Taiwan — en ø med særpræg
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT PÅ TAIWAN
TAIWAN er en frodig, grøn ø, beliggende et hundrede og tres kilometer fra det kinesiske fastland. Den er 384 kilometer lang og 144 kilometer bred [omkring 35.000 kvadratkilometer, altså lidt mindre end Danmark]. Øen er måske ikke så stor i areal, men så er den stor på så mange andre måder.
For at nævne én ting, så har den en stor befolkning: Femten millioner! [Det er tre gange så mange som i Danmark.] Dette gør den til det tættest befolkede land i verden med 417 indbyggere pr. kvadratkilometer.
Taiwan er også stor på andre måder. Over tredive af dens bjergtoppe er mere end 3000 meter høje, og nogle hæver sig 3950 meter i vejret — næsten fire kilometer! Så stor en del af øen udgøres af stejle bjerge at kun 25 procent af landet betragtes som egnet til opdyrkning. Alligevel er produktionen af fødemidler kolossal.
Taiwan er næsten selvforsynende med føde; der indføres kun nogle få artikler. Der er omkring 745.000 landbrug på øen, med en gennemsnitsstørrelse på omkring to tønder land. I 1971 blev der slagtet omkring 4,4 millioner svin! De blev næsten udelukkende produceret af landmænd der har svineopdræt som bierhverv, idet den enkelte måske kun opdrætter et halvt dusin ad gangen.
Det har kunnet mærkes på landets økonomi at det kommunistiske Kina har fået adgang til De forenede Nationer, men alligevel blomstrer den stadig. Adskillige nationer har afbrudt de diplomatiske forbindelser med den kinesiske regering på Taiwan, idet de søger at bejle til Kinas kommunistiske regering. Dette har forårsaget en vis bitterhed her på Taiwan. Men de eneste antydninger herom som en besøgende sandsynligvis ser, er de slagord på kinesisk der opmuntrer befolkningen til fortsat at kæmpe imod kommunismen.
Oprindelige indbyggere
Omkring 190.000 af Taiwans befolkning er indfødte. De er efterkommere af øens tidligst kendte indbyggere. De indbefatter medlemmer af stammerne amis, bunun, paiwan, lukai, binan, taiyal, saiset, tsou og yami. Hvor er alle disse stammer kommet fra?
De fleste antropologer er enige om at i det mindste amis’erne stammer fra den malajisk-indonesiske æt. Deres sprog minder meget om visse filippinske dialekter. Amis’erne og jami’erne er hovedsagelig sletteboere. Fra så langt tilbage som amis’ernes mundtligt overleverede historie går, har de været risdyrkere. De har også opdrættet hjorde af vandbøfler for kødets skyld, efter at disse dyr var blevet indført af hollænderne i begyndelsen af det syttende århundrede.
Oprindelsen til de andre stammer er vanskeligere at fastslå. Mange tror at nogle, om ikke dem alle, oprindelig udvandrede gennem den malajiske halvø fra fjerne dele af det asiatiske hovedland. Visse stammer, især stammerne taiyal, tsou, bunun og paiwan, var berygtede som hovedjægere.
Hver stamme har sit eget sprog og sin egen kultur. Amis’erne er blevet kendt overalt i østen for deres dans og sang. Trupper har været på turné i mange lande og demonstreret stammens danse, der skildrer forskellige træk af deres gamle kultur.
Senere indbyggere
De første århundreder efter at de oprindelige indbyggere havde slået sig ned, var Taiwan ukendt for den vestlige verden. Portugiserne så først øen i 1590. Imponeret af dens frodige tropiske udseende kaldte de den Formosa, der betyder „smuk“. De oprettede en koloni i det nordlige, men drog snart bort.
Så kom hollænderne i 1622. De tog landområder fra de indfødte indbyggere og fra de få kinesere der var udvandret til øen i løbet af de foregående århundreder. Hollænderne byggede byen Anping og fæstningen Zeelandia.
Spanierne, der på den tid var på Filippinerne, blev urolige og byggede i største hast en fæstning i det der nu kaldes Chilung i den nordlige del af Taiwan. Kort tid efter byggede de en anden fæstning på nordvestkysten. Efter adskillige forsøg drev hollænderne til sidst spanierne ud af Taiwan.
Tilskyndet af hollænderne rejste omkring 100.000 kinesere til Taiwan. Hollænderne ønskede dygtige jordbrugere til at dyrke sukkerrør, som de havde indført på øen. Fra 1624 til 1661 herskede hollænderne over øen i den hensigt at opbygge landbruget og handelen (hovedsagelig med dyreskind) samt opnå statsindtægter ved beskatning.
Hollænderne var også interesseret i at udbrede deres protestantiske religion. Deres missionærer virkede som skatteopkrævere. De udarbejdede også en oversættelse af Mattæus’ og Johannes’ evangelier til et af de indfødtes sprog. Der blev gjort store anstrengelser for at lære befolkningen hollandsk, så det kunne tjene som et meddelelsesmiddel mellem de forskellige sproggrupper.
Det hollandske herredømme var imidlertid kortvarigt. Den kinesiske leder Koxinga ønskede at anvende Taiwan som base for sine angreb på befolkningen i Manchuriet, der var trængt ind i Kina. I 1661 besejrede han hollænderne med hjælp fra de kinesere der var indvandret til Taiwan.
En kinesisk ø
Mens nogle få kinesere havde bosat sig på Taiwan så tidligt som i det tolvte århundrede, begyndte en udvandring fra Kina i stor stil i det syttende århundrede. Ved begyndelsen af det nittende århundrede var der omkring 2.500.000 kinesere fra provinsen Fukien, lige på den anden side af havet ud for Taiwan, og de udgjorde 82 procent af befolkningen. Yderligere 400.000 kinesere kom fra Canton, samt 150.000 fra andre provinser i Kina.
Eftersom hver provins i Kina har sin egen kinesiske dialekt, endog med dialektforskelle inden for samme provins, fik Taiwan et forvirrende antal kinesiske dialekter. Der er desuden ni eller flere indfødte sprog.
I dag udgør de oprindelige indbyggere mindre end 2 procent af befolkningen. Alligevel er de fleste af de mere end 1100 Jehovas vidner på Taiwan fra disse stammegrupper, især amisstammen.
Japansk herredømme
Japan fik Taiwan som krigsbytte efter den kinesisk-japanske krig 1894-1895. Japanernes mål med Taiwan var: (1) at forsyne det kejserlige Japan med landbrugsprodukter, (2) at øen skulle tjene som marked for Japans voksende industriproduktion og (3) skaffe plads til udvandrere fra det tætbefolkede Japan.
Politiet fik udstrakte beføjelser til at føre disse mål ud i livet. Omkring 1912 var der én politibetjent for hver 580 personer på Taiwan, et landbrugsland, sammenlignet med én for hver 1052 personer i det industrielle Japan. De var hårde over for den lokale befolkning, men de satte Japan i stand til at holde Taiwan under kontrol og bekæmpe forbrydelser og korruption.
I løbet af de halvtreds år Japan herskede, blev der gjort store fremskridt med hensyn til at organisere Taiwan til at gennemføre ovennævnte mål. Den udenrigske skibsfart, hovedsagelig til Japan, tog stærkt til. Omkring 4500 kilometer jernbanelinjer blev bygget, og ét afsnit blev berømt i hele jernbaneverdenen. Det var en linje der klatrede mere end 2900 meter op ad bjerget Ali i de centrale bjerge, til transport af tømmer. Det tog tolv år at bygge den 72 kilometer lange linje.
Et andet vigtigt projekt var bygningen af 938 kilometer daisha jernbanelinjer. En daisha er en simpel fladvogn der løber på meget smalsporede skinner og skubbes af en eller to mand. I 1938 transporterede disse daisha’er tre millioner passagerer og 500 millioner tons gods!
Da den japanske besættelse sluttede med nederlaget i den anden verdenskrig i 1945, havde et uhyre overrislingssystem forvandlet den tidligere tørre, uproduktive Chianan-slette til en frugtbar have. Mere end 26.800 hektarer, omkring 60 procent af det totale sletteareal på Taiwan, bliver betjent ved dette system. Det japanske sprog var også blevet det sprog der dannede bro mellem de forskellige sproggrupper på Taiwan.
Befolkningens kendskab til japansk hjalp Jehovas vidner i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Før den anden verdenskrig besøgte to heltidsforkyndere fra Japan en landsby hvor der boede en kvinde ved navn Lin, af amisstammen. Hun tog imod de bibelske sandheder hun lærte, og blev døbt i 1939. Hun fortæller:
„Jeg var en af de få kvinder i landsbyen der havde lært noget japansk, så jeg var i stand til at læse den japanske bibel og de bibelske publikationer, der var ret svære. Skønt min forståelse var temmelig mangelfuld, erkendte jeg at Jehova var den sande Gud. Jeg vidste at for at vinde evigt liv måtte jeg være trofast over for ham. Da jeg nægtede at tilbede ved Shintoalteret og sige at den japanske kejser stod over Jehova, blev jeg klædt af til skindet og slået.“
En tilspidset bambusstok blev stukket ind i hendes kønsorganer. Men selv under denne hårde prøvelse og andre lidelser i fængselet, bevarede hun sin uangribelighed. En sådan tro har været karakteristisk for mange af vidnerne blandt amis’erne og andre stammer.
Udviklingen under kinesisk herredømme
Da den anden verdenskrig sluttede blev Taiwan endnu en gang en af Kinas femogtredive provinser. I begyndelsen af 1949 var endnu 1.500.000 kinesere flyttet til Taiwan fra hovedlandet sammen med generalissimus, Chiang Kai-sheks nationalistiske regering. Nye veje blev bygget, hvoraf den mest fremtrædende er hovedlandevejen tværs over øen fra Hualien til Taichung. Denne vej, der passerer gennem Taroko-slugten og andre seværdige landskaber, gør den frugtbare østkyst mere tilgængelig fra den vestlige del af øen.
I det forløbne år er en lignende ny hovedlandevej, længere mod syd, blevet næsten færdigbygget. Nye dæmninger er blevet fuldført, og flere er ved at blive bygget. Et vellykket landbrugsreformprogram har gjort livet lettere for de fleste landmænd.
Jehovas vidners forkyndelsesarbejde er også gået frem siden den anden verdenskrig. Her fortæller Wang, der kom fra det kinesiske hovedland efter krigen, hvordan han blev et Jehovas vidne:
„To missionærer aflagde besøg mens jeg var på arbejde. Min hustru prøvede på at jage dem bort, men min datter sagde at de skulle komme tilbage den weekend jeg var hjemme, for hun mente at jeg måske ville være interesseret. De begyndte et bibelstudium med mig, og det ændrede hele mit liv. Vort familieliv blev forbedret, og min hustru blev også bevæget til at tage imod de bibelske sandheder. Vi har set menigheden i Taipeh vokse fra fem eller seks der overværede møderne, til hundrede eller mere der nu samles hver uge i rigssalen.“
Turismen blomstrer
Efterhånden som Taiwan udvikler sig materielt, kommer der flere og flere turister. Tallet forøgedes fra 42.000 i 1961 til næsten 540.000 i 1971! Og der er meget en turist kan se og glæde sig over.
For eksempel rummer paladsets nationalmuseum temmelig sikkert den største samling af kinesisk oldtidskunst i verden. Nogle af genstandene er udstillet permanent, men der er hele afdelinger der udskiftes hver tredje måned. Og selv på denne måde vil det tage ti år at fremvise det alt sammen én gang! Jade- og lervaresamlingen er så betagende smuk at mange tilbringer flere timer ved disse to udstillinger alene.
Men for mange turister er det landskabet der er den største oplevelse ved et besøg på øen — det landskab der fik de portugisiske søfarere til at kalde øen Ilha Formosa, den smukke ø. Et af de mest imponerende steder at se er Taroko-slugten, nær Hualien på østkysten. „Storslået“ er et utilstrækkeligt ord til at beskrive de marmorklipper der tårner sig op og den dybe dal hvorigennem der fosser en strøm som normalt er ganske smal.
Det er imidlertid ikke nødvendigt at rejse så langt for at få eksempler på denne lille grønklædte øs skønhed. En kort rejse fra Taipeh til landsbyen Wulai vil føre en besøgende gennem et typisk taiwansk bjerglandskab. Der kan man køre med en af de få daisha’er der er tilbage. Man kan også se danse udført af taiyalstammen og se hvordan de ældre kvinder er tatoveret.
For dem der er interesseret i de forskellige former for religion der praktiseres i orienten, er der talrige templer og andre tilbedelsessteder at se. Et godt sted at iagttage buddhisternes tilbedelse er Lungshan-templet, i første række indviet til tilbedelsen af Kwanyin, barmhjertighedens gudinde. Dette tempel er bygget på en ganske interessant måde og har talrige indviklede billedskærerarbejder med hele scener fra kinesiske legender.
Vagttårnsselskabets afdelingskontor, der varetager alle taiwanske Jehovas vidners interesser, ligger i nr. 5, Lane 99, Yun Ho Street, nær ved Taiwans statsuniversitet. Her afholdtes Jehovas vidners internationale stævne fra den 5. til den 8. august. For ti år siden var der også en sådan international sammenkomst i Taipeh. En kinesisk kvinde ved navn Yen arbejdede da som bogholder på et hotel. Hun fortæller hvordan stævnedeltagerne virkede på hende:
„Jeg indså snart at deres opførsel ikke kun var politur. Hotelstaben var høflig af forretningsmæssige grunde. Men disse mennesker var høfligere og venligere end vi var! Hvilket indtryk de dog gjorde! jeg følte mig tilskyndet til at tale med nogle af dem, og en af dem gav mig adressen på rigssalen. Dette førte til at der blev påbegyndt et bibelstudium med mig.
Min familie er alle sammen buddhister, og at skulle bryde med de forskellige skikke og former for overtro gav mig mange problemer. Det krævede megen tålmodighed fra vidnernes side at hjælpe mig til at gøre det. Men den dybe glæde det giver at tjene sammen med mange kristne der ejer den samme dybe kærlighed som disse besøgende Jehovas vidner jeg først mødte, har været mere end anstrengelserne værd.“
Disse turister satte for ti år siden et smukt eksempel med hensyn til opførsel for alle der i år vil besøge Taiwan. Selv om vores ø er lille og måske ukendt for nogle, har den mange storslåede træk der uden tvivl vil interessere og glæde enhver som aflægger den et besøg.