfulde og intrigante spil var at følgende brev blev sendt til kardinalens palæ en uge senere, den 4. juli 1940. Det var fra justitsminister Lapointes privatsekretær, adresseret til kardinalens kansler, Paul Bernier. Brevet lød:

„Efter at have modtaget Deres brev af 27. juni påtog jeg mig at opfylde Hans Eminence kardinalens ønske om at henlede ministerens opmærksomhed på Deres henstilling og på lederartiklen fra L’Action Catholique angående Vagttårnet, Jehovas vidner og Consolation (Ny Verden).

Monsieur Lapointe tillod at jeg telefonisk kunne give Dem den fortrolige oplysning at omtalte organisation, Jehovas vidner, ville blive erklæret ulovlig i dag, med anmodning om at Hans Eminence kardinalen blev informeret om dette.

Dette brev er en bekræftelse af det jeg netop har meddelt Dem i telefonen.

Jeg forstår at Hans Eminence kardinalen vil blive tilbørligt informeret om ministeriets forordning vedrørende Jehovas vidner.

Modtag venligst min tak, hr. kansler, og mine varmeste hilsener.“

Brevet var underskrevet af Lapointes privatsekretær. Fra det tidspunkt kardinalen fremsatte sit krav havde det kun taget syv dage at få gennemført forbudet mod Jehovas vidner!

Sandheden er altså nu blevet afsløret af myndighedernes egne arkiver. Forbudet mod Jehovas vidner var dirigeret direkte fra den katolske kardinals palæ i byen Quebec.

Hvilke skændige midler præsteskabet brugte i denne sag! Falske anklager, hemmelige arkiver, pression i det skjulte, ingen lejlighed for de anklagede til at forsvare sig, og egenmægtige dekreter som tog sigte på at knuse tilbedelsesfriheden. Den katolske kirkes hierarki i Canada har i vor tid benyttet samme afskyelige og onde metoder som under den berygtede inkvisition, til at skade uskyldige mennesker som havde mod til at forkynde Guds ords sandheder!

Hvad kan vi lære af dette?

Alle de nævnte oplysninger, der nu er blevet afsløret fra de canadiske myndigheders egne optegnelser, viser hvordan det kan gå til at helt uskyldige mennesker bliver forfulgt. Ingen regering som erkender at dens grundlæggende pligt er retfærdighed, kunne tænke sig at være ansvarlig for en sådan uret under dække af loven. Uretfærdigheder mod et mindretal bringer både loven og myndighederne i vanry.

Det tjener til ros for de parlamentsmedlemmer der ejede samfundssind, at de indså fejlen og satte en stopper for magtmisbruget. Den faste holdning der blev vist af dem som trådte frem for retfærdigheden, er rosværdig. Beklageligvis skete det så sent at mange af de skændige uretfærdigheder der blev begået under forbudet, ikke kunne forhindres.

Disse begivenheder viser at det ikke er en jordisk regerings anliggende at vælge mellem forskellige religioner eller trosretninger. Tro kan ikke dikteres af love eller dekreter. Når regeringsembedsmænd udsættes for pres for at de skal begrænse tilbedelsesfriheden, bør de derfor besinde sig. De bør have samme indstilling som dommer Holmes, der filosofisk sagde: „Den bedste sandhedsprøve er at tanken viser sin evne til at blive godtaget i konkurrencen på markedet.“

Dette leder tanken hen på et andet viist råd der længe forinden blev givet af en anden dommer, Gamaliel, der havde påhørt anklager mod Jesu Kristi apostle. Gamaliel sagde til domstolens øvrige medlemmer:

„Hold jer fra disse mennesker og lad dem være, thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!“ — Ap. G. 5:38, 39.

Det var netop det der skete i Canada — de religiøse ledere havde kæmpet imod et arbejde som Gud havde sagt skulle udføres, og havde derfor kæmpet mod Gud. Enhver der kæmper imod Gud er dømt til at tabe. Et bevis på dette er at kirkerne i Canada, og især den katolske kirke, er i hastig tilbagegang. Præster, nonner, præstestuderende og lægfolk forlader kirkerne i hobetal. Gang på gang hører man kirkens ledere beklage sig ynkeligt over tilbagegangen. De udtrykker deres dybe bekymring for at kirkerne og præsteskabet inden længe vil forsvinde helt.

Det spørgsmål som mange canadiere nu står over for, er dette: Skal de fortsat støtte disse kirker og således stiltiende godkende kirkernes forbrydelser mod friheden, ja mod folk der søger at gøre Guds vilje? Et stort antal mennesker vil gerne befri sig for en sådan skyld.

Jehovas vidners arbejde i Canada går i dag fremad som aldrig før. Aldrig har så mange mennesker overværet deres møder. Hvorfor? Fordi Jehovas vidner er blevet kendt som dem der virkelig studerer og lærer hvad Bibelen siger og oprigtigt lever efter dens principper.