Jehovas vidners historie i nyere tid

Attende del: Neutrale kristne i det britiske verdenssamfund under den anden verdenskrig

UNDER „slaget om England“ med dets luftkrig, der var en frygtelig prøvelse, mistede ikke engang tolv vidner livet, skønt de dengang fandtes i et antal af over 12.000 på de britiske øer. Naturligvis var der mange vidner, der kom til skade, og som mistede hjem og rigssale under nazisternes „blitz“-angreb, men de fortsatte som hidtil deres tilbedelse af Jehova, den levende Gud, ved i stort omfang at forkynde fra hus til hus. Menighedsmøderne måtte dog af hensyn til faren for natangreb flyttes til søndag eftermiddag, men de blev altid afholdt regelmæssigt. Den store forkyndelseskampagne, som ikke alene fortsattes, men udvidedes selv under krigen, bragte i høj grad trøst og håb til mange retsindige mennesker.

Store zonestævner afholdtes ganske efter programmet, som om der ikke var krig, ja nogle møder fandt sted midt under bombeangreb. Under et natangreb blev Manchesters store „Free Trade Hall“ jævnet med jorden umiddelbart efter, at Jehovas vidner havde afsluttet deres landsstævne der i byen i 1940. Det mest forbløffende stævne var dog det, der afholdtes i Leichester den 3.-7. september 1941, hvor ca. 12.000 vidner var samlet til en fem-dages teokratisk fest, mens krigen var på sit højeste. For øjnene af uvenlige myndigheder måtte næsten uoverstigelige vanskeligheder overvindes på alle områder, både hvad bespisning, indlogering og rejser angik, for at så mange kunne samles. Optagelserne af dommer Rutherfords hovedforedrag ved St. Louis-stævnet i de Forenede Stater den foregående måned var blevet sendt som luftpost til London netop så betids, at de kunne nå at blive censureret og komme med ved dette engelske stævne, der åndelig set blev en hjælp af største betydning. Enhedens og samarbejdets kærlige ånd viste sig overalt! Den styrkede alle og gav udholdenhed over for krigsårenes prøvelser.a

Imidlertid udstedtes der forbud mod modtagelsen af litteraturforsendelser fra Brooklyn. Det betød kamp for at skaffe forsyninger af papir, så Selskabet kunne starte og videreføre en ret anselig trykkerivirksomhed i England og således vedligeholde den strøm af publikationer, der skulle anvendes på arbejdsmarken, hvor en stor skare aktive pionerer betjente mange tusinde mennesker, der var sig deres åndelige behov bevidst. Senere blev det tillige forbudt at sende Vagttaarnet fra Brooklyn til abonnenter i England. Derimod nedlagde man ikke forbud imod, at der i England udsendtes en tryksag, der indeholdt Vagttaarnets vigtigste studieartikler, og der skete derfor ingen afbrydelse i det program, der hver måned lagdes for at skaffe åndelig føde til hundredvis af ugentlige Vagttaarns-studiemøder; de engelske brødre blev åndeligt set ved at være helt på højde med deres amerikanske venner. I flere store byer modtog adskillige pionerhjem støtte, for at pionertjenesten kunne holdes i gang i områder, hvor der kun var få menighedsforkyndere.

Ved mange domstole blev der nægtet brødrene fritagelse for militærtjeneste, hvilket medførte, at 1593 blev idømt fængselsstraffe, der sammenlagt beløb sig til over seks hundrede år. Af disse domfældelser vedrørte 344 kvinder, som på lige fod med mænd idømtes fængselsstraf, hvis de nægtede at aftjene værnepligt.b I England forlangtes, at alle, både mænd og kvinder, stillede sig til rådighed for staten. Før krigen var mange vidner kommet som flygtninge fra Polen, Tyskland, Østrig, Belgien og til sidst fra Frankrig. Disse flygtninge var blevet pionerer i England, men efterhånden som krigstilstanden skærpedes, blev de af regeringen interneret i en lejr på øen Man, hvor de måtte blive, til krigen var forbi. Også vidner af amerikansk og schweizisk nationalitet deporteredes fra de britiske øer.

Men trods strenge krigsrestriktioner og begrænsninger opretholdt Jehovas vidner i England deres neutralitet og bevarede deres retskaffenhed over for Gud. Kampen for retten til frit at tilbede Jehova stilnede ikke af eller døde ud i England. Tværtimod førtes den mere intensivt end nogen sinde før.

Også beretningen om Jehovas vidners bedrifter i Canada er i sandhed betagende. I Selskabets første tid foregik det voksende arbejde i Canada under Brooklyn-kontorets ledelse sideløbende med ledelsen af de amerikanske menigheder. Men i 1918 oprettedes et særskilt afdelingskontor i Winnipeg.c Efter afslutningen på den første verdenskrig og kort efter at forbudet mod vidner i Canada var blevet ophævet den 1. januar 1920, flyttedes Selskabets afdelingskontor for Canada til Toronto.d I 1925 organiseredes den velgørende Institution INTERNATIONAL BIBLE STUDENTS ASSOCIAT’ION OF CANADA, som derpå blev ejer af den bygning, der rummer Selskabets afdelingskontor.e Arbejdet havde god fremgang i årenes løb, men da der var nogle, som begyndte at gå deres egne veje, blev det i 1936 nødvendigt at foretage administrative ændringer. Resultatet blev en åndeligt sundere tilstand, der hjalp vidnearbejdet yderligere fremad.f Men samtidig kom man i det katolske Quebec ud for stærk modstand, der blandt andet medførte stadige arrestationer. Selve „slaget om Quebec“ var dog, som vi senere skal se, forbeholdt de senere efterkrigsår.

Den 4. juli 1940, da Hitlers erobringer i Europa nåede deres højdepunkt, udstedte den daværende canadiske justitsminister, Ernest la Pointe, en katolik fra Quebec, et regeringsdekret, der fuldstændig forbød Jehovas vidners virksomhed og deres canadiske selskab, I.B.S.A. of Canada.g Demokratierne var ved at lide krigens største nederlag, og hvad var nemmere end at gøre Jehovas vidner til syndebukke? Resultatet blev en moderne form for inkvisition. Folk opmuntredes til at udspionere deres nabo, husundersøgelser blev foretaget, private bogsamlinger beslaglagt, bibelske møder standset og mindehøjtidssammenkomster forstyrret, ja selv eksemplarer af den velkendte King James-udgave af Bibelen konfiskeredes og beordredes brændt. Aviserne bragte bidende angreb. Fra den ene ende af landet til den anden kom det til voldshandlinger.h Selv om alt dette kom meget overraskende for vidnerne i Canada, lå de dog på ingen måde på den lade side. Hurtigt fik de iværksat et udstrakt og effektivt system, der virkede i det skjulte, og som satte dem i stand til at mødes i små grupper til bibelstudium, ligesom die fortsatte deres forkyndervirksomhed. Selv om mennesker havde bandlyst dem, var disse nidkære forkyndere af Jehovas rige overbevist om, at han, den levende Gud, hverken havde bandlyst deres tilbedelse af ham eller deres oprigtige bestræbelser på at gøre hans vilje. Ved således at adlyde Gud mere end mennesker fulgte de den vej, som behagede deres himmelske Fader, selv om det betød, at de blev straffet af jordiske myndigheder, der vovede at blande sig i menneskets frie tilbedelse af den almægtige Gud. (Ap. G. 5:29) Omsider genvandt cirka fem tusinde forkyndere balancen, hvorpå de fortsatte genbesøgs- og bibelstudiearbejdet. En morgen i november 1940 stod disse „græshoppe“ tidligt op, og med et „blitz“-vidnesbyrd oversvømmede de landet fra ende til anden. En særlig brochure med titlen „End of Nazism“ („Nazismens endeligt“, kun engelsk) blev i hundredtusindvis stukket ind under folks døre. Dette vidnesbyrd om deres modige virksomhed gjorde deres fjender rasende, men det lykkedes kun modstanderne at arrestere ti. Som krigsårene gik, hjalp lignende modige bedrifter med til at holde strømmen af åndelig næring til retsindige mennesker ved lige.i

I næsten to år led Jehovas vidner i stilhed. En formel protest kunne ikke indgives, og mulighed for at forsvare sig havde de ikke. Det var, som havde de fået mundkurv på. Men så i juni 1942 fik de lejlighed til at gøre en henstilling til en underhuskomité, der havde med Canadas forsvar at gøre. Komiteen anbefalede enstemmigt, at forbudet mod Jehovas vidners lovformelige selskaber ophævedes, men justitsministeren nægtede at tilbagekalde sit forbudsdekret. Forbudet mødte dog mere og mere modstand, ikke alene i den liberale presse, men også under debatter i underhuset. Endelig den 15. oktober 1943 ophævedes forbudet mod det ikke indregistrerede selskab af Jehovas vidner, men derimod ikke forbudet mod deres lovformelige selskaber. Denne delvise ophævelse muliggjorde imidlertid ikke genåbningen af afdelingskontoret på betelhjemmet i Toronto.j I juni 1944 lod man en landsomfattende adresse cirkulere. Den krævede, at forbudet mod I.B.S.A. of Canada ophævedes og opnåede 223.448 underskrifter. Men før den kunne overbringes regeringen, besluttede denne den 13. juni 1944 at hæve forbudet mod Selskabet.

Så snart den delvise ophævelse af forbudet havde fundet sted i oktober 1943, fik de canadiske brødre travlt meld at skaffe sig rigssale og gøre folk bekendt med deres beliggenhed ligesom i tiden før forbudet. I 1940, da arbejdet blev forbudt i Canada, var der gennemsnitlig 6081 forkyndere pr. måned, men da forbudet ophævedes tre år senere, i juni 1944, var der 10.345, der tog del i arbejdet, en meget betydelig vækst i en tid, der var præget af tvang.k Dette viser, at tilbedelsen af Jehova ikke kan undertrykkes, men at forfølgelse tværtimod stimulerer den teokratiske vækst. Den nye verdens samfunds vækst i Canada fortsætter i bemærkelsesværdig grad; der lægges mærke til den, og den er sund. Brødrene er i stand til og rede til at overvinde enhver modstand.

Fra juli 1940 begyndte også i Australien religiøse ledere at opmuntre til politisk at skride ind over for de energiske vidner. Den 16. januar 1941 bekendtgjorde premierminister Menzies på forhånd i parlamentet regeringens forslag om at forbyde Jehovas vidner, og den følgende dag, den 17. januar, offentliggjordes regeringsdekretet, der forbød Selskabets virksomhed tillige med dets lovformelige institutioner, deriblandt den af Adelaide-menigheden af Jehovas vidner indregistrerede korporation, der ejede en rigssalsbygning, som regeringen snart efter overtog. Også betelhjemmet med afdelingskontoret blev beslaglagt af regeringen.l Det er med beklagelse, det må siges, at i den periode forbudet var gældende, var der mange af vidnerne, der ikke holdt sig på der kristne neutralitets lige vej, men beskæftigede sig med foretagender, der støttede landets krigsindsats. Senere indrømmede brødrene dog deres fejl og angrede.a

Det skridt, regeringen havde taget, da den forbød Adelaide-menigheden af Jehovas vidners korporation og dennes virksomhed, blev nu prøvet ved domstolene, og sagen førtes til sidst frem for højesteret. Med fire stemmer mod een gav retten Jehovas vidner medhold. Den udtalte, at det regeringsdekret, der forbød Jehovas vidner i Australien, var ulovligt og ultra vires. Retten fandt ikke, at vidnerne gav sig af med noget oprørsk forehavende, eller at den litteratur, de trykte og udgav, opfordrede til oprør i den betydning, dette ord havde i den australske straffelov. Endelig fastslog retten, at de ikke kunne skade landets krigsførelse.b Således blev også brødrene på den anden side kloden løst af deres lænker, så de på ny kunne tage deres forkyndervirksomhed op. Også de gik sejrende ud af kampen mod deres religiøse modstandere, der ville berøve dem friheden til at dyrke den almægtige, Gud.

Efterhånden som den katolsk-nazistisk-fascistiske krigsmaskine for frem over Europa, blev brødrene i Frankrig, Spanien, Polen, Belgien, Grækenland, Bulgarien, Ungarn, Italien, Holland, Rumænien, Jugoslavien, Estland, Finland, Danmark og Norge ramt af forbud og fængslinger, ligesom de udsattes for andre indgreb i deres frihed. Også det afrikanske kontinent blev berørt af krigen, og vidnernes tilbedelsesfrihed begrænsedes både i Nord Rhodesia og Syd Rhodesia, i Nigeria og på Guldkysten. Og hvad der var sket i Europa, gentog sig i Asien og på Stillehavsøerne, da den japanske damptromle rullede frem i 1941. Hårde forfølgelser og forbud iværksattes over for vidnerne i selve Japan, på Filipinerne, i Burma og Malaya, på Malakkahalvøen, i Hollandsk Ostindien (nu Indonesien), på Fiji-øerne, i New Zealand og Indien samt på Ceylon. I virkeligheden var det et sandt dæmonangreb, der hele jorden over sattes ind mod vidnerne. Fra hvert eneste af disse lande kan berettes, om det samme kristne mod, der fik dem til at holde fast ved deres neutralitet og fortsætte deres tilbedelse af Jehova, selv som den måtte foregå under jorden. Da demokratierne (den symbolske „jord“) i 1945 havde vundet krigen, var den katolsk-nazistisk-fascistiske verdenssammensværgelses „flod“, der skulle have tilintetgjort den teokratiske frihed, fuldstændig opslugt i det totale nederlag. „Jorden“ var sandelig kommet Guds folk til hjælp. (Åb. 12:16) De overlevende vidner blev således i stand til at vende tilbage tid deres åbenlyse offentlige virksomhed og til den tjeneste, ved hvilken de bragte mennesker trøst og forligelse med Gud.c

(Fortsættes)

[Fodnoter]